Bubble Trouble IV

"Puh," tænker jeg, og læner mig tilbage. Bane 72 er overstået. Det sammen er resten af spillet. Jeg er udmattet.
"Var det også så svært dengang vi var små?" spørger jeg søster, der ikke har noget svar parat. Hun sidder på en pude ved siden af mig og fniser indvendigt over en Arnold Schwarzenegger joke, som hun fyrede af for 17 baner siden. Hun får det her ansigtsudtryk, der ikke ligefrem skjuler, at hun er underholdt af hendes egen komiske formåen. Ganske som da vi var små. Det er det samme ansigtsudtryk hun havde, da hun med stor succes lod mig tage skraldet for et delvist succesfuldt småkage-raid i viktualierummet. Det samme ansigtsudtryk, som når hun med en underspillet elegance driblede forbi både storebror og far på fodboldbanen ude foran huset. En blanding af se-hvor-jeg-kan og en smilende fuck-finger. Djævelsk drillende.
Jeg kan se på hende, at Xboxen er lige pludselig lidt mere interessant, end den var før. Det kan godt ske, at man først har kunnet spille Bubble Bobble på den fra i forrige uge af, men det har været ventetiden værd.
Jeg er enig.