Bubble Trouble II

Min søster og jeg blev meget hurtigt afhængige af bobler. Bobler, spyttet ud i rå mængder, af to små drager, henholdsvis blå og grøn. Der er selvfølgelig tale om Bubble Bobble. Besættelsen med bobler og drager varede ved, selv efter Commadorens alt for sene død. Den dag, hvor jeg købte en Xbox 360, afbrød hun min talestrøm ("tredjegenerationskonsol", "trådløs controller, "mediecenter") med ét spørgsmål og kun ét:
"Kan man spille Bubble Bobble på den?"
En anelse uforstående måbede jeg lidt af min søster, dernæst af maksinen. Nej, det kan man faktisk ikke. På den måde kan jeg godt forstå, at hun ikke fandt maskinen så interessant endda. Hvis den ikke kan levere en hyggestund, sammenlignelig med hvad Commadore 64'eren kunne, hvad er den så værd?

Bubble Trouble I

Hvem der end så har sagt, at det ikke nytter noget at være højlydt irriterende, når man vil have sin vilje, har tydeligvis været enormt dårlig til at plage. Vi tre møgunger havde plaget om forskellige ting på det seneste, og eftersom der ikke var nogle træer, overhovedet, der var vokset ind i nogen eller nogens himmel, så måtte der foretages et valg. Ét eller andet måtte vi få, men kun én ting på listen. Det endte med et meget interessant valg mellem en killing eller en Commadore 64. Gode råd blev dyre. Jeg husker svagt, at vi fik assistance i beslutningstagningsprocessen af far og mor, der opstillede en pro-con-liste. Desværre kan jeg ikke huske hvad det vindende argument var.

En uges tid senere triller far ind i indkørslen med en Commadore 64 i bagagerummet. Dermed var første spadestik taget til det sorte hul, hvori joysticks, effektiv nattesøvn og egentlig studietid ville blive opslugt, blot for at blive til ingenting. Men kun ingenting kan blive til ingenting, ikke sandt?

Mere virus, tak

Lige som jeg selv er ved at blive rask inficeres computeren med en eller anden virus. Og jeg ved helt præcis hvornår det skete. Imens jeg var syg, kedede jeg mig måske en lille smule. Så jeg tænkte noget i retning af "Hey, det der Windows XP, det ser da lidt fesent ud efterhånden. Jeg må hellere style det lidt". Stylingsprocessen involverede at downloade forskellige programmer, der så ville peppe alting lidt mere op. Få det til at ligne alt muligt andet end standard Windows XP, måske.

Pludseligt render jeg ind i et program, der kræver en kode, hvorefter jeg begynder at lede efter en crack til programmet. Én download senere, og min skærm bliver voldtaget af advarsler fra mit anti-virus program. Før nu har jeg ikke turdet logge på noget som helst, hvorfor der ikke var nogen tekst i går. Jeg regner med at indhente alting, så snart jeg er blevet helt og aldeles virus fri på alle mulige måder.

Jeg undrer mig dog over anti-virus programmets brugbarhed. At råbe "Holy macaroni, du er blevet inficeret med virus!" når virusen først har sørget for de første 56 pop-ups, det er måske lidt ubrugeligt.

We CARE!

"Brikjuice!" hoster jeg, umiddelbart før jeg river en enkelt brik løs af pakken, og suger den i mig i ét åndedræt.  Eftersom det tvivlsomt er en god idé, at jeg kommer hjem til familiefødselsdag i denne tilstand, har mor og far sendt mig en CARE package, afleveret af far, der alligevel var i Århus; og den er fyldt med omsorg. Nåhja, mad og den slags er der også.
Forsyningerne var lige så stille ved at være reduceret til en uåbnet pakke sesamfrø, lidt ristede løg og en hel masse the*. Pakkens indhold er et syn, der passer min knurrende mave helt fint. Honning fra en ven af huset, der holder bier. Mors hjemmebagte boller. Øl og vand fra fars kælder. Og knækbrød**! Tro mod den originale pakke er der også lidt sødt, men mors hjemmebagte boller er lidt mere interessante på nuværende tidspunkt.
"Mmm," tænker jeg, idet jeg læner mig tilbage, og bliver lidt træt. Mæt. Senere, læsning. Nu, lur.


* God the, rigtig god the endda, eftersom det var en gave, men alt andet lige ikke så nærrende.
** Jeg elsker knækbrød for reals.

Inspiration?

Det er lidt besværligt at finde en hel masse interessant at skrive om, når man i alt for mange dage har lagt syg, og således ikke har været uden for en dør. Så stor er min lejlighed ikke, at jeg kan finde eventyr eller oplevelser bag den næste skabslåge. Man burde egentlig forsøge at læse en hel masse, nu når man alligevel er i karantæne. Suk.

Gode personer (med pakker) kan også ringe på.

"Hva'..." mæler jeg, idet den unge postbudinde rækker mig underskrifts-pakke-scanner-gameboy-PDA'en. Skrivefeltet er overtegnet med blå ridser. Det kunne godt ligne et slemt tilfælde af manglende indsigt i nymodens teknologi, måske aldersrelateret. Måske en dårlig idé at bruge en kuglepen som stylus.
"Er der mange, der ikke helt forstår det her touch-screen halløj?" spørger jeg, mens jeg forsøger at klemme min (lange) signatur ind på det lille felt.
"Mest ældre," smiler hun, og tager PDA'en fra mig. Jeg har lidt lyst til at spørge, om jeg ikke kan få en ommer, for der var ikke plads til hverken mellemnavn eller de sidste 7 bogstaver af mit efternavn.
"Men, øh, den kan holde til det. Hav en god dag!"
"Hej hej," mumler jeg, mens hun forsvinder ned af trappen. Jeg vender min opmærksomhed mod pakken. Gad vide...

Salighed

"Aaaah," smiler jeg, idet jeg læner mig tilbage og betragter en stadig lys aftenhimmel. Blåt. Så ufatteligt blåt. Uhåndgribeligt. Alting er blåt og vind i håret, når man kan sidde i en cabriolet på vej mod Ebeltoft, sølle 43 sekunder efter hele ideen opstod. Emil leger med bilens kræfter, og smiler selvsikkert, mens han tager skarpe sving uden fare for noget som helst. Jeg jubler og griner af tivoli-fryd. Jeg vil også have en bil og mod, der grunder i erfaring og sikker viden.

Emils kæreste ser Top Model i aften, og det er mere interessant at hive mig væk fra bøgerne og køre til Ebeltoft for at spise pizza, fremfor at spendere aftenen i det selskab; jeg kunne ikke være mere enig.
Udsigt efter udsigt farer forbi os sammen med alt muligt andet, og jeg sidder i den bil, under hvilken resten af verden roterer. For en gangs skyld føler jeg mig lidt speciel, lidt udvalgt, at jeg har fået lov til at være hér, lige nu, i dette selskab. Af alle steder, af alle mulige situationer...

Vintermørke

"Ah," tænker jeg, mens jeg tager de sidste trin op af trappen fra vaskeriet. Mens to veninder rejser, henholdsvis, staterne og Hawaii tyndt, er det blevet tid til mørke i Danmark. Vinden er lidt køligere, og altings grønhed falmer unægteligt og langsommeligt. Lyset fra lamperne nede i gården kæmper lige pludselig med et mørke, som tilsyneladende vinder. Det er ikke længere helt nok med en t-shirt og en sommerjakke, når byen forlades.

Det minder om cykelture fra sportshaller til varm-selv aftensmad. Om hvileløse teenage-vandringer rundt omkring i byen, hvor der ikke var ret meget andet at tage sig til. Stilhed og nærhed, trygge hemmeligheder i skyggerne.
"Hm," konkluderer jeg, mens jeg låser hoveddøren op. Det bliver lidt rart med lidt kulde. Den har det med at føre os sammen i favntag og i stuer. Det kan jeg godt værdsætte.

Hot-snot liste #2

Hot
- At være på kramme-basis med Sabina, tjener extraordinaire på Et.
- Smartphones med flat-rate mobilt bredbånd.
- De der små røde index-post-its, som man kan fylde ens tekstbøger med, hvormed man ser MEGET forberedt ud.

Snot
- At folk ikke tømmer fnugfiltret i tørretumbleren efter brug.
- Girokort fra DR.
- Kun at have små røde index-post-its nok til en kvart tekstbog.

Luftmadras-overvejelserne

Så man får besøg fra Sjælland. Enhver der har set min lejlighed eller min seng ved, at der ikke er meget plads at gøre med. Det bliver et trængt besøg. "Hmm," tænker jeg, idet jeg overvejer, hvordan jeg lettest får styr på overnatningsfacileteterne for min gæst. En luftmadras, én af dem, der puster sig selv op, dét må være sagen. En tur med 8'eren ned til Jysk Sengetøjslager på Silkeborgvej (og en tur tilbage) senere er jeg én enkeltmands-selvoppustende-luftmadras rigere. Var ikke sikker på, at der var plads til en dobbelt, og jeg havde alligevel ikke råd.

Woohoohoo. Luftmadrassen vokser lige så stille på mit gulv. Værelsets størrelser gør det ikke svært at sammenligne luftmadrassen med min 1½ personers futon. Woohoohoo. Det er i øvrigt verdens mest behagelige futon, skulle nogen være i tvivl. Det er sundt at sove på noget hårdt, endvidere. Tror jeg.
Mere woohoohoo. Ludtmadrassen bliver ved med at udvide sig i samtlige dimensioner. Jeg tager mig i at overveje hvorvidt højden af en seng har noget at sige med dens kvalitet og i så tilfælde hvorvidt en luftmadras kan vinde i en sove-dejligt-konkurrence over min... erfarne futon. Wiiihiiiihiiii. Så, all done. Højere! Og næsten lige så bred. What the fuck? Jeg kan huske dengang luftmadrasser ikke var meget bredere end en aflang ballon. der med garanti tabte luften om natten. Hm. Måske jeg skal tilbyde min gæst at sove i min seng? Bare lige, så'n, for at prøve luftmadrassen...