9. sep. 2009

Who's there?

Han hed garanteret Jørgen. Han lignede en Jørgen. Idet han svinger hans clip-board frem, skjult bag hans ryg som det var, ser Jørgen en anelse selvtilfreds ud. Hans gammelmands-goatee skjuler ikke et saligt smil. De store røde ikoniske bogstaver på clip-boardet efterlader ingen tvivl. Jeg er blevet licens-mand-fuppet. Af en Jørgen. Og her kommer panikken. Jeg har virkelig ikke lyst til at betale for en service, som jeg ikke bruger, specielt ikke ud af et SU-baseret budget. Kan jeg nå at smække døren i? Hvad nu hvis han sætter hans fod i klemme, og dør-smækket brækker den, og jeg bliver sigtet for (utilsigtet) legemesbeskadigelse af licens-mand i funktion? Kan jeg benægte, at jeg er mig? Tvivlsomt. Interviewet begynder mere pludseligt, end jeg bryder mig om.

- Har du TV?
- Øh, ja, ved du hvad, jeg har sku lige smadret det ned i gulvet i en brandert i lørdags, så lige nu er det mest af alt intallationskunst. Det må være et nej.
Joken er tabt på Jørgen. Clip-boardet er åbenbart mere interessant end de sø-forklaringer, som jeg måtte have. Han fortsætter nidkært ned af listen.
- Har du radio?
- Som i den teknologiske efterfølger til telegrafen? Næh, det har jeg så faktisk ikke, nej.
Endnu mere panik-komik går til spilde. Clip-boardet fortsætter med at være fokus for Jørgens interesse. Er det mon kilden til hans licens-kræfter? Hvad sker der, hvis jeg tager det fra ham?
- Har du en computer?
Eh. Gad vide om han ville tro på én, hvis man sagde nej? Har de adgang til ISP-regnskaber og den slags? Kan de se, at jeg har en 20 gigabit forbindelse?
- Eh, jo, det har jeg da.
- Så skal du betale medielicens!
- Nåh...
Jørgen sætter et kryds på et ark papir på hans clip-board, og ser meget tilfreds ud med alting generelt. DR-koloniseringen af Amager kan fortsætte, takket være Jørgens snedighed. Hvis bare alle licens-mændene var lige så snu som Jørgen.
- Farvel!
- ...
Jørgen vender på en studs, og forsvinder op ad trappeopgangen. Jeg lukker døren, sætter vand over til dagens pasta-ration og lover mig selv at kigge på folk gennem kig-hullet i mindst 15 sekunder fremover. De kommer garanteret igen, nu når jeg ikke betaler mine girokort. Men til den tid er jeg forberedt, kære Jørgen. Bare kom.

5 kommentarer:

  1. Nu er en PC i sig selv ikke nok til at blive opkrævet medielicens, det kræver nemlig hurtigt internet over 512 kbps - og det spurgte han ikke om.

    SvarSlet
  2. Jeg har faktisk allerede modtaget brevet, og jeg er godt i gang med at ignorere det. Sammen med alt andet i min skraldespand. Men du har ret, det spurgte han faktisk ikke om. Stakkels Jørgen, ikke styr på internetteriet.

    SvarSlet
  3. Æh... hvis du nu bare betalte de der 165kr hvert halve år som radio-licens koster så ville han ikke komme forbi... Uofficiel studierabat.

    SvarSlet
  4. Mja, det ville jo nok være det letteste af alting. Men hvad skal jeg så skrive om i min blog? :)

    SvarSlet
  5. at du skrev den på biblioteket?

    SvarSlet