Skriveøvelse I

"Få noget søvn, siger de. Bliv rask og kom og besøg os. Der er gået så lang tid, får han at vide. Så lang tid. Siden hvad? Er det noget vigtigt, vi ikke kan leve foruden? Han vender blikket ned i sit skød, hvor en hånd knuger en filt-pen, en anden støtter en notesbog. "Hvis man ikke har mistet, undværet, så kan man ikke værdsætte, hvad man har". Han skriver ordene, den samme mening, om og om igen, ændrer konstruktionen, ændrer et ord hist og her. Han kan ikke ignorere følelsen af, at det er det vigtigste og det mest banale, han nogen sinde vil skrive. Hvor uheldigt. Han er en blomst, der er al hans begrænsede ynde og kulør bevidst, idet han blomstrer. Han ved, at også han vil visne. Han bliver fortalt, at han stadigvæk folder sig ud, forandrer og begejstrer, fortryller nu og da. Men han er ikke narret. Vi er alle muld, og vi kan kun håbe, at blomster og ikke ukrudt vil tage næring fra os. Med det håb sidder han der, en klump velformet muld, og får at vide, at han burde få noget søvn. Blive rask. Besøge."