14. nov. 2009

Kagehierakiet

- Så, Tommy! Det er ikke alt sammen til dig!
- N-n-n-n-n-ne-ne-ne-ne-nej, F-f-f-f-armor, men jeg sk-a-a-a-l jo lige smage.
- Og så får du heller ikke mere!

Tommy er min fætter, og han har lige vakt Farmors vrede. Ud over at han stammer, hvilket Farmor ikke har nogen tålmodighed med, så rangerer han ikke nær så højt som undertegnede. Uden at være sig det bevidst har han taget det første stykke af den kage, som Farmor egentlig havde bagt i anledning af mit visit - således har Tommy forbrudt sig imod kagehierakiet. Hans besøg er uanmeldt, endvidere, og hvordan skal Farmor, der har syv børnebørn og ét oldebarn, nogensinde kunne bage alles favoritkager, hvis de kommer på besøg i tide og utide? Næh, den slags er det kun meget få, der kan slippe af sted med.

Hvis man er i tvivl om, hvor man er placeret i kagehierakiet, så skal man bare tælle 'madpakker'. Farmors madpakker er rester fra dagens serveringer, oftest de sødeste af slagsen, som hun lynhurtigt pakker i fryseposer og plastikbøtter, lige når man står og er på vej ud af døren. Man skal jo lige have lidt til rejsen og køleskabet. Når jeg således får en portion ris a la mande, tilhørende hjemmelavet kirsebærsauce, to poser makronkage og lidt kringle med hjem, så ligger jeg ret lunt i svinget. Når Storebror får den kage, som han og kæresten havde taget med som en gave, med tilbage, så har jeg lige overhalet Storebror. Hvad der lige præcis har gjort udslaget til min fordel, det er svært at vide. Storebror griner af mig, mens jeg forsøger at balancere det hele i mine arme. Jeg griner tilbage, for han har rangeret meget højt i meget lang tid. Forandring fryder.


Alt det her kan godt få Farmor til at lyde lidt småregnende. Lidt nederdrægtig måske. Det er imidlertid ikke tilfældet, for hun har et meget stort hjerte. Et stort hjerte, hvis indhold udtrykkes i store mængder kage. I jokere, der meget forsigtigt skifter hænder under bordet i et spil 500. I hjemmestrikkede karklude i alle de farver, man kan tænke sig, at have hjemmestrikkede karklude i. I al den hjælp, som lille, energiske, planlæggende, omsorgsfulde, bekymrede, kortspilssnydende Farmor kan yde. For vi er hendes, og hun er vores, og det er der ikke nogen af os, der vil lave om på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar