Men så kom bilerne

På trods af min generelle sne entusiasme, så var jeg ikke helt i humøret til det kl. 05:17 i morges. Min cykel stod udenfor natten over, eftersom jeg var forhåndsdoven, og ikke havde gidet at slæbe den ned i kælderen. Skulle alligevel bruge den om morgenen. Så den er dækket i et fint lag sne. Gearskifte-mekanismen er frosset til, så den står på tre dejlige kilometer ud til arbejdspladsen i første gear. Ævert! Men så kører man de første forsigtige meter, og første gear er ikke længere en dum idé. Ingen har ryddet sne på dette tidspunkt. Alt er stille. Jeg føler mig tryk, for det vil være blødt lige meget hvor jeg lander. Tryk og alene om at nyde skønheden. Kulden bider i al blotlagt hud, og luften synes mere klar, end den måske egentlig er. Enkelte lyskæde fantaster har ladet lyset brænde natten over, hvorfor ellers nøgne hække og træer nu huser små kolonier af forfrosne ildfluer. Der bor i igloer.

Selvom jeg ikke har sovet helt nok, det er meget koldt og det går op ad bakke, så smiler jeg. Senere vil alt det her være væk. Måske tøet. Måske bare skovlet ud på vejen, hvor bilerne kan svine det til i pendleriets hellige navn.