Dublinaise

I morgen kunne jeg godt tænke mig at være i Dublin. Spise morgenmad hos den gamle mand, der har indrettet hans dagligstue til et meget privat, meget gult og meget besynderligt spisested. Han smiler og mumler ud af gebisset. Drikke den bitre earl grey the, som man kun langsomt lærer at værdsætte. Ønske ham guds velsignelse, og efterlade lidt drikkepenge i underkoppen. Møde byens summen, der aldrig rigtig stiger eller falder i intensitet. Mærke pulsen stige idet man vover at krydse en vej uden at være i nærheden af en fodgængerovergang. Som om det ville gøre en forskel. De kører som sindssyge i Dublin. Men i dag er det søndag, og byen har hverken energi, lyst eller interesse i at summe mere end højst nødvendigt. Bare lige, så man fornemmer, at det er en by. På en bænk i den der park, der ligger lige rundt om hjørnet for Trinity College, kan man suge den smule sol til sig, der finder vej igennem skyerne, og fornemme en svag duft af fortidens litterære spøgelser blandet med skydende anemoner.