Der var engang

Morgener er i sig selv svære at holde af. At vågne fra en herrelækker drøm på en gennemsnitlig morgen gør ikke rigtig den partikulære morgen mere elskværdig. Nu skal I høre.

Jeg er i min lejlighed, og min PA ringer, og informere mig om, at hun er på vej med kaffen. Tilsyneladende er jeg pludselig meget rig og meget britisk, hvorfor jeg naturligvis må bo i et palads af en art et eller andet sted. Hvor finder man den slags i Århus? Uden for ringvejen, nødvendigvis. Så vi cykler ud og afsted i jagten på en passende bolig. Midt i solbeskinnede blomstermarker finder vi det, og den ellers så annonyme PA forvandler sig til min udkårne, og jeg beordrer opførelsen af en næbdyrsplantage i det ene drivhus. Sandeligt, næbdyr er både en fugl, et pattedyr, et reptil og nu også en plante, hvorfor de kan dyrkes. Vi bliver lykkelige her, tænker jeg, og tager et sip af min kaffe. Mmm. Kaffe.

Og så vågner man. Næbdyrløs. Rig på opvask. Ubritisk. Man tænker 'Hvor særdeles utilfredsstillende,' og forsøger at ælte sig ind i drømmen igen. Man giver op. Forbandede talentløse tirsdag morgen.