Forventelige fornemmelser omkring at være et nyt og gammelt menneske

Nogle gange ryger de i svinget, vennerne. Ham gutten, som man spillede i ens første og (måske) sidste band med. Hende pigen, der lod én tegne en stjernehimmel på hendes mave.
De er ikke væk. Jeg ved bare ikke, hvor de er, og det ærger mig. Specielt når jeg sidder og er præ-fødselsdags sentimental og ude af stand til at forstå, hvad fanden der blev af dét år. What the fuck?

Andre gange bliver de hos én, og man hos dem. Man mødes efter et år, ude af stand til at forstå og indrømme, at der virkelig er gået et helt år. Det føles som i går. Ingenting er forandret. Vi bekender os, indrømmer og afdækker, hvad vi har brug for forståelse for, brug for hjælp til. Vi deler vores glæder og vores jubel, vi deler vores dans. Ikke alt det der udenoms pis.

Mit fortsæt for mit næste år som menneske er at ringe mere pludseligt til folk, og spørge, om de kan huske dengang en navle blev til en måne. Dengang vi spillede Cream ude i barakken. At ringe, og invitere.