Visse ligegyldige farver

Forelæsningskedsomhed. Det her multimedieæstetik er... tja, hvordan skriver man det på en pæn måde. Det er okay. Nej, det er noget pladderhumanistisk psychobable, hvilket kommer fra en pladderhumanist: så det er slemt.

Så man browser lidt rundt. Læser nyheder. Roder rundt på Wordnik. Skriver lange beskeder til folk på Facebook. Falder over en banner-reklame, der mener, at kunne udsige sig om min IQ med en farveblindhedstest, en såkaldt Ishihara test. Hvad fanden? "Hvilket tal ser du i cirklen?". Den egentlige farveblindhedstest består af minimum seks farve-blobs, og jeg tror, at jeg har set min andel af dem gennem tiden. Hvordan min åbenlyse defekt på mine stavceller i mine øjne, for jeg kan kun se ét ud af de seks tal, kan have noget som helst med min intelligens at gøre, det fatter jeg imidlertid ikke. Hah. Måske det er hele pointen. Folk, der ikke fatter, at det er en farveblindhedstest, vil givetvist godtage testens resultater. Folk, der udmærket er klar over, at de to tests intet har med hinanden at gøre, vil stejle over metoden, og klikke sig videre, for at få indsigt i hele ræsonnementet bag. Hvis bare man så interesserede sig for den kunstige konstruktion af ikke-kvantificerbare kvaliteter, der er det tænkende menneskes kapacitet, så ville jeg måske have været nysgerrig. Men nej.