Fra en altan på Fuglebakkevej

Jeg har altid elsket Goldfrapp sådan lidt på afstand. Gruppen har været den fascinerende pige på læsesalen, som man håbede, at man ville rende ind i engang, hvor man ikke havde så fucking travlt. Eventuelt på vej ind eller ud af døren til læsesalen. Måske den eneste plads i hele cafeteriet, der var ledig, var ved siden af hende. Eh.

Men jeg stalker Goldfrapp non-stop på Grooveshark. Det hele lyder næsten hele tiden sært bekendt, så jeg begynder at tro, at nogen (men hvem?!) har spillet det for mig engang. Muligvis over et glas rødvin på en altan med udsigt over byen, for det er lidt den slags musik. Det er sådan noget, som nogen spiller til en privat ting, og så sidder man og synes, at det er fedt, spørger interesseret ind til musikken, og glemmer alt om det førend man vågner næste morgen. Med hovedpine.