Tvivlsom sikker viden

Efter alt for mange timer på jobbet står det lysende klart for mig. Det professionelle køkken og jeg har ingen delt fremtid. Alt det der er hyggeligt og legende dør en meget hurtig død, når alting skal være færdigt på 4 minutter. Men selvfølgelig skal det være færdigt på 4 minutter. Det er en forretning og tid er penge og lalala.

Ikke fordi jeg er ved at droppe ud af studiet, men fordi jeg betragter det som værende en absolut nødvendighed at spørge sig selv, bare en gang imellem, om man hellere ville være et andet sted, end hvor man er. Hvis man kan svare ja, og man ved, hvor man hellere vil befinde sig, så kan man kun holde sig selv ansvarlig for manglende glæde og begejstring. Altså. Såfremt man er sådan én, der finder den slags gennem arbejdet. Blandt andet.

En surfers død

Og så døde mit interwebs. Eller, ja, jeg kunne i hvert fald ikke komme online på nogen måde på trods af mange ihærdige forsøg på at finde ud af, hvad der var galt. Ihærdige, måske, men ikke oplyste.

Efter at have slappet lidt af oven på en travl arbejdsdag ringer jeg til min personlige support-person. Han er den her kammerat, som blev født med en meget kompleks kildekode i stedet for DNA. Jeg vil ikke sige, at han er en nørd, ikke som de kan opleves på Datalogisk Institut. Søde og rare som de er, de kære nørder, så er de lidt svære at kommunikere med nu og da. Ham her forstår hvad man siger, også selvom man refererer til noget, der ikke har med computerier eller Star Trek at gøre.

Kort historie endnu kortere, så redede han mit internet, og jeg kan nu komme igang med at skrive blog igen. Jeg har stadigvæk et indlæg eller to at indhente. Nej. Syv, tror jeg. Hm.

Lebbe til undsætning!

Jeg har lavet mig en lebbe. Det meste af tiden hænger hun ud i Las Vegas, hvor hun blæser hjernen ud på terrorister med hendes Heckler & Koch G3 riffel m. 6x kikkertsigte. Ud over enkeltstående uheld med nogle fladpandede civile, der måske kom lidt i vejen for kugleregnen, så er hun ret dygtig.

Den oprindelige tanke var egentlig, at se hvor smuk en kvinde, man kunne lave. Hun skulle helst være så smuk, at ingen terrorist kunne nænne at plaffe huller i hende. Hvis hun skal være en del af eliten, så skal hun jo have visse fordele. Men da jeg så bladrer igennem de forskellige ansigter, så står valget tilsyneladende mellem otte forskellige grader af lebbethed. Til sammenligning ligner mande-ansigterne noget en pansret mandskabsvogn har øvet sig i at parallelparkere oven på.

Forbløffet over, at der overhovedet findes otte forskellige måder, at ligne en lebbe på, beslutter jeg mig for at lave en rigtig led en af slagsen. Og led, dét er hun. Kort, sort hår, aviator solbriller, tanktop, cargo bukser, og kun den allermest nødvendige skudsikre rustning. Og en kæmpe stor gøb, selvfølgelig. Så nu må I have mig undskyldt, kuglerne i min lebbes gevær har en aftale med et utal af ondsindede lejesvende. Om noget har vi ikke tænkt os at være så uhøflige at komme for sent.

Peptalk redux redux

Hende smarte-pigen foran spejlet står afgjort og passer den selv samme jakke, som jeg skal købe til Søs. Forbandet. Kan ikke bare stå her og glo, jeg vækker nok opsigt allerede. Testikler og sådan. Må gøre noget. Lade som om der er nogen, der ringer til mig! Yes!

- Hej Emil! Tak for sidst, total hygge! Jep, skulle hilse fra Lars. Haha, ja, det tænkte jeg også, hvad fanden sker der for det?

Imellem de split sekunder, hvor jeg står og ligger planer for min videre imaginære samtale med Emil, sender jeg lynhurtige blikke til jakken. Den hænger stadigvæk på pigen. Stadigvæk foran spejlet. Men hvor ivrig kan jeg tillade mig at være, når eller hvis hun lægger den fra sig? Skal hun ikke hænge den hen på stativet, førend man må gå til den? Der er garanteret indgået hemmelige pige-kontrakter, underskrevet i blod, der i detaljer beskriver, hvordan man håndterer sådan en situation.  Og jesus kristus, hvor lang tid kan det tage?!

- Altså, ja, jo, hvis man ikke har prøvet det, så synes jeg egentlig, at man skal holde ens fordomme for sig selv. Jeg forstår bare ikke, hvordan hun fik ham overtalt til det.

Åh nej. Jeg kan mærke, at samtalen med Emil udarter sig i en problematisk retning. Forbandede Emil og hans alternative men meget interessante venner. I mellemtiden har smarte-pigen tilsyneladende besluttet sig. Hun tager jakken af, hænger den på en bøjle. Og på plads. Yes! Jeg forlader mit stativ og går med meget målbevidste skridt hen til jakken. Smarte-pigen står lige ved siden af mig, i gang med at kigge på andre jakker. Idet jeg rækker ud efter jakken drejer hun hovedet og kigger på mig. Spørgende. Pis! Hun var ikke færdig med den!

- Eh, undskyld, jeg skal lige se, hvilken størrelse det er i.
- Ah. Jeg har lige spurgt, de har den ikke i andre størrelser end den her.
- Oh, okay. Kan være jeg bliver en meget populær kæreste, hvis det er den rigtige, den her.

Hun griner. En lille hvid løgn og min eksistens i det fremmede univers er begrundet. Og succes! Hun ER færdig med den! Ellers havde hun sagt noget. Jeg leder efter størrelsen i nakken på jakken. Ingenting. Hm, indersiden af ærmet måske?

- Nede ved venstre lomme. Altså på indersiden.
- Tak. Hehe. Lidt forvirrende, det her.

Jeg griner nervøst over min åbenbare uvidenhed omkring størrelsesangivninger på kvinde-tøj, og hvor dælen man finder dem henne. Det er i det mindste ikke en løgn. Hun smiler til mig, måske lidt forstående. Måske bare lidt underholdt. Alibiet holder. Og pis også. Det er en størrelse 34.

- Aw. Nåh. Og de har den ikke i andre størrelser, sagde du?
- Nej, desværre.
- Hm. Du skulle måske også bruge en størrelse 36?
- Jep.
- Og en størrelse 36 er en størrelse 36? Altså, det er ikke en stor 34'er, den her?
- Nej, ikke rigtig. Den sidder lidt trælst over brystet. Den strammer.

Hun laver en bevægelse med begge hænder for at illustrere hvor præcist jakken strammer. Jeg følger bevægelsen med øjnene.

- Øh. Så tror jeg også, at den er for lille til min, æh, kæreste. Hun er cirka lige så høj og, eh, i har meget de samme dimensioner, tror jeg.

Hun smiler som svar, og bladrer videre i tøjstativet. Jeg siger tak for hjælpen, og foretager den exit, som jeg har glædet mig til i de sidste 5 minutter. Tomhændet, lidt lettet og meget klogere på dametøjsafdelingen og dens beboere går jeg ud af hovedindgangen, hiver min telefon frem og ringer til Søs. Hun må i det mindste give mig point for at prøve.

Peptalk redux

Det skal nok gå, tænker jeg, og hanker lidt op i mig selv. Jeg skal bare finde den jakke. Søs har skrevet en fem kilometer lang SMS med en beskrivelse af jakken, og hvordan jeg finder den. Skal bare finde den, købe den, og så ud og væk. Nemt!

Op ad to rulletrapper, drej 145 grader omkring egen akse mod højre, sig alfabetet fra midten og forfra og bagfra og hink præcist 35 cm bagud. Wupti! Så står man foran den rette stand. Jeg går i gang med at bladre i stativerne, med hvad der gerne skal ligne en art nonchalance. Målet er at udstråle et eller andet der minder om, at der snart ikke er noget, der kunne falde mig mere naturligt, end at stå midt i Magasin og bladre i stativer med dametøj. Kvindetøj. Hm. Tøj, der ikke er til mig. For ét er at følge efter en kæreste, søster, veninde eller mor ind i dette ingenmandsland (bogstavligt talt). Noget helt andet er at begive sig derind ene mand, og så gå i gang med at kigge undersøgende og interesseret på varerne.

Historien om den lettere støvede ægtemand, der lettere forvirret forsøger at købe lingeri til konen er ikke rent opspind. Det ér et fremmed land, og det føles meget underligt at være her alene. Det føles lidt som dengang mor slæbte Søs og jeg med i svømmehallen, dengang man var så lille, at man gik med ind i kvindernes omklædningsrum. Omgivet af alle mulige og umulige former for bryster og underskov var det svært ikke at glo, også selvom man udmærket godt vidste, at man selv var den fremmede. Den fremmede i landet med bryster og runde former.

Efter at have bladret hele stativet igennem i forsøget på at identificere jakken ringer jeg til Søs, for at bekræfte, at jeg står foran det rigtige stativ. Hvilket jeg gør. Men jakken er der ikke. En meget smart pige med meget smart og meget lyst hår står og vrider sig foran spejlet. Iklædt en jakke. En jakke, der matcher beskrivelsen af den jakke, som jeg nødvendigvis må og skal købe. Hm! Samme dimensioner, næsten, som min søster. Gad vide...

Peptalk

Jeg sidder og skriver på min mini-fabel. Er kommet så langt som til at have et mini-plot for de første halvanden sider. Fabelagtigt. Telefonen ringer.

- Hullo?
- Heeej, det er Søs!
- Hej Søs!
- Er du nede i byen?
- Næh, jeg er hjemme. Stadigvæk lidt elendig.
- Aw, det er jeg også.
- Men hvad så? Skulle du have hjælp til noget?
- Jaaa men nu skal du høre.

Søster kaster sig ud i den korte fortælling om et udsalgskøb med 40 % besparelse. En jakke, helt præcist. Den viste sig at være lidt i stykker, hvorefter det blev sendt til reperation. To dage senere kommer det tilbage fra reperationen, mens varen i mellemtiden er sat yderligere 10% ned. Søster vil gerne returnere jakken og købe den igen (og dermed spare 500,-), hvilket måske ikke er helt ubesværligt at gøre. Så Søs ringer for at få en peptalk.

- Ej, men det er jo noget fis. Du opdagede fejlen på dag ét! Hvis du ikke havde fået fejlen udbedret, så havde du slet ikke købt den jakke, jo. Bare bliv lidt sur på dem, hvis de ikke vil give dig pengene tilbage!
- I know, men jeg ved bare ikke, jeg er lidt syg, er ikke rigtig sikker på, at jeg kan mande mig op til det.
- Selvfølgelig kan du det! Bare start med at snak dem igennem forløbet, start med at du købte jakken i tirsdags og opdagede fejlen samme dag og så videre. Hvis de ikke vil spille bold, SÅ skal du blive sur.
- Det er rigtigt.
- Gu' er det rigtigt! Du kan godt! Wooh!
- Wooh!
- Hehe!

7 minutter senere ringer Søs, meget tilfreds med at have fået pengene tilbage. Hvilket er en start. De ville ikke lade hende købe jakken igen, hvilket lyder lidt fjollet i mine ører. Så jeg må hoppe i bad, barbere mig, tage anstændigt tøj på og så fræse ned og lade som om, at jeg absolut ingenting har at gøre med den lettere besværlige pige, der ville have den selvsamme jakke, men så alligevel ikke ville have den. Godt vi er tvillinger. Vi ligner nemlig ikke hinanden.

Oh lord, glory hallelujah

Jeg blive lige nødt til at elske mit nye nodestativ lidt. Beklager. Here goes!

Okay, jul, det har lige været jul, og jeg havde lavet en ønskeseddel, hvorpå der stod "nodestativ". Allerhelst det selvsamme nodestativ, som jeg lånte af min far, dengang jeg gik til guitar. Far brugte det i hvert fald ikke længere, hvilket alle de trompet-aficionados, der måtte være blandt vores naboer, med sikkerhed begræder. Eller, nej, det gør de sku nok ikke. Tværtimod.

Men jeg er studerende, og det er ikke noget, jeg forsøger at skjule. Jeg er tilnærmelsesvist stolt af det. Problemet med at være studerende er, at man ikke har så meget plads at gøre med. Så da jeg modtog stativet i julegave, var jeg ufattelig glad, og lidt i vildrede. Hvor skulle det dog stå?

Et par dage før nytårsaften ankommer jeg til min lejlighed, og pakker alting ud. Nederst ligger nodestativet. Jeg folder det ud, justerer og låser højden, retter benene til. I virkeligheden er der kun ét sted, det kan stå. Lige under lampen, der lyser ind på mine bogreoler, lige ved siden af vinduet. Og der står det stadigvæk. I øjeblikket badet i lyset fra den lampe, der skulle oplyse mine bøger. Lampen er drejet ned imod nodearkene, således at der reflekteres et blidt og varmt lys ud i lokalet. Metallet skinner bag noderne. Det ligner et lille podie, en art alter, hvorfra hellige tekster læses. Alt i alt er det meget pænt, synes jeg. Grænsende til smukt.

Det æstetiske udtryk varer lige så længe, som jeg kan modstå at sætte mig hen foran nodestativet og endnu engang gøre et ihærdigt forsøg på at slå Vivaldi ihjel. Før eller siden dør han sku. I det mindste ser det bragende godt ud i forsøget.

Et rigtig eventyr

Lidt inspireret af en drøm, som en person skrev om i vedkommendes blog, har jeg en helt ustyrlig lyst til at skrive et helt og aldeles standard eventyr i et Dungeons & Dragons univers. I ved, hvor magi udføres med en kostelig pris. Hvor karakterer mere eller mindre regelmæssigt dør, for det er en farlig verden. Hvor guder og drager er kun alt for virkelige og alt for interesserede i hvad mennesket foretager sig. Hvor skoven gemmer på et utal af ukendte farer, der kun venter på en chance, for at angribe. Trolde, alfer, dryader, den slags. Hvor troldmænd og magikerer går i støvede kåber, og studerer i støvede bøger på støvede biblioteker.

Så nu ville jeg ønske, at jeg rent faktisk havde spillet Dungeons & Dragons da jeg var yngre, så jeg måske kunne vide lidt om denne verden. Men nej. Nørdet var jeg, men ikke nørdet nok. Jeg må tage på biblioteket og søge dannelse ud i fantasy, så jeg kan skabe mit eget.

Der må være noget i vandet

- God morgen, Chef.
- Heeeeeeeeej Laaaaaaaaaaaaaaange! Dulydersomomduerdødennær?
- Hvaaa'?
- Harduwhiskey?
- Undskyld, jeg kan ikke rigtig høre, hvad du siger.
- DRIK NOGET WHISKEY!

Chef ringede i går mens jeg lå og sov, og jeg opdagede det alt for sent. Nu er det morgen, og jeg har overtalt mig selv til at ringe og høre, om det omhandlede noget vigtigt. Som f.eks. hvornår jeg har planer om at blive rask og komme på arbejde igen. I dag har Chef sig så en energisk morgen, kan jeg høre. Problemet er at Chef er hyper i forvejen, så når han

a) drikker kaffe
b) spiser sukker
c) har travlt
d) er begejstret
e) er ulykkelig

nærmer han sig momentært lysets hastighed. Både i tanke, tale og handling. Chef er nogle gange svær at forstå. Om igen er det svært at forstå at noget væsen kan være så begejstret, så fokuseret og så hurtig uden på noget tidspunkt at bryde spontant i brand. Du ved, lige som det der South Park afsnit, hvor Kenny dør, fordi han har fået en kæreste, hvorfor han forsøger ikke at lukke en eneste prut ud, hvilket resulterer i, at han spontant bryder i brand og reduceres til en bunke aske i løbet af et splitsekund?

- Arbejdelørdag, kun TO selskaber oooog detblivertotalthygge!
- Øh, jo, tror jeg godt jeg kan. Burde være rask.
- Whiskey sagde jeg! Whiskey!
- Jamen jeg har kun lidt slave vodka, tror jeg.
- Driiiiiiik deeeeeeet!
- Okay, Chef, vi ses på fredag.
- God bedring!

Et forbandet nytår

Urg. Nytåret var ikke slem på den der tømmermændsmåde. Overhovedet. Generel træthed i hele kroppen fulgte med mig ud af sengen og ud foran spejlet. Og næææh, se hvem der er fulgt med, det er General Trætheds gode ven, Rynke Fjæs. Så jeg gik tilbage til min seng, og sov lidt mere. Var først hjemme kl 07:20, cirka, nytårsmorgen, og så må man godt sove et par dage.

Men sandheden er, at jeg ikke har sovet i et par dage. Til gengæld har jeg været syg, hvilket for nogen er en åbenlys konsekvens af at følge Charlotte hjem, og derefter gå hjem til sig selv. I et jakkesæt. Charlottes kæreste blev meget fuld, så han blev sendt tidligt hjem, og jeg blev kaldt ind som erstatning.

Indtil videre har 2010 budt på snotnæse, hoste der holder mig selv og naboer vågne og så lige en klat feber hist og her. Forhåbentligt bliver det godt på et eller andet tidspunkt. Jeg ville så gerne fortælle om alt det, der skete før nytårsmorgen. Men for nu har jeg ingen ord for det, og ingen energi til det.