28. feb. 2010

Anakronisme: Sovepuden

Hun lader hendes hånd strejfe min, smiler med øjne og mund, og forsvinder ud i køkkenet. Det er svært kun at være i nuet i dette selskab. Vi snakker om poesi, om at se lyde og smage billeder, om at DVD optageren måske har arbejdet forgæves, og at det vist er ved at være sengetid. Om alt det, der er så uhåndterbart, at det kun kan svæve over vores hoveder til daglig. Hun er så meget til stede. Det eneste, som jeg har lyst til at bemærke. Hun får mig til at føle mig som en mand. En mand, der kan passe på, en mand, der kan forsvare. En mand, man kan stole på. Tvivl og usikkerhed er ligegyldig. Så længe hun tror på mig (og hun tror på mig, for hun ligger med en hånd på min brystkasse med søvn og sikkerhed i hele hendes ansigt), så længe er det ikke så svært, at tro på mig selv. Jeg kysser hende godnat på hendes pande, men hun er allerede væk, langt inde i et drømmeland. Perfekt. Jeg vil våge til den sidste glød er slukket. Så længe hun har brug for det, vil jeg våge.

26. feb. 2010

Ikke helt cuteoverload.com men tæt på

Jeg hører op til flere begejstrede grin og "Naaaaij"-hvin i løbet af dagen, i takt med at mine små gaver bliver opdaget. Mor griner ude fra køkkenet. "Hvem har lagt den her?" spørger hun, og der er smil i stemmen. Hun står med en kalender fra Dansk Blindesamfund i hånden. September-førehvalpen får forfrosne vinterlæber til at bryde ud i betagede smil, ganske som planlagt. Det er uden tvivl et spørgsmål om tid, førend Snubbi den Anden skal passes og plejes og leges og tumles og gåes ture og jages egern med. Jeg har nemlig genoptaget et gammelt projekt, som nødvendigvis må resultere i en firbenet tilføjelse til familien. Det er kun et spørgsmål om tid.

Indtil den tid oprinder må forældrene hygge sig med pludselige skift af baggrundsbilledet på deres computer til noget mere pelset. De må lære at leve med udklip af uspoleret firbenet begejstring på køleskabet. Der vil undertiden være e-mails i indbakken med links til hundeglæde på YouTube. Som sagt, kun et spørgsmål om tid.

25. feb. 2010

Studieinaktivitet

Der var engang, hvor jeg tænkte, at jeg ville finde en hel del inspiration til denne blog i mit studie. Du ved, Star Wars nørder i ømfindigt slagsmål med Star Trek nørder midt i forelæsningen, pludselige møder med spændende mennesker klokken midt om natten i IT-husets bibliotek, hede blikke til nørdinderne fra digitalt design på tværs af printere. Den slags.

Men så fandt jeg ud af, at jeg ikke var en nørd. Eller, nej, jeg er ikke nørd nok. Lige så stille er det blevet til, at jeg sprang ud over rælingen på semester-skibet, fordi det skuda var et nederen skib. Så hellere snorkle lidt rundt lige her. Jeg har alligevel en eksamen eller to fra det forrige, som jeg kan bruge tiden på. Spørgsmålet er så nu, om jeg bør melde SU fra, selvom jeg er berettiget. Man kunne gemme til det sidste semester, hvor man ellers er SU-løs. Eller man kunne leve et sødere liv, sådan, lige nu. Hmmm. Beslutninger, beslutninger.

24. feb. 2010

Anakronisme: Mødet med Hr. Tudse II

I dag blev jeg kørt fra Viborg, drejede til højre, og så til venstre, og så stod jeg af. Foran mig var der en sti, og jeg begyndte at gå ud af den. "Hvor er det grønt og vådt," tænkte jeg, mens jeg gik. "Det hele virker så tungt og virkeligt," mente jeg, og kiggede op fra stien og ud i luften.

Og pludselig er der noget, der bevæger sig ved mine fødder; det er en tudse. Nej, to tudser, den ene større end den anden. Jeg går i hug og prikker lidt til den lille tudse med en finger. "Så, afstedafsted, ud i græsset med dig. Også dig, big guy."
"Jaja, det er ikke fordi du er helt mikro selv, at du ved det," svarede den store tudse, mens den pustede sig selv op, og lod mig tage fat om den, så jeg kunne løfte den ud i græsset. Den lille sidder der allerede. Jeg smilte stort til den store tudse. "Du er lidt næsvis af et amfibie at være," svarede jeg, mens jeg begyndte at gå videre ud af den tusmørkende sti, med de våde blade og grene hængende ind over mig. Inden jeg forsvinder ud af hørevidde hører jeg et spagt "Du er bare misundelig," og det lød lidt som om, at det var en lidt stor tudse, der sagde det.

Anakronisme: Mødet med Hr. Tudse I

I aftes løb jeg ud af en sti, og jeg fandt en tudse. Jeg satte farten ned, standsede, og pustede lidt ud i luften, mens jeg kiggede bekymret på den. Den kiggede igen og foldede sig lidt sammen. "Puh hvor er du stor!" mumlede den, mens jeg bøjede mig ned, og tog fat om den med hele min højre hånd - uden at klemme for hårdt. "Jaja, men du er så blød, du vil elske at være ude i græsset." Så jeg satte den af i det korte græs. Og så løb jeg videre.

I aftes løb jeg tilbage af den samme sti, og jeg fandt en tudse. Jeg satte farten ned, løb forbi den, stoppede op, vendte om, løb tilbage til den, standsede, og pustede lidt ud i luften, mens jeg kiggede på den med en anklagende mine. Den kiggede igen og mumlede "Lad mig nu bare være her på de solvarme sten. Jeg bliver så doven af at få kolde tæer, at du ved det." Jeg tænkte "Jaja," og sagde "Du er stadigvæk blød, og stenene bliver kolde om lidt alligevel," hvorefter jeg samlede den op med hele min højre hånd, og satte den af i det samme korte græs. Og så løb jeg videre.

I aftes løb jeg ud af en sti, og jeg ville ønske, at jeg var en tudse.

23. feb. 2010

Der var engang

Morgener er i sig selv svære at holde af. At vågne fra en herrelækker drøm på en gennemsnitlig morgen gør ikke rigtig den partikulære morgen mere elskværdig. Nu skal I høre.

Jeg er i min lejlighed, og min PA ringer, og informere mig om, at hun er på vej med kaffen. Tilsyneladende er jeg pludselig meget rig og meget britisk, hvorfor jeg naturligvis må bo i et palads af en art et eller andet sted. Hvor finder man den slags i Århus? Uden for ringvejen, nødvendigvis. Så vi cykler ud og afsted i jagten på en passende bolig. Midt i solbeskinnede blomstermarker finder vi det, og den ellers så annonyme PA forvandler sig til min udkårne, og jeg beordrer opførelsen af en næbdyrsplantage i det ene drivhus. Sandeligt, næbdyr er både en fugl, et pattedyr, et reptil og nu også en plante, hvorfor de kan dyrkes. Vi bliver lykkelige her, tænker jeg, og tager et sip af min kaffe. Mmm. Kaffe.

Og så vågner man. Næbdyrløs. Rig på opvask. Ubritisk. Man tænker 'Hvor særdeles utilfredsstillende,' og forsøger at ælte sig ind i drømmen igen. Man giver op. Forbandede talentløse tirsdag morgen.

Tilbedelse af en række ukendte og kendte personer

Jeg læser webcomics, og jeg gør det religiøst. Det er det første, jeg gør, når jeg står op, og det er det sidste jeg gør, før jeg går i seng. Cirka.
Når man så er fanatisk omkring læsningen af udvalgte webcomics, så bliver det også lidt vigtigt, hvornår de opdateres. Og at det sker til tiden. Man ser frem til de forskellige dage med is, bittesmå sommerfugle og tålmodighed i maven. Hvad nu, hvis opdateringen ikke kommer alligevel? Der kunne være sket et eller andet i tegneserie-tegner-land, jo. Nu og da sker det da også, at opdateringen ikke kommer. Livet sker, som regel.

Alligevel har jeg altid været lidt irriteret, når det er sket. Hvor svært kan det være? Der er en deadline, og der er et plot, endsige et script at følge. Hvis man gentagne gange overskrider deadline må man jo justere udgivelses-intervallet, så man selv kan følge med, og ikke dø i processen.

Nu, næsten halvvejs i mit projekt har jeg måske lidt mere forståelse for deadline-døden. For det er en lille død, når man misser ens deadlines. Man har svigtet, fejlet og forulempet op til flere personer med blot én overspringshandling for meget. Det er ikke sjovt, det heller ikke altid overlagt, og det er ikke meningen.

Derfor vil jeg i dag, hvor jeg ikke har skrevet i to dage i træk, sende mange anerkendende nik efter alle de bloggere, tegnere, video-loggere og podcastere, der overholder deres deadlines. Det er fanme godt klaret. Og vil I så venligst ikke lige lære mig, hvordan fanden man gør det?

20. feb. 2010

En anbefaling

Hvis man ikke havde bedre ting at tage sig til mellem den 7. februar og den 26. april i år 2009, så kunne man meget passende besøge Enter Action udstillingen på Aros. Man kunne finde vej til Mark Hansens og Ben Rubins Listening Post, og man kunne fortabe sig i et evigt forandrende øjebliksbillede af den menneskelige bevidstheds fokus. Et snigende audiovisuelt landskab ville skubbe den lyttende og den seende ind i et forundringsunivers, hvorfra man ikke føler noget behov for at undslippe. Man ville opleve fuldkommen indlevelse. Et glimt af et teknologisk himmerige.
Jotak.

19. feb. 2010

Mumleklub

I dag ligner Morten ikke Chris Martin. James Blunt er heller ikke rigtig på spil. James Franco, måske? Klokken er 9:45, og Morten rejser til Australien om et par måneder. Der skal han så være, indtil det ikke er sjovt længere. Man kan misunde ham det, eller man kan være glad på hans vegne. Jeg lander et eller andet sted midt imellem. Kun et menneske.

I dag indskrives Morten i den efterhånden lange liste over højt skattede velgørende individer, der bidrager til min fedekur. Han har et gavekort til Emmery's, der nødvendigvis skal fyres af inden han rejser. Fredagsbrunch er aldrig en dårlig idé. Jeg må tage hævn ved lejlighed. Hævn spredt over en seks-syv retter.
Ud over at være den eneste person, som jeg kender, der mumler mere end jeg selv, så er Morten min eneste gaming buddy. Han giver lammere, når jeg falder af helvede til i Pixel Junk Eden. Jeg redder hans røv i Gears of War. Nogen må nødvendigvis erstatte Morten, indtil han vender tilbage til den nordlige halvkugle. Vedkommende må godt være elendig til at give lammere. Mumleri fuldt ud acceptabelt.

18. feb. 2010

Arvesok

Jeg fandt en sok i mit vasketøj. Der står 'Thursday' på den, og det er ikke min sok. Der må være tale om en arvesok. En sok, der allerede var i maskinen, førend man proppede ens beskidterier ind til den. Hvad stiller man helt præcist op med en arvesok?

Man kunne hænge den op på opslagstavlen i vaskerummet. Den opslagstavle, som ingen kigger på. Man kunne tape den fast på indersiden af døren, hvormed den ville være svær at ignorere. Når man er på vej ud i hvert fald. Man kunne hænge en seddel op i alle tre opgange, efterlyse en ejer til hr. Thursday. Om igen er det bare en fucking sok. To sokker er i det mindste af en vis værdi, men en enkelt sok?

Kender jeg mig selv ret, så ender det med at jeg en eller anden fortravlet formiddag smider den i viceværtens postkasse, for nu er det nok, nu har den generet min to-do-PostIt i lang tid nok. Så kan hr. Thursday ende i den sorte plastiksæk sammen med alle de andre fodløse single-sokker, hvor han i det mindste ikke er alene. En knapt så krank skæbne, måske. For en sok.

Redebyggeri

En af mine gode kammerater mener, at jeg er ulykkelig, fordi jeg ikke har en ordentlig lejlighed. Mit svar hertil er, at jeg aldeles ikke er ulykkelig, og at det er en fornærmelse mod alle lejligheder, at kalde mine værelser for en lejlighed. For det er småt, godt og ufatteligt billigt.
Men helt ærligt? Fjern 'køkkenet' i entreen, og jeg er tilbage på Skjoldhøj Kollegiet. Nå ja, trægulvet skal også ud. Ja, okay, alting skal også gøres... ældre. Mere brugt, mere nusset... men så er den der også. Whambam. Kollegieværelse.

'Og hvad så?', reflekterer jeg, og forsøger at ignorere min utilfredshed med køkkenet. Et egentlig soveværelse i stedet for et, tja, kontor-bibliotek-stue-soveværelse, det ville selvfølgelig være rart. Men der er fanme mange ting, der ville være rare, og man kan ikke få alting uden videre. Hvad er problemet? Jeg har jo alt det, som jeg skal bruge, ikke sandt?

Og så slår det mig. Jeg er blevet for gammel til det her spejderhytte-pjat. Jeg har trukket den lang tid nok, og jeg vil ikke længere bo i et kompromis. Jeg vil have et ordentligt køkken, hvor jeg kan lave ordentligt mad. Et dedikeret soveværelse, tak, og en stue, hvor jeg kan invitere gutterne over til Halo Night og/eller fem retter. Det kan godt ske, at jeg ikke ville blive mere lykkelig, såfremt jeg fik mig en sådan lejlighed. Men jeg ville afgjort ikke blive ulykkelig.

16. feb. 2010

Tordenskyer på en tirsdag

Dengang jeg var biologistuderende, kunne man være én af to slags biologer. Man kunne være den biolog, der havde et enormt hjerte, fyldt til bristepunktet med kærlighed til delfiner, babysæler og andre bedårende pattedyr. Eller man kunne være den praktiske biolog, der altid var klædt på til en fem dages felttur, skulle der lige pludselig dukke én op. Vind- og vandtæt til alle tider.

Mens jeg ikke studerede biologi i tilpas lang tid til at manifestere mig som en fuldblods, Haglöfsbeklædt, jord-under-neglene-biolog, så er jeg ikke i tvivl om, at det var der jeg ville lande. Der var for meget regnbue-enhjørninge-guldstøvs-hundehvalps-pussetnussethed over de skide delfiner. Føj!


Et par år senere sætter jeg mig op til computeren efter at have brugt halvanden gruopvækkende time på at se The Cove. Jeg logger ind takepart.com/thecove og smider 200 bops efter delfinerne. Forbandet, tænker jeg, idet jeg indser, at jeg lige er blevet til den fluffy-wuffy delfin-elsker, som jeg egentlig gik og hånede lidt i sin tid. Endnu mere forbandet er det dog, at vi til stadighed kan opføre os som om, at planeten er vores retmæssige arv, hvorfor vi må gøre med den og dens øvrige beboere, som vi vil.

Liv er genstridigt, og selvom vi som race er godt i gang med at spise, bombe og forbruge os selv ihjel, så skal livet på planeten nok bestå. Det er bare ikke sikkert, at det liv kommer til at involvere menneskeheden, og som det er nu, så er jeg ikke overbevist om, at vi har fortjent bedre.

15. feb. 2010

Kronisme

I dag er jeg simpelthen løbet tør for ord. Jeg er ganske vist endelig tilbage i Århus, og jeg ville allerhelst være hjemme hos forældrene igen. Denne gang med guitar under armen. Eventuelt Xbox.

Mor og Far efterlod mig med friske forsyninger af alting og fastelavnsboller, så jeg skal nok kunne overleve en dag eller to. I morgen skal jeg spise fedekurs-middag med Frk. Skarum, og tirsdag, onsdag og torsdag står den på undervisning af en eller anden art. Jeg skal nok få brugt tiden til noget. Det bliver sku hyggeligt og dejligt at komme i gang igen.


Alligevel er der den her fornemmelse af, at jeg burde være et eller andet andet sted. Der er noget, som jeg bør gøre, og gerne snart. Et eller andet, som jeg er lige ved at gå glip af...

Med den fornemmelse i maven tager jeg aftenens medicin, hvorefter lydløse bølger skyller mig ind i drømmeland, og ind i en ny dag, en ny morgen. Måske jeg kommer i tanke om det hele i morgen. I morgen.

14. feb. 2010

Snuden i den rigtige retning

I morgen skal jeg hjem. Endelig, hjem til Århus. Der er næsten gået to uger, og jeg savner min guitar, min seng, mine bøger, min xbox, mit musik, mit eget tempo. For I kender det godt, alle jer, der er flyttet hjemmefra. Så snart man har vænnet sig til det, så kan man aldrig rigtig vende tilbage. Man kan tage hjem på forlænget weekend, nyde deja-vu på deja-vu indtil ængstelsen sætter ind. Den nagende fornemmelse af, at det vist snart må være nok. Man må hellere se at komme hjem.

Men så snart man er hjemme, så undres man. Hvad fanden gik det ud på? Hvad er det, der er så fantastisk ved studerekammeret, at det nødvendiggjorde så hastig en exit? Her dukker den dårlige samvittighed op. Man er 1 stks utaknemmeligt afkom, der ikke værdsætter forældrenes selskab. Den tanke hænger ved, indtil man kommer i tanke om, hvordan forældrene egentlig ikke opfører sig væsentligt anderledes over for deres forældre. Lettelse, ren og skær lettelse følger den dårlige samvittighed, for nu er det tilsyneladende bare sådan tingene er. Også selvom det er lidt modbydeligt, så er det i orden, for sådan skal det åbenbart være. Uafklaret og ikke spor klogere glemmer man alt om det indtil næste gang, det er ved at være tid til at komme ud af døren igen.

I morgen vil jeg øve mig på at være taknemmelig for, at jeg har nogen, der glæder sig til at se mig igen. For en afsked er en nødvendighed for et gensyn. Og så fremdeles.

13. feb. 2010

X faktoren over dem alle

Erflglarb, tænker jeg, og roterer en omgang i sofaen. Mor har just slået kløerne i fjernbetjeningen, og dermed brækket halsen på enhver drøm, om at få lov til at se Simpsons. Jeg kan ikke se TV i min egen lejlighed, og jeg elsker det lidt. Ikke destro mindre er det en salig nydelse, at få lov til at se TV, når man så endelig kan komme til det. Men nu står den på hvad Far kalder 'fliksflakserier'. For Mor kan godt lide at se X Faktor. Hun kan bare ikke lide at indrømme det. Det er jo et forfærdeligt program, skulle man være i tvivl. Så Mor zapper mere eller mindre tilfældigt rundt, stopper nu og da op på DR1, bare lige i lang tid nok til at suge informationer til sig, og så fortsætter hun ellers kanalrundfarten indtil vi lander på DR1 igen. DR2, Top Gear, The Simpsons, alle godterne får cirka 7 sekunder til at gøre sig interessante i, og så er hun væk igen. De er pukkelryggede underholdnings-amfibier, der slet ikke kan måle sig med X Faktor, den lidt besynderlige men meget farvestrålende syngende papegøje.

Jeg er egentlig lidt ligeglad. Jeg har fået is. Men på et tidspunkt bliver det for meget for Far, der går ind på kontoret for at organisere frimærker ind i hans nye frimærke-skab. Hm. Det er den slags, der skal til, tænker jeg, førend man kan overleve i et ægteskab. Dyr på TV og tilstødende lokaler.

11. feb. 2010

Anakronisme: En sommeraften i revers

- Urf.
- Haha!
- Det går fint, det går fint, fortsæt! Lidt til venstre, bare en anelse.

Jeg anstrenger mig for at se lige. Det føles som om, at jeg skeler en hel del, og det gør det lidt vanskeligt at styre bilen. Brian sidder i passagersædet og griner, mens Rasmus hepper fra bagsædet. Vi befinder os i en Opel Kadet på en grusvej, og vi er i gang med at tilbagelægge en strækning på tre kilometer. I bakgear.


- Ej, fuck, Brian, tag lige rettet lidt, jeg skal lige rettes ud.
- Hvad, nej! Skuda ikke Brian, han er ikke begyndt på kørekortet endnu!
- En eller anden skal bare tage rattet, og det skal være nu!
- Jeg har det, jeg har det!
- For helvede, Brian.
- Haha!

Jeg giver slip på rattet og strækker nakken ud. Den sidste halve kilomet har jeg styret bilen, samtidig med at jeg har kigget forbi Rasmus ud af bagruden. Det hele er et forsøg på at slette alle spor om turen til Q8 for at leje film. Triptælleren har da rullet baglæns, ikke? Så jeg sparer ballade og benzinpenge for en uautoriseret tur til tanken. Det er nice, det her. Sommernatten summer forbi de åbne vinduer, og jeg skruer lidt op for radioen. Småsten slår imod undervognen, gulbrunt støv hvirvler op foran kølergitteret. Motoren brummer og hviner på samme tid i en begejstret protest.
Vi er næsten halvvejs, og det går strygende. Rasmus insisterer på at tage rattet, fordi Brian er begyndt at slingre. Det føles som om, at vi tre kunne bakke til månen. Man kan meget på en sommeraften i en Opel Kadet, fyldt med de helt rigtige mennesker.

10. feb. 2010

I babyhud til halsen

Så. Jeg er tilbage. I mandags blev jeg endnu en gang indlagt, og det skulle så blive onsdag, førend jeg blev sendt hjem. Men i modsætning til mit kortere visit i forrige uge, så tror jeg, at jeg kom det helt rigtige sted hen i denne omgang. Nu kan jeg i det mindste tale igen. Og spise og drikke! Jaaa, spise! Jeg har måske ikke lagt en specifik plan for min fede-kur, men jeg er afgjort ikke uden ambitioner. Jeg skal tage 6 kg på igen, og det kan man gøre på mange velsmagende måder.

I morgen skulle jeg gerne være lidt mere restitueret. Måske der endda kommer en ordentlig tekst? For lige at kompensere lidt for de seneste dages tavshed, så kommer der i hvert fald et par øjebliksbilleder fra sygesengen. Her er de:

- Dr. Hulk mærker efter hævede kirtler ved at plante to silkebløde hænder på min hals, hvorefter jeg bliver enig med mine 40,7 graders febertåger, at hans eksistens ikke giver nogen mening. Så firskåren. Så meget skæg. Så blød. Hvordan?
- Sygeplejerske Helena griner af det toneleje, som den noget ældre sygeplejerske Kirsten ligger for dagen, idet hun næsten anklagende konstaterer, at jeg ikke er stor, hvorefter hun graver et telt af en t-shirt ud af skabet til mig. Helena griner efterfølgende af mig, idet jeg forsøger, lidt betuttet, at udtrykke, at det er jeg vel nok ikke. Uden at kunne snakke. Helena er meget charmerende. Helena må gerne.
- Dr. Navnebror spørger, om jeg har foretaget mig et eller andet eksotisk på det seneste. Jeg ville ønske, at jeg havde foretaget mig et eller andet eksotisk på det seneste. Jeg svarer nej, og drømmer den nat om mange eksotiske ting, som jeg hellere må få gjort noget ved inden alt for længe.

6. feb. 2010

Salivations!

Jeg går og indhenter lidt forsømt barndom/ungdom, og øver mig på at spytte. Mor eller Far mente ikke, at det så pænt ud, så det var ikke altid så let, at finde tid og sted til at øve sig i. Men jeg lærte det aldrig rigtig. I midlertid har sygdommen medført hyperaktive spytkirtler, hvorfor jeg nødvendigvis må finde et eller andet at spytte i, på eller ved siden af sådan cirka hvert 27ende sekund. Og det går fremragende.

Så jeg glæder mig til næste vinsmagning, hvor jeg kan få lejlighed til at fremvise mine nyerhvervede spytte-kompetencer. Vil godt lige se dem slå mit Eiffel-trick.

5. feb. 2010

Tag en håndfuld af dem der om dagen, lidt af dem her hver 372nde minut og skyl efter med de to andre sjove størrelser dér

Hvalrossen har haft travlt med at snorke hele natten. Takket været Hvalrossen, har det at få en hel nats søvn været en umulighed. Lyden af luften, der hives ind igennem hans stoppede næsebor og ned igennem et tilslimet luftrør, hvor luften ikke blot suges igennem, men også sætter snot og slim i klæbrige vibrationer, blot for at nå sorte og trætte lunger, der opgivende raller luften samme vej ud igen - den lyd er svær at ignorere. Endsige falde i søvn til. Det må være en opgave for en beskytter af de svage, de uskyldige og de forulempede.

Næste morgen spørger Hvalrossen, mens han ser nyhederne uden at have taget høretelefoner på til formålet:
- Generer lyden dig?
- Undskyld?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg tænker: 'Lyden af dit håbløse åndedræt, der har holdt mig vågen hele natten? Forventer du, at jeg skal svare på det? Endvidere, hvis det er den lyd, du refererer til, så er du rent faktisk klar over, at det lyder hæsligt, og at det kun kan være forstyrrende. Ikke at gøre noget ved det, det er jo egentlig lidt at hade dine medmennesker. Mest af alt din kone. Alligevel stiller du spørgsmålet? Jeg nægter at tro det.'
- Lyden fra TV'et?
Åh.
- Nååh, næh, det er ikke slemt. Se du bare nyheder.

Til Hvalrossens held blev jeg udskrevet i dag med en kilometerlang recept. Han får lov til at leve lidt endnu, på trods af mine feber-frustrationer. Nu skal der bare gufles piller, og så ellers ikke drikkes alkohol i et par uger. Eller tre. Det bliver... ja, det bliver herligt.

Defekte nisser og en snorkende hvalros

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg end ikke ville forsøge, at blogge fra mobilen. Det er en lidt klodset platform, det tager rent faktisk en lille krig at skrive bare et enkelt afsnit. Men nu ligger jeg, lidt pludseligt, i en hospitalsseng i en stue med tre nisser. De har netop rullet den tredje herind, lige over for min seng. Jeg håber bare, at han ikke snorker lige så meget som min side-nisse. På trods af mange dejlige ting i mine to drops, så er jeg ikke rigtig i humør til stereosnorkeri. Jeg aner ikke hvornår jeg er hjemme igen, men så længe jeg ikke kan sove så grund af hvalrossen ved siden af mig, så skal jeg nok give lyd fra mig nu og da.

3. feb. 2010

Fødselsdagsforberedelser

Åååh, fødselsdag. Det føles lidt som en skældsord. Sig det meget hurtigt, lav en vred grimasse, slå en hånd hårdt ned i bordet, og så er den der. Ikke destro mindre er det ved at være den tid på året igen. Hvad kan man gøre?

Nødvendigvis må man fejres. Jeg havde egentlig sagt til min (tvillinge-)Søs(-ter), at jeg ikke rigtig syntes, at der skulle ske noget i år. Herregud, vi bliver jo bare 26, ikke?
Men nu har hun sendt invitationer ud. Hun har planer om at lave mad. Hun har arrangeret lagkagebagning. Brugt tid på at opfinde manøvrer og strategier, så Farmor ikke kommer til at smøre fødselsdagsbollerne. 5 cm smør er bare ikke det hit, som det har været. Alt i alt, så har Søs gjort det godt.
Søs burde måske belønnes med en hjælpende hånd. Hun mener det jo godt, og så god er hun heller ikke til at lave mad. Måske jeg skulle tage mig af den del, når hun er engang er færdig med at give mig lammere, for at jeg rent faktisk skrev det, lige her.

2. feb. 2010

Døden nær med sikkerhed

På grund af at min hjerne er delvist lammet af feber, bliver dagens indlæg et såkaldt 'linkdump'. Hvilket lyder mere usanitært, end det egentlig er. Værsåartig!


http://www.ted.com/talks/jk_rowling_the_fringe_benefits_of_failure.html
JK Rowling holder dimissionstale for stakkels Harvard dimitanter, der med sikkerhed har uddannet sig til arbejdsløshed. Eller, ja, hmmm. TED.com er generelt favoritsiden, når man skal inspireres eller motiveres lidt. Føles i øvrigt ikke rigtig som en overspringshandling, når man lærer noget.

http://drmcninja.com/
The Adventures of Dr. McNinja - en webcomic om en irsk ninja, der også er læge. Altså. Ninja, læge, irsk. Læge, irsk, ninja. Lige meget hvilken måde man vælger at håndtere konceptet, så er det AWESOME. Meget vittigt, meget godt skrevet.

http://www.ultimate-guitar.com/
Til når man skal finde en sang, som åbenbart har fortjent at blive kvalt på guitaren. Det er meget rart, at der kun findes dette ene gode sted, så man ikke behøver at trawle google igennem.

1. feb. 2010

Med vanlig fornuftig timing

Pis. Pis og lort. Jeg ligger i min seng, iført en t-shit, en undertrøje, en skiundertrøje, en striktrøje og en dyne. Og jeg fryser. Nå ja, og bukser og de gode strømper, som jeg fik af Farmor til jul. Jeg tror minsandten, at jeg har feber.
Normalt er jeg ikke ked af at være syg. Det er nødvendigvis noget man er nu og da. Normalt har jeg bare undervisning at tage mig af, og undervisning er i sagens natur noget, man ikke altid er til alligevel. Det går ikke nogen steder.

Men i morgen er ikke en normal dag. Det unormale består i, at jeg skulle på roadtrip til Kolding for at lave mad, og det havde jeg egentlig glædet mig til.
Det vil være en rigtig dårlig idé at blande influenza i salaten, nu når jeg alligevel står og roder rundt i den. Det vil være en bedre idé at blive rask, ja. Så nu drikker jeg vand, the og suppe på livet løs, og håber på, at det hjælper.