Tilbedelse af en række ukendte og kendte personer

Jeg læser webcomics, og jeg gør det religiøst. Det er det første, jeg gør, når jeg står op, og det er det sidste jeg gør, før jeg går i seng. Cirka.
Når man så er fanatisk omkring læsningen af udvalgte webcomics, så bliver det også lidt vigtigt, hvornår de opdateres. Og at det sker til tiden. Man ser frem til de forskellige dage med is, bittesmå sommerfugle og tålmodighed i maven. Hvad nu, hvis opdateringen ikke kommer alligevel? Der kunne være sket et eller andet i tegneserie-tegner-land, jo. Nu og da sker det da også, at opdateringen ikke kommer. Livet sker, som regel.

Alligevel har jeg altid været lidt irriteret, når det er sket. Hvor svært kan det være? Der er en deadline, og der er et plot, endsige et script at følge. Hvis man gentagne gange overskrider deadline må man jo justere udgivelses-intervallet, så man selv kan følge med, og ikke dø i processen.

Nu, næsten halvvejs i mit projekt har jeg måske lidt mere forståelse for deadline-døden. For det er en lille død, når man misser ens deadlines. Man har svigtet, fejlet og forulempet op til flere personer med blot én overspringshandling for meget. Det er ikke sjovt, det heller ikke altid overlagt, og det er ikke meningen.

Derfor vil jeg i dag, hvor jeg ikke har skrevet i to dage i træk, sende mange anerkendende nik efter alle de bloggere, tegnere, video-loggere og podcastere, der overholder deres deadlines. Det er fanme godt klaret. Og vil I så venligst ikke lige lære mig, hvordan fanden man gør det?

En anbefaling

Hvis man ikke havde bedre ting at tage sig til mellem den 7. februar og den 26. april i år 2009, så kunne man meget passende besøge Enter Action udstillingen på Aros. Man kunne finde vej til Mark Hansens og Ben Rubins Listening Post, og man kunne fortabe sig i et evigt forandrende øjebliksbillede af den menneskelige bevidstheds fokus. Et snigende audiovisuelt landskab ville skubbe den lyttende og den seende ind i et forundringsunivers, hvorfra man ikke føler noget behov for at undslippe. Man ville opleve fuldkommen indlevelse. Et glimt af et teknologisk himmerige.
Jotak.

Mumleklub

I dag ligner Morten ikke Chris Martin. James Blunt er heller ikke rigtig på spil. James Franco, måske? Klokken er 9:45, og Morten rejser til Australien om et par måneder. Der skal han så være, indtil det ikke er sjovt længere. Man kan misunde ham det, eller man kan være glad på hans vegne. Jeg lander et eller andet sted midt imellem. Kun et menneske.

I dag indskrives Morten i den efterhånden lange liste over højt skattede velgørende individer, der bidrager til min fedekur. Han har et gavekort til Emmery's, der nødvendigvis skal fyres af inden han rejser. Fredagsbrunch er aldrig en dårlig idé. Jeg må tage hævn ved lejlighed. Hævn spredt over en seks-syv retter.
Ud over at være den eneste person, som jeg kender, der mumler mere end jeg selv, så er Morten min eneste gaming buddy. Han giver lammere, når jeg falder af helvede til i Pixel Junk Eden. Jeg redder hans røv i Gears of War. Nogen må nødvendigvis erstatte Morten, indtil han vender tilbage til den nordlige halvkugle. Vedkommende må godt være elendig til at give lammere. Mumleri fuldt ud acceptabelt.

Arvesok

Jeg fandt en sok i mit vasketøj. Der står 'Thursday' på den, og det er ikke min sok. Der må være tale om en arvesok. En sok, der allerede var i maskinen, førend man proppede ens beskidterier ind til den. Hvad stiller man helt præcist op med en arvesok?

Man kunne hænge den op på opslagstavlen i vaskerummet. Den opslagstavle, som ingen kigger på. Man kunne tape den fast på indersiden af døren, hvormed den ville være svær at ignorere. Når man er på vej ud i hvert fald. Man kunne hænge en seddel op i alle tre opgange, efterlyse en ejer til hr. Thursday. Om igen er det bare en fucking sok. To sokker er i det mindste af en vis værdi, men en enkelt sok?

Kender jeg mig selv ret, så ender det med at jeg en eller anden fortravlet formiddag smider den i viceværtens postkasse, for nu er det nok, nu har den generet min to-do-PostIt i lang tid nok. Så kan hr. Thursday ende i den sorte plastiksæk sammen med alle de andre fodløse single-sokker, hvor han i det mindste ikke er alene. En knapt så krank skæbne, måske. For en sok.

Redebyggeri

En af mine gode kammerater mener, at jeg er ulykkelig, fordi jeg ikke har en ordentlig lejlighed. Mit svar hertil er, at jeg aldeles ikke er ulykkelig, og at det er en fornærmelse mod alle lejligheder, at kalde mine værelser for en lejlighed. For det er småt, godt og ufatteligt billigt.
Men helt ærligt? Fjern 'køkkenet' i entreen, og jeg er tilbage på Skjoldhøj Kollegiet. Nå ja, trægulvet skal også ud. Ja, okay, alting skal også gøres... ældre. Mere brugt, mere nusset... men så er den der også. Whambam. Kollegieværelse.

'Og hvad så?', reflekterer jeg, og forsøger at ignorere min utilfredshed med køkkenet. Et egentlig soveværelse i stedet for et, tja, kontor-bibliotek-stue-soveværelse, det ville selvfølgelig være rart. Men der er fanme mange ting, der ville være rare, og man kan ikke få alting uden videre. Hvad er problemet? Jeg har jo alt det, som jeg skal bruge, ikke sandt?

Og så slår det mig. Jeg er blevet for gammel til det her spejderhytte-pjat. Jeg har trukket den lang tid nok, og jeg vil ikke længere bo i et kompromis. Jeg vil have et ordentligt køkken, hvor jeg kan lave ordentligt mad. Et dedikeret soveværelse, tak, og en stue, hvor jeg kan invitere gutterne over til Halo Night og/eller fem retter. Det kan godt ske, at jeg ikke ville blive mere lykkelig, såfremt jeg fik mig en sådan lejlighed. Men jeg ville afgjort ikke blive ulykkelig.

Tordenskyer på en tirsdag

Dengang jeg var biologistuderende, kunne man være én af to slags biologer. Man kunne være den biolog, der havde et enormt hjerte, fyldt til bristepunktet med kærlighed til delfiner, babysæler og andre bedårende pattedyr. Eller man kunne være den praktiske biolog, der altid var klædt på til en fem dages felttur, skulle der lige pludselig dukke én op. Vind- og vandtæt til alle tider.

Mens jeg ikke studerede biologi i tilpas lang tid til at manifestere mig som en fuldblods, Haglöfsbeklædt, jord-under-neglene-biolog, så er jeg ikke i tvivl om, at det var der jeg ville lande. Der var for meget regnbue-enhjørninge-guldstøvs-hundehvalps-pussetnussethed over de skide delfiner. Føj!


Et par år senere sætter jeg mig op til computeren efter at have brugt halvanden gruopvækkende time på at se The Cove. Jeg logger ind takepart.com/thecove og smider 200 bops efter delfinerne. Forbandet, tænker jeg, idet jeg indser, at jeg lige er blevet til den fluffy-wuffy delfin-elsker, som jeg egentlig gik og hånede lidt i sin tid. Endnu mere forbandet er det dog, at vi til stadighed kan opføre os som om, at planeten er vores retmæssige arv, hvorfor vi må gøre med den og dens øvrige beboere, som vi vil.

Liv er genstridigt, og selvom vi som race er godt i gang med at spise, bombe og forbruge os selv ihjel, så skal livet på planeten nok bestå. Det er bare ikke sikkert, at det liv kommer til at involvere menneskeheden, og som det er nu, så er jeg ikke overbevist om, at vi har fortjent bedre.

Kronisme

I dag er jeg simpelthen løbet tør for ord. Jeg er ganske vist endelig tilbage i Århus, og jeg ville allerhelst være hjemme hos forældrene igen. Denne gang med guitar under armen. Eventuelt Xbox.

Mor og Far efterlod mig med friske forsyninger af alting og fastelavnsboller, så jeg skal nok kunne overleve en dag eller to. I morgen skal jeg spise fedekurs-middag med Frk. Skarum, og tirsdag, onsdag og torsdag står den på undervisning af en eller anden art. Jeg skal nok få brugt tiden til noget. Det bliver sku hyggeligt og dejligt at komme i gang igen.


Alligevel er der den her fornemmelse af, at jeg burde være et eller andet andet sted. Der er noget, som jeg bør gøre, og gerne snart. Et eller andet, som jeg er lige ved at gå glip af...

Med den fornemmelse i maven tager jeg aftenens medicin, hvorefter lydløse bølger skyller mig ind i drømmeland, og ind i en ny dag, en ny morgen. Måske jeg kommer i tanke om det hele i morgen. I morgen.

Snuden i den rigtige retning

I morgen skal jeg hjem. Endelig, hjem til Århus. Der er næsten gået to uger, og jeg savner min guitar, min seng, mine bøger, min xbox, mit musik, mit eget tempo. For I kender det godt, alle jer, der er flyttet hjemmefra. Så snart man har vænnet sig til det, så kan man aldrig rigtig vende tilbage. Man kan tage hjem på forlænget weekend, nyde deja-vu på deja-vu indtil ængstelsen sætter ind. Den nagende fornemmelse af, at det vist snart må være nok. Man må hellere se at komme hjem.

Men så snart man er hjemme, så undres man. Hvad fanden gik det ud på? Hvad er det, der er så fantastisk ved studerekammeret, at det nødvendiggjorde så hastig en exit? Her dukker den dårlige samvittighed op. Man er 1 stks utaknemmeligt afkom, der ikke værdsætter forældrenes selskab. Den tanke hænger ved, indtil man kommer i tanke om, hvordan forældrene egentlig ikke opfører sig væsentligt anderledes over for deres forældre. Lettelse, ren og skær lettelse følger den dårlige samvittighed, for nu er det tilsyneladende bare sådan tingene er. Også selvom det er lidt modbydeligt, så er det i orden, for sådan skal det åbenbart være. Uafklaret og ikke spor klogere glemmer man alt om det indtil næste gang, det er ved at være tid til at komme ud af døren igen.

I morgen vil jeg øve mig på at være taknemmelig for, at jeg har nogen, der glæder sig til at se mig igen. For en afsked er en nødvendighed for et gensyn. Og så fremdeles.

X faktoren over dem alle

Erflglarb, tænker jeg, og roterer en omgang i sofaen. Mor har just slået kløerne i fjernbetjeningen, og dermed brækket halsen på enhver drøm, om at få lov til at se Simpsons. Jeg kan ikke se TV i min egen lejlighed, og jeg elsker det lidt. Ikke destro mindre er det en salig nydelse, at få lov til at se TV, når man så endelig kan komme til det. Men nu står den på hvad Far kalder 'fliksflakserier'. For Mor kan godt lide at se X Faktor. Hun kan bare ikke lide at indrømme det. Det er jo et forfærdeligt program, skulle man være i tvivl. Så Mor zapper mere eller mindre tilfældigt rundt, stopper nu og da op på DR1, bare lige i lang tid nok til at suge informationer til sig, og så fortsætter hun ellers kanalrundfarten indtil vi lander på DR1 igen. DR2, Top Gear, The Simpsons, alle godterne får cirka 7 sekunder til at gøre sig interessante i, og så er hun væk igen. De er pukkelryggede underholdnings-amfibier, der slet ikke kan måle sig med X Faktor, den lidt besynderlige men meget farvestrålende syngende papegøje.

Jeg er egentlig lidt ligeglad. Jeg har fået is. Men på et tidspunkt bliver det for meget for Far, der går ind på kontoret for at organisere frimærker ind i hans nye frimærke-skab. Hm. Det er den slags, der skal til, tænker jeg, førend man kan overleve i et ægteskab. Dyr på TV og tilstødende lokaler.

Anakronisme: En sommeraften i revers

- Urf.
- Haha!
- Det går fint, det går fint, fortsæt! Lidt til venstre, bare en anelse.

Jeg anstrenger mig for at se lige. Det føles som om, at jeg skeler en hel del, og det gør det lidt vanskeligt at styre bilen. Brian sidder i passagersædet og griner, mens Rasmus hepper fra bagsædet. Vi befinder os i en Opel Kadet på en grusvej, og vi er i gang med at tilbagelægge en strækning på tre kilometer. I bakgear.


- Ej, fuck, Brian, tag lige rettet lidt, jeg skal lige rettes ud.
- Hvad, nej! Skuda ikke Brian, han er ikke begyndt på kørekortet endnu!
- En eller anden skal bare tage rattet, og det skal være nu!
- Jeg har det, jeg har det!
- For helvede, Brian.
- Haha!

Jeg giver slip på rattet og strækker nakken ud. Den sidste halve kilomet har jeg styret bilen, samtidig med at jeg har kigget forbi Rasmus ud af bagruden. Det hele er et forsøg på at slette alle spor om turen til Q8 for at leje film. Triptælleren har da rullet baglæns, ikke? Så jeg sparer ballade og benzinpenge for en uautoriseret tur til tanken. Det er nice, det her. Sommernatten summer forbi de åbne vinduer, og jeg skruer lidt op for radioen. Småsten slår imod undervognen, gulbrunt støv hvirvler op foran kølergitteret. Motoren brummer og hviner på samme tid i en begejstret protest.
Vi er næsten halvvejs, og det går strygende. Rasmus insisterer på at tage rattet, fordi Brian er begyndt at slingre. Det føles som om, at vi tre kunne bakke til månen. Man kan meget på en sommeraften i en Opel Kadet, fyldt med de helt rigtige mennesker.