Redebyggeri

En af mine gode kammerater mener, at jeg er ulykkelig, fordi jeg ikke har en ordentlig lejlighed. Mit svar hertil er, at jeg aldeles ikke er ulykkelig, og at det er en fornærmelse mod alle lejligheder, at kalde mine værelser for en lejlighed. For det er småt, godt og ufatteligt billigt.
Men helt ærligt? Fjern 'køkkenet' i entreen, og jeg er tilbage på Skjoldhøj Kollegiet. Nå ja, trægulvet skal også ud. Ja, okay, alting skal også gøres... ældre. Mere brugt, mere nusset... men så er den der også. Whambam. Kollegieværelse.

'Og hvad så?', reflekterer jeg, og forsøger at ignorere min utilfredshed med køkkenet. Et egentlig soveværelse i stedet for et, tja, kontor-bibliotek-stue-soveværelse, det ville selvfølgelig være rart. Men der er fanme mange ting, der ville være rare, og man kan ikke få alting uden videre. Hvad er problemet? Jeg har jo alt det, som jeg skal bruge, ikke sandt?

Og så slår det mig. Jeg er blevet for gammel til det her spejderhytte-pjat. Jeg har trukket den lang tid nok, og jeg vil ikke længere bo i et kompromis. Jeg vil have et ordentligt køkken, hvor jeg kan lave ordentligt mad. Et dedikeret soveværelse, tak, og en stue, hvor jeg kan invitere gutterne over til Halo Night og/eller fem retter. Det kan godt ske, at jeg ikke ville blive mere lykkelig, såfremt jeg fik mig en sådan lejlighed. Men jeg ville afgjort ikke blive ulykkelig.