Festuge Skrifterne #3

"Hvem skal egentlig spille?" spørger jeg kameramanden.
Klokken er 20:00, og jeg skal i de næste fire timer stå ret stille på det samme punkt, og sørge for at folk ikke skubber til kameraet, kameramanden eller hans lille podie. Lyset er tændt, og Voxhall er fyldt med beton og stål, alt sammen formet som kun skandinaver kan (værdsætte).
"C.V. Jørgensen," svarer han, og fortsætter med at pille ved kameraet.
"Neat-o", tænker jeg

Dørene åbnes og en lille fyldig dame, stiller sig direkte foran mig. Jeg overvejer at puffe til hende med al den autoritet, der er at finde i det plastik-skilt, der hænger om min hals. Jeg undlader at sige noget, overbevist om at jeg godt kan håndtere hende, skulle hun blive vakkelvorn.
Inden længe dufter der af flødestuvede kartofler. Som i den slags flødestuvede kartofler, som Elin plejer at lave, hvor stegen fik lov til at dryppe saft, kraft og fedt ned til dem fra en rist højere oppe i ovnen. Damen svajer lidt på stedet, og med hende svajer hendes lange hår under min næse. "Denne dame har spist herregode flødestuvede kartofler i aften," tænker jeg. Hendes popo svajer efterfølgende gentagne gange imod mit lår, og jeg forlader min post, perpleks, for at hente en flaske vand. Da jeg kommer tilbage er hun og hendes popo kommet så tæt på kameraet, at jeg venligt men bestemt beder hende flytte sig lidt. Af hensyn til kameraet, ser du. Flødestuvede kartofler og svajende baller forsvinder med hende ind i mængden, og det er helt fint; jeg var lige ved at blive sulten.