'Hvorfor' undrer jeg mig, mens jeg bider tænderne sammen. 'Hvorfor lige mig? Har jeg gjort mig fortjent til dette på en eller anden måde? Er jeg et dårligt menneske?'. Jeg er endnu engang taget i biografen, og jeg er endnu engang usikker på hvorfor jeg overhovedet betaler for dette, den ene gang efter den anden. Filmen er god, filmen er virkelig fucking god. Men selskabet. Det forbandede selskab.
I dag sidder jeg foran fire velvoksne New Zealændere, der finder det umådeligt underholdende, at kommentere enhver besynderlig dialekt og accent, der klinger ud af højtalerne. Så de gentager, hvad de lige har hørt, og fniser efterfølgende. Det er den slags, der kan underholde en umælende nyfødt. 45 gentagelser senere vender jeg mig om, og beder dem om at holde kæft, hvilket kun er delvist succesfuldt.
Men er jeg uretfærdig? Er det en del af det sociale aspekt i at gå i biografen, at man skal møde mennesker på denne måde? Øves i at tåle manglende respekt for narrationen, såfremt narrationen er respekten værd, og så tage det som et gode også?
Måske jeg burde være ligeglad. Måske jeg ikke egner mig til at gå i biografen på trods af, at jeg elsker film. Måske jeg bare er et dårligt menneske.
This guy..
8 år siden
Af samme grund, venter jeg mange gange med at se en ny film til den kommer på DVD, selvom jeg unægteligt går glip af både det store billede og den store lyd.....
SvarSletÆrgeligt at folk generelt ikke udviser større hensyn.
Nogle gange er jeg ikke sikker på, at det store billede og den store lyd er billetprisen og selskabet værd :) Jeg bliver så jyde-nærrig og jyde-besværlig, og jeg kan ikke lide det.
SvarSletHvad så du egentlig?
SvarSletOg hvorfra vidste du at de var kiwiere?
Jeg så Invictus. Lidt lyserød nu og da, men totalt langt ude godt håndværk. Lækkert skuespil.
SvarSletOg angående kiwierne: http://www.youtube.com/watch?v=cr1TUE1doJ8
Easy!