Hvad nu hvis...

... Line var blevet helt vild tyk siden sidst, tænker jeg, og begynder at grine fjoget for mig selv. Jeg står og venter på hende, rettidig som jeg forsøger at være, på trappen foran banegården. Det er en fjollet tanke. Jeg ved, at det er umuligt. Lillebitte tynde Line, der er vegetar, kan umuligt være blevet helt vild tyk siden sidst. Men tanken, netop tanken om at hun kommer trillende med runde albuer og bløde, bløde kinder, er enormt underholdende. Fordi Line altid vil være lille og tynd, når hun på 50 meters afstand (hvilket er en betragtelig afstand foran en befærdet banegård) stikker et par handsker i vejret, og vifter begejstret efter min opmærksomhed. Umuligheden af eksistensen af en fed Line er i skærende kontrast med hvor lille og tynd hun til stadighed er, og jeg griner lidt bredere, end jeg plejer, idet hun giver mig et kram. Hendes fødder letter næsten fra jorden, idet hun hænger fra min hals. Stolt, som sædvanlig, over at være den mand, hun giver hendes fulde opmærksomhed i øjeblikket, fører jeg os ned af gågaden og ind i mængden. Vi er kun lige startet, og det er, sandeligt, en god dag allerede.