Afslutning

Når folk dør omkring én, så bliver man lidt magnet-like. Eh. Samtidig med at alle ens nære og kære pludselig mestendels består af et magnetisk materiale. Man forkaster konventionen, at man giver slip som afslutningen på en krammer, et klem eller et decideret knus (der er forskel, sandeligt).
Hvad der før i tiden var en selvfølge, at man så dem igen i levende live, er nu en gave hver enkelt gang det sker. Familiemedlemmere med barkede næver og vejrbidte træk forvandles til rystende skuldre med øjne lavet af glas og stjernehimmel. Små kvinder med omsorg, kagefade og livshistorier har ikke så travlt med at komme hen til det næste bord. De bliver siddende, og de fortæller.

At miste et menneske er en opfordring til at glædes. Til at holde. Til at lytte. Det er den sidste gave, den døde kan give. Det er den største gave nogen kan modtage.