Anakronisme: Sovepuden

Hun lader hendes hånd strejfe min, smiler med øjne og mund, og forsvinder ud i køkkenet. Det er svært kun at være i nuet i dette selskab. Vi snakker om poesi, om at se lyde og smage billeder, om at DVD optageren måske har arbejdet forgæves, og at det vist er ved at være sengetid. Om alt det, der er så uhåndterbart, at det kun kan svæve over vores hoveder til daglig. Hun er så meget til stede. Det eneste, som jeg har lyst til at bemærke. Hun får mig til at føle mig som en mand. En mand, der kan passe på, en mand, der kan forsvare. En mand, man kan stole på. Tvivl og usikkerhed er ligegyldig. Så længe hun tror på mig (og hun tror på mig, for hun ligger med en hånd på min brystkasse med søvn og sikkerhed i hele hendes ansigt), så længe er det ikke så svært, at tro på mig selv. Jeg kysser hende godnat på hendes pande, men hun er allerede væk, langt inde i et drømmeland. Perfekt. Jeg vil våge til den sidste glød er slukket. Så længe hun har brug for det, vil jeg våge.