Snuden i den rigtige retning

I morgen skal jeg hjem. Endelig, hjem til Århus. Der er næsten gået to uger, og jeg savner min guitar, min seng, mine bøger, min xbox, mit musik, mit eget tempo. For I kender det godt, alle jer, der er flyttet hjemmefra. Så snart man har vænnet sig til det, så kan man aldrig rigtig vende tilbage. Man kan tage hjem på forlænget weekend, nyde deja-vu på deja-vu indtil ængstelsen sætter ind. Den nagende fornemmelse af, at det vist snart må være nok. Man må hellere se at komme hjem.

Men så snart man er hjemme, så undres man. Hvad fanden gik det ud på? Hvad er det, der er så fantastisk ved studerekammeret, at det nødvendiggjorde så hastig en exit? Her dukker den dårlige samvittighed op. Man er 1 stks utaknemmeligt afkom, der ikke værdsætter forældrenes selskab. Den tanke hænger ved, indtil man kommer i tanke om, hvordan forældrene egentlig ikke opfører sig væsentligt anderledes over for deres forældre. Lettelse, ren og skær lettelse følger den dårlige samvittighed, for nu er det tilsyneladende bare sådan tingene er. Også selvom det er lidt modbydeligt, så er det i orden, for sådan skal det åbenbart være. Uafklaret og ikke spor klogere glemmer man alt om det indtil næste gang, det er ved at være tid til at komme ud af døren igen.

I morgen vil jeg øve mig på at være taknemmelig for, at jeg har nogen, der glæder sig til at se mig igen. For en afsked er en nødvendighed for et gensyn. Og så fremdeles.