Anakronisme

Det er morgen, og jeg er i København. Helt præcist hvor er jeg ikke sikker på. Nogen taster på en bærbar, ikke engang en meter fra hvor jeg ligger; prikker huller i stilheden med små plastik-firkanter. Noget vådt siler ud af min mundvig og ned på luftmadrassen. Åh gud, hvorfor skal jeg altid falde i søvn på maven, og så savle på alt og alle? Jeg har ikke turdet åbne mine øjne endnu, for jeg har lært lektien. Lig HELT stille, og så opdager tømmermændene dig måske ikke. Så jeg vælger at lade som om, at jeg stadigvæk sover, og møffer mig rundt i min sovepose med et stille suk. En meget lille bevægelse, det burde kunne gå an. Ingen lynende hovedpine. Et godt tegn. Jeg er tryg her. Stadigvæk træt og fyldt med følelser. Og tørstig efter mere. Jeg er ikke sikker på, hvor ingenting begynder og alting stopper i dette selskab, hvilket er helt okay. Alting er på den anden side af alting. Alting er okay.