From the south

Hvis virkeligheden, som den er, ikke er nok for dig, så overvej om dit greb er fast nok. Om du har fat i roden. Man har ikke ret til at brokke sig, hvis man ikke gør en indsats. Forpligt dig. Dedikér mere end én svedig orgasme, overlev og arbejd med og udhold alt det lort, som du møder hos andre bevidstheder og indse, at vi kun er her for hinanden. Når det er gjort, og du stadigvæk ikke har fået nok af det hele, af alt det her, så må du brokke dig alt det du vil for enden af en løkke, på havets bund, omfavnet af kulilte. For vi andre har en fest. Alle er inviteret, dit røvhul.

Fra øst

Han suser ind af døren, en krydret vind fra en eksotisk storby, som jeg kun har hørt om. Sommeren, og dens berusede ræs på grønne bølger på heden, følger lige efter, og jeg kan pludselig huske det hele igen. Det hele rammer som en nådig tristhed, for det var sidste gang, den sommer, at jeg følte mig hjemme. Velkommen. Tilpas. Det var vilde dyk i komfortabel stilhed og utilpassede diskussioner af emner, som ingen af os egentlig forstod. Hemmelige kærlighedserklæringer fra udkårne, der aldrig blev til noget, og tøvede i alt for lang tid. Det er meget på én gang, men han bærer det med uvidenhedens lethed, også idet han går igen. Jeg savner ham, og alt det, som han minder mig om.

Meget lidt er meget lidt bedre end meget af ingenting.

boessebloggen.blogspot.dk

Woody Allen er bare så amerikansk på den sugende måde

Og hvem kan i grunden lide det, hvis ikke amerikanerne selv? Ikke jeg, i hvert fald. Frem for at være opløftet og optimistiseret glider jeg med stigende panikangst tilbage i det hul, som jeg var på vej op og ud af. Way to fucking go, Woody. Fuck. Dig. Midnight in Paris. 0 stjerner ud af vildt mange.

Kan anbefales

Fedt mand, tænker jeg med et smil, mens jeg balancerer med 3/4 af min krop ud af vinduet, vildt flagrende med en kvart rulle sammenkrøllet toiletpapir og en flaske vinduespudsningssprøjt. Der er nok ikke mange, der er kommet af dage ved at falde ud af vinduet på første sal. Men jeg er ikke ham, der følger strømmen, hvorfor jeg naturligvis vil dø en spektakulær død, skulle det endelig ske for mig. Jeg ville i hvert fald forstuve noget.

Det er første gang i de fire år, jeg har boet her, at jeg har pudset vinduerne. Og sidste gang. For i morgen flytter jeg herre meget sammen med Hr. Dvinge. Rengøring, nedpakning og oprydning har aldrig været helt så fornøjeligt, som det har været tilfældet i weekenden. Selv det at pudse vinduer er lidt specielt og helt fornøjeligt.

Praktik eller døden

Hm, funderer jeg, mens jeg forsøger at fatte interesse for underviserens lovprisninger af at komme i praktik. Det er hårdt at være kandidatstuderende. Tilsyneladende er jeg dømt til at arbejde for Aldi's PR og marketings afdeling, hvis jeg er allerheldigst, nu når jeg ikke har de vilde planer om at komme i praktik. Underviseren ser skuffet på mig med den samme medlidenhed, som man ville se på en gråspurv, der ligger død og fluebefængt for foden af Nobelparkens kæmpe glaspartier. Dømt til døden ved pludselig kollision med nypudset glas, udelukkende fordi evolutionen ikke har fremtryllet den helt nødvendige hjernevinding, der ellers kunne have afhjulpet katastrofen. Har jeg da slet ingen ambitioner om storhed? Kan jeg da ikke forstå, at jeg er dømt til arbejdsløshed og uduelighed, såfremt jeg ikke kommer i praktik?

Storhed til mig? Nej. Det tror jeg ikke. Ambitioner om at udrette noget. Joh, jo tak. Men når man ikke lige har en idé om, hvad dette noget skulle være, så er det jævnt svært at piske en stemning op over at arbejde gratis, fuld tid, i et halvt år inden for en branche, der kun måske har noget med dette 'noget' at gøre. Men hvad. Det kan være, at det kommer, stemningen og interessen.

Og din blog handler om hvad, helt præcis?

Åååh gud, tænker jeg for mig selv, mens jeg læser mig igennem tilfældigt udvalgte blogtekster fra denne blog. Jeg sidder og skriver en jobansøgning, og min forhåbentligvis kommende arbejdsgiver kunne meget godt tænke sig, at læse 1-2 eksempler på mine talenter som skribent. Tilfældet vil det imidlertid, at jeg tilsyneladende ikke har produceret ét eneste blogindlæg, der er egnet for arbejdsgivere. Kommende eller ej. Hvis du har et bud på, hvad jeg skal sende afsted, så er jeg mere end modtagelig for forslag. Anything goes. Cirka.

Som man kun kan tænke på en lørdag aften, når man er lidt alene

Der går flere og flere evigheder, imellem at jeg skriver, og jeg holder det ikke ud. Jeg har haft så pisse travlt med at blive til en kæreste og at lave 60 ECTS på ét semester, at jeg ikke helt forstår, at jeg nu bare kan slappe lidt af. Men det er svært. Pisse svært. Mens jeg forsøgte at lære at slappe af igen, efter at have afleveret et middelstort hav af opgaver, startede studiet op igen. I mellemtiden lærte jeg imidlertid ikke at have eller at være en kæreste, og nu skal vi flytte sammen til starten af oktober.

Det lugter lidt af panik, dette indlæg, gør det ikke? Som om, at jeg er bange for, om det nu er en god idé. Usikker på det hele. Men det er ikke sandt, heldigvis. Næh, duften af panik kommer et andet sted fra. Fra frygten for at det er forkert. At nogen er forelsket i nogen af forkerte årsager. At det måtte holde op. At Hr. Dvinge vågner op en morgen, uden en arm om mine skuldre, forvirret over, hvad han egentlig laver i denne seng med dette kedelige, utiltalende og snotdumme drengebarn. Der er med sikkerhed et eller andet derude, der er mere interessant.

Hr. Dvinge tåler mine neuroser med et smil og lejlighedsvise forsøg med aversions terapi, men jeg fornemmer, at jeg tærer på en begrænset ressource, hvorfor jeg selvfølgelig er begyndt at bekymre mig om, at jeg bekymrer mig om, at miste ham. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Min fornemmelse kan være forkert. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl. Åh gud, bare jeg tager fejl. For jeg har aldrig haft det så godt, med at være mig selv, som i hans selskab. Jeg har aldrig været lykkeligere. Det har aldrig før været så enkelt og let at være til, som når jeg kan vågne om morgenen, med en sovende Hr. Dvinge ved siden af mig, og hans arm om min skulder.

Skyld med skyld på

Hmf, tænker jeg, og trækker dynen lidt længere op om snuden på mig selv. Opgaveskrivning. Og så midt i sommerferien. Jeg har endda selv bedt om det. Søgt om dispensation til det endvidere. Jeg hader officielt mig selv, og alt der er godt ved livet. Jeg ligger og arbejder hårdt på at ignorere solskinnet udenfor, for jeg er li'som ikke rigtig i humøret til at lege frydefuld fotosyntesefantast. Kæresten har af flere omgange forsøgt at muntre mig lidt op, tålmodigt og prøvende, hvilket jeg selvfølgelig har tiet ihjel og blankt afvist som værende fuldstændig unødvendigt. Kan selv, vil selv. Min sindsstemning er ikke dit ansvar, vrissede jeg måske også engang. Det gav mening dengang, efterrationaliserer jeg for mig selv, mens jeg lige så stille forstår, at jeg har meget at være taknemmelig for, og at jeg ikke altid udtrykker det godt nok. Endsige overhovedet. Alting blev lige lidt mere trist, end det var i forvejen. For opgaven er uskrevet, jeg er alene, og jeg er nu, ved jeg, selv ude om det hele. Jeg er et fjols.

Fornøjelsen ved at gøre noget forkert, også selvom man burde gøre det rigtigt

Ehehehe, fniser jeg for mig selv, idet jeg vender restaurantchefen ryggen, og stryger i skjul i kælderen. Hun har lige kanøflet mig, anklagende, for først nu, to timer for sent, at have fortalt hende, at selskabet ved bord 10 blandt andet bestod af min gode ven Lars, der er vinhandler her i Århus. Jovist, hun kunne da godt genkende ham, men hun var ikke helt sikker på hvorfra. Den slags gæster kræver måske mere opmærksomhed end de havde fået, synes hun at sige, idet hun slynger endestykket af en baguette efter mig. Mit bagkloge svar, at hun jo så skulle have ladet mig tage bordet, eftersom de uddannede tjenere tydeligvis ikke havde greb om situationen, falder ikke i god jord, kan jeg udlede af det pludselig brød-nedbør. En gæst er en gæst, mener jeg for mig selv med et smil, mens jeg noterer mig, at jeg hellere må være ekstra grundig og måske lidt langsom med at rydde op hernede i kælderen. I sikkerheden.