4. mar. 2011

Prøver lige én gang til... og igen.

Det går forfærdeligt med sedlerne. Den Fremmede, der efterhånden slet ikke er så fremmed endda, til min uudtømmelige begejstring, har for vane at arkivere dem i en lille lomme på siden af penalhuset, hvilket jeg nu godt kan tilgive. Så der må andre logistiske tiltag til. Noget med at liste dem i lommerne på folks jakker, så de på et eller andet tidspunkt finder dem, og forhåbentligvis bliver i et strålende humør. For at undgå forvekslinger med romantiske intentioner er jeg gået i gang med at udbygge et lidt... lidt mere... generelt repetoir af tekster, som jeg kan skrive på sedler. Romantiske intentioner er noget vi har, afgjort, men jeg gemmer dem til helt specielt selskab.

24. feb. 2011

Leve Indsatsen!

Det tog lidt overtalelse, men Indsatsen lever. Vi er færdige med at sutte læberne af hinanden (for nu), og er rykket videre til at sende sedler rundt til forelæsninger. De er alle sammen adressseret til "Dig", og indeni står der "Du er fanme dejlig". Problemet er indtil videre, at få folk til at sende beskeden videre. Jeg håber ikke, at folk vildledes i processen. Tanken var jo bare, at dele ud af Kærligheden.

21. feb. 2011

Hvor reaktionært!

Okay. Søndag var jeg måske en anelse irriteret. Eller frustreret. Under alle omstændigheder brugte jeg gåturen til og fra universitetet på at overveje, hvad jeg gør forkert. Der er tydeligvis plads til forbedringer. Måske det har et eller andet at gøre med min indstilling til det hele. Måske mine hverdage bare er uinspirrerende. Måske jeg lever et kedeligt liv. Jeg er ikke sikker på noget af det. Hvad jeg er sikker på er, at der er plads til forbedringer. Så for at bringe mere weekend-ekseptionalisme ind i hverdagene, uden at involvere dansegulv og Substance, vil jeg i morgen aktivt starte på Den Helhjertede, Gloværdige og Bestemt Ambitiøse Indsats for at Genforene Dagligdag med Eventyr (herefter benævnt som Indsatsen).

Jeg er ikke helt skarp på, hvad Indsatsen nøjagtigt vil resultere i. Men jeg ved, at jeg i morgen vil slæbe Den Fremmede med ud på toilettet i det kvarters pause, som vi har imellem lektioner, for at snave. Samtlige 15 minutter. Og tro mig, jeg skal nok tage tid.

20. feb. 2011

Post-party depression

Weekenden har været sindsoprivende. Alting er gået så stærkt, at jeg nødvendigvis måtte forskyde mit greb om virkeligheden, bare en anelse, førend det kunne begribe, hvad der egentlig foregik. Jeg knoklede røven ud af bukserne, jeg dansede, smilede, sang, jeg kyssede den måske-fremmede på munden, mens jeg tænkte for mig selv, at dette kunne forandre alting, alting i korrekt semi-hedonistisk moderation.
Jeg var lykkeligere, end jeg har været længe.

Og i dag er det søndag, og i morgen er det mandag, og jeg holder det ikke ud, JEG HOLDER DET IKKE UD, at alt dette nu skal drukne i dagligdag, hurtige, inkvisitive usikre blikke over skriveborde, måske-intentioner, forsømt opvask og ignoreret overtræk. Søndag forekommer allerede meget ensom, men det må være en kontrast ting. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet.

31. jan. 2011

Verdensmester i stilhed

Først idet en række næsten-synkroniserede brøl og jubelråb knalder ud fra oplyste, varme stuer, ud igennem lukkede vinduer, og ud i søndags-mørket, hvor stilheden forskrækket fortrækker sig til det modsatte hjørne af den mørklagte fodboldbane, der til dagligt befolkes af folkeskolens mest fysisk aktive og mest larmende elever, går det op for mig, hvad der foregår. Århus har aldrig været så stille som nu, undtagen for de sekunder, hvor nogen har skudt/smidt/kastet en bold ind i et net. Byens stemmer rejser sig, vånder sig, fejrer sig selv, forstummer igen med en nervøs forventning om næste forestående lejlighed til at råbe, skrige og hoppe i sofaen. Noget man burde gøre noget oftere, sådan generelt.

21. jan. 2011

Frihed for

Der var en decideret kold sensommer aften, hvor jeg sad med Peter og drak champagne på en restaurant, som kun to herrer, der i virkeligheden ikke har andre forpligtigelser, end over for sig selv, kan gøre det. Vi snakkede om, hvordan man skriver. Hvis man skriver. Hvad er der, der er værd at skrive om? Hvad man bør skrive om. Er der nogen, der har brug for, at blive skrevet til overhovedet?

Mens Tjener-Niels bidrog med sin venlige opmærksomhed, sad jeg nervøst og tog noter. Nej, ikke nervøst. Ængstligt. Det var besynderligt, følte jeg, at så kold og foruden Peters selskab i øvrigt helt ordinær aften, skulle være den aften, hvor jeg skriblede ord og sætninger på papirsdugen, der alle beskrev grundvilkårene for et lykkeligt liv. Det føltes så vigtigt. Så væsentligt og så reelt. Dette er min fremtid værd, tænkte jeg med en stille begejstring. På trods af den tvingende nødvendighed af diskussionen og dens produkter, så føltes det hele meget farligt, men frygten forsvandt i lige dele champagne og fornemmelse for skæbne.

Alting er stadigvæk meget farligt. Men mere nødvendigt end nogen sinde før.

13. jan. 2011

Før eller siden

Det eneste, jeg hører for tiden, er salgstaler for København. Salgstaler pakket ind i gode intentioner for min fremtidige non-akademiske karriere, mit kærlighedsliv, mit generelle velbefindende. Der er ikke den ting, som den by ikke kan klare for mig. Men jeg ved ikke helt, om jeg er færdig med Aarhus (det er man måske ret hurtigt). Under alle omstændigheder er jeg ikke færdig i Aarhus. Så jeg lytter til talerne, mens jeg smiler, drømmende, og bliver lidt glad for at høre, at der er noget København savner. Mig.

12. jan. 2011

Forberedelser og forbedringer

Ligger i sengen med favorit-puderne i ryggen og spiser Them ost på TUC kiks. Er i gang med at udarbejde en liste over alle de film, som jeg skal nå at se, så jeg kan være forberedt til Oscar-night i BioCity med Peter, Martin, Tobias, Jens, Jeppe, Stine og Stine's veninde. Jeg elsker de her puder. Bedste gave i år, sammen med den der dims, der gør, at jeg kan bruge min Xbox 360 controller til at kontrollere VERDEN! Det er ret sejt.

5. okt. 2010

Hævnen

Det hele fortabte sig i mindet om alle de mennesker, som jeg har elsket, skarpt efterfulgt af mindet om alle de mennesker, som jeg har villet ondt. Det næste naturlige skridt er mindet, om dem, som jeg har gjort ondt. Om dem, der har gjort mig ondt. Og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal stille op med det hele. Men jeg husker flere og mere, idet jeg går hjem, end da jeg kom.

Det er en sjælden film, som jeg tvivlsomt vil se igen. Indtrykket, som det har efterladt, er så dybt og klart defineret, at jeg til hver en tid vil kunne hive det hele frem til nærmere inspektion. Det er kunst, det er håndværk uden lige. Det er en eksploration af hævn som et allestedsnærværende væsen, og hvordan det kæmper om magten med overbevisninger, filosofier og det generelle ønske om at være et godt menneske. Eller ej.

PS: Måske ikke en date-film (OVERHOVEDET), men der er aftalt en re-date. Må have gjort et eller andet rigtigt over kaffen før filmen. Wooh!

4. okt. 2010

Status!

Tid til en lille update! Alt muligt er sket på meget kort tid, og jeg aner ikke, hvad det nogensinde skal ende med. Er det ikke spændende? Og, ja, sådan lidt, du ved, angstprovokerende? Anywho, her er nogle overskrifter.

1 - Blev foreslået at/opfordret til at søge en ph.d. Som om jeg ikke har læst nok i forvejen. Har snart brugt 1½ uge på at tænke grundigt og længe over, hvorvidt det nu er en god idé. Jeg er jo ikke rigtig klog, vil jeg mene. Jeg lader bare som om.

2 - Mandags-date! Jeg er så pisse spændt, at jeg skider sommerfugle. Det er første gang i ufattelig lang tid, at jeg har set frem til at stå op på en mandag. Hvilket nok er den præcise årsag til, at jeg ligger her, ude af stand til at falde i søvn.

3 - Smuglytning ved meget spændende borde på reserve-tjener-arbejdet. Det er nu sjovt, at lytte til etablerede professorer, der sidder og bitcher over en kollega, der vist tror, at han/hun har genopfundet shotsglasset. Det kan godt ske, at professorer også kun er mennesker, hvorfor de selvfølgelig sladrer og bagtaler. De er bare så velformulerede, når de gør det.

4 - Blev anklaget for at være terrorist, da jeg kigger forbi køkken-arbejdet. Kokke-personen, der måske/måske-ikke var den nye køkkenchef, kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde set mig dernede, nu når han havde arbejdet der i en hel uge. Jeg kunne jo være hvem som helst. Jeg kunne jo have en bombe i den taske, som jeg ikke havde med mig, for en gangs skyld.
Jeg udfolder måske den begivenhed lidt mere på et senere tidspunkt. Det er så forfærdelig indviklet, så ufatteligt absurd og fyldt til bristepunktet med 36 forskellige slags ironier. Hm.

Jeg prøver lige det der søvn igen. Måske det virker nu. Hvis ikke, så kommer der flere overskrifter. Whoopie!