20. apr. 2011

Dag 12 er endnu værre

Åh gud, tænker jeg, mens jeg forfærdet forsøger at danne mig et overblik over det harmonikasammenstød, der er mit visage. Det er dag to i eksamensskrivnings processen, og jeg ligner allerede noget der står på venteliste til et luftigt værelse i det nærmeste klokketårn. Så meget forfald og afskyelighed på så kort tid.

Lige pludselig er det ikke den store katastrofe, som det var tidligere på ugen, at Kæresten først har tid til at ses en gang i morgen. Med lidt held kan en kombination af sæbe, ansigts tonic, agurkeskiver, tandpasta, kamille-the-damp og fugtighedscreme nå at udrette et eller andet inden da. Alternativt en ansigtstransplantation. Nogle anbefalinger til en doner, anyone?

19. apr. 2011

Forberedelser til fiasko

Fuck yeah, tænker jeg begejstret for mig selv, idet jeg forlader Statsbiblioteket med armene fulde. Det gør mig så ufattelig studieliderlig, det her med at proppe tasken med 43 bøger, af hvilke jeg med stor sandsynlighed kun får læst et par stykker. Men forberedelserne! Ritualet! Minen med hvilken man spadserer forbi café området, rodende i tasken efter sygesikringskortet. Det stille suk med hvilket man river den lille seddel af printeren, der fortæller én lige præcis, hvor alle ens bøger befinder sig på reolerne. Det her? Det gør jeg så ofte, at du slet ikke forstår det. Jeg er nemlig hardcore. Don't you know it.

29. mar. 2011

I en lænestol med et skæg

"Han havde læst det hele. Han havde læst alt. Bag en bebrillet maske, som altid så så alvorlig ud, at ingen egentlig kunne huske, hvordan det så ud, når han smilte, gemte der sig grundige meninger. Al den tid med næsen i obligatorisk skønlitteratur havde skabt holdninger i ham til stort set alt. Kom man først igennem al snakken om de langsommelige russere, om modernitetens britiske mødre, om kulturradikale vestkysts-amerikanere, så var der kun ham selv, og hans umådelige had til det uordentlige tilbage."

Anakronisme: Før-semesterstart-slut-ferie-blues

Jeg har gået og følt mig lidt forladt. Forladt, du ved, som kun et barn på 3-4 år kan føle sig forladt. Farverigt legetøj i et butiksvindue lokkede, og lige pludselig er man kun omgivet af en evig strøm af bare knæer, brune bukser og svirpende skørter. Mors røde sommerjakke er helt og aldeles væk. Hun kunne lige så godt være død. Det føles som vinter indeni.

Mens jeg har haft travlt med at opleve alt muligt, alt muligt særegent og afgjort mange historier værd, så er det hele bare passeret. Lidt ligeglade men ikke ligegyldige, har sætninger og ideer slentret forbi mig, umiddelbart genkendelige, men helt og aldeles uinteresserede i mig. De kender åbenbart ikke mig. Hvad fanden? Mig, deres ihærdige tilbeder, der uden tvivl kunne lære dem, at elske mig, som jeg elsker dem, hvis de blot ville bruge lidt tid i min nærhed. Så hjælp mig dog, en eller anden.

28. mar. 2011

Hot-snot liste #6

Hot
- Kæreste!
- Savle-bekendelser fra Kæreste, der ud af det blå erkender at have oversavlet min skulder i løbet af natten. Jeg opdagede ingenting selv, men synes nu alligevel, at det er rart at vide.
- Fire undervisningsuger tilbage. Wooh!
- Min nuværende fysik, der lige så stille tager form af noget, som jeg troede var tabt for evigt. Og så endda ved minimal indsats. Tak, gener, pisse meget tak.

Snot
- Eksaminer om fire uger. Booh!
- Opvask. Bare sådan generelt.
- Støv.
- At forsøge at finde på ting til snot-siden af denne liste, så snot-siden ikke forekommer helt så forsømt og alene, når man egentlig er lidt i tralala-humør langt det meste af tiden, hvorfor snot ikke betyder så meget. Vi er alle sammen venner.

20. mar. 2011

Syllabus

Det er en badekarsdrøm, tænker jeg, mens jeg ubesværet flyder igennem timer, dage, uger. Jeg kunne svømme rundt sådan her for tid og evighed. Tasken, der altid er fyldt med bøger og kompendier, tasken der altid er på vej et eller andet sted hen, til møder, til lektioner og forelæsninger, til sportshaller og togstationer, vejer ingenting så længe jeg er nedsænket i denne varme. Solen skinner på blege kinder, og vintergækkerne nikker anerkendende til foråret

4. mar. 2011

Prøver lige én gang til... og igen.

Det går forfærdeligt med sedlerne. Den Fremmede, der efterhånden slet ikke er så fremmed endda, til min uudtømmelige begejstring, har for vane at arkivere dem i en lille lomme på siden af penalhuset, hvilket jeg nu godt kan tilgive. Så der må andre logistiske tiltag til. Noget med at liste dem i lommerne på folks jakker, så de på et eller andet tidspunkt finder dem, og forhåbentligvis bliver i et strålende humør. For at undgå forvekslinger med romantiske intentioner er jeg gået i gang med at udbygge et lidt... lidt mere... generelt repetoir af tekster, som jeg kan skrive på sedler. Romantiske intentioner er noget vi har, afgjort, men jeg gemmer dem til helt specielt selskab.

24. feb. 2011

Leve Indsatsen!

Det tog lidt overtalelse, men Indsatsen lever. Vi er færdige med at sutte læberne af hinanden (for nu), og er rykket videre til at sende sedler rundt til forelæsninger. De er alle sammen adressseret til "Dig", og indeni står der "Du er fanme dejlig". Problemet er indtil videre, at få folk til at sende beskeden videre. Jeg håber ikke, at folk vildledes i processen. Tanken var jo bare, at dele ud af Kærligheden.

21. feb. 2011

Hvor reaktionært!

Okay. Søndag var jeg måske en anelse irriteret. Eller frustreret. Under alle omstændigheder brugte jeg gåturen til og fra universitetet på at overveje, hvad jeg gør forkert. Der er tydeligvis plads til forbedringer. Måske det har et eller andet at gøre med min indstilling til det hele. Måske mine hverdage bare er uinspirrerende. Måske jeg lever et kedeligt liv. Jeg er ikke sikker på noget af det. Hvad jeg er sikker på er, at der er plads til forbedringer. Så for at bringe mere weekend-ekseptionalisme ind i hverdagene, uden at involvere dansegulv og Substance, vil jeg i morgen aktivt starte på Den Helhjertede, Gloværdige og Bestemt Ambitiøse Indsats for at Genforene Dagligdag med Eventyr (herefter benævnt som Indsatsen).

Jeg er ikke helt skarp på, hvad Indsatsen nøjagtigt vil resultere i. Men jeg ved, at jeg i morgen vil slæbe Den Fremmede med ud på toilettet i det kvarters pause, som vi har imellem lektioner, for at snave. Samtlige 15 minutter. Og tro mig, jeg skal nok tage tid.

20. feb. 2011

Post-party depression

Weekenden har været sindsoprivende. Alting er gået så stærkt, at jeg nødvendigvis måtte forskyde mit greb om virkeligheden, bare en anelse, førend det kunne begribe, hvad der egentlig foregik. Jeg knoklede røven ud af bukserne, jeg dansede, smilede, sang, jeg kyssede den måske-fremmede på munden, mens jeg tænkte for mig selv, at dette kunne forandre alting, alting i korrekt semi-hedonistisk moderation.
Jeg var lykkeligere, end jeg har været længe.

Og i dag er det søndag, og i morgen er det mandag, og jeg holder det ikke ud, JEG HOLDER DET IKKE UD, at alt dette nu skal drukne i dagligdag, hurtige, inkvisitive usikre blikke over skriveborde, måske-intentioner, forsømt opvask og ignoreret overtræk. Søndag forekommer allerede meget ensom, men det må være en kontrast ting. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet.