Undskyldundskyldundskyld!

Jeg beklager mange gange den totale mangel på fortsættelsen til historien om Helles bryster, men forfatteren døde meget pludseligt af travlhed. Forhåbentligvis får vi ham genoplivet en gang i morgen. Vi regner selvfølgelig ikke med at den totale mangel på ilt i over 1½ dag har haft en væsentlig negativ indflydelse på hans hjerne, i hvert fald ikke i et sådant omfang at du, kære læser, vil bemærke nogen synderlig forskel.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til II

- Jo, øh, du starter med at sætte knapperne i i denne side. Medmindre du er venstrehåndet, så er det klart det letteste.
Forklarer jeg Helle, mens jeg peger på den jakke-flap, hvori det altså er lettest at sætte knapperne i først.

- Jamen kan du ikke bare gøre det for mig? Det er vist det letteste af alt, hihi.
Griner Helle og afviser min instruktion. Jeg kigger på Helle, hendes fremstrakte håndfuld knapper og hendes smil. Det letteste ville så være, hvis du tog jakken af, tænker jeg, men jeg er ikke sikker på, at det er det helt rigtige forslag at komme med lige nu.

Så jeg går i gang med at sætte knapperne i jakken. Nødvendigvis må jeg stå meget tæt på Helle, for at kunne komme til, men det generer ikke Helle. Det er tydeligvis det optimale tidspunkt at small-talke, mener hun. Hvilket nok er meget rigtig. Bedre end koncentreret stilhed, eventuel pinlig tavshed, ikke?

- Nå men hvad laver du så, når du ikke er hernede?
- Jeg læser noget, der hedder medievidenskab.
7 knapper tilbage.
- Åh! Det er sådan noget, som vi andre slet ikke aner, hvad ER!
Griner Helle og hendes bryster, der danser lidt på stedet af latter.
- Det gør vi heller ikke, så bare rolig.
Mumler jeg, og får Helle til at fnise. 5 knapper tilbage.
- Hvor langt er du med dit studie, så?
- Jeg skriver på min bachelor for tiden, så lidt over halvvejs med det hele.
Uskyldig small-talk! Perfekt! Ingen latter eller boob-quakes. 2 knapper tilbage.


Fortsættes.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til

For at kunne fortælle dagens historie, må du nødvendigvis kigge på dette billede:

Dette er billedet af en giraf-kok*. Hvor svært det end måtte være, så er det eneste du skal bemærke, hvordan knapperne sidder i kokke-jakken. Det er vigtigt! Kig hellere en ekstra gang. Godt så. Dygtig!
Selve knapperne sidder ikke fast i jakken. De er som sådan bare nogle små løse plastikdimser, som man så presser igennem de dertil indrettede huller. Det lyder simpelt, og det er det også.

Nå. Arbejdsdag! Vi er blevet solgt til to veninder, begge to i midt 40'erne, vil jeg tro. Den ene hedder Dorthe, og den anden hedder Helle. I dag skulle Helle for første gang have en kokke-skjorte på, og det havde Helle lidt svært ved. Åbenbart. Hendes kavalergang er kun meget lidt hemmelig, idet jeg runder hjørnet ind til personaleomklædningen i jagten på min vandflaske. Helle ser op fra hendes bakseri med jakken, og ser pludselig meget lettet ud.


- Eh.
Siger jeg, og lyder virkelig som én, der har fået noget ud af 16 år på skolebænken.
- Hej! Kunne du måske hjælpe mig med de her knapper? Jeg kan vist ikke finde ud af det, tror jeg.
Siger Helle, og blafrer smilende med jakkens flapper. Og hendes bryster.

Fortsættes.

* Fordi giraffer er seje, og fordi jeg ikke kan glemme det her spil, der hedder Space Giraffe, hvor du er en giraf, der flyver ude i rummet. Hvilket du nok ikke havde gættet af titlen.

Søndags visit

Udover i dag, søndag, hvor jeg badet i mandigt sved (mit eget, heldigvis) savede en kvart skov i stykker med en fukssvans (det var måske mere en fornemmelse, det der med mængden af brænde, som jeg savede i stykker, end et præcist mål, men der var afgjort meget), hvorefter jeg savede endnu en halv skov i stykker med en motorsav, så har det været en forfærdelig afslappende weekend. Men det har været lige, hvad jeg har haft brug for, konstaterer jeg, idet jeg med en vis kådhed springer ud af gummistøvlerne, og ind under bruseren.

Måske det skyldes motorsavens funktion som potensforlænger? Det dødsensfarlige, brølende redskab, håndteret og underkastet min vilje. Måske det skyldes insektet, der kravlede rundt i mine krøller, til min store tilfredshed, fordi det fik mig til at føle mig meget hippie-agtig. Livet levet i et med naturen, i fuldstændig accept af, hvad det må indebære. Insekter på ens krop er én af de ting.

Gad vide om han nogensinde slap ud af mit hår, tænker jeg lidt for sent, mens jeg vasker shampooen ud. Hm. Bare ærgeligt. Død ved shampoo er også en del af naturen. Der er hermed selektere for ikke at befinde sig i mit hår umiddelbart før hårvask. Det er en god dag.

Hit me with your rythm stick!

I kender det med sikkerhed. Man bladrer igennem alt ens musik i jagten på et eller andet, som man er i humør til at lytte til - og man finder ikke noget. Så ved man, at det er tid; man trænger til at finde et nyt band, at kaste sig over.

Jeg synes ellers, at jeg er god til at finde musik, prøve nye genre, den slags. Imidlertid er alle mine ellers trofaste kilder til musik-eksploration tørret ud, hvorfor jeg føler mig lidt fortabt. Så jeg henvender mig til jer, kære læsere.

Hvis I har et bud på et eller andet, som jeg umuligt kan overleve ikke at lytte til lige nu, så giv mig et praj. Alt andet end døds metal er fint (beklager, døds metalfans, jeg ville gerne elske jeres musik, men jeg er for etableret og ordentlig og konform(får jeg at vide))!

En ikke-dag af en betydelig ubetydelighed

Min gode kammerat Brian har selvfølgelig købt sig en ny bil. Selvfølgelig, tør jeg sige, for hvad er der ellers at bruge pengene på, når man bor hjemme og i øvrigt ikke skal betale for det. Jeg har vist gjort det klart for Brian, flere gange, hvad jeg mener om den situation.

Brian ringede meget tidligt i morges, og proklamerede, at vi skulle ud og køre en tur. 'Okidoki', mumler jeg, mens jeg forsøger dels at vågne, dels at tage tøj på, dels at finde ud af hvad klokken er.

Det er en fin bil, synes jeg, og husker at fortælle det til Brian. Han siger ingenting, som sædvanlig. Han tænker, 'Det er jo bare en bil, den betyder i virkeligheden ikke noget', men jeg ved, at han er glad for den. For det er en fin bil.

Så vi kører rundt. Hvor aner jeg ikke. Solen skinner, marker, træer, buske, læhegn, alt muligt vokser om ørerne på os, og intet virker bekendt. 'Kæft mand', siger jeg, og Brian svarer 'Jep'. Vi er virkelig ude på landet.

Og så er vi hjemme igen, lige før myldertid. Eller, ja, det er en fornærmelse mod trafik alle steder, at kalde trafikken omkring kl. 16:00 i Midtjylland for myldertid, men der er øjnsynligt flere og flere biler på vejene. Vi har fået sol og vind i hår, snakket om kvindelår, og siddet i perfekt tavshed, og betragtet ingenting i særdeleshed. Det føles lidt som dengang i folkeskolen. Bare i en fin bil.

Utroligt hvad man kan få en læseferie til at gå med

Jeg elsker sort, men måske mest at gå i det. Altså, ikke på goth eller emo måden, men mest fordi jeg er så helvedes farveblind, at der er få andre farver, som jeg tør stole på.  'Hvid, hvad med hvid?' spørges der i det fjerne, og dertil kan jeg kun sige, at hvid ikke rigtig gør noget for mig. Ikke ulig blå.

Så derfor lidt nyt design. Tiltrængt, måske, efter 225 tekster på langt mere end 225 dage. Det er dog kun en skitse, så det forandrer sig nok i løbet af den næste måneds tid. Forhåbentligvis til noget interessant. Noget grønt! Noget, der næsten fotosynteserer, for hvem kan ikke lide fotosyntese?

Forskrækkelsens forskrækkelse

På trods af at jeg ikke har ét gram fedt på kroppen, så er min diæt direkte dødelig. Ingen tvivl om det, spørger man min mor. I modsætning til jeres hengivne, så er hun fedtforskrækket og efterfølgende forskrækket over, at jeg ikke er det. Lad mig sige det sådan, at det gør enkelte ting forholdsvist besværligt.

Som f.eks. at udtrykke kærlighed. Enhver der nogensinde har haft en bedstemor ved, at det at fodre folk, er det samme som at udtrykke ens dybeste følelser for dem. Forhåbentligvis er der oftest tale om kærlighed, men nogle gange brænder lortet altså bare på, og så må man leve med en lille dosis had. Man kan ikke være lige elskværdig hele tiden, og derfor ikke lige elsket.

Til mit store held skulle Mor ud og gå hendes aftentur, hvilket jeg ikke lige følte noget behov for, i dag af alle dage, hvilket gav mig hele 27 minutter til at smække en dessert sammen. Nu skal det bare blive torsdag, og hun skal IKKE opdage dessertens løsdele bagerst i køleskabet, og så skal hun fanme have en dessert. Om hun vil det eller ej, for jeg holder så ufattelig meget af hende.

Biblioteks blues

Som jeg nærmer mig IT-Huset, fylder der mere og mere i horisonten, såvel som i min bevidsthed. Timer. Dage. Nætter. Uger spenderet i kælderen på betonmonstret, kælderen i hvilken der netop på grund af arkitektens betonfetischisme overhovedet ikke er signal til mobilen. Det er siden blevet en velsignelse.

Den eneste måde, man kan blive forstyrret, er, hvis man sidder uden for bibliotekets lydisolerede glasvægge. Derude hvor folk må snakke. Undlader man endvidere at tænde den bærbare, så er det ens egen skyld, hvis man ikke får høvlet nogle tekster igennem.

Men det er ensomt i kælderen, hvorfor de bedste timer dernede afgjort foregik med læsegruppen som selskab. Nu hvor læsegruppen er væk, borte, reduceret til dens mindste bestanddele og fordelt på andre fag, så er det ikke helt det samme. Her er tomt, koldt og fyldt med tavshedens ekko. Kopimaskiner, der snurrer og brummer bag hjørner. Bøger, der lugter af viden og hemmeligheder. Men jeg er ligeglad. Jeg vil bare have min læsegruppe igen.

:<

Retur

På vej hjem fra endnu en aften, vædet i vin og bobler, cykler jeg pustende op ad Ny Munkegade. Selvom man måske føler sig som en glad Supermand, specielt oven på sådan en aften, så er bakken på aller stædigste vis stadigvæk ufattelig stejl.

Længere fremme er en gruppe syngende og dansende mennesker enten i gang med at passere ned ad Ny Munkegade, eller også har de bare slået lejer uden for de matematiske fag. Måske der er fest derinde? Hvor besynderligt! Eller... et eller andet må man vel gøre ved det hele, når/hvis man nu læser matematiske fag.

Halvvejs forbi gruppen bliver jeg råbt an af en gut, som jeg ikke umiddelbart genkender. I midlertid er jeg, grundet aftenens selskab og dens indflydelse på mig, for øjeblikket fyldt med kærlighed til alt levende og en uudtømmelig tro på menneskets iboende godhed. Så jeg stopper:

- Hey! Hey, hey stop lige!
- Gooodaften.
- Kan du se hende der, hende der nede?
Han peger ind i en lille gruppe mennesker, der er på vej ned ad Ny Munkegade, kun 15 meter, fra hvor vi står.
- Eh, nej, jeg er ikke sikker på hvem...
- Ej, vent lige, HEY TILDE! HVAD MED HAM HER?!
Tilde svarer ikke, hvem Tilde end så er. Tilde har måske ikke hørt råbet, endsige forstået, hvad det går ud på. I så tilfælde havde Tilde og jeg dén ting til fælles i det øjeblik.
- Øh, hva'ba'?
- TILDE! VIL DU KNALDE MED HAM HER?!
- NEJ TAK, ELLERS TAK!
Lyder det et eller andet sted inde fra gruppen.
Ude af stand til at bestemme mig for at være skuffet, lettet, smigret eller underholdt af situationen kigger jeg forundret på den fremmede fyr.
- Jeg er i gang med at skaffe hende et knald.
- Ah. Okay. Jamen held og lykke.
- Tak, mayn!
- Så lidt.
Mumler jeg, og cykler resten af vejen hjem.

Nu endnu mindre Supermand end før. Men stadigvæk glad.

Projekt

I dag fik jeg muligheden, for at designe en hjemmeside, hvilket fik min indre nørd til at bryde ud i ekstra mange bumser. Lugte lidt ekstra. Det er godt nok et års tid siden sidst, cirka, men det kan ikke være så problematisk, tænker jeg, velvidende at det er det jo nu nok.

Og selvfølgelig har det vist sig at være sandt. Uden en HTML editor sidder jeg med den rå kode, og jeg kan end ikke finde ud af at få et baggrundsbillede ind på siden. Nettet er fyldt med løsninger, der virker for alle andre end mig.

Derfor sidder jeg nu, lettere irriteret og lettere utålmodigt og venter på, at tørretumbleren bliver færdig med at tøre det tøj, som jeg skal have på i aften, for i aften bliver den aften, hvor jeg en gang for alle drukner min indre nørd. Han er tydeligvis en elendig én af slagsen alligevel.

Næste gang, så?

På trods af højlydte protester er det lykkeds min chef, at lokke mig på arbejde i morgen. Hvilket er problematisk, i og med at jeg egentlig havde andre planer. Andre planer ud over at passe min forårs-forkølelse, vel at mærke. Du ved, den der forkølelse, som kommer af at rende rundt i byen kl. meget-sent uden tilpas meget tøj på. Forår er det måske, men det er ikke decideret sommer-lunt om natten. Endnu.

Oh rædsel

Jeg ved ikke rigtig, det er muligvis en nørd-ting. Men alt det her ballade med Island, der åbenbart er sprunget i luften, og efterfølgende kan inhaleres i Nordeuropa, det er enormt interessant at betragte fra sidelinjen. Storebror er godt nok fanget i Moskva på grund af det hele, men der er nok værre steder at være strandet. Som f.eks. Kirgistan. Om igen har Kirgistan kun meget sjældent, og kun i meget korte tidsrum været stedet at hænge ud.

Men hvad. Så farlig er asken vist heller ikke.

Sommer-ferie-fornøjelser

'Måske er det lidt vel tidligt at planere for sommerferien', tænker jeg, og overvejer at lave en oversigt på et stykke papiret. Hovedet forekom pludseligt lidt trangt. Festivaller, sommerhusture, arbejde, eksaminer, udlandsture, bedsteforældrebesøg, vennepleje, forældrevisit. Så meget at tage sig til, så lidt tid. Og så lidt råd, egentlig.

For at få råd til det hele må jeg nødvendigvis arbejde så meget, at jeg må skrotte enten udlandsturen eller en festival. Dels på grund af overlap i kalenderen, dels fordi begge er fyldige poster. Hm. Så hvis jeg skal have råd, så skal jeg arbejde så meget, at jeg ikke har tid, til det som jeg vil have råd til.

'Nederen!' konkluderer jeg, mens jeg krøller A4-arket sammen til en kugle, og kaster den efter papirskurven. Måske jeg skulle blive i Århus. Arbejde, spare lidt op til forbrug, så der er råd til næste sommerferie. Gå lidt på restaurant i ny og næ, måske. Men vent. Var det ikke det, jeg gjorde sidste sommer? Hm. Måske, måske ikke. Lyder bekendt  under alle omstændigheder. Og meget behageligt.

JustDon'tEat.dk

JustEat.dk og jeg er meget gode venner. Vi forstår hinanden på et eller andet underforstået plan, vil jeg påstå. Hver gang jeg er doven, syg, tømmermændsramt eller lignende, så er det ikke usandsynligt, at jeg kigger forbi siden. For det må være muligt at finde en ordentlig burger og nogle sprøde fritter derinde, skulle man tro.

23 minutter senere giver jeg op, og surfer i trods og arrigskab væk fra siden. 40 kroner for at få bragt en burger, en bakke fritter, en pizza og en sodavand ud? Ja, for man skal jo købe for minimum 150 bops, førend udvalgte steder gider levere. Ud over at kollidere med min jydenærrighed, så er der også leveringstid på halvandet døgn. Så jeg ville få alt for meget kold og dyr mad ind af døren alt for sent. Nej tak, du.

På den måde hjælper JustEat.dk mig til at spare penge og spise sundere. Mange tak, JustEat.dk! Dig kan jeg stole på, dig ved jeg, hvor jeg har.

Nektar

Fordi jeg ikke gider betale for det såkaldte øl, som man ellers kan købe rundt omkring i byen (der enten smager dårligt eller af slet ingenting, får én til at skulle pisse hele tiden, samt ofte inducerer enorme tømmermænd), så man jeg jo drikke noget andet. Hvorfor hade sig selv på den måde?

Gin og tonic har til sammenligning kun fordele. Det er som oftest en billig sjus, som man ikke rigtig kan ødelægge. Blandings forholdet er hvad det nu engang er. Når man er ved at have fået for mange, så kan man snige sig op i baren og bestille et glas Sprite med en skive lime i i stedet, og alle vil vedblive at tro, at man sguda er en satans karl, sådan som man bare hælder de der gin og tonics ned. Endvidere er man på den sikre side, skulle man rende ind i en sværm malaria-inficerede myg. Hvad er der ikke at kunne lide?

F.eks. at tre forskellige grupper af venner har tre meget forskellige kommentarer til min præference, nogle mere flatterende end andre. Old school og James-Bond-agtig er helt tålelige. Resten vil jeg udlade af hensyn til min hårdt sårede værdighed. Plus, jeg er forkølet, og har derfor som enhver anden sund og rask mand ufatteligt ondt af mig selv, og der er virkelig kun så og så meget en mandag bør indeholde af den slags lidelser.

Forårsfornemmelser

'Hm', tænker jeg, og kravler lettere usikkert ud af min weekend-lange rus. Det er søndag morgen, og jeg har en time til at komme ud af døren. Torsdag, fredag, lørdag og nu også søndag har jeg ikke været hjemme i mere end en time om dagen. Vennepleje tour de force, madlavningsmaraton, drukglæde og indtil-de-lukker-entusiasme. Det er sådan cirka det, som tiden er gået med. Men de føles ikke så hårdt, som jeg troede, at det ville. Jeg er ikke udmattet ved tanken. Jeg er sgu parat, og jeg har end ikke forladt min seng.

'Hm?', undrer jeg mig, og kigger ud af vinduet. 'Er dette overskud? Er dette forår?'. Under alle omstændigheder har jeg ikke haft så travlt med så frydefulde ting i hvad der føles som meget lang tid. Og hvor er det fedt. Må huske at dyrke dette forår noget mere. Det kan åbenbart et eller andet specielt.

Marina & The Diamonds - Shampain

Jeg sidder på mit gulv, udmattet og lettere svedig, og drikker cremant de bourgogne. Det må man godt, når dagen har været 'en af den slags dage, du ved'. Alt for travlt på arbejde, lidt for lidt søvn, og lidt for mange øl i går. Men nu skal du høre.

I forbindelse med netop arbejdet møder jeg min frisørs ejer, mig med favnen fuld af undskyldninger idet jeg ankommer en halv time for sent. Sådan må det nødvendigvis være, når man får den forkerte adresse stukket i hænderne. Min frisørs ejer er imidlertid elskværdigheden selv, frisørsmil og elskværdighed over det hele. En halv times tid senere forlader jeg det meget smukke hjem med favnen fuld af ren og skær luksus på dåse. Overskuds-ting, som de rige end ikke havde overvejet at tage hul på, endsige spise. 'Du har nok mere fornøjelse af det, end vi har', blev der sagt, hvilket forekom lidt absurd. Men jeg takker, blinker på livet løs til de mange smukke døtre, og begiver mig afsted. Og nu sidder jeg her. Må din dag være lige så rig på indtryk, men måske knap så lang. Og hård.

Fuld af alting

Meget, meget travl dag. Endte med at blive udsat for hidtil usete mængder gramseri på Sway, hvor der var en art pigernes aften. På trods af at jeg ikke havde mine god-røv-bukser på, så blev jeg gentagne gange begramset. Måske det havde noget at gøre med, at jeg stod med enden til baren i en smal passage. Det skal ikke udelukkes. Dog altid rart at vide, at ens bedste side vender i den modsatte retning af ens fjæs.

Opskrift: Mojo

Ingredienser:

2 fed hvidløg
1 spsk. frisk/kæk koriander
5 spsk møglækker olivenolie
Uspecifiserede mængder frisk persille
1 teske spidskommen
2 spsk. hvidvins eddike

Bland alle ingredienserne i en beholder, der er stavblender-egnet. Blend løs! Bemærk hvordan det med en poets ord og en poets frihed ligner fotosyntese. Det er i hvert fald uhyggeligt grønt. Fornøj dig selv ved tanken om at fotosyntese er noget, der sådan kan opbevares på flaske.

Find en smage-teske frem og smag engang. For syrligt? Jep. Tilsæt mere olie og mere spidskommen. Husk nu at olien skal være økologisk, plukket af ekstremistiske jomfruer og hvad fanden. Blend. Ræk om bag ved kogekedelen for at genfinde din smage-teske. Vælt beholderen med mojo'en i processen. Hvin som den lille pige du er idet de grønne bølger skyller ud over dit køkkenbord og derfra ned på dit nyvaskede gulv. Begræd tabet af dyr og allerhelvedes god olivenolie mens du tørrer op efter dig selv.
Smag de sørgelige rester, der stadigvæk måtte befinde sig i beholderen, til med et skvæt citron, salt, peber og eventuelt lidt sukker.

Sådan! Mojo, færdig, a lá Lange. God til laks og køkkenborde.

Ostemand søges

Dengang jeg var cirka så høj (forestil dig, at jeg holder en hånd vandret ud i knæhøjde), havde vi en fast ostemand. Han solgte oste fra et lille baglokale på en gård, hvor man kunne få lov til at smage på alting. Alting lavet af ost, vel at mærke. Så var man sikker på, hvad fanden man fik slæbt hjem (for gården lå meget langt væk, når man ikke højere end som så (samme fagter som før, bare nede omkring skinnebenet), og kun har en meget lille cykel at transportere sig selv og en ost på).

Mindet om ostemanden på ostegården er ikke beriget med overvældende følelser af nogen art, men som jeg står og bladrer uinteresseret igennem et begrænset udvalg af oste i Føtex, så kan jeg godt savne konceptet lidt. Specielt fordi jeg endnu ikke har købt en øko-ost i Føtex, der smagte dejligt, i modsætning til den som Maria og Kenneth serverede for mig, dengang jeg sov på deres luftmadras på deres kontor i København. Eller var det Amager?

Så hvor køber man daglidags-oste i Århus? Daglidags i modsætning til den slags, som man kan købe i Grand Fromage. Jeg har ikke et stort behov eller forbrug, jeg er bare træt af træls ost. Fanme.

Døren

05:00 - Holdkæftholdkæftholdkæft, mumletænker jeg, og river batteriet ud af mobiltelefonen/vækkeuret. Nogen burde defenestrere vedkommende, der fandt på, at det skulle være så brutalt at vågne. Er det dig, Gud?

05:02 - Urk. Morgenmad. Ingen mælk. Knækbrød? Knækbrød med... knækbrød. Forbandede butikker og deres respekt for helligdage.

05:03 - Knækbrød med honning, som man skal bruge hammer og mejsel til at bryde ned i hapser. Lækkert. Hvor jeg dog føler mig parat og i stand til absolut ingenting.

05:08 - Mange tak, kære spejl, mange tak for lort. Hvor er mit barbergrej, og hvornår er det okay, at marinere sig selv i rynkecreme, og stadigvæk bibeholde ens y-kromosom?

05:09 - Og min voks? Tandbørte! Åh gud en stinketunge. Aldrig mere komave. Beklager Sandu.

05:15 - Så. Anstændigt udseende. Bare... så længe jeg ikke skal snave med nogen. Hurra for medgørligt morgenhår.

05:16 - Hvem fanden finder også på at sprætte en drøvtygger op, koge dens mave-tarmsystem og kalde resultatet for appetitvækkende? Skotter måske? Er får drøvtyggere? Hm. Må huske at slå det op, når jeg kommer hjem. Praktisk at vide. I tilfælde af et spil Trivial Pursuit med min sjæl som indsats omend ikke andet.

05:20 - Tøj skal der til. Er det koldt? Bliver det solskin? Praktiske bukser eller god-røv-i-det-forklæde-mester-bukser? Hvad er mine chancer for at rende ind i attraktive kunder kl 10:30 2. påskedag?

05:22 - Hm! God-røv-busker OG medgørligt morgenhår. Måske det bliver en god dag?

05:24 - Nå. Nøgler, krydderurter, overtøj, mobiltelefon, pung, Shuffle med Röyksopp.  Hej dør! Farvel dør!

05:25 - Ak. Tre trin nede af trappen. Glemte solbriller. I tilfælde af solskin. G'day dør!

05:26 - Og vi ses om en fem-seks timer, dør. Hvordan jeg minder for meget om min far lige nu er ikke flatterende. Min far går gerne tre runder om huset for at sikre sig, at samtlige døre og vinduer er lukkede, hvorefter han opdager, at han har glemt mobiltelefonen indenfor. Rinse, repeat.

05:27 - Ack! Fire trin nede af trappen. Glemte bilnøglerne. Davs dør.

05:28 - Farvel dør. Jeg mener det nu. Sgu. Forbandede genetik. Umiddelbart ikke så besværligt at gå tre runder om en dør til en lejlighed. Heldigvis. Skulle man kigge ud gennem en af de andre lejligheders dørspioner, så ville man med rette tro, at jeg var dement. Måske jeg kan aflede opmærksomheden fra min demens med min bag.

05:47 - Mmm. Motorvej. Fartpilot. Röyksopp.

06:02 - Hm. Komave. Ungarerer. Afgjort ungarerer eller hvordan det nu staves. Må huske aldrig at rejse til Ungarn og bestille egnsretter.

Påskelam

'Pfffffflargh', stønner jeg, og forsøger at forlige mig med min påskeægs-kvalme. Gårsdagens forholdsvist korte visit hos Farmor resulterede i en 'madpakke' bestående af alt for mange påskeæg, drysset med lidt hjemmebag. Kagehierakiet længe leve!

I morges måtte jeg så spise lidt chokolade for at få blodsukkeret op at ringe, i mangel på reel morgenmad i huset. Alt for mange dage i sommerhuset resulterer i tomme hylder.
Tre afsnit af Mad Men og fire rutsjeture op og ned af blodsukker-kurven senere befinder jeg mig stadigvæk i min seng, nær-paralyseret. Jeg burde gøre alt muligt, men min hjertebanken fortæller mig, at jeg ikke har godt af den mængde chokolade, der skal til, for at sparke mig ud af sengen. Jeg er afgjort påskelammet. Så slagt mig dog, en eller anden.

Spildte sætninger

Nogle gange møder jeg den holdning, at det vel ikke kan være så svært at skrive sådan en tekst en gang om dagen. Det er jo bare at sætte sig ned foran computeren, ikke? Og jo, siger jeg så, mens jeg kaster lidt misforstået om mig med mine arme, det er da helt korrekt. Det er det samme som at bage en kage. Det er jo bare at stille sig ud foran røremaskinen. Ikke?

Men hvad putter jeg i kagen, for at tilføje den elegance. Eller hvad med humor? Sortsind, endvidere. Sorg, kærlighed til alt levende og ganske få individer, helst på samme tid. Fortæl mig det, og så bager jeg gerne en kage. Det kan vel ikke være så svært.

Jeg siger ikke, at jeg er total sej til at udtrykke mig, altid er spot on med hvad fanden jeg nu har gang i. Jeg siger bare, at det kræver en indsats at forsøge at lære at være spot on. Folk der end ikke har forsøgt har imidlertid ikke altid en særlig stor forståelse for denne proces.

Hot-snot liste #4

Hot

- At svare "Jeg har SPIST den/det/dem/ham/hende!" hver gang min fire år gamle nevø spørger hvor et eller andet eller nogen er. Han er holdt op med at tro på mig, hvilket imidlertid ikke afholder mig fra at finde det evig-sjovt.
- Mad Men. Det føles lidt som at se mig selv som færdiguddannet for 50 år siden, bare i en moderat utro udgave. Hvis jeg bare får en sekretær a lá Christina Hendricks, når jeg er færdig, så har jeg ikke noget imod at være 50 år plus det løse for sent på den.
- DAR: A Super Girly Top Secret Comic Diary. På trods af navnet er det ikke så lyserødt endda. Seksualitets-roulette og prutter bør altid håndteres med et vist mål humor.

Snot
- Sparemåned. Afslutningen på forrige måned var lidt for festlig, måske, hvorfor jeg panik-ængstligt tager samtlige vagter, jeg kan få på jobbet.
- Regnvejr, der er så vådt og voldsomt, at man på trods af intentioner, viljestyrke, eder og forbandelser ikke rigtig kan tvinge sig selv op af sommerhusets sofa nær brændeovnen, for at smutte ned og blogge på stranden. Dang it!
 - At savne.

+Hot
- Chefen elsker mig for at ville arbejde hele tiden altid.

Ankomst

Arriva-stemmen annoncerer Århus, og det begynder at krible lidt under mine fødder. Et forventningsfuldt smil breder sig over mit fjæs idet vi triller ind på perronen. Det er her, jeg kommer fra, og det er godt at være hjemme.

Når man rulles op for enden af rulletrappen, og får øje på emo-anarkisterne, krølhårede hår-eksplorant-hippier, de smarte, de selvsikre og de sexede, så må man nødvendigvis stå stille lidt, og bævre i mødet med diversiteten.

Med så mange forskellige mennesker, humører, personligheder, udseender, så mange forskelle, så er der nok også én til mig. Det er her, jeg vender tilbage til, og det bliver aldrig kedeligt.

Liv og levned for en hybenbusk

Far har indledt en kamp til døden med hybenbusken i baghaven. Jeg har argumenteret for dens overlevelse(marmelade, kompot, grød, garniture, alt muligt), men han er ligeglad. Afslutningsvis forsøgte jeg mig med hippie-argumentet, men det hjalp heller ikke. Det er måske meget rigtigt, at et liv er et liv, og at vi har brug for diversitet og lalala, men jeg synes stadigvæk, at den busk er grim, svarer han. Og det kan jeg ikke rigtig være uenig med ham i. Men det må være en trøst for den stakkels busk, at den er velsmagende bag et utiltalende ydre. Den er forhåbentlig tilfreds med ikke at være helt håbløs. En beundringsværdig karaktertilstand for en busk.