Festuge Skrifterne #3

"Hvem skal egentlig spille?" spørger jeg kameramanden.
Klokken er 20:00, og jeg skal i de næste fire timer stå ret stille på det samme punkt, og sørge for at folk ikke skubber til kameraet, kameramanden eller hans lille podie. Lyset er tændt, og Voxhall er fyldt med beton og stål, alt sammen formet som kun skandinaver kan (værdsætte).
"C.V. Jørgensen," svarer han, og fortsætter med at pille ved kameraet.
"Neat-o", tænker jeg

Dørene åbnes og en lille fyldig dame, stiller sig direkte foran mig. Jeg overvejer at puffe til hende med al den autoritet, der er at finde i det plastik-skilt, der hænger om min hals. Jeg undlader at sige noget, overbevist om at jeg godt kan håndtere hende, skulle hun blive vakkelvorn.
Inden længe dufter der af flødestuvede kartofler. Som i den slags flødestuvede kartofler, som Elin plejer at lave, hvor stegen fik lov til at dryppe saft, kraft og fedt ned til dem fra en rist højere oppe i ovnen. Damen svajer lidt på stedet, og med hende svajer hendes lange hår under min næse. "Denne dame har spist herregode flødestuvede kartofler i aften," tænker jeg. Hendes popo svajer efterfølgende gentagne gange imod mit lår, og jeg forlader min post, perpleks, for at hente en flaske vand. Da jeg kommer tilbage er hun og hendes popo kommet så tæt på kameraet, at jeg venligt men bestemt beder hende flytte sig lidt. Af hensyn til kameraet, ser du. Flødestuvede kartofler og svajende baller forsvinder med hende ind i mængden, og det er helt fint; jeg var lige ved at blive sulten.

Har glas, mangler martini... og vodka.

"Hvad fanden?" tænker jeg, mens jeg står med begge hænder i opvaskebaljen. En rytmisk dunken fra et ikke videre defineret sted i opgangen får mine jomfruelige martini-glas til at klirre i skabet lige ud for mit ansigt.
"Er det..." fortsætter jeg. Den dunkelyd. Er det underboen, der spiller Dance Dance Revolution Universe med høretelefoner på igen? Nej, det er FOR rytmisk. Så god er han ikke.
"Ej..." fortsætter jeg, begavet som jeg er.

Sidste gang jeg konfronterede opgangsfæller med deres larmende sexliv var da jeg boede på Skjoldhøj Kollegiet. En lang, højrøstet og for nogle ubehagelig diskussion senere kom vi frem til, at min nabo IKKE var en skøge, og at kondisko larmer, når de bliver smidt i vaskemaskine.

Man kunne jo også bare være glad på deres vegne. To mennesker, der er begejstrede for hinanden (omend larmende i processen) er da en en dejlig ting. Hm. Ja. Om igen er det ikke så festligt at heppe på underboens stairmaster.

Festuge Skrifterne #2

"Grøn? Som i, hvad, økologi? Tuborg? Greenpeace?" undrer jeg mig, idet en ung gut klædt i grønt fra top til tå danser hen til mig og spørger, om jeg har mig en grøn dag. "Eh," svarer jeg, dybsindig som jeg er, hvorefter han spørger, hvad jeg har gjort i dag, for at gøre andre folks dag grønnere. Hans artsfæller, en 20 unge mennesker, har travlt med at danse på stedet, holde grønne paraplyer over fremmedes hoveder, holde askebægre frem på et klædt-i-grønt-klæde-fad. Enkelte render rundt med en grøn billedramme, hvorigennem de tager billeder af fascinerede tilskuere. Dansabelt musik spilles fra en lille vogn, drevet af solceller, får vi at vide. Det lugter lidt af økologi.

"Øh, jeg tror vi gør mere i at gøre folks dag blå her," siger jeg og smiler kækt, idet jeg hiver lidt ud i min ulideligt blå t-shirt og peger. De grønne mennesker danser videre. Men hér er nogle billeder:

Festuge Skrifterne #1

"Aaaaw", tænker jeg, idet en lille dreng udtrykker sin taknemmelighed for at have fået en gratis spand/taburet/vasketøjskurv i neongrøn, ved at give en info-center medarbejder et knæ-kram*.
"Jeg thynes, at du er thød!" lesper han, hvorefter han tumler afsted med spanden, der næsten er større end ham selv. Moderen står og smiler om kap med resten af de frivillige i info-centeret.

Der er lidt forskel på hvordan disse spande bliver modtaget. Det ældre publikum finder det nødvendigt at undskylde med små lejligheder og manglende plads i bagagerummet, mens det lidt yngre smiler og takker nej. Og jeg kan sku egentlig godt forstå dem. Jeg foretrækker bare knæ-kram.

* Kram, som regel givet af små børn, der går modtageren til knæene. Det næste kram i serien er et skridt-kram, der er mere farligt, hvorefter mave-krammet kommer, og fører os tilbage i en mere tryg kramme-zone.

Ting man kan vælge at fortryde

- At man lægger an på bartenderinden på Sidebar, der er en god ven til en god ven, når man ikke er i stand til at side på egen barstol. Hun ville ikke have mit nummer, og hun ville ikke snave, og på daværende tidspunkt syntes jeg da ærligt talt, at det var for dårligt. Er lidt i tvivl om hvorvidt jeg har karantæne, må finde ud af det ved lejlighed. Eller spørge min gode ven.

- At have mistet en Etiopier i bussen til Hejredalskollegiet, udelukkende fordi man var for nærig til selv at betale for egen busbilletten. På daværende tidspunkt var det givet, at manden kunne genkende City Vest i henhold til mit håndtegnede men meget præcise kort. Så skulle han stå af og vente i ganske kort tid, indtil jeg næsten rettidigt ankom på min cykel med nøglerne til hans nye kollegieværelse. Måske jeg endda ville være hurtigere end bussen?

- At man har sagt ja til at møde til jobsamtale kl 8:00 om morgenen, når man, cirka, er B menneske (som i extra-B-menneske, B+-menneske eller B^4-menneske). Frisk og frejdig iklædt nystrøget skjorte og bukser, hvis jeg husker det, skal man således cykle hvad der lige så godt kunne have været en tur til månen, så man kan sætte sig ned og snakke ens sag i en time, skarpt efterfulgt af en times test af meget mystisk og ukendt karakter. Og SÅ tilbage til uni. Iført svedig og lettere nusset skjorte. Og bukser. Hvis jeg husker det.

Ikke den i København, nej

"Den Lille Havfrue, siger du?" siger jeg, mens få men præcise minder om min tvillingesøsters skønsang (aaaaaaAAAAAAaaaaaa) på badeværelset melder sin ankomst. Nu når jeg tænker over det, så har hun vist også haft veninder på besøg for at se Den Lille Havfrue for efterfølgende i fællesskab at nyde badeværelsets helt specielle havfrue-akustik

"Vi så den hele tiden, da vi var små og syge!", reklamerer Søs i telefonen. Hertil vil et passende svar måske være, at jeg ikke umiddelbart føler mig specielt sløj endsige lille, tænker jeg. Men Søs har besluttet sig, hvilket hun gør ved at udvide salgstalen til at omhandle popcorn og cola. Hun ved at det virker. Kl 19:00 i aften skal jeg se Den Lille Havfrue, og guderne ved, om der bliver skønsang før, under eller efter filmen.

Ruslinger

"Ack, russere," tænker jeg, idet jeg cykler henimod krydset ved Langelandsgade og ringgaden. De er over det hele, og de fylder, og de larmer. De fylder så meget, at jeg næsten ikke kunne undgå at køre et par stykker ned, idet jeg fræser over krydset og forbi det fodgængerfelt, der er så snævert, at enkelte russere åbenbart meget pludseligt må fylde på cykelstien. Så jeg råber "HEYCYKELSTI!", hvorefter jeg bremser, og de begynder at hvine (mest pigerne, skal det siges) og at trippe ind til siden. Rød i hovedet navigerer jeg forbi dem, samtidig med at jeg skuler af dem. Jeg skuler, skuler lidt mere, og afslutter mit skuleri med et selvtilfreds skul, hvorefter en kvindelig rus råber "God røv!" efter mig. Jeg har ikke rigtig et skul parat til at håndtere den slags, så jeg skynder mig at rødme, parkere min cykel og gemmer mig efterfølgende inde på Statsbiblioteket. De havde alligevel en CD parat til mig. "Russere!"

Skribleri # 1.5: Semesterstart aka ferieslut

Og så skete det, at undervisningen atter begyndte. Jeg befinder mig pludseligt i det gode gamle og totalt nyistandsatte calculus auditorium, omringet af ungersvende og lidt flere tøser, end jeg regnede med.
"Niiice," tænker jeg, idet jeg konstaterer at langt den største del af drengene er iklædt praktisk regnjakke, bukser der stumper og bumser med intentioner. Og der er madpakker. Åh gud, madpakkerne. Madpakkestanken får mig imidlertid til at smile, idet jeg uden tvivl er ufattelig hot-by-proxy så længe jeg er i nærheden af dette crew. Jeg har saaaavnet at rende rundt på matematik :)

Skribleri #1

I stedet for at bruge min fritid på noget konstruktivt, såsom studiejobs, studiet og jagten på evig og sand kærlighed, vil jeg nu og fremover forsøge at skrive små tekster, inspireret af en ret gennemsnitlig hverdag som studerende i Århus.
Inspirationen til at gøre dette er hentet hos Stine fra StineStregen, der i modsætning til mig både kan tegne og skrive. Indtil videre må I nøjes med skriblerier - og i øvrigt vente forgæves på alt muligt andet.


Det er to regler for denne proces:
Regel 1 - Én tekst om dagen.
Regel 2 - Når det først er lagt op, må der ikke redigeres i det. Effektiv fra... nu af!