This guy..
8 år siden
12. mar. 2010
214511032010
Torsdag d. 11. Marts vil fra nu af være en lidt trist dag, for det var den dag, min kære Farfar døde. Så jeg vil male dagen i alle de historier, han har fortalt, alle de skrøner, som han har smedet, alle de sange, han har sunget. Dermed kan vi kigge på dagen, lytte til den og alt det, som han var, og alt det, som han er. Sige tak. Smile, grine, klappe af en ufejlbarlig optimisme for hvad livet end så smed i nakken på ham. Være uendeligt begejstret for at have mødt ham, og se frem til at møde ham igen, hvis man skulle være så heldig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Min farfar er også lige død. Vi "bisatte" ham i torsdags. Og jeg tudede så snottet stod, og var samtidig så GLAD fordi han havde det dejligste liv, og det var sluttet på en god måde (altså, det føles aldrig på tide at sige farvel, men når det nu skal være - og det skal det jo). Tænker at farfædre (?) gør så stort indtryk fordi de er så inspirerende. Og jeg er så glad for at være der/her til at bære fanen videre. Skål for farfar.
SvarSletDet er så vemodigt når nogen dør.
SvarSletJeg kondolerer....
Bjørk: Du har min fulde sympati, og hvor er jeg dog enig. Det er også derfor, at jeg godt kan smile lidt, selvom det hele er trist. Indimellem sorgen, så er der plads til at huske, at han givetvis har været lige så glad, for at møde os, som vi har, for at have mødt ham. I min verden er det herre meget et taknemmeligt smil værd, sådan at tænke tilbage på ALT vedrørende en dejlig person, død eller levende. Bare... helst levende, tak. Tak for dine tanker og billeder, Bjørk.
SvarSletAnnette: Mange tak. Selvom det måske er det bedste for alle parter involveret, så ja, så er det bare aldrig sjovt.
Alligevel sidder jeg og føler mig lidt heldig, sådan at have tre bedsteforældre tilbage. Det er alletiders dåbsgave, sådan at have mennesker i ens nærhed, der har overstået teenageårene, overlevet krigen, har lært af egne børn, alt det der jazz. Hvem andre er bedre til at vise en vej igennem det hele?