Kedsomheden der imploderede

Der er ikke tid til at kede sig længere, synes jeg, mens jeg cykler hjem. Nemlig, cykler. For selvom sneen står højt, vejene er regulære skøjtebaner (i modsætning til den... knapt så regulære skøjtebane foran Musikhuset), men jeg er ligeglad, for jeg må og skal hente 5 minutter, på at cykle, hvor der cykles kan. Gearet er frosset fast i første, så jeg hjuler rundt i pedalerne, og kommer ikke særlig langt. Men jeg må hjem hurtigst muligt, for der er ting, som jeg skal nå.

Jeg har ét julekort, som jeg skal skrive, helst flere, hvis jeg kan nå det. Men jeg har modtaget et kort, der fortjener et svar. Det vil være det første år hvor jeg egenhændigt foretager jule korrespondance, og jeg håber bare, at jeg kan gøre det meningsfuldt. Man kan til hver en tid mene en hel masse, men hvis man ikke kan få det sagt, så kan det være lige meget.

Jeg skal have pakket til juleferien, der lige pludselig ånder os alle sammen i nakken. Ingen er dog klar over det. At sidde i toget på lørdag sammen med Søs, begge med tømmermænd og cola-trang, med alting i bagagen, forberedt på julelandskab i hjembyen - dét bliver dejligt. Har skaffet forskellige film hjem, som vi kan nå at se noget af under turen. Eller måske bare, når vi når frem.

Jeg skal gøre lejligheden ren, så den er udholdelig at komme hjem til. Nødvendigvis må jeg rejse tilbage med tasker, poser og skibscontainere på ryggen, indeholdende julens udbytte. Det vil sige overskud fra mors køkken mest af alt. Der er ikke noget værre, end at træde ind af døren til en opvask. Eller støv i hjørnerne. Grr!

Jeg savner at kede mig lidt nu og da, sukker jeg, og lukker døren efter mig. Men hvem har tid til den slags i disse dage? Fred og ro, the, et par sider i en god bog, derefter en lur, derefter endnu et par sider? Uhørt. Men jeg er ikke utilfreds med hvad man er givet i bytte.