Salighed

"Aaaah," smiler jeg, idet jeg læner mig tilbage og betragter en stadig lys aftenhimmel. Blåt. Så ufatteligt blåt. Uhåndgribeligt. Alting er blåt og vind i håret, når man kan sidde i en cabriolet på vej mod Ebeltoft, sølle 43 sekunder efter hele ideen opstod. Emil leger med bilens kræfter, og smiler selvsikkert, mens han tager skarpe sving uden fare for noget som helst. Jeg jubler og griner af tivoli-fryd. Jeg vil også have en bil og mod, der grunder i erfaring og sikker viden.

Emils kæreste ser Top Model i aften, og det er mere interessant at hive mig væk fra bøgerne og køre til Ebeltoft for at spise pizza, fremfor at spendere aftenen i det selskab; jeg kunne ikke være mere enig.
Udsigt efter udsigt farer forbi os sammen med alt muligt andet, og jeg sidder i den bil, under hvilken resten af verden roterer. For en gangs skyld føler jeg mig lidt speciel, lidt udvalgt, at jeg har fået lov til at være hér, lige nu, i dette selskab. Af alle steder, af alle mulige situationer...