Fristelse, under evne

På trods af at have brugt dagen på mange fornuftige ting, så har jeg ingenting at skrive om. Dagen er udelukkende gået med, at jeg har foretaget mig ting, som jeg burde gøre. Fornuftige, endsige dejlige ting! Vennetjenester, rengøring, opgaveskrivning, aflevering af bøger på biblioteket. Handlet ind. Den slags.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en engelsklærer, der mente, at jeg var besat af en 'imp of the peverse' - en karakter i en Edgar Allan Poe novelle. Denne dæmon opfordrer os til at gøre alle de ting, som vi ikke burde, netop fordi vi ikke burde. Det er det sugende imperativ, der byder os at hoppe, idet vi læner os op ad rækværket på en altan på 7. sal. Det er at blive ved med at spise af osten, lille bid efter lille bid, indtil der ingenting er tilbage, også selvom der skal være til den næste uge. Det er at træde på den varme asfalt, bare lige for at se, hvordan dét egentlig fungerer. Det er at være fristet over evne. Måske det er at være hedonist.
Min engelsklærer mente, at jeg måtte have en sådan dæmon i mig, for hvad ellers kunne forklare de idiotiske komma- og syntaksfejl i et ellers dejligt engelsk. Jeg ville jo nok nærmere sætte mine penge på dovenskab.

Under alle omstændigheder har jeg været meget artig idag, ikke ladet mig friste af noget eller nogen - og gud hvor har det været kedeligt.