Biblioteks blues

Som jeg nærmer mig IT-Huset, fylder der mere og mere i horisonten, såvel som i min bevidsthed. Timer. Dage. Nætter. Uger spenderet i kælderen på betonmonstret, kælderen i hvilken der netop på grund af arkitektens betonfetischisme overhovedet ikke er signal til mobilen. Det er siden blevet en velsignelse.

Den eneste måde, man kan blive forstyrret, er, hvis man sidder uden for bibliotekets lydisolerede glasvægge. Derude hvor folk må snakke. Undlader man endvidere at tænde den bærbare, så er det ens egen skyld, hvis man ikke får høvlet nogle tekster igennem.

Men det er ensomt i kælderen, hvorfor de bedste timer dernede afgjort foregik med læsegruppen som selskab. Nu hvor læsegruppen er væk, borte, reduceret til dens mindste bestanddele og fordelt på andre fag, så er det ikke helt det samme. Her er tomt, koldt og fyldt med tavshedens ekko. Kopimaskiner, der snurrer og brummer bag hjørner. Bøger, der lugter af viden og hemmeligheder. Men jeg er ligeglad. Jeg vil bare have min læsegruppe igen.

:<