Anakronisme: Mødet med Hr. Tudse I

I aftes løb jeg ud af en sti, og jeg fandt en tudse. Jeg satte farten ned, standsede, og pustede lidt ud i luften, mens jeg kiggede bekymret på den. Den kiggede igen og foldede sig lidt sammen. "Puh hvor er du stor!" mumlede den, mens jeg bøjede mig ned, og tog fat om den med hele min højre hånd - uden at klemme for hårdt. "Jaja, men du er så blød, du vil elske at være ude i græsset." Så jeg satte den af i det korte græs. Og så løb jeg videre.

I aftes løb jeg tilbage af den samme sti, og jeg fandt en tudse. Jeg satte farten ned, løb forbi den, stoppede op, vendte om, løb tilbage til den, standsede, og pustede lidt ud i luften, mens jeg kiggede på den med en anklagende mine. Den kiggede igen og mumlede "Lad mig nu bare være her på de solvarme sten. Jeg bliver så doven af at få kolde tæer, at du ved det." Jeg tænkte "Jaja," og sagde "Du er stadigvæk blød, og stenene bliver kolde om lidt alligevel," hvorefter jeg samlede den op med hele min højre hånd, og satte den af i det samme korte græs. Og så løb jeg videre.

I aftes løb jeg ud af en sti, og jeg ville ønske, at jeg var en tudse.