Tordenskyer på en tirsdag

Dengang jeg var biologistuderende, kunne man være én af to slags biologer. Man kunne være den biolog, der havde et enormt hjerte, fyldt til bristepunktet med kærlighed til delfiner, babysæler og andre bedårende pattedyr. Eller man kunne være den praktiske biolog, der altid var klædt på til en fem dages felttur, skulle der lige pludselig dukke én op. Vind- og vandtæt til alle tider.

Mens jeg ikke studerede biologi i tilpas lang tid til at manifestere mig som en fuldblods, Haglöfsbeklædt, jord-under-neglene-biolog, så er jeg ikke i tvivl om, at det var der jeg ville lande. Der var for meget regnbue-enhjørninge-guldstøvs-hundehvalps-pussetnussethed over de skide delfiner. Føj!


Et par år senere sætter jeg mig op til computeren efter at have brugt halvanden gruopvækkende time på at se The Cove. Jeg logger ind takepart.com/thecove og smider 200 bops efter delfinerne. Forbandet, tænker jeg, idet jeg indser, at jeg lige er blevet til den fluffy-wuffy delfin-elsker, som jeg egentlig gik og hånede lidt i sin tid. Endnu mere forbandet er det dog, at vi til stadighed kan opføre os som om, at planeten er vores retmæssige arv, hvorfor vi må gøre med den og dens øvrige beboere, som vi vil.

Liv er genstridigt, og selvom vi som race er godt i gang med at spise, bombe og forbruge os selv ihjel, så skal livet på planeten nok bestå. Det er bare ikke sikkert, at det liv kommer til at involvere menneskeheden, og som det er nu, så er jeg ikke overbevist om, at vi har fortjent bedre.