26. sep. 2009

Æblerov

"Halløøøj æble," smiler jeg, og propper endnu et æble ned i posen. Af ukendte årsager nyder jeg i høj grad, at gå på æblerov i egen have. Jeg har i hemmelighed plukket et æble fra det træ, der står lige ved siden af min exit-lejlighed-rute, hver gang jeg passerede. De er små og lidt syrlige, men de smager af... ja, af alting, der nogensinde har været godt ved et æble. Alt det som et Føtex-æble IKKE er.

Posen er fuld nu, og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg har været forfærdelig egoistisk. Måske nogle af de andre i opgangen ville have haft nogle. Hm. Nah. Jeg ved, at jeg får dem brugt, og at jeg vil elske det; dét er bedre end potentielt spild. Ud over det sjusker de med opgangs-vask.

25. sep. 2009

Forelæsningsaktivitet.

"Hmf," tænkte jeg, og sukkede lidt for mig selv. Forelæser har lige opfordet samtlige syv fremmødte til at deltage aktivt i forelæsningen. Han kan nemlig ikke lide, at holde monologer, endsige lytte til monologer. Jeg er tilfældigvis glad for monologer. Det forudsætter forberedelse. At man ved, hvad man vil sige, og at man ved hvorfor. Så kan jeg, som en eksemplarisk forelæsnings-gåer, læne mig tilbage, åbne øre, hjerne og evt. øjne. Skrive en note nu og da. Øve mig på at tegne. Række hånden op og kritisere en pointe uden at have forstået konteksten, fordi jeg ikke lyttede efter, hvormed jeg gør mig selv til grin. Bare for at give et eksempel på noget, der meget let kunne ske.

24. sep. 2009

På eventyr: Vinsmagning på Aros

13:48 - Billet ankommer med e-mail. Den glade giver ringer og lytter til mine argumenter om, at jeg bliver en skandale, men er ligeglad. Hvis det virkelig er god vin, hvorfor skulle man så spytte ud, undrer jeg mig.

14:05 - Glad i bad! Nødvendigvis må jeg være ren, pæn og ikke-krøllet til min første vinsmagning nogensinde. Hm. Dum idé at børste tænder igen? Hvad nu hvis jeg ikke får skyllet flouren helt ud, og den ødelægger oplevelsen af de første 25 vine?

14:23 - Omklædning. Godt så. Vinsmagning. Hm. Der må være et eller andet passende i mit Ikea-monster af en kommode. Noget ikke-krøllet. Noget der får mig til at ligne én, der godt kunne finde på at købe en hel masse, men måske ikke nødvendigvis gør det. Jeg kommer for helvede bare for drikke vinen og æde deres snacks.

14:24 - Utroligt så krøllet ting bliver i kommoder. Må anskaffe skab. Og en lejlighed med plads til skab. Vaske tøj når jeg kommer hjem.

14:46 - Børster tænder. For en sikkerheds skyld. Gurgler som aldrig før.

15:14 - Billetudprintning på uni. En skam de ikke har ens navn på en gæsteliste. Jeg ville gerne optræde på en gæsteliste. Vigtige personer står på gæstelister.

15:21 - Afgang på gåben. Har taget det pæne fodtøj på. Mindes at mor instruerede mig i, at jeg ikke burde bruge dem til hverdag, hvorfor i dag lige er blevet en festdag. Mon det var lige præcis dén tanke, hun ønskede at destillere i mig?

15:55 - Ankomst og jeg er ikke fashionably late. Pis. Må gå langsommere for eftertiden. Åhja. Trappe. Fucking gigantiske trappe.


15:58 - Møder Sabina, favorit tjeneren fra Et, på vej op ad trappen. Hun er på vej ned, ivrigt snakkende i hendes telefon. Har foretaget turbo-vinsmagning, viser det sig, færdig på et kvarter. Sabina er afgjort pro.

16:02 - Jakke/trøje placeret i garderobe. Læner mig op af gelænder og forsøger ikke at se alene ud. Der står et mindre selskab til højre for mig, og diskuterer hvor vildt smart det bare ville være, hvis nu deres iPhones bare li'som kunne genkende etiketten, og så kunne man lige give vinen stjerner. De griner som æsler. I kor.

16:05 - Så! Pop siger propperne! Jeg stalker et ældre par, går ud fra at jeg må kunne lure nogle tricks af dem, helst førend jeg klokker i den.

16:08 - Første vin. Pinot noir af en art. En lav, rund og lidt snusket mand med en meget stor og rød næse fortæller vinhusets repræsentant at vinen er forfærdelig. Jeg overvejer at indskyde, at det samme kan siges om hans ansigt. For tidligt at lave ballade, så jeg går hen og renser mit glas.

16:09 - Uh, man skal også spise kiks! Eller... knækbrød? Kiksebrød, smager meget af hvede, lidt af sesam.

16:11 - Anden vin. Hm, besynderligt. Smager meget af hvede og sesam. Usædvanligt for en rødvin. Hvede i en hvidvin, ja, men sesam? Skriver en note i mit program.

16:12 - Jeg er en idiot. Sletter min note.

16:15 - Men hvor gemmer de alle hvidvinene henne? Oh, champagne! Me oui, uhlalala, kom til farmand!

16:45 - Mmm. Champagne. Har bobler, der ligner fiskerogn. Er ikke sikker på, at det er et kompliment. Lige som jeg ikke er sikker på, at det er okay at pimpe den samme champagne i en halv time. Vinhusrepræsentanten skuler.

16:51 - What? Heats? De skifter vinene ud? Ack! Og jeg er ikke engang halvvejs i første heat!

17:01 - Efter en lille spurt smager alle rødvinene af kirsebær. Må helt klart spise mere kiksebrød og måske spytte mere vin ud.

17:07 - Sjasker en vin-udspytnings-tønde til i vin-udspyt. En små-fimset mandsperson griner af mig og præsenterer et mesterskud af en vin-udspytnings-stråle. Ingen pjaskeri her. Nægter at fortælle ham, at vaskevejledningen til hans cardigan dingler ud af hans nakke. Hævnen er sød.

17:09 - Opgiver at spytte ud.

17:12 - Falder i snak med det ældre par, som jeg stalkede. Manden anbefaler en portvin samt en bog om portvin. Tror han er glad for portvin. Må hellere smage den, måske den kan fjerne kirsebør-smagen.

17:14 - Portvin er a-okay! Slik, som man kan drikke. Begynder at forstå, hvad mor mener med at være portvinsdranker, hvis man absolut skulle være dranker.

17:22 - Har proppet mig med kiks, renset glas og gane i en uendelighed. Lægger an til at smage en vin til 3.200,- før moms. Dyreste vin, som jeg nogensinde har smagt! Må være dyr af en årsag.

17:23 - Skuffelse. Smager af kirsebær. Hvor blev champagne-manden af?

17:29 - Fandt et par hvidvinsmænd. Er ved at være små-snaldret. Er det mon okay at drikke af det vand, som man skal rense glas med? Den lave, snuskede og runde mand gør det, er ikke sikker på, at hans opførsel er eksemplarisk.

17:35 - Portvins-mand! Hej! Fortæller ham, at han havde ret, hvorefter han underviser mig i flaske- og fad-portvin. Jeg bliver SÅ klog at høre på til jul, når mor popper en flaske portvin til desserten.

17:49 - Erf. Har smagt 26 vine nu. Ikke sikker på, at jeg har lyst til mere. Og hvad fanden sker der for kirsebær?!

17:51 - Buzzz.

18:01 - Festen slutter, og jeg gør mig umage for at gå i en lige linje mod døren. Stor succes!

18:02 - Forbandede trapper. Selv når man går ned af jer er i en pest! Rend mig, lorte trapper!

20:24 - Endelig hjemme. Tog en smuttur forbi Et for at konferere med Sabina og bestille vin til Brian, smuttur forbi Ferdinand for at sige hej til Anna, smuttur forbi Morten for at sige hej til... Morten. Og nu skal der satme børstes tænder.

Bubble Trouble IV

"Puh," tænker jeg, og læner mig tilbage. Bane 72 er overstået. Det sammen er resten af spillet. Jeg er udmattet.
"Var det også så svært dengang vi var små?" spørger jeg søster, der ikke har noget svar parat. Hun sidder på en pude ved siden af mig og fniser indvendigt over en Arnold Schwarzenegger joke, som hun fyrede af for 17 baner siden. Hun får det her ansigtsudtryk, der ikke ligefrem skjuler, at hun er underholdt af hendes egen komiske formåen. Ganske som da vi var små. Det er det samme ansigtsudtryk hun havde, da hun med stor succes lod mig tage skraldet for et delvist succesfuldt småkage-raid i viktualierummet. Det samme ansigtsudtryk, som når hun med en underspillet elegance driblede forbi både storebror og far på fodboldbanen ude foran huset. En blanding af se-hvor-jeg-kan og en smilende fuck-finger. Djævelsk drillende.
Jeg kan se på hende, at Xboxen er lige pludselig lidt mere interessant, end den var før. Det kan godt ske, at man først har kunnet spille Bubble Bobble på den fra i forrige uge af, men det har været ventetiden værd.
Jeg er enig.

23. sep. 2009

Bubble Trouble III

- Eh.
- Hvad fand'n?
- Hvis man nu...
- Eller, først hopper og så...
- Hm, det her fungerer ikke så godFUCK NU AF DIT LORTE SPØGELSE!

Vi er kommet til bane 72. Har man spillet Bubble Bobble på et eller andet tidspunkt, så kender man til de u-boblelige spøgelser, der kommer efter man har brugt for lang tid på en bane. Ikke alene kan man ikke boble dem, men de har også en kedelig tema-sang. Nå ja, og så slår de én ihjel med sikkerhed. Af en eller anden årsag sidder Søs og jeg ubehjælpeligt fast, og vi har nu haft besøg af, hvad der forekommer at være en kvart legion af spøgelser. Hvor mange det end så helt præcist er.
Vi stormede igennem de første 71 baner i en sand rus; frugter, monstre, power-ups og bogstaver fløj om ørene på os og vores små drage avatarer. Vi begyndte endda at udøve den noble kunst at stjæle attraktive bogstaver og pointgivende mega-mad fra hinanden. Hvilket overskud!

Søs foreslår, at vi starter forfra, og håber på en paraply i bane 71. Jeg nægter at lade et stykke software fra 86 få krammet på mig den måde. Google må vide besked, der må være hjælp at finde. En amerikaner bekender, at han begyndte at græde, mens han forsøgte at gennemføre bane 72. En anden amerikaner mener, at netop den bane er gået i stykker. Imens jeg læser afløses gensynsglæden med titelmelodien af aversion. Dens hån af vores manglende drage-til-bobbel-koordination afbrydes kun af spøgelsernes tema-sang - endnu en påmindelse om vores deficit. Mens jeg nærstuderer en video på YouTube trøstespiser Søs sig igennem den slikpose, som hun havde taget med.

- Vi må vel bare blive ved med at prøve?
- Det kan ikke passe, at vi ikke kan det her nu. Vi rykkede det her spil fra hinanden da vi var små!
- Mhm.
- Hm.
- Hm?
- Der står her, at man skal bruge d-paddet.
- Ahva'?
- Lige præcis. Jeg tror det er den ikke-analoge-styre-ting. Dén her.
- Ah.

22. sep. 2009

Ekskærlighed

Pludseligt falder man over en 'ekskæreste', som man ikke har fortalt nogen om. Kan man overhovedet nå at være kærester, efter blot 22 dage? Jeg er ret sikker på, at det er for kort tid. Men jeg var glad, smilende og begejstret i de dage, der nu engang var. Jeg ville gerne have, at dét her var sådan det var, at være kærester. Guderne ved, at jeg ikke har mange erfaringer på det punkt.

Målet med at flytte tilbage til Århus var, at færdiggøre uddannelsen, få en kæreste og at være glad i processen. Der er tid endnu, det kan stadigvæk nåes. Jeg regner med at blive utålmodig og derfor ulideligt selskab omkring år 2011, hvilket helt sikkert vil hjælpe på alting.

21. sep. 2009

Bubble Trouble II

Min søster og jeg blev meget hurtigt afhængige af bobler. Bobler, spyttet ud i rå mængder, af to små drager, henholdsvis blå og grøn. Der er selvfølgelig tale om Bubble Bobble. Besættelsen med bobler og drager varede ved, selv efter Commadorens alt for sene død. Den dag, hvor jeg købte en Xbox 360, afbrød hun min talestrøm ("tredjegenerationskonsol", "trådløs controller, "mediecenter") med ét spørgsmål og kun ét:
"Kan man spille Bubble Bobble på den?"
En anelse uforstående måbede jeg lidt af min søster, dernæst af maksinen. Nej, det kan man faktisk ikke. På den måde kan jeg godt forstå, at hun ikke fandt maskinen så interessant endda. Hvis den ikke kan levere en hyggestund, sammenlignelig med hvad Commadore 64'eren kunne, hvad er den så værd?

20. sep. 2009

Bubble Trouble I

Hvem der end så har sagt, at det ikke nytter noget at være højlydt irriterende, når man vil have sin vilje, har tydeligvis været enormt dårlig til at plage. Vi tre møgunger havde plaget om forskellige ting på det seneste, og eftersom der ikke var nogle træer, overhovedet, der var vokset ind i nogen eller nogens himmel, så måtte der foretages et valg. Ét eller andet måtte vi få, men kun én ting på listen. Det endte med et meget interessant valg mellem en killing eller en Commadore 64. Gode råd blev dyre. Jeg husker svagt, at vi fik assistance i beslutningstagningsprocessen af far og mor, der opstillede en pro-con-liste. Desværre kan jeg ikke huske hvad det vindende argument var.

En uges tid senere triller far ind i indkørslen med en Commadore 64 i bagagerummet. Dermed var første spadestik taget til det sorte hul, hvori joysticks, effektiv nattesøvn og egentlig studietid ville blive opslugt, blot for at blive til ingenting. Men kun ingenting kan blive til ingenting, ikke sandt?

19. sep. 2009

Mere virus, tak

Lige som jeg selv er ved at blive rask inficeres computeren med en eller anden virus. Og jeg ved helt præcis hvornår det skete. Imens jeg var syg, kedede jeg mig måske en lille smule. Så jeg tænkte noget i retning af "Hey, det der Windows XP, det ser da lidt fesent ud efterhånden. Jeg må hellere style det lidt". Stylingsprocessen involverede at downloade forskellige programmer, der så ville peppe alting lidt mere op. Få det til at ligne alt muligt andet end standard Windows XP, måske.

Pludseligt render jeg ind i et program, der kræver en kode, hvorefter jeg begynder at lede efter en crack til programmet. Én download senere, og min skærm bliver voldtaget af advarsler fra mit anti-virus program. Før nu har jeg ikke turdet logge på noget som helst, hvorfor der ikke var nogen tekst i går. Jeg regner med at indhente alting, så snart jeg er blevet helt og aldeles virus fri på alle mulige måder.

Jeg undrer mig dog over anti-virus programmets brugbarhed. At råbe "Holy macaroni, du er blevet inficeret med virus!" når virusen først har sørget for de første 56 pop-ups, det er måske lidt ubrugeligt.

17. sep. 2009

We CARE!

"Brikjuice!" hoster jeg, umiddelbart før jeg river en enkelt brik løs af pakken, og suger den i mig i ét åndedræt.  Eftersom det tvivlsomt er en god idé, at jeg kommer hjem til familiefødselsdag i denne tilstand, har mor og far sendt mig en CARE package, afleveret af far, der alligevel var i Århus; og den er fyldt med omsorg. Nåhja, mad og den slags er der også.
Forsyningerne var lige så stille ved at være reduceret til en uåbnet pakke sesamfrø, lidt ristede løg og en hel masse the*. Pakkens indhold er et syn, der passer min knurrende mave helt fint. Honning fra en ven af huset, der holder bier. Mors hjemmebagte boller. Øl og vand fra fars kælder. Og knækbrød**! Tro mod den originale pakke er der også lidt sødt, men mors hjemmebagte boller er lidt mere interessante på nuværende tidspunkt.
"Mmm," tænker jeg, idet jeg læner mig tilbage, og bliver lidt træt. Mæt. Senere, læsning. Nu, lur.


* God the, rigtig god the endda, eftersom det var en gave, men alt andet lige ikke så nærrende.
** Jeg elsker knækbrød for reals.