Godt nytår!

Nytårsaften. Lige om lidt. Jeg har knoklet i de sidste mange dage, synes jeg, for at nå det hele. I dag har jeg så haft travlt med at hvile, sove, besøge min dejlige tvillingesøster og derefter Vinpusher-Lars. Nu har jeg 1½ time til at iklæde mig et jakkesæt , pakke en gave eller to ind, skrive lidt i en bog. Hvilket jeg nok skal nå. I dag går den ikke at være sent på den. Ingen fashionably lateness. Jeg er ventet og fuld af tusindvis af små forventninger. Det bliver en dejlig aften. Må I have en tilsvarende sikker aften i selskab med jeres kære. Pas på jer selv og jeres familier, og må alt være vel, når vi ligger os til at sove ind i et nyt år.

Stedfortræderi

I modsætning til cirka alle mine venner på Facebook, så nægter jeg at skrive en statusopdatering om, at jeg nu har set Avatar. Så jeg skriver et blogindlæg i stedet, og er dermed kun en hykler af en eller anden ubetydelig og mindre rang.

Ud over at nære et brændende ønske om at være høj (højere end jeg er i forvejen), langlemmet (igen, mere end jeg er allerede), blå (nej, er ikke blå på nogen måde for tiden) og iført et lændeklæde(...), så er jeg efterladt med en vis ro. Der er mange tanker og ideer, der helt sikkert vil være selvfølgelige for biologer, nyhedninge og miljøaktivister, i filmen. Når man nu ved, at filmen vil blive set af mange individer, så kan ens indre såvel som ydre hippie meget belejligt håbe, at disse tanker og ideer vil rodfæste sig, vokse op og udsende sporer i alle retninger. Kender jeg mine sporer og ideer ret, så er de allerede i gang.

Fordi!

Efter min chef's chef udtalte, at han kunne snakke alle til at gøre alting for ham, er jeg begyndt kategorisk at sige nej, når han beder mig om et eller andet. Hvorefter jeg griner for mig selv, fordi det er overlagt kontrært, og derfor fjollet. Han synes vist ikke, at det er helt så underholdende, som jeg gør. Men altså, det er da hovmod at påstå den slags. "Se mig, jeg har så vindende en personlighed og så rund og blød en mave, at jeg umuligt kan være andet end harmløs. Gør iøvrigt lige dette og hint". Niksen biksen, mester. Som om det ikke er let nok, at være på tværs sådan generelt, så er der en endnu større fornøjelse ved at være kontrær med vilje. Kan anbefales i det små. Prøv det!

Lykkelig uvidenhed

Så. Sidste egentlige julefrokost var i dag. Nu kan man begynde at spise lidt varieret igen. Hvis jeg overhovedet havde et behov for svin i første omgang, så er det stillet nu. Nu og et års tid frem. Måske er det på grund af alt griseriet, at jeg sidder med den her helt enorme skyldfølelse. Et eller andet har jeg gjort eller ikke gjort, som jeg burde. Jeg har glemt noget eller nogen. Der er begået en forbrydelse mod sociale konventioner, og jeg er gerningsmanden. Det nager og gnaver, og jeg kan overhovedet ikke huske, hvad fanden det er.

Så dette må være én af mange bodsgerninger. Jeg vil gerne undskylde over for alle, som jeg måtte have gjort uret. Du har, givetvis, ikke fortjent det. Lige pludselig kommer jeg i tanke om det, og så kommer jeg rendende med favnen fuld af undskyldninger. Og chokolade. Hvem kan ikke lide chokolade?

Slægten

Pakkeleg. Gaver i flere lag hele vejen ned af langbordet. Flere gaver end vi havde under træet. Oldeforældre, der stjæler pakker fra grædende oldebørn. Voksne mænd, der smider terning og bæger gennem lokalet, mens de forbander samtlige hellige og uhellige magter, de kender. Marcipanjuletræer, dekoreret med marcipanmus, der spiser marcipanost i et puddersukkerlandskab. Lysende måske-dildoer i vindueskarmen. Cirkeline-erstatnings-hunden, der er meget krøllet, meget salig og meget begejstret for at slikke på ens fødder. Det er jul på en lidt anden måde hos familien Sørensen, og jeg synes, at det er pisse hyggeligt.

Huset, hvor det hele foregår, har altid været mit private Amerika. Mulighedernes hus. Her kan vi skændes uden at gå og spare op til det i flere år på forhånd. Her gør vi det behageligt for alle, hvem man end så er. Ikke så meget hysteri omkring at holde på former. Bare glæde og begejstring. Nogle vil kalde det simpelt, andre vil bruge ordet 'grotesk'. Jeg vil kalde det anderledes, og hylde det og alle dets facetter. Fejl og mangleder inklusiv.

Så hellere lidt funk, tak.

Julepunk. Når man kommer fra Viborg, så tager man til julepunk på Paletten d. 26 december. 'Man' inkluderer her den mere alternative crowd, måske mest de folk, der før eller siden har frekventeret Amtsgymnasiet. Derfor må og skal jeg til julepunk, også selvom jeg egentlig ikke har specielt meget lyst. På trods af tre år på Amtsgymnasiet. 'Bare rolig,' siger Marie, 'det kommer i morgen! Du skal bare lige lytte til Röd med Kent, Bon Iver's nyeste og The Balcony af The Rumour Said Fire, så er den hjemme!'. Men det er jo ikke punk, tænker jeg, og tilføjer de dikterede sange til min playliste på Grooveshark. Jeg kan egentlig godt lide rigtig mange musik genrer. Alt andet end metal og fusions jazz, plejer jeg at påstå. Men jeg bliver lidt venstreorienteret og lidt gammeldags, når jeg ikke har tilpas meget indsigt i eller sympati for kulturens diskurs, til at kunne værdsætte dens specifikke æstetik. Hm. Venstreorienteret, gammeldags og forstokket. Måske det lige præcis er julepunk, der skal til. Spøgelser kan garanteret ikke lide julepunk.

Venstrehånds skrivning

Så træt. Så mæt. Ligger i min seng, skriver med én hånd. Venstre hånd, bare lige for at gøre det hele lettere og hurtigere for mig selv. Dejlig dag! Dejlig aften. Juletræsdansen var ikke totalt horribel, og jeg fik den her grydeske, der bare er perfekt til risotto og alt muligt andet, hvor ting ikke må brænde bare lidt på. Awesomepants! Jeg betragter mig selv, som værende et ganske tilfreds og beriget menneske, når den helt rigtige grydeske er årets julegave.

Mine kære læsere, må I have en rigtig dejlig jul. Pas på jer selv, jeres familier og jeres maver. Jeg har ikke nogen gave til jer, også selvom jeg har fået så rigeligt af jer. Tak for velment kritik, konstruktiv feedback og stille begejstring. Det er tre ting, som jeg aldrig kan få nok af.

'Tis the season

Rå mængder af Fars hjemmebryggede gløgg er den helt rette ting, når man er ved at have fået for meget af familien. Familie-fnidder kalder jeg det. Man kommer på langt visit i forbindelse med den ene eller anden højtid, og så skal man rigtig hygge, for det bliver næsten som dengang man boede hjemme, og hvor var det hyggeligt dengang. Men der er gået seks år siden man boede hjemme, ens værelse er reduceret til et syværelse/motionslokalet, og hyggen forsvinder meget pludseligt i det sorte hul der opstår efter eksplosionen, der er resultatet af konfrontationen af nye og gamle vaner, nye og gamle intentioner.

Det hjælper selvfølgelig lidt på alting, at Storebror har slæbt et lærrede og projekter med hjem, så vi kan spille Xbox 360 i syrummet/motionslokalet. Storebror er viis for hans alder, for han er forberedt på familie-fnidder. Jeg må studere ham, lære af ham, helst inden jeg dør af gløgg-forgiftning. Tak.

Juleaften nr. to

Der er to juleaftener her i huset. Den ene er selvfølgelig den 24ende. Den anden er når Far kommer hjem fra sidste arbejdsdag før juleferien med firmagaver. Og det gjorde han så i dag.
Første pakke var en pose fra La Glace, fyldt med en masse små pakker og kasser. Vi fik ikke åbnet for det hele, men vi fandt chokolader, småkager, kaffe, the, en skærekage og en roulade (hvilket var meget underligt, synes vi, men det må være lidt interessant, nu når det er fra La Glace). Jeg rækker hånden ud, for at tage en smagsprøve, men Mor dasker den væk med et svirp i håndledet, der ville gøre enhver skolelærerinde i 1920'erne misundelig. Mor er stor fan af at dosere, hvad der er godt, hvilket er et standpunkt, som jeg for det meste er parat til at udfordre. Specielt når det gælder chokolade. Herregud, tænker jeg, det er jo bare chokolade. Til for at blive spist, ikke?

Anden pakke indeholdte seks flasker vin, der næsten alle sammen var ældre, end jeg er. Eller, nej, det er løgn, de var fra 2001 eller deromkring, men de kunne lige så godt være fra umiddelbart før Napoleonskrigene startede. Far rutter måske med mange ting, men ikke gave vinen. Jeg vinker farvel til vinen fra døren til viktualierummet (bedre kendt som vinkælderen) efter at han har katalogiseret, markeret og arkiveret den. Farvel vin, vi ses engang når jeg (forhåbentlig) arver dig. Mens Mor trods alt deler ud, så gemmer Far bare på tingene i rigtig lang tid. Herregud, tænker jeg, det er jo bare vin. Til for at blive drukket, ikke?

Tredje pakke bestod i en trolley-taske. Herregud, tænker jeg, den må han sku sende retur.

Meningsfattig figur

Jeg er hos min forældre, igen, og jeg har lyst til at skrive om alt det, der er foregået i dette hus siden vi byggede det. Så jeg kunne skrive om en hel masse, der før eller siden ville ende i klicheer og banaliteter. Det første kys. Den første orgasme. Det første spark i skridtet. Den slags. Men jeg er flyttet fra stedet. Man er blevet undervist og skolet, og man har udviklet en fornemmesle for tal. Tallet ét, og dermed første gang noget sker, er lige så unikt som tallet to, og dermed anden gang noget sker - igen. Hvis jeg så bare kunne huske mit andet kys, min anden orgasme, anden gang jeg blev sparket i klokkeværket, så ville jeg skrive om det.

Hvad jeg kan huske er, at jeg er fem tekster bagud. Jeg lover, at indhente dem inden året er omme. Måske man skulle skrive juleeventyret færdig? Altså, begynde på ét i hvert fald. Har den her idé om en haj, der også skal mærke, at det er jul...

En haj efter rytmer

Jeg kan ærligt talt ikke huske hvor jeg først hørte om siden, men jeg synes, at den er værd at sende videre. Betragt det som en lille gave. Til jer fra mig.

Grooveshark.com


Hvis man, som jeg, godt kan lide at gå på jagt efter ny musik i cyberspace, så er Grooveshark den helt rigtige side for dig. Det er stort set en Zune-iTunes-WMP-Songbird i browser-forklædning. Tusindvis af brugere stiller deres musik til rådighed, hvorefter du kan streame det lige så tosset, du vil. Du kan lave playlister, oprette favoritter, gå på opdagelse i folks hitlister. Fordi du aldrig kommer i besiddelse af selve musikfilen, så er det vist endda lovligt. Så længe du har internet i nærheden, så har du - hermed - altid det musik, som du gerne vil høre hos dig. Hvilket jeg godt kan være begejstret for. Jatak.

Tanker før et bad

Min lejlighed sejler. Tøj, tandpasta tuber, avisudklip og løse papirark. Det eneste, der er, hvor det skal være, er støvet i hjørnerne. Jeg kan egentlig ikke huske, at det at pakke til juleferie nogensinde har været så rodet. Så rodløst. Hvor er tiden, der tager os, blev der spurgt. Spørgsmålet er omsonst, så det må svaret også være. Den er lige her, hvor vi kan se alle de ting, som vi ikke fik brugt den til. Den er hos vores nære og kære, som aldrig befinder sig ét sted alene i modsætning til én selv. Vi er tiden, der tager os selv. I dag føler jeg mig lettere salig over, at jeg har venner, der gider tage tiden med mig. Også selvom jeg efter at have været på arbejde siden 05:30 måske ikke føler sig mig frisk på at tage eller blive taget (på). Hah. Men netop derfor skal man kaste sig ud i det. Det bliver en fed aften.

Kedsomheden der imploderede

Der er ikke tid til at kede sig længere, synes jeg, mens jeg cykler hjem. Nemlig, cykler. For selvom sneen står højt, vejene er regulære skøjtebaner (i modsætning til den... knapt så regulære skøjtebane foran Musikhuset), men jeg er ligeglad, for jeg må og skal hente 5 minutter, på at cykle, hvor der cykles kan. Gearet er frosset fast i første, så jeg hjuler rundt i pedalerne, og kommer ikke særlig langt. Men jeg må hjem hurtigst muligt, for der er ting, som jeg skal nå.

Jeg har ét julekort, som jeg skal skrive, helst flere, hvis jeg kan nå det. Men jeg har modtaget et kort, der fortjener et svar. Det vil være det første år hvor jeg egenhændigt foretager jule korrespondance, og jeg håber bare, at jeg kan gøre det meningsfuldt. Man kan til hver en tid mene en hel masse, men hvis man ikke kan få det sagt, så kan det være lige meget.

Jeg skal have pakket til juleferien, der lige pludselig ånder os alle sammen i nakken. Ingen er dog klar over det. At sidde i toget på lørdag sammen med Søs, begge med tømmermænd og cola-trang, med alting i bagagen, forberedt på julelandskab i hjembyen - dét bliver dejligt. Har skaffet forskellige film hjem, som vi kan nå at se noget af under turen. Eller måske bare, når vi når frem.

Jeg skal gøre lejligheden ren, så den er udholdelig at komme hjem til. Nødvendigvis må jeg rejse tilbage med tasker, poser og skibscontainere på ryggen, indeholdende julens udbytte. Det vil sige overskud fra mors køkken mest af alt. Der er ikke noget værre, end at træde ind af døren til en opvask. Eller støv i hjørnerne. Grr!

Jeg savner at kede mig lidt nu og da, sukker jeg, og lukker døren efter mig. Men hvem har tid til den slags i disse dage? Fred og ro, the, et par sider i en god bog, derefter en lur, derefter endnu et par sider? Uhørt. Men jeg er ikke utilfreds med hvad man er givet i bytte.

Men så kom bilerne

På trods af min generelle sne entusiasme, så var jeg ikke helt i humøret til det kl. 05:17 i morges. Min cykel stod udenfor natten over, eftersom jeg var forhåndsdoven, og ikke havde gidet at slæbe den ned i kælderen. Skulle alligevel bruge den om morgenen. Så den er dækket i et fint lag sne. Gearskifte-mekanismen er frosset til, så den står på tre dejlige kilometer ud til arbejdspladsen i første gear. Ævert! Men så kører man de første forsigtige meter, og første gear er ikke længere en dum idé. Ingen har ryddet sne på dette tidspunkt. Alt er stille. Jeg føler mig tryk, for det vil være blødt lige meget hvor jeg lander. Tryk og alene om at nyde skønheden. Kulden bider i al blotlagt hud, og luften synes mere klar, end den måske egentlig er. Enkelte lyskæde fantaster har ladet lyset brænde natten over, hvorfor ellers nøgne hække og træer nu huser små kolonier af forfrosne ildfluer. Der bor i igloer.

Selvom jeg ikke har sovet helt nok, det er meget koldt og det går op ad bakke, så smiler jeg. Senere vil alt det her være væk. Måske tøet. Måske bare skovlet ud på vejen, hvor bilerne kan svine det til i pendleriets hellige navn.

Forbandede hjul - redux

Han peger med en blyant, og hvisker 'Dér', idet vi finder hullet. Han rynker panden, og forsøger at se gennem brillerne i det dårligt oplyste kælderrum. Beder mig række ham værktøj, forklarer i detaljer, hvad han gør og hvorfor, så jeg forhåbentlig kan gøre det egenhændigt næste gang. Tører olie og skidt af i kedeldragtens bukser. Møffer lidt idet jeg undskylder cykelpumpens kvalitet med dens alder. 'Bare fordi, at den er gammel, kan den vel være god nok?'. Jeg griner, og Far skifter det lettere fornærmede udtryk ud med et smil. Han ved godt, hvad jeg mener. Der er forskel på cykelpumper og fædre. Men denne cykelpumpe er nu lidt speciel.

Så længe jeg kan huske, har vi altid haft den. Den er med stor sandsynlighed betydelig ældre, end jeg er. Dens greb er lavet af træ, og den sorte maling er skallet af hist og her. Fatningen dur egentlig ikke så godt til moderne ventiler, men med en ekstra indsats, så går det. Det er verdens bedste cykelpumpe, og jeg har fået den af Far. Der måske har fået den af Farfar.

Forbandede hjul

Jeg havde egentlig tænkt mig at arbejde på at udgive første del af et lille juleeventyr i dag. Men sådan skulle det ikke være, for jeg blev kaldt på arbejde, og så røg al energien og overskudet ind i opgaver og to-do's. Men hvad. Chefen var en lille energibombe, lavet af hurra, og han synes, at det var skønt, at jeg gad at komme. Det være sagt, så handler dagens tekst om et nederlag. Åh jo.

1 stk slangeskift koster lige pludseligt 125,- hos den lokale cykelsmed. Før i tiden var det 45,- for en lapning, men det er nye og grumme tider, så nu kan man vælge mellem at få skiftet en slange eller ingenting overhovedet. Mellemløsningen findes ikke. Så jeg smækker med døren, og går hen til en anden lokal cykelsmed. Planen er at købe et lappe-sæt, og så være lidt handy-agtig. Det kan ikke være så svært. Cykelmanden snakkede lidt om, at man skal have det her specielle værktøj, men det er tydeligvis bare et forsøg på mersalg. For at demonstrere, at han er gennemskuet betaler jeg for lappe-sættet alene, og smækker med døren. Og så hjem og lege cykel-doktor.

Et halvt opbrugt lappe-sæt og 1½ time senere giver jeg op. Hvis jeg havde det rette værktøj, havde jeg taget hele hjulet af. Hvis jeg havde vidst at cykelslange-limen ville gøre mig svimmel, så havde jeg ikke forsøgt at læse den lille tekst på tuben, hvor der står hvor lang tid der skal gå, førend limen er tør. Hvis jeg havde vidst, at special værktøjet var helt og aldeles uundværligt i processen, så havde jeg måske ikke smækket så meget med døren.

Julspind

Sammen med den insisterende kulde, der tørrer læber ud og fryser ørerne af, kom julestemningen til Århus. Jeg kan virkelig ikke komme i tanke om nogen anden årsag til mit milde anfald af julebegejstring, end at det er blevet væsentligt koldere, og at der er is i indkørslen. Så meget is, at jeg lavede hjulspind på min cykel, hvilket gav mig den her tegneserieagtige illusion om, at jeg lige pludselig var meget energisk, og meget motiveret for at komme på arbejde så hurtigt som muligt. Men nej. Det er bare blevet jul, sådan rigtig jul - fordi det er pisse koldt.

Mine fingerhandsker skal skiftes ud med egentlige handsker. Huen, som mormor strikkede til mig for fire år siden, skal tages i brug. Og vinterjakken. Vinterjakken skal på. Var alligevel ved at se lidt oppustet ud, som omtalt i en tidligere tekst. Oppustet, men smart!

Det er li'som menstruation, bortset fra, at det ikke er det

Eftersom søndag byder på arbejde, troede man, at man ville være tilfreds med at lave ingenting lørdag aften. Alligevel sidder man nu her i ens seng, nyvasket og varm, og har lidt... lidt kriller i kroppen. Man burde lave et eller andet, ikke?

Normalt ville jeg spille på min Xbox, men den er her ikke. Forældrene tog den med hjem for mig, så den kunne være parat til juleferien, hvor storebror og jeg skal game lidt.

Normalt ville jeg spille guitar, men det gør en anelse ondt. Har tilsyneladende fået arbejde i 'Kitchen of a Thousand Cuts'. Jeg kan godt lide at forestille mig, at stedet hed det, specielt hvis det var en restaurant i Japan. For hver gang jeg kommer hjem og går i bad, gnubber mig ind i sæbe, så finder jeg cirka 325 steder, hvor jeg åbenbart har snittet, skåret eller hakket i mig selv. Havde bare lidt for travlt til at bemærke smerten. Eller blodet, for den sags skyld.

Så det er ikke en normal lørdag. Fuldmånetid, måske?

Work work

Lad os sige, at jeg havde lidt travlt i går. På arbejde fra 9:30 til 21:15, og så ned og spise aftensmad hos Morten. Tålmodige Morten, der ventede på min konstant forsinkede ankomst.
Lækker mad, dejlig vin og PS3 nørderi viste sig at være den helt perfekte måde, at bruge fredag aften på, når man nu er lidt træt. Lidt overtræt, måske. Sådan, lidt overtræt, på den måde, at man bliver ham her idioten, der konstant får sig selv og andre slået ihjel i det her co-op spil, som vi kollektivt har ventet på at få spillet i et par måneder eller tre. Ah well. I aften bliver mindre interessant, forhåbentlig. Alting skulle gerne gå bedre på jobbet i hvert fald, og jeg har ingen planer efterfølgende. Ud over at gå tidligt i seng, så jeg kan stå enormt tidligt op søndag, og lave kanapeer til det her selskab, der åbenbart skal leve af dem hele søndagen.

Som man nu gør

Enten første eller anden juledag bliver det for meget for nationens yngre generationer. De får kollektivt julefnidder, og der er kun én kur. Drik hjernen ud på den lokale Danse Daisy, vælt ind i alt og alle på dansegulvet og knæk dig i en bås på toilettet i kælderen. Sådan, du er kureret, parat til en endeløs række julefrokoster, hvor du får lov til at spise den samme mad, drikke den samme snaps, og snakke om præcis det samme, som året før. Og året før det.

At Marie ringer og annoncerer, at vi skal mødes med alle de andre, at vi ikke skal på Danse Daisy men på Plastique og Safran, at hun skal rende rundt og nive mig i røven og kalde mig Snuske, Sveske og Pullermand hele aftenen, det lover som sådan kun godt for min indre traditions-kritiker. Men hey. Det er Marie, for helvede, Marie fra folkeskolen. Som jeg gik til guitar og badminton med. Min biblioteks-buddy. Min flider-frænde. Medstræberinden. Det skal sku nok blive godt. Det bliver bedst at se hende igen, for der er næsten gået et år, men det skal nok også blive helt fornuftigt, alt det andet.

At vende det andet lår til

- Er du bange?
- Æh...
- Tør du ikke danse med en ældre kvinde?
- Øh, deeet, jeg, eh, jeg er ikke, sådan, jeg danser bare ikke generelt.
- Så må jeg jo lære dig det!

Det er lørdag aften, og jeg står på Sidebar. Nærmere bestemt i den øverste bar. Der er Swing Ting, og stedet er pakket med glade mennesker, der snakker, griner, danser, hælder drinks ud over hinanden. Alle hygger sig, alle har sig en fest. Til højre for mig står der en lille dame, midt i trediverne vil jeg tro, og gnubber sig op ad mit lår. Til venstre står Emil og snakker med Sophie, der står og morer sig over, at mit højre lår får så meget opmærksomhed, som det nu engang gør. Ude af stand til at finde på den høflige måde, at få den lille dame til at indstille lår-gnubberiet på, tager jeg et sip af min vodka martini, og indstiller mig på at vente, til hun bliver træt af det. Kan ikke blive ved med at være sjovt. Kan det?

Skriveøvelse I

"Få noget søvn, siger de. Bliv rask og kom og besøg os. Der er gået så lang tid, får han at vide. Så lang tid. Siden hvad? Er det noget vigtigt, vi ikke kan leve foruden? Han vender blikket ned i sit skød, hvor en hånd knuger en filt-pen, en anden støtter en notesbog. "Hvis man ikke har mistet, undværet, så kan man ikke værdsætte, hvad man har". Han skriver ordene, den samme mening, om og om igen, ændrer konstruktionen, ændrer et ord hist og her. Han kan ikke ignorere følelsen af, at det er det vigtigste og det mest banale, han nogen sinde vil skrive. Hvor uheldigt. Han er en blomst, der er al hans begrænsede ynde og kulør bevidst, idet han blomstrer. Han ved, at også han vil visne. Han bliver fortalt, at han stadigvæk folder sig ud, forandrer og begejstrer, fortryller nu og da. Men han er ikke narret. Vi er alle muld, og vi kan kun håbe, at blomster og ikke ukrudt vil tage næring fra os. Med det håb sidder han der, en klump velformet muld, og får at vide, at han burde få noget søvn. Blive rask. Besøge."

Man må ikke snyde-skrabe

Det går helt og aldeles forrygende med min skrabejulekalender. I kan lige så godt give op, alle jer med-skrabere, for der er ingen tvivl. Jeg vinder en million, og jeg har store planer, for hvad den skal bruges til. Emil kiggede forbi til lidt aftensmad i fredags, og så satte vi en lige en kort og præcis liste sammen over de ting, som jeg så afgjort mangler i mit beskedne hjem. At udskifte det beskedne hjem med et andet er så godt nok et punkt for sig selv. Hm.

1 - En flaske vin. For at fejre millionen!
2 - Guitar komma stålstrenge. Eller bare en western guitar egentlig. For at kunne spille med lidt mere 'twang', end jeg allerede gør. Der er lidt mere... 'pling' over min nuværende guitar, hvilket er fint og godt. Nogle gange har man bare lyst til 'twang', og så er 'pling' kun en skuffelse.
3 - Lejlighed. Man får ikke meget lejlighed for en million, men man kan vel investere i et eller andet, og så lade indtjeningerne bidrage til huslejen. Må konsultere Far og-eller Storebror omkring det der økonomi-stads. Evt. Rasmus. Rasmus er awesome til den slags.
4 - Køkken-halløj til den nye lejlighed. Hurra, en ovn! En opvaskemaskine!
5 - Tamtam. For at fejre millionen i godt selskab i den nye lejlighed, hvor jeg har lavet mad i det tilhørende køkken med det nye køkken-halløj. Hertil vin.

Men hvad nu hvis man ikke vinder? Er det ikke lidt fjollet, at lave lister, og lægge planer på forhånd? At begynde at drømme på den måde? Jo, det er det faktisk. Men hvis det ikke er drømme man får, når man bliver givet en skrabejulekalender, så ved jeg ikke rigtig, hvad det er. Så jeg vil have lov til at drømme om 'twang' og køkken-halløj, mens jeg sidder og tæller juletræer. Der kommer garanteret til at mangle et. Der mangler ALTID et. Selv drømme kan være en tradition, åbenbart.

Ingen forventer den reciprokke adventsgave!

Mor og Far har afsløret, at de vil aflevere en adventsgave på, øh, torsdag? Eller var det fredag? Hm, der omkring. Cirka. De er under alle omstændigheder i byen i en eller anden anledning. Nå, jeg bad dem tage min reservenøgle med, så de selv kunne låse op, tage en kop kaffe eller lignende. Og selvfølgelig placere adventsgaven inden døre. Den passede tilsyneladende ikke ind i brevsprækken, kunne de afsløre. Så kunne de tage de allerede indkøbte og indpakkede julegaver med, så jeg ikke skal slæbe på syv tasker, når jeg skal hjem til jul. Alt dette er aftalt og forventeligt.

Hvad der ikke er aftalt er en reciprok adventsgave! Aha! Mor elsker overraskelser, hvorfor det altid er en fryd at overraske hende. Endvidere har Mors gode humør en unægtelig indflydelse på Fars generelle tilstand, hvorfor alle vinder. Perfekt!

Hvad nu hvis...

... Line var blevet helt vild tyk siden sidst, tænker jeg, og begynder at grine fjoget for mig selv. Jeg står og venter på hende, rettidig som jeg forsøger at være, på trappen foran banegården. Det er en fjollet tanke. Jeg ved, at det er umuligt. Lillebitte tynde Line, der er vegetar, kan umuligt være blevet helt vild tyk siden sidst. Men tanken, netop tanken om at hun kommer trillende med runde albuer og bløde, bløde kinder, er enormt underholdende. Fordi Line altid vil være lille og tynd, når hun på 50 meters afstand (hvilket er en betragtelig afstand foran en befærdet banegård) stikker et par handsker i vejret, og vifter begejstret efter min opmærksomhed. Umuligheden af eksistensen af en fed Line er i skærende kontrast med hvor lille og tynd hun til stadighed er, og jeg griner lidt bredere, end jeg plejer, idet hun giver mig et kram. Hendes fødder letter næsten fra jorden, idet hun hænger fra min hals. Stolt, som sædvanlig, over at være den mand, hun giver hendes fulde opmærksomhed i øjeblikket, fører jeg os ned af gågaden og ind i mængden. Vi er kun lige startet, og det er, sandeligt, en god dag allerede.

Traditionen tro

I morgen bliver en dejlig dag. Fra kl. 11 af skal der købes julegaver sammen med Line, ganske som der er tradition for siden 2005. Traditionen omkring denne mission går mestendels ud på at spendere mere tid på en café end ude i butikkerne. Line skal købe til 43 familiemedlemmere, mens jeg i samråd med de kære søskende har organiseret og planlagt mig til kun at skulle købe et par stykker. Så jeg kommer til at gå ved siden af Line, tynget ned af velvilje og eksemplarisk gentleman opførsel (dvs. alle hendes poser). Hvad man må forstå her er, at Line, når hun smyger sig igennem mængden, bøjer hovedet og fører en opmærksom samtale, forstår det her med at være to om en simpel ting. Hun er helt okay med at sidde på gulvet og drikke rødvin, og lytte til det her album fra '97, som vi begge to elsker. At hun lige må sidde stille i sollyset, for min ene potteplante kaster en skygge, der tegner blade og grene op ad hendes hals, og jeg må og skal tage et billede, lige nu. I morgen bliver, på trods af manglende solskin, en dejlig dag.

Ærlighed frem for alt

Hvad fanden bilder jeg mig ind, tænker jeg, og spørger den blonde Expert medarbejder om hjælp. Jeg har lige taget mig selv i at overveje, hvorvidt det er en god idé, at spørge netop hende, om hun ved noget om de her LED fjernsyn, som de har til at hænge. Hvorfor skulle hun ikke vide noget, om de her LED fjernsyn, som de har til at hænge? Fordi hun er blond? Fordi hun har bryster? Fordi hun er attraktiv? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg er tydeligvis fordomsfuld omkring blonde, bebrystede og attraktive Expert medarbejdinder. Så jeg føler mig enorm nedrig, sexistisk og fladpandet, mens hun venligt og yderst kompetent besvarer samtlige mine spørgsmål om fjernsynet. Efterfølgende føler jeg mig lidt bedre tilpas, idet jeg demonstrerede en korrekt mængde skam, over at være helt ukorrekt fordomsfuld. Dagens lektion hermed overstået.

Historien om Den Sorte Hånd og Hvordan Emil Tabte til et Uheld

'Er du klar til badminton om 36 minutter?' står der. Jeg overvejer et kort øjeblik, at ignorere beskeden, og så bare falde i søvn. Ligger alligevel her i min seng, klokken er 18:24, og jeg har lidt søvn at indhente. Søvn for et par dage helt præcist. Jeg sukker højlydt for mig selv, og ringer til Emil for at undskylde mig selv.

16 minutter senere sidder jeg i bilen med Emil på vej ned til DGI Huset for at spille badminton. Hvordan fanden gør han det, undrer jeg mig, mens jeg piller lidt ved min gamle ketcher. Emil har allerede bortforklaret hans mulige nederlag, idet han stadigvæk er øm i armen efter en influenza vaccination. Han banker mig garanteret alligevel, tænker jeg. Hm. Lidt slidt i indbindingen på grebet. Skal nok gå en enkelt kamp. Maksimum tre set. Derefter søvn.

En time og 14 minutter senere har jeg i tredje set besejret den stor-grinende Emil. Indbindingen på min ketcher havde, opdagede vi, i koordineret samarbejde med mit sved farvet min højre hånds håndflade helt og aldeles sort. Emil spotter det først, og dør efterfølgende af grin. Det er Den Sorte Hånds skyld, at han taber, mener han, for det ser simpelthen for åndssvagt ud.

10 minutter senere sidder jeg, igen, i Emils bil, denne gang på vej hjem. Og jeg er totalt frisk. Det føles helt enormt rart at gøre noget med det hele. Ikke at være bundet til et skema. At tage ud og spille badminton med selvfølgelighed på trods af søvn-deficit, planer dagen efter, og mange andre fornuftige ting at tage sig til. Emil mener, at jeg er overtræt, og at det er en helt enormt elendig idé, at drikke en øl nu her. Han er givetvis ret. Så jeg går i seng efter et forholdsvist kort bad. Den Sorte Hånd er ikke mere, men det er stadigvæk fredag. Klokken er 22 før jeg falder i søvn, og drømmer om voodoo-forbandelser, indtørrede afhuggede hænder i sylteglas, og hvordan jeg stadigvæk er awesome til badminton.

They set us up the bomb

- Hej, jeg har en gæst med til power yoga her til kl...
- P-P-Power yoga?!
- Øh, ja?
- Du sagde yoga!
- Gjorde jeg det? Hm, nå, men jeg mente altså power yoga.
- Jamen det skulle jo være helt vildt hårdt...
- Jeg sagde jo, at det var godt.
- Eeeeeehn.

To timer senere stavrer jeg på stive ben op ad ringgaden, begejstret over at have overlevet. Lettet falder jeg om i min seng, og er enormt glad for, at jeg ikke skal bekymre mig om post-graviditets strækmærker, endsige appelsinhud. Nej, jeg er glad for, at jeg er ligeglad i en sådan grad, at jeg ikke render rundt med en generisk dårlig samvittighed, over alle de ting, som jeg ikke udsætter min krop for på en daglig basis. Selvom det ville være sundt og godt og alting. Lige nu er jeg bare mørbanket oven på en alt for heftig og pludselig eksponering for yogamåtter, plingeling-musik og en salig stemme, der allervenligst beder mig om at tage fat i mine tæer. Som om jeg kan nå.

En dejligere feber

Muld har været på besøg 'i et par dage', som det hedder på couch surfer'sk (tirsdag til lørdag). Installeret på en enkeltmands luftmadras delte hun historier fra rejsen rundt om jorden, og hvad vi ellers måtte finde nærværende og interessant.

Vi snakkede til langt ude på natten, drak til langt ude på natten, læste, spillede, og så film til langt ud på natten. Hun tog ud på den sidste del, af hendes planet-rundfart, da hun hoppede på 118'eren til Randers. Hvor antiklimatisk må det ikke være, når man nu lige har set alt det andet?
Det lykkes hende faktisk at vække rejselysten i mig, hvilket er lidt af en præstation. At tage et semester eller to i, øh, tja, lidt over det hele, dét kunne godt være lidt interessant lige pludseligt.

Arbejd, arbejd

Langt om længe er det sket, studiejobbet er i hus. Godt ske det ikke er studierelevant, men til gengæld får jeg lov til at rende rundt i et køkken og lave mad. Eller forarbejdet til mad nok nærmere. Jeg forestiller mig, at jeg kommer til at finsnitte en hel del løg, for hvad fanden skal man ellers bruge mig til?

Den nye chef ringede midt i en konfektlavningskonkurrence, hvor jeg var travlt optaget af at forsøge at lave en art trøffel. Det gik ikke så godt, men den nye chef hedder Anders, og han kunne sku' egentlig godt forstå, at jeg selv synes, at jeg var Supermand i et køkken, nu når jeg sådan (med lidt assistance) havde smækket en hollandaise sammen. Jeg er lidt forhånds-fan af Anders, for han lyder egentlig som en meget stille og rolig fyr.

I det mindste så jeg det komme

Denne dags indlæg udskydes hermed officielt til i morgen, for jeg har forrygende travlt. Så det vil jeg selvfølgelig skrive om til sin tid. Stikord omkring travlhed involverer: interviewet, der blev til fødselsdagsthe, der blev til fredagsbar, der blev til maskebal, badminton med Emil ( Historien om Den Sorte Hånd og Hvordan Emil Tabte til et Uheld), og til afslutning ris a la katastrofe.

Jeg beklager :)

Maskerade

I dag var dagen, hvor der var (og er, et par timer endnu) maskebal i fredagsbaren på studiet. Jeg havde lånt en maske af en ven, en rigtig håndlavet maske fra Venedig. Givet, jeg kender ikke meget til masker, men den her var sku flot. Og så er der det med maskeballer. Der er et enormt potentiale i dem. Dramatisk, komisk og erotisk. Der er en maske til enhver lejlighed.

Når man så bare er den eneste, der har en maske på, så er det lidt svært at udvinde potentialet. Det var mødet med ikke-maskerne, der punkterede maskebals-ballonen. Travle studerende (?), der for helvede bare ville have deres fredags øl i fred, fyldte det meste. Så jeg var lidt en særling. En særling med en meget flot maske, der ikke engang var min egen.

Et præludium ville være at foretrække

Hvis man alligevel ikke har 'lyst' til at sove, så kan man jo se Requiem for a Dream. Efterfølgende kan man så have enormt svært ved at sove, endsige undgå en neurose over alle de ting i livet, som man egentlig ikke har styr på, alle de ting, som man er usikker på. Hvordan måske-kæresten ikke har givet klart udtryk for, hvad hun mener om os to, hvordan det er formålsløst at uddanne sig og lægge planer, når man alligevel ikke ved, hvad man skal bruge det hele til, hvordan vi er egoistiske unge mennesker, der forlader vores ophav, så det kan dø og rådne i billige lejligheder, mens vi fester og bliver høje på støvet fra de to tårne.

God film ellers!

Men ikke rigtig et klappe-kæle dyr

Det er helt i orden, at den ene underviser efter den anden bukker under for influenza, og efterfølgende aflyser undervisningen, når man egentlig ikke er i humør til at blive undervist. Så har man tid til at lave alt muligt andet, der også er vigtigt. Som f.eks. at indhente, nedlægge og aflive Det Forsømte Pensum for dette semester. Det Forsømte Pensum er et meget almindeligt... dyr. Trives blandt studerende, er hermafrodit, og lever af støv. Observeres tidligst i løbet af semestrets første måned, men hvor det kommer fra vides ikke. Hvis der ikke er spor af Det Forsømte Pensum efter den første måned, så er der gode chancer for, at man slipper for dets tvivlsomme selskab i et helt semester.

Det er nu man hygger sig bedst

Jeg har stort set styr på min juleferie. December er så godt som besat med eksamenslæsning, opgaveskrivning, julegaveindkøbsaftaler og julefrokoster. Den kvikke læser vil her indskyde, at det slet ikke lyder som ferie, og det har den kvikke læser meget ret i. Ferie er (ifølge min kære moder), når man laver noget andet, end det man laver til daglig. Ferie er ifølge mig selv, når man har tid til at sætte farten ned, og nyde alt det, som man ikke når at nyde til dagligt. Men sådan er jul. Og vi kan jo egentlig godt lide det, kan vi ikke?

At banke små børn og svagelige ældre i gulvet på gågaden med utilsigtede sving af 12 juleindkøbsposer. Vi elsker det. At vågne kl. 5:46 til lyden af Far, der banker på døren med en sneskovl og med en vis entusiasme annoncerer, at der er faldet mere sne, som man kan skovle. Vi elsker det. At læne sig tilbage i sofaen og vente på at Storebror bliver færdig med at åbne de 163 pakker, som han har fået fra svigerfamilien og kæresten, så man måske kan få fred til at nyde ens nye gryderist og batterioplader. Vi. Elsker. Det.

Cirkusartist in spe II

'Kom så Lange!' lyder det inde fra bredden. Min sergent står og griner med armene over korps. Det er hygge, det her, tænker han. Store drenge, der render rundt i skoven efter sengetid, fyrer løst krudt af, leger røver og soldater med night-vision goggles og andet legetøj. Det er fanme hygge. Selvom min dovendyrs-positur ser afslappet ud, så er det ikke helt tilfældet. Hvad fanden har han at smile af? Og hvordan kan dovendyr og pungrotter gøre det her dagen lang? Egern for den sags skyld? Fucked up egern. Det må være diæten.

En beslutning må træffes. Meget få er faldet i, en enkelt pige har klandret en sergent for at være et sexistisk svin, idet han ingen forståelse havde for at glide over et reb, når man har skamlæber (hun brugte et sprog, der var lidt mere kulør, end jeg giver udtryk for her). Hvilket egentlig var fair nok. Jeg går ud fra, at det er ubehageligt, måske mere ubehageligt end at ligge på ens nødder. Men for helvede. Jeg har ikke nogen undskyldning, for ikke at gøre det. Har ikke fået mindre søvn end alle mulige andre. Ikke mindre mad. Og jeg har ikke skamlæber. Hvor langt væk er tørt tøj og et bad? Hvor ER jeg i det hele taget?

Der må handles. Jeg får fat i rebet med begge hænder, og begynder at hive mig frem så hurtigt jeg kan. Mine muskler er trætte i forvejen, benene kramper allerede lidt, og jeg er generelt en pivskid. Det skal gå hurtigt, ellers kommer det slet ikke til at gå. Gruppe to, min gruppe, begynder at heppe. 16 sekunder senere er den resterende 2/3 af rebets længde tilbagelagt; jeg lander på bredden med gevær og udstyr og alting lige så tørt som før. Bortset fra lidt sved og brændsår på mine inderlår er jeg intakt. Gruppe to klapper fra den anden bred, jeg vender mig om, og vinker meget friskfyrsagtigt. Easy! Min sergent smiler det der smil, som han altid smiler, når han lige har demonstreret, at vi kære små soldater-spirer sandeligt kan mere end vi tror. Som han altid har sagt. Eller også hygger han sig bare stadigvæk. Og det gør jeg egentlig også.

Cirkusartist in spe I

'ForBANDET', tænker jeg meget højt for mig selv. Jeg befinder mig under et reb. Helt præcist hænger jeg fra det. Mine ben er det eneste, der er over rebet. Under mig er der en november-kold å, der meget stille strømmer afsted, åbenbart ligeglad med dramaet, der udspiller sig over den. Jeg er en tredjedel ude på rebet, har ikke sovet eller spist i tre dage. Vi er på øvelse, og dette skal forestille, at være kommando kravl.

Korrekt komando kravl går blandt andet ud på at befinde sig oven på rebet. Meningen er, at ens ben skal agere dødvægte, så man forholdsvis balanceret kan trække sig selv over i armene. Det er lidt mere vanskeligt, end man skulle tro, specielt med et gevær og en let oppakning på ryggen.

Hængende fra rebet begynder jeg at overveje mine muligheder. Jeg kan give slip, blive skyllet ren af det klare, kolde vand. Tre dages mudder, skidt og sved ville forsvinde til havs, og jeg ville forhåbentlig blive hevet ind til breden på en eller anden måde. Hm. Eller jeg kan få fat i rebet, og trække mig selv over til den modsatte bred. Hvilket er lidt hårdt. Hm.

Anakronisme: Interferens

På grund af lyden af piller, der rammer mine tænder på vej ned, misser jeg et enkelt ord, hvormed hele sætningens mening går tabt. Hun kigger afventede på mig. 'Vitaminpiller er et hit, når man ikke altid spiser så varieret', tænker jeg, og overvejer, om det er den slags, som hun er interesseret i at høre. Dette specifikke produkt forlanger, at man spiser tre ad gangen, Vitaetellerandet. Det er morgen, og der er tusindvis af ting at ordne. Der må nødvendigvis kaffe, kalendere og notesbøger på morgenbordet.
- Næste søndag så? Om en uge og lidt til?
- Hvis det ikke kan blive før.
svarer jeg og smiler træt, nu fuldstændigt klar over, hvad hele samtalen omhandler. Ugerne har fart på for tiden. Ville bare ønske, at søndag, om en uge og lidt til, kunne være i morgen. Eller nu. Men vi er en del af en studie-nation, der ikke har tid til noget som helst i disse måneder. Hun kysser mig på kinden, og brokker sig over travlhed, arbejde og forpligtelser, mens hun rydder af bordet, og jeg pakker mine ting ned. Jeg håber, at vi er en del af en nation, der tager deres piller, der rammer tænder på vej ned, så vi kan overleve indtil den tid, hvor vi kan sætte hele dage af til hinanden.

In a rich man's world II

Men der er forskel på ligegyldighed og respektløshed. Ligegyldighed er at tage et lån hos Fona, så man kan få sig en ny Mac. Okay, det er også at være lidt dum, ud over bare at være ligeglad. Dumt at låne hos Fona, mener jeg. Folk må gerne bruge Macs for min skyld. Papanden rager mig ikke.

At respektere den oplevelse, som man kan købe sig. At værdsætte de muligheder, de døre, der står åbne for én. At have et valg, og at være taknemmelig for det. Dét er 'respektløshed'. Det må nødvendigvis være respektløshed, for det er åbenbart lige præcis, hvad jeg er. Det er i hvert fald hvad jeg er blevet kaldt i omgangen med min generelle økonomi.

Jeg ville være gladere, oftere, i bestemte selskaber, hvis vi kunne stille os tilfredse som udgangspunkt med at nyde det mulige. Ikke fokusere så meget på det specifikke antal af muligheder, eller hvordan det ene valg udelukker det andet. Og lad os så snakke om noget andet, tak.

In a rich man's world I

Jeg har aldrig interesseret mig for budgetter. Jeg bor alene nu, jeg har en fast indkomst og faste udgifter, og hvordan skal jeg ellers nogen sinde kunne holde styr på noget som helst i denne verden, hvis jeg ikke havde et godt, velovervejet budget? Jeg ville jo gå til, kan jeg nok forstå.

Så jeg har et budget, lavet i Excel og alting, til at sejle rundt i en eller anden obskur mappe på min computer. Har ikke kigget på det siden jeg fik ordre på at lave det. Jeg venter stadigvæk med spænding på de første tegn på den fordærvelse, som med stor sikkerhed ville ramme mig, hvis jeg ikke havde et budget at leve efter. Efter så lang tid må det være et spørgsmål om, nå ja, tid.

Som mana fra oven

Det her er sådan en af de dage, hvor der er sket absolut ingenting. Regnen, den tydeligvist ambitiøse allestedsnærværende og meget insisterende regn, har sat en dæmper på alting. En akut mangel på mælk jog mig udenfor, hvor jeg gen-lærte en lektie fra militæret. "Det er aldrig så slemt, som det ser ud". Hvilket er sandt. Deprimerende, umotiverende og søvn-inducerende som det er, alt det her nedbør og gråhed, så hjælper det, at komme ud i det. Så længe man ved, at man har tørt tøj og the at komme hjem til, så kan man godt overleve det. Og undlade at bitche, højlydt, af det hele, mens man stiger op ad trapperne, som min overbo gjorde det.

Tilfældets uigennemskuelige intentioner

Jeg satte min vasketøjstaske ned, og så var jeg sikker. Det var Camilla. Camilla fra den gang vi tog på skiferie i folkeskolen med ungerne fra nabokommunens skole. Havde godt nok set hende et par gange før, men jeg var altid på vej et eller andet sted hen, og jeg var egentlig aldrig sikker. Men så står man her, midt i det 4 x 4 meter store vaskerum, og skal egentlig ikke nå andet, end at pakke noget tøj ned i en taske.

Jeg er ikke sikker på, at hun er klar over det, men jeg havde en lille ting for Camilla engang. Sådan cirka samtidig som jeg var kærester med Camillas veninde, Caroline. Upraktisk, vil nogle nok mene. Så jeg slog op med Caroline, som man nu gør, når man går i 8. klasse, og begyndte at cirkulere om Camilla. Uden resultat.
Og nu står vi her i en vaskekælder, og snakker om hvad vi hver især har lavet, de seneste år, hvordan det er utroligt, at der til stadighed skal udføres vejarbejde uden for vores vinduer. 8. klasse forekommer lige pludselig meget langt væk. Hun griner og smiler stadigvæk, som hun gjorde engang. Ærligt og helhjertet. Visse ting behøves ikke ændre sig, sådan partout. Også selvom der er gået 11 år.

Glem alt om letbaner

Vrooom, tænker jeg, og træder ekstra hårdt i pedalerne. Jeg er på vej ned af Ringgaden, ned til Rasmus for at hente en ekstra nøgle til min gæst. Tempo! Acceleration! Vind i håret! Glider ind og ud af de små sving, hvor busserne ligger til ved fortorvet, undviger mandhuller og andre humpler. Jeg kan nu egentlig meget godt lide de her bakker. Specielt efter jeg fik muskler igen oven på receptionsanalyseopgaven, så blev det helt udholdeligt. Underholdende nu og da. Det kan godt være lidt som at stå på ski, alt det her med farten og svingene, jo. Der er bare ikke nogen lift, når man skal hjem igen. Til gengæld er der sund motion, svedighed og faste baller.

At have pels

At være en bjørn. Jeg hører det over det hele, flere og flere bekender sig til vinterhiet, som den helt rigtige måde, at håndtere mørke, kulde og talløse regnvejrsdage på. Udmærket, tænker jeg. Det er lidt at misforstå, hvad man kan få ud af hele efterårs-vinter-halløjet, men jeg kan godt se charmen i det. Man ville bruge uge efter uge på at drømme, vågne i ny og næ, spise en selvdød snegl og lidt rødder, vende tilbage til hulen, og drømme lidt mere. Lyder både let, komfortabelt og dejligt. Jeg ville dog savne sne. Lugten af sne. Sne før nogen har kørt, trådt, skidt eller pisset i den. Sne uden for byen. At gå en tur i skoven, hvor åndedræt og fodskridt spiller duet. Alt andet er stille. En lille hvid død, måske, som man vågner fra et par måneder senere. Så hellere undvære vinterhi.

Kagehierakiet

- Så, Tommy! Det er ikke alt sammen til dig!
- N-n-n-n-n-ne-ne-ne-ne-nej, F-f-f-f-armor, men jeg sk-a-a-a-l jo lige smage.
- Og så får du heller ikke mere!

Tommy er min fætter, og han har lige vakt Farmors vrede. Ud over at han stammer, hvilket Farmor ikke har nogen tålmodighed med, så rangerer han ikke nær så højt som undertegnede. Uden at være sig det bevidst har han taget det første stykke af den kage, som Farmor egentlig havde bagt i anledning af mit visit - således har Tommy forbrudt sig imod kagehierakiet. Hans besøg er uanmeldt, endvidere, og hvordan skal Farmor, der har syv børnebørn og ét oldebarn, nogensinde kunne bage alles favoritkager, hvis de kommer på besøg i tide og utide? Næh, den slags er det kun meget få, der kan slippe af sted med.

Hvis man er i tvivl om, hvor man er placeret i kagehierakiet, så skal man bare tælle 'madpakker'. Farmors madpakker er rester fra dagens serveringer, oftest de sødeste af slagsen, som hun lynhurtigt pakker i fryseposer og plastikbøtter, lige når man står og er på vej ud af døren. Man skal jo lige have lidt til rejsen og køleskabet. Når jeg således får en portion ris a la mande, tilhørende hjemmelavet kirsebærsauce, to poser makronkage og lidt kringle med hjem, så ligger jeg ret lunt i svinget. Når Storebror får den kage, som han og kæresten havde taget med som en gave, med tilbage, så har jeg lige overhalet Storebror. Hvad der lige præcis har gjort udslaget til min fordel, det er svært at vide. Storebror griner af mig, mens jeg forsøger at balancere det hele i mine arme. Jeg griner tilbage, for han har rangeret meget højt i meget lang tid. Forandring fryder.


Alt det her kan godt få Farmor til at lyde lidt småregnende. Lidt nederdrægtig måske. Det er imidlertid ikke tilfældet, for hun har et meget stort hjerte. Et stort hjerte, hvis indhold udtrykkes i store mængder kage. I jokere, der meget forsigtigt skifter hænder under bordet i et spil 500. I hjemmestrikkede karklude i alle de farver, man kan tænke sig, at have hjemmestrikkede karklude i. I al den hjælp, som lille, energiske, planlæggende, omsorgsfulde, bekymrede, kortspilssnydende Farmor kan yde. For vi er hendes, og hun er vores, og det er der ikke nogen af os, der vil lave om på.

Visse ligegyldige farver

Forelæsningskedsomhed. Det her multimedieæstetik er... tja, hvordan skriver man det på en pæn måde. Det er okay. Nej, det er noget pladderhumanistisk psychobable, hvilket kommer fra en pladderhumanist: så det er slemt.

Så man browser lidt rundt. Læser nyheder. Roder rundt på Wordnik. Skriver lange beskeder til folk på Facebook. Falder over en banner-reklame, der mener, at kunne udsige sig om min IQ med en farveblindhedstest, en såkaldt Ishihara test. Hvad fanden? "Hvilket tal ser du i cirklen?". Den egentlige farveblindhedstest består af minimum seks farve-blobs, og jeg tror, at jeg har set min andel af dem gennem tiden. Hvordan min åbenlyse defekt på mine stavceller i mine øjne, for jeg kan kun se ét ud af de seks tal, kan have noget som helst med min intelligens at gøre, det fatter jeg imidlertid ikke. Hah. Måske det er hele pointen. Folk, der ikke fatter, at det er en farveblindhedstest, vil givetvist godtage testens resultater. Folk, der udmærket er klar over, at de to tests intet har med hinanden at gøre, vil stejle over metoden, og klikke sig videre, for at få indsigt i hele ræsonnementet bag. Hvis bare man så interesserede sig for den kunstige konstruktion af ikke-kvantificerbare kvaliteter, der er det tænkende menneskes kapacitet, så ville jeg måske have været nysgerrig. Men nej.

Et hjem og en seng

Så man havde den her dag, hvor man egentlig ikke rigtig var hjemme på noget tidspunkt. Undervisning fra 9:15 til 16:00, derefter et smut ned i byen og smage på bøgehatte, købe togbilletter, kigge bøger i C.F. Møller, afprøve guitar i Aage. Måske efterfulgt af en gin og tonic. Eller to. Upsadassse.

Weekenden bliver ikke meget bedre, hvilket er det helt forkerte udtryk. Javist, jeg keder mig ud af mit skind, hvis jeg ikke har et eller andet ud over at studere at se til over en weekend, men at bruge den på at besøge bedsteforældre er per definition en dejlig ting. Personligt glæder jeg mig til at vågne under tunge dundyner til lyden af knirkende køkkenlåger, lugten af krydderier, sylteglas og the i køkkenet, Morfar, der stod op for flere timer siden, hilser godmorgen inde fra stuen, hvor han sidder og læser avis, mens Mormor piller æg i køkkenet, så de er klar til frokost. Så ønsker man lidt, at man kunne blive til frokost. At man kan kunne blive til aftensmad. At man kunne blive til dagen efter, og så lige lidt længere endnu. Altid lidt længere.

Endelighed

Farvede fyrfadsøer sejler rundt på bordet, spredt tilfældigt mellem knive, gafler og glas. Makrokonfetti med ild i. Katten glider imellem mine fødder, gør opmærksom på sig selv ved at gnubbe sig lidt op ad mit skinneben. Fred og ingen fare, siger den. Og vil du så venligst nusse mig lidt under hagen. Pigerne drikker mojitos, mens Thomas har skænket whisky til os 'mænd'. Jeg kan ikke huske, om ordet 'mænd' rent faktisk blev brugt, men det er vel efterhånden, hvad vi er. I hvert fald når vi drikker whisky. Forsøger at føre en samtale om årsagen til alting med Rune, men dejlig mad og mange flasker drømmevin kommer i vejen. Anna har været for god en vært, og aftenen har slet ikke haft respekt for hende. Ligeglad med al herligheden er den fløjet af sted, efterladt selskabet med ondt i kinderne af for meget latter. Natten fulgte dens eksempel, og nu er det lyst. Så lyst at jeg savner mine solbriller. Jeg føler et behov for at beklage på aftenens og nattens vegne, men er i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig det. Alting må have en ende, ligner det. Med lidt held får man lov til at opleve flere ender.

Med måde

Hermed en lille liste over ting, som jeg for fremtiden nødvendigvis må moderere mit forbrug af, grundet mange forskellige ting:

1 - Vin. Som altid. Har kigget lidt på regnskabet (som om jeg havde ét), og den post fylder måske lige rigeligt i landskabet.
2 - Knækbrød. I erkendelse af at man rent faktisk kan få for mange fibre. Du ved, at du har fået for mange fibre, når mavens rumlen skræmmer låne-katten væk. Og at du i det hele taget føler dig mæt, konstant.
3 - Emily Brontë. Godt ske, at hun har skrevet en klassiker, men det er så en ret uinteressant én af slagsen. Godt klaret, ellers. Man kan aldrig få for lidt Emily Brontë!
4 - Min seng. Har været ufattelig udmattet på det seneste. Har givetvis relation til punkt 1.
5 - Filtpenne. Kom til at købe én på andet semester, og har været begejstret og storforbruger siden. 0,5 mm filtpen gør vidundere for min håndskrift. Det er... det er næsten... læseligt!
6 - Taletid. Billigere end et abonnement, afgjort, men ikke gratis. Overhovedet.
7 - Arbejdsløshed. Men det er der råd for! Har fundet et potentielt favorit job, skal bare lige overbevise arbejdsgiver om at jeg er awesome. For det er jeg. Fanme.

In memoriam

Det er sommer. Små insekter svirrer over det hele. Sammen med bølgebruset i baggrunden skaber de en vedholdende bruse-summen. Der er aldrig rigtig stille ved vesterhavet. Vi har forladt sommerhuset, så forældrene kan se fodboldkamp på den lokale pub. Noget med at det er en betalingskanal, som de ikke har. Efter at have drukket min Guiness, forlader jeg pubbens terrasse til fordel for bilen. En fodboldinteresseret kan passende tage min plads, og jeg kan få ro til at læse. Hvor langt kan man egentlige læne det her sæde tilbage?

En halv time går, og jeg kan ikke holde det ud længere. At ligge og læse i en bil på en parkeringsplads ville ikke være så slemt, hvis man ikke blev sådan et trækplaster. Hvis jeg var en abe, ville jeg rulle vinduet ned og smide lort efter de nysgerrige forbipasserende. I stedet forlader jeg bilen, og går på opdagelse. Villaveje, små stier, grænsende til industri.
20-25 meter foran mig går en labrador ud på vejen, vender sig imod mig og kigger. Den rykker sig ikke ud af stedet, men bliver bare stående og stirrer undersøgende på mig. Den misser med øjnene til hilsen, idet jeg kommer hen til den, og nusser den lidt bag øret.

- What up, dawg?
Hunden sitter. Ikke helt ny, lidt slidt her og der. Men glad! En glad gammel hund. Jeg sætter mig på hug, og vedbliver at klappe den. Hvem der havde plads til en vaps i eget hjem.
- Sofus?
Lyder det inde fra en hæk.
- Sofus?!
En kvinde kalder på Sofus fra den anden side af hækken.
- Øh, hedder din hund Sofus?
- Ja, er han hos dig?
- Hvis Sofus er en labrador, så er han.
- Gider du lige vende ham?
- Eh. Vende ham?
- Han er næsten døv, så han kan ikke høre, når jeg kalder på ham. Bare peg ham i min retning. Han kan godt se.
- Øh...
Jeg vender forsigtigt hundens hoved ind imod hækken, usikker på hvordan man egentlig vender en labrador. Sofus har åbenbart røntgensyn, genkender sin ejer gennem hækken, og lunter afsted.
- Tak skal du have!
- Så lidt.
Farvel Sofus, tænker jeg, og vandrer videre i vesterhavs-sommeraftenen. Sofus interesserer sig garanteret heller ikke for fodbold, endsige at blive efterladt i en bil. Sofus og jeg ville have været gode venner, ville vi.

Mad og motiviation

Har en fabelagtig lyst og motivation til at lave mad resten af mine dage. At skrive om det endvidere. En meget almindelig indskydelse, vil jeg tro, hvis man lige har set Julie & Julia, og egentlig godt kan lide at lave mad. Jeg vil bare gerne have et større køkken. Og en opvaskemaskine! Langt over halvdelen af al den tid, som jeg bruger på at eksperimentere og producere katastrofer går med at tage opvasken. Forfærdeligt koncept, at skulle vaske op i hånden.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg har produceret hele tre tekster inden for det samme døgn. Den opmærksomme læser vil huske, at jeg har lovet mig selv og netop den opmærksomme læser, at skrive 365 tekster på 365 dage. Betragt de tre tekster som mit forsøg på at indhente det forsømte. Må jeg være ansvarlig og underholdende at læse for eftertiden.

Jokerface

Min far er lidt en joker. Altså, sådan ifølge religionsfaglig terminologi. Så snart han er involveret i en eller anden sag, så går det først helt galt. Han bliver skældt ud, drillet, faktisk mobbet. Dernæst gør han et eller andet, og lige pludselig er alting egentlig bedre, end det var før alting gik helt galt. Ingen ved hvordan eller hvorfor, mindst af alt min far.

Hans seneste projekt i min lejlighed var, at fikse mit gardin i mit soveværelse. Spørger man mig, så var der ingenting i vejen med mit gardin. Javist, det hang på en lidt underlig måde. Måske lidt skævt, men aldrig konsekvent skævt. Det var et lille eventyr udi skæve gardiner, hver gang man trak i dets snore.

For øjeblikket er jeg halvvejs i hele joker-processen. Gardinet hænger mere skævt end nogensinde, men det kan i det mindste trækkes for. Spørgsmålet er, hvor lang tid der går, førend familiens favorit joker kigger forbi, og retter op på det hele. Indtil da vil jeg bestræbe mig på at være overskuds-person, og ikke klandre ham for det. For joker mener altid alting godt. Og han er jo den eneste joker vi har.

Og så blev der stille

For nu. Umiddelbart midt i opvasken blev der stille, cirka samtidig med at jeg fik den her idé, til det her manuskript. Jeg lod dybe tallerkener fortsætte med at være både beskidte og dybe, og gik i gang med at skrive. Kapitler, udkast, titler, navne, steder. Skitser udvikler sig til noter, noter bliver til tekst, og teksten bliver gransket og omskrevet. Seks sider inde rammer den mig så. Tvivlen.

Det er jo banalt, det her. Hvor er indsigten? Hvor er det spændende perspektiv? Hvor er det (u)tvetydige diminutive glimt af virtuositet, der gør det hele læseværdigt? Og hvad fanden bilder jeg mig ind? 25 år gammel og så har jeg noget at byde på? Så ved jeg noget om et eller andet, som andre kan lære noget af? Hah. Hovmod, det er, hvad det er.

Så jeg gemmer dokumentet, arkiverer det som 'Manuskript#142' i min rodekasse-mappe, og vender tilbage til mine dybe tallerkener og min stilhed. Når jeg bliver gammel, tænker jeg, så vil jeg lære, at være ligeglad.

Nattero, tak!

Jeg er et nattedyr. Jeg studerer bedst om natten. Skriver bedst om natten. Spiller bedst guitar, hygger mig mest med rengøring, tænker bedre. Alt sammen om natten. Min mor mener, at det hele stammer fra da jeg var helt lille og havde kolik. Som kolik-barn er man åbenbart umulig at få i seng, så hun mener, at der skete et flip allerede dér. Jeg er ikke sikker. Men natten viste sig at være det bedste tidspunkt til at tænke, skrive, studere, spille guitar, og i det hele taget at have ro til at koncentrere sig.


Så flytter man til Århus (for anden gang) for at læse medievidenskab, og man er pludseligt omgivet af mennesker, der ikke nøjes med at sove om natten. De spiller computer, de støvsuger, de snakker, de knalder, højlydt. Går også ud fra at de studerer, men det hører man af gode grunde ikke.

Nu ligger jeg så i min seng, og bliver lidt arrig, ude af stand til at sove, som jeg er. Hele ideen med at være et natdyr, var at have ro og stilhed. Kræver dog en art monopol. Overvejer at vende tilbage til at sove om natten, og at være vågen om dagen. Det ville fryde min mor, er jeg sikker på. Og hvem ved? Måske alle andre sover på det tidspunkt?

Sssh

"Nåh for søren, julemand Jørgen", tænkte jeg. Efter at have overhørt et ellers meget interessant Lotte Hansen foredrag, er jeg lige så stille kommet til den konklusion, at det der politiske kommunikation måske ikke er noget for mig alligevel. I hvert fald ikke det praktiske arbejde. Hvem havde troet, at det skulle være så beskidt en branche? Lidt smudsig i kanten, javist, men det er jo bare spændende. Der er dog forskel på en smudsig kant og en gylletank.

Jeg havde ellers den her idé om, at jeg ville være god til den slags. Det er dog lidt svært at føle sig indsigtsfuld eller kompetent nok til at bestride nogen som helst stilling, efter at have knoklet rundt i alting i et par døgen uden søvn til li'som at afbryde det hele. Man ved, at det er galt, når Lotte Hansens ansigt begynder at flimre for ens øjne. Under alle omstændigheder er det ikke hendes skyld. Måske jeg er indbildsk og udhvilet nok i morgen, til at være kommet på andre tanker.

Stakkels man.

Så man skal på en art date. Man vasker og stryger tøj. Man gør rent. Man gennemgår pænheds-ritualet, der dog ikke synes, at være nær så effektivt, som man ønskede det.

Man er nervøs. Man køber mint-pastiller, i tilfælde af snaveri. Man overspiser mint-pastiller, der indeholde sorbitol, hvorfor man får ondt maven. Man forsøger at holde en samtale kørende, på trods af at maven rumler afsted som Orient Ekspressen på speed. Man smiler og bider tænderne sammen på samme tid.

Man begynder at svede, hvorefter man beder sig undskyldt. Man bruger tilpas lang tid på toilettet på at pjaske vand i hovedet til at daten spørger, om man er okay, når man vender tilbage. Man har meget ondt i maven. Man er en katastrofe. Man har absolut ikke lyst til at snave midt i den tårnhøje elendighed. Man håber, at man har lært noget til næste gang.

Once more with feeling!

Sidst jeg var ude at løbe, så var alting egentlig okay. Altså, ja, ud over den lille episode med den forskræmte knægt. Mens han måske var ved at dø, så var jeg ikke. Ingen smerter, ingen tæer, der brokkede sig. Intet sidestik. Easy!

Smerterne kom først dagen efter i form af meget ømme muskler. Sådan i det generelle område, der er min krop. Der gik par dage med at vralte rundt og være pylret, og så var det dét. Så jeg måtte da hellere tage en tur til. Denne gang med fantastisk sidestik, asmatisk vejrtrækning og spektakulær opkast fornemmelse, der heldigvis ikke udviklede sig til andet end en fornemmelse.

Men det var en dejlig aften. Mild og lidt diset. Det afgrundsdybe mørke trak enhver lyd til sig, og gjorde alting meget stille. Øde villaveje, fyldt med efterladenskaber fra travle hverdage. Trailere med have-affald, glemt legetøj i indkørslen, en cykel med avisbudtasker på siden. Og så mig, der listeløber igennem det hele i et forsøg på ikke at genere nogen. Jeg er for helvede bare en turist.

Eminem har vist skrevet en sang om det her

Privatfest. Hyggelig stue, stearinlys, 90'er musik for sjov, enkelte fremmede individer. Generel dejlighed over det hele. Og så alt det her navne-halløj.


- Okay?
- Øh, ja, den er god nok.
- Heh, kender bare ikke så mange, der hedder...
- Mhm, nej, det gør jeg faktisk heller ikke, nu du siger det.

Eller, nej, det er faktisk løgn. Jeg kender én, og han var en alkoholiseret douchebag. Helt præcist, så var han en tysk kok, der hældte lidt for lidt sherry i maden, og lidt for meget i sig selv. Han blev tysker-hidsig, når man ikke respekterede hans fremskredne alder og tvivlsomme kompetence. Ingen kunne forstå ham, når han var tysker-hidsig. Stiv tysker, der skælder ud - på tysk. Det er ikke just fair.

Men så tænker man over de mange gode grunde, der måtte være, for at jeg skulle hede, som jeg nu engang gør. Måske en art bedre-by-proxy, igen. Nej. Heller ikke noget med eventyr at gøre. Det er kun mig selv, der kan lide den tanke. Næh, det må være noget med ejerskab. De gav mig et navn, og alt andet i universet. Dét kan jeg godt være taknemmelig for. Det kan godt kompensere for douchebaggery fra navnefæller.

Hver dag, cirka

Jeg har tydeligvis et lidt for travlt liv i disse dage. Endnu engang er der gået en lørdag, hvor jeg ikke fik skrevet. Pis! Og dog! For jeg har mig nogle dejlige dage for tiden. De byder blandt andet på:

- At være Connie Hedegaard.

- At drikke vin og snakke med Lene i et hjørne til den her fest, fordi det simpelthen ville være for tåbeligt, at hun skulle sidde tre takker til venstre på modsatte side ved bordet.

- Bryster. Falske bryster. Falske bryster lavet af vandballoner. Startede ellers så godt, ikke?

- Århus Filmfestival frivillighed.

- Søde, søde tømmermænd, der deles i godt selskab.

- Fantastisk hollandaise- og fiske-kursus. Nu med et drys ekstra fancyness, sådan lidt ud over alting.

- At vinke god rejse til Anna, der skal arbejde på Kong Hans i en uge, og at glæde sig meget til at høre om alting, når hun kommer tilbage.

Hvad folket forlanger...

... skal folket have. Eller, ja, okay, jeg har fået et par opfordringer. Som i to. Hvilket er et stort tal, når man har et lille publikum. Men her er den altså, den famøse anmeldelse af Klassisk Bistro:


Søndag var den dag, hvor min gode veninde ringede, og insisterede på strandtur og aftensmad. Det var hendes tur til at give, og det skulle altså være nu, hvis det skulle være. Plus, der var jo de der skulpturer, som alle snakkede om. Men lad os snakke om restaurationsbesøget i stedet!

Vi ankom til restauranten kl. 21:00, velvidende at køkkenet lukkede kl. 22:00. Efter en doven søndag i solen var vi egentlig ikke specielt sultne, så en enkelt ret skulle være nok. Min veninde havde gode erfaringer med blåmuslingerne, og jeg havde aldrig været der før. Da vi så efterspørger muslingerne, får vi at vide, at de kun kan lave aftenens hovedret på dette tidspunkt. Og intet andet. Vi står og måber lidt til hinanden efter denne udmelding. Det kan godt være, at kokken er søndags-træt, og bare gerne vil hurtigt hjem, men at lukke køkkenet en time før annonceret er måske lige aggressivt nok. Hm. Vi finder et bord, og stiller os tilfreds. Det kan jo være, at det er én god ret.

To minutter går der, og så kommer hovedretten flyvende. Dette er næsten imponerende! Eller, ja, det ville have været imponerende, hvis man havde bestilt mad på McDonalds. Jeg havde måske nogle forventninger om at få serveret en ret, der var kræset lidt om. En forkælet ret. At den kan lande på mit bord efter så kort tid leder nærmere tankerne hen på præfabrikat, hengemte anretninger og kunder, der ikke var tilfredse med maden, og sendte den tilbage til køkkenet.

Man er vel sulten, men jeg er ikke helt sulten nok til at angribe retten med mine fingre. Bestik har vi imidlertid ikke rigtig noget af. Eller vin, for den sags skyld. Vi ville gerne have set et vinkort, men efter at have spurgt den stakkels lille kokkeelev, der kom med maden, om hvad han ville anbefale, så forsvinder han indenfor i jagten på en tjener. En tjener, der ved noget om vin, forhåbentligt. I hans iver glemmer han dog at fortælle, hvad vi egentlig har fået serveret. Han skal have et plus for at være ærlig omkring hans manglende vin-viden, og for at komme med bestik til os. Nåhja, og så var han jo både lille og stakkels.

Tjeneren vender tilbage med en vin, som han beder os smage på. Et vinkort skal vi åbenbart ikke forkæles med. Han fortæller, at det er en ny vin, som de lige har fået hjem, og at den vil passe godt til rettens tyngde. Uden at have smagt retten har vi lidt svært ved at vurdere, om dette er sandt. Vinen smager imidlertid dejligt i sig selv, og den får lov til at blive. Ikke sådan, whoop, sommereng og sommerfrugt og sommerfregner og sommerfugle'-dejligt, men bare dejligt. Ud over at den er for varm. Tilbage til maden!

Jeg kan godt forstå, hvis en gæst, havde sendt retten tilbage. Kalven var mør men uinteressant. Saucen smagte... fint, men ikke af noget bestemt. Kartoflerne var også dejlige, men jævne. Er rustik det samme som kedeligt, tænker jeg, mens jeg tygger mig igennem maden. Og hvad dælen har de gjort ved de her aspargeser, undrer jeg mig. Det lignede lidt, at de var landet i tallerkenen ved et uheld, og de så ikke helt tilfredse ud med deres situation. Jeg spiste dem nådigt, og var taknemmelig for det lille knas der var i dem. En skam at de var så små.

Jeg ville gerne kunne rose anretningen, hvis maden altså var anrettet. Mest af alt var det et praktisk arrangement af fødevarer i en dyb tallerken. Men bevares, på to minutter er det også svært at nå det hele. Jeg kunne nok ikke have gjort det meget bedre selv. I mellemtiden syder min borddame af utilfredshed, og jeg kan godt forstå hende. Ved nabobordet er der lige blevet serveret blåmuslinger. Vi har godt nok luret selskabet lidt, det ligner at det er venner af stedets ansatte, hvorfor de selvfølgelig skal forkæles lidt. Men det er nok ikke en god idé at forkæle dem, med hvad man lige har nægtet betalende gæster.

Det er ikke særlig fedt, at bestille mad og vin på en velanset restaurant, blot for at indtage begge dele af pligt frem for fornøjelse. Det skulle jo være den her små-særlige søndags-hygge-ting, og så ender det med at være sært som det eneste. Jeg går derfra, mens jeg overvejer hvor lang tid det tager at udtømme Århus som en kundekreds. Kan man overleve som restauration med éngangskunder alene? Jeg er meget i tvivl. Mest af alt er jeg glad for, at jeg ikke driver Klassisk 65, og at der findes fornuftige alternativer i byen. Klassisk 65 vil jeg være ked af at besøge igen.

Manden Emma

- Hullo? Jeg kommer angående...
- Ja, hej! Skønt at du kunne komme! Alle sammen, se her, det er vores nye biografvært!
De tre personer, to kvinder og én fyr, der alle indtil da var stærkt optaget af at rode rundt på deres Macs kigger op, giver mig elevatorblikket, smiler, rejser sig op og giver mig hånden.

- Hej, jeg hedder Karin, jeg er chefen for det hele.
- Goddag Karin.
- Jeg hedder Stine, jeg er event-koordinatoren.
- Hej Stine.
- Hej. Jeg hedder Emma, jeg er grafiker.
Emma? Sagde han lige Emma? Man kan skuda ikke hedde Emma og så være en fyr. Hvad fanden. Jeg må have hørt forkert. Ejnar, måske? Eller Emil? Hvad nu hvis han rent faktisk sagde 'Emma', fordi han kommer fra Island/Finland, hvor Emma så bare er en forkortelse for Emmíryjkiakaná. Godt ske han egentlig forsøger at gøre os en tjeneste, ved at forkorte det, men det er en lidt forvirrende tjeneste. Hm. Han får et halløj.
- ... Halløj.

- Se, du skal lige læse den her funktions-beskrivelse. Jeg finder nogle film til dig imens, så kan du forberede dig.
- Ah, okay. Hvor kan jeg sidde?

2 minutter senere sidder jeg i et mødelokale med en 15 siders beskrivelse af min funktion som biograf-vært foran mig. Århus Filmfestival har åbenbart haft nogle meget uheldige biograf-værter før i tiden, siden alting er penslet ud på den måde. Hm. Ah well, CV-pleje er CV-pleje.

"Katastrofe!"

Ville min bankrådgiver udbryde, hvis hun vidste, hvad hun lige havde sat i værk. Hun ville hive totter af hendes hår ud, fråde om munden i blindt raseri, sprælle krampeagtigt på gulvet, ude af stand til at forstå hvorfor. Hvorfor lige hende? Hvorfor!? Hun ville ofre blod til de ni helveder, at de måtte råde bod. Forbande de syv himle, at de lod denne dag oprinde. Og det ville ikke nytte noget som helst.

Som nogen vil vide, så har jeg levet uden DanKort i en måneds tid. Det hele startede, da jeg satte mig for at skifte bank - uden at overveje at lade banken ordne alt det praktiske for mig. Hvor svært kan det være, tænkte jeg.

I dag skete det så. Visa kortet, der allerede har stået for

- musik shopping-spree på iTunes
- pre-order på diverse Xbox360 spil
- plyndring af Amazon.co.uk's lager (de havde meget på lager, i øvrigt, rigtig meget)
- julegave-indkøb, som jeg af gode grunde ikke kan gå i detaljer med

ankom.

Kære lille plastik kort med chip og magnetstribe. Jeg har savnet dig.

Den perfekte underviser

Som det er nu har jeg praktisk talt haft efterårsferie i to uger. Bevares, har afleveret en eksamensopgave i forrige uge, været til en forelæsning eller to, men det er også det. I fredags skulle vi have haft en art hold-undervisning, men underviser havde åbenbart glemt alt om os. Først i fredags smækker han en besked op på den nyligt oprettede kursus-side, hvor der står, at han ærligt talt ikke anede, at han skulle undervise os.

Jeg synes, at det lyder lidt lovende. Få individer, der kun kender mig gennem universitetet, vil påstå, at jeg er et meget organiseret menneske. Flere individer, som kender mig privat, vil påstå, at jeg kan være ganske organiseret. Min familie vil benægte samtlige udsagn, og beskrive, meget malende i øvrigt, hvordan jeg nærmest er kaosteoretiker, i teori og praksis.

Det være sagt, så glæder jeg mig lidt til at blive undervist af en person, der måske er mere distræt/glemsom/uorganiseret/kaotisk, end jeg er.

Hunde og katte III

"Øh, ja, undskyld, jeg skulle lige i tøjet." I tøjet? Klokken er 18:12, og du skulle lige i tøjet? Du er endvidere ude af stand til at høre insisterende banken på din hoveddør, når du ikke er påklædt, hm? Jeg har travlt med at skule af overboen. Nydelig ung mand, garanteret, men han er - garanteret - skyld i, at mit madlavningsprojekt er katastrofalt forsinket. Jeg tåler ikke den slags, specielt ikke når det er hollandaise-eksperimentet, der skal afvikles. Pis!

Rasmus følger efter overbo og VVS mænd op ad trappen, for at se nærmere på afløb og den slags. Jeg læner mig op ad dørkamen, og skuler i overboens generelle retning. Drypperiet er stilnet af siden VVS personerne lukkede for vandet. Det var nu egentlig lidt hyggeligt. Sådan lidt... regnskovs-ambient-hyggeligt.

Senere vender Rasmus tilbage med VVS personerne, der åbenbart har løst mysteriet. Et stoppet badeværelses-afløb. Brusebadsvand. Blandt andet. Jeg skæver til den gul-røde væske i opvaskebaljen. VVS personerne har udskiftet et eller andet, og instruerer os i at tørre området godt og grundigt. Og så skrider de.

- Jeg tror jeg ved, hvorfor han ikke åbnede døren.
- Hm?
- Kæresten var hjemme.
- Hmmm?
- Og hun skulle også lige i tøjet.
- Eh? Oooh! Ah, ja, javel ja. Fair nok.
- Yup.
- Hjem til mig og lave mad?
- Yup.

Hunde og katte II

"Jeg tror ikke, at der er nogen hjemme," råber jeg ud i opgangen, i håb om at Rasmus hører det. Overboen har ikke nogen ringklokke, og jeg står og banker meget bestemt og meget larmende på hans/hendes dør. "Hullooo?" tilføjer jeg, idet jeg banker en ekstra gang. Ingenting. Hm.

10 minutter senere, står der en ældre VVS-mand og VVS-mandens yngre lærling og betragter drypperiet med hænderne i siden. "Nåhda," siger VVS-manden. "Jeg har lige fået fat i overboen, han har åbenbart været hjemme hele tiden, sammen med kæresten. De har ikke hørt, at vi bankede på. Han kommer lige ned, skulle have noget tøj på, sagde han." Rasmus putter telefonen i lommer, og sender mig et undrende blik, som jeg gengælder. Ingen ignorerer Langes banke-på-døren-næve. Han må sove tungt, hvis det var det, han gjorde.
"Jawelja," svarer VVS-manden, og betragter drypperiet en ligegyldig mine. Jeg forventer halvt om halvt, at han spytter en klat skrå-savl hen i baljen med vand, der står 2½ meter fra ham. Hvis han altså tyggede skrå. Håndværkere er afgjort nutidens cowboys.

Hunde og katte I

"What the fudge?" tænker jeg, mens jeg lytter til Rasmus. Han er godt i gang med at udtrykke utvetydig utilfredshed med at det regner i hans stue. Regner afløbsvand fra overboens badeværelse, vel at mærke. Vi er lige kommet ind af døren, og vandet pibler ud af det hul, igennem hvilket loftslampe-ledningen forsvinder op i loftet. Hvordan det overhovedet lader sig gøre overgår min indsigt i loftslamper, afløbsvand og lofter. Så jeg står helt stille og måber lidt.

"Det forklarer den manglende elektricitet," bidrager jeg, mens Rasmus ringer til viceværter, VVS-personer og overboer. Han har placeret en hvid opvaskebalje og en sort spand i hvad der med en vis rimelighed kan betragtes som det centrale ned-drypnings område. Den hvide opvaskebalje fyldes langsomt med rød-gulligt vand, mens Rasmus forsøger at finde en hovedhane af en art, som han kan skrue på. Jeg håber, at det er rust, der er i vandet, og ikke alt muligt andet. Åh gud, det ligner ikke rigtig rust, gør det?

Man kommer langt med gode instruktioner

- Hvad fanden?
- Øh...
- Hvor har du lært alt det her henne?
- Det er bare, eh, det er bare de her kokkevenner, du ved.
- Som du, hvad, går i skole ved?
- Heh, nej, desværre. Jeg spørger dem bare om lidt tips og tricks, og så deler de ud af visdommen.
- Hm. Nogen ville sige, at du snød.
- Jep. Det ville jeg sku egentlig nok også selv.

Rasmus skrev i går aftes, at vi skulle mødes foran Havnens Fiskehus. For at købe en "syg fisk", som han sagde. Resten af min aften gik dernæst med at prøve at riste mandler med tilpas meget honning til at det gav farve, tilpas lidt honning til at det ikke gav alt for meget smag. En balancegang, der er lettere besværlig, kan jeg afsløre.
Siden jeg er begyndt at efterspørge og modtage disse instruktioner, så er det som oftest kun, når jeg selv forsøger mig, at det fejler. Men så fejler det også horribelt.

Baby-produktions året

Jeg var helt og aldeles overrasket, ude af stand til at sige meget mere end "Seriøst? Baby?" i et par minutter. Et par af mine gode venner, der tilfældigvis også er et par, havde lige forklaret, hvorfor der kun skulle to rødvinsglas på bordet, og jeg kunne ikke holde op med at måbe. Pludseligt har jeg jævnaldrende venner, der skal være forældre. Hvor pludseligt dejligt kan nogen ting blive?


Resten af aftenen gik med at diskutere navne til bastard-unger, klapvogne, legetøj og hvordan faderen sikkert vil være den, der leger mest med det. Moder og baby skal endvidere nødvendigvis medvirke i en rendition af 'De Unge Mødre', hvor den unge moder diskuterer Kafka med manden, udfører eksperimenter med hjemme-partikel acceleratoren, og i det hele taget er meget Royal Tennenbaums'sk. Bare for sjov.
Jeg kan ikke tænke mig et mere muligt hjem. Med de forældre, så tænkende, rolige og begejstrede som de er, så er alting muligt. Inklusiv at tro lidt på menneskehedens iboende godhed. Til maj næste år fødes en individ og en tanke, og jeg er meget begejstret, for at kunne heppe med på sidelinjen.

Ikke så Leth

Blandede noter fra Jørgen Leth forelæsning:

"Det er ham der Jørgen Leth der!"

"Man kan jo holde folk på afstand, hvis man ikke beretter om enhver tanke, der fødes i ens hovede. Man kan være tålelig, velsagtens. Hvor mange mennesker må man holde for nar for at få det, som man tror, man gerne vil have?"

"Ih guder. Det er næsten værre end i biografen. Sidder foran en brøleabe. Sådan en rigtig brøleabe. "HOOOOOAAAR. HOOOOOAAAARGH." Gutten der sidder bag mig har lige tømt hans lungers indhold i min nakke. Hvor kunne det være rart, hvis de bare ville holde deres mund."

"Manden, der gerne ville vide noget, men ikke gjorde det. Research og forberedelse kan kun skabe fordomme. Lad sanserne sanse. At ville vide."

Det er for galt, er det!

For nu fik jeg slet ikke skrevet i går alligevel.
Jeg begynder lige så stille, at mistænke mig selv for at være uinteresseret i alt det her. Men det er ikke sandt. Hvordan kan jeg vide det, spørger du? Svaret er lige her.

Jeg hygger mig ufatteligt meget med at sætte mig ned, og forsøge at skrive. Hele processen med at tænke lidt kreativt er dejlig. Meget dejlig. At forsøge at beskue min egen ordinære verden udefra, at undfange de få men skønne øjeblikke, hvor jeg kan grine højlydt op i himmelen af alting. Dérfor skriver jeg. Jeg håber, at det indimellem skinner igennem. Det eneste, jeg vil, er jo at dele det med jer.

Jagten på det usynlige studiejob

Jeg er

SÅ

doven, når det kommer til at søge job. Fire gange om året kan jeg stramme mig op til at sende en lille flok ansøgninger ud, såfremt der er stillinger at søge. I mellemtiden lægger jeg planer for, hvad dælen jeg skal bruge alle de mange milliarder, som jeg kommer til at tjene på mit studiejob, til.
Men helt ærligt? Jeg har ikke rigtig akut brug for noget, som jeg ikke allerede har. Selvfølgelig, skønt ville det være, hvis jeg kunne købe mig en elektrisk guitar, leje en større lejlighed og lalala. Men akut behov? Nah. Og her har vi garanteret årsagen til dovenskaben.

Det være sagt, så sig til, hvis du kender nogen eller noget, der ansætter sådan en som mig. Jeg kan godt lide guitarer!

Skrive? Nu? Naaah

Eksamensopgaveskrivningstid!
Bestået/ikke-bestået, fem til otte sider. Afleveres tirsdag.

Er ikke gået i gang endnu. Det ville jo være den smarte ting at gøre. I strid med hele 'imp of the peverse' princippet, ganske vist, hvilket indtil videre er min undskyldning for nu, søndag aften, at begynde at læse og tage noter.

Distraheres konstant af Dragons' Den, guitaren og forældrene, der mener, at det at mine timer i næste kvartal alle ligger fra kl. 9:00 om morgenen er det BEDSTE, der nogensinde kunne ske af mig. Jeg er, naturligvis, uenig.

Hmm. Hejhej!

Ej!

Nu er jeg endnu engang midt i risotto-travlhed gået glip af tekstskrivnings-altinget. Mens svampen brændte på fik jeg, til gengæld, gjort reklame for hele projektet. Og nu er jeg fuld! Hihi! Ripasso er totalt meget favoritten, fordi den li'som totalt meget minder om chablis, bourgogne og alt andet, der er dejligt, på samme tid. Geeerh. Jeg går i seng nu. Hej hej!

Løbetur-retur

"Hvad fanden har jeg gang i?" undrer jeg mig, mens jeg binder mine snørrebånd. Jeg kunne godt tænke mig, at være irriterende overskudsperson lidt oftere end jeg egentlig er, det er sandt nok. Men at tage ud at løbe kl. 22:53 om aftenen, er det ikke lidt... Lidt for meget?
"Vås," sludrer jeg videre med mig selv. Nu er jeg hoppet i to lag tøj, tyndt, let og lydløst, nu kan jeg lige så godt gøre noget ved det. Jeg skal ud og løbe, skal jeg. For great sexyness purposes!

Uden at have bestemt mig for en rute på forhånd vælger jeg at dreje, idet jeg får lyst til det. Venstre, højre, venstre, ligeud, ligeud, ligeud, venstre, venstre, højre, venstre, ligeud, venstre, højre, venstre, ligeud, venstre. Cirka. Og cirka halvvejs vader der en person ud i mørket 15 meter foran mig. Han ser mig ikke først, men pludseligt hører han mig, bliver åbenbart vildt forskrækket, og sætter i et spæn ned af gaden, ud på vejen.
Dette er, tænker jeg, måske den oplagte mulighed for at spæne efter ham, råbe "AHULLAHULLABULLA!" med bulder-stemmen, og så ellers vifte ekstraordinært meget med armene. Mens jeg kæmper med at trække vejret og fnise på samme tid, forsvinder mandspersonen rundt om et hjørne. Det må blive ved tanken. Jeg løber hjem, spytter løbe-savl til højre og venstre i badet, går i seng og føler mig mere irriterende overskudsagtig, end jeg har gjort i lang tid.

Selskabet gør hele forskellen

Af og til hader jeg mit studium. Alle hader deres studium af og til. Specielt midt i eksamenstiden, synes jeg, at det er slemt. Som regel sidder jeg fast i en gruppe, som jeg mest af alt har lyst til at sætte ild til. Det vil jeg dog påstå, at jeg ikke kan klandres for, taget visse medlemmere af gruppen i betragtning. Men at få lov til at snakke om film, spil, radio, tv, internet, rødvins-drikkende pseudo-intellektuelle læserbrevsskrivende Politiken-læsere, alt muligt i den dur - det er da for fedt!

Imidlertid snakker jeg ikke så meget om de dele af studiet, som jeg er glad for, åbenbart. I dag resulterede denne selv-censur i, at min kære fader brugte 3/4 af rejsen fra Århus til Viborg med at give mig en ganske grundig peptalk. Emnerne var lidt i retningen af "vi er vores egen bøddel/lykkes smed", "ingen vil tænke dårligt om dig, bare fordi du hopper fra et studie... for anden gang" og "måske militæret alligevel var noget for dig".

"Hmf," tænker jeg for mig selv, mens jeg bider tænderne sammen, og undrer mig over hvad jeg helt præcist skal bruge de meget velmente råd til. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv. Alt andet lige gør det det lidt besværligt at udstikke en kurs, når jeg ikke aner, hvor jeg vil hen. Hvorfor overhovedet diskutere det? Ingen er klogere end nogen anden alligevel. Det kan godt ske, at vi rejser i blinde, men man kan godt få serveret god mad og drikke i dejligt selskab undervejs.

Organiseret ad nauseam

Jeg har brugt aftenen på at installere en kalender-type-software på min computer i et forsøg på at organisere mig ud af min dovenhed. Ideen er som følger: hvis jeg nu vedligeholder en liste, med alle de opgaver, aftaler og forpligtelser, som jeg måtte have, så må jeg nødvendigvis udvikle en forståelse for, at tiden må og skal bruges fornuftigt. Nu skal jeg så bare huske, at anvende den. Sådan, ja, åbne programmet, taste ting og sager ind, og så huske at lytte, når der står, at jeg skal gøre det, der nu står.

Lige nu sidder jeg så og plotter mit kvartals-skema ind. Tanken slår mig; burde jeg egentlig ikke smide en fem, ti minutter ind efter en endt forelæsning til at opdatere kalenderen med nye opgaver og al den slags jazz? Og nu forstår jeg. Kalenderen virker. Jeg har allerede meget mindre tid at gøre med, end jeg egentlig havde før. Nu skal jeg endvidere til at være ét af de mennesker, der nødvendigvis må og skal se i kalderen, for at finde ud af, om man er fysisk i stand til at drikke kaffe. Hmf.

Karkludens steger

Jeg har den her veninde, der har en kæreste. Kæresten hedder Thomas, og han er en meget dygtig kok. Så han købte karkluden, der var strandet på et lille bjerg af is, og lavede fantastisk mad ud af det. Det viser sig imidlertid, at der var tale om en rokke af en art, hvorfor jeg totalt meget havde ret i det med bruskfisken. Nu er jeg bare lidt ærgerlig over, at jeg ikke formåede at stille ret meget andet op med dyret, end at prikke det på snuden. Jeg er en forfærdelig kok.

Havnens Fiskehus-samtalerne

"Eeeh", siger jeg, og forsøger at besvare spørgsmålet. Hvilken fisk, der helt præcist er tale om, aner jeg ikke. Snuden lugter lidt af en art haj, mens jeg ikke er sikker på, hvad resten af dyret lugter af. Som det ligger der på et lille bjerg af is, minder det mest af alt om en enorm grå karklud, der er strandet. På et lille bjerg af is. Jeg prikker til dens snude med en finger. Hm. Ru. Bruskfisk.
"Jah, det er afgjort en bruskfisk."
"Hvad har du egentlig lært på biologi?"
"Hva'? På tre semestre? Åbenbart ikke nok, kan jeg forstå. Lidt om planter, chordater, invertebrater, den slags."
"Hvad med fisk?"
"Fisk er chordater."
"Så det der er en chordat? Den har en art rygsøjle?"
"Øh, ja, et eller andet sted... Tror jeg."
"Jeg tror, det er et bløddyr."
"Du er et bløddyr. Det der er en bruskfisk."
"Du er en bruskfisk."
"Gid."

Anakronisme

Det er morgen, og jeg er i København. Helt præcist hvor er jeg ikke sikker på. Nogen taster på en bærbar, ikke engang en meter fra hvor jeg ligger; prikker huller i stilheden med små plastik-firkanter. Noget vådt siler ud af min mundvig og ned på luftmadrassen. Åh gud, hvorfor skal jeg altid falde i søvn på maven, og så savle på alt og alle? Jeg har ikke turdet åbne mine øjne endnu, for jeg har lært lektien. Lig HELT stille, og så opdager tømmermændene dig måske ikke. Så jeg vælger at lade som om, at jeg stadigvæk sover, og møffer mig rundt i min sovepose med et stille suk. En meget lille bevægelse, det burde kunne gå an. Ingen lynende hovedpine. Et godt tegn. Jeg er tryg her. Stadigvæk træt og fyldt med følelser. Og tørstig efter mere. Jeg er ikke sikker på, hvor ingenting begynder og alting stopper i dette selskab, hvilket er helt okay. Alting er på den anden side af alting. Alting er okay.

Lavet i den helt rigtige gryde

"Åh gud," tænker jeg på den indvendige side af mig selv. Jeg er blevet voksen. Det kan godt ske, at vi kun sidder i hovedretten, men inden alt for længe har jeg serveret fire retter til seks personer. Der er hvid dug, levende lys, seks glas til hver gæst. Stuen er det her sted, hvor man ikke overvejer at tænke tanken, at der måske var andre steder at være. Det er hér. Nej. Ikke kun voksen. Jeg er blevet min mor.

Jeg regner med, at jeg har været vidne til ca. 17 jule, hvor mor har stået med hendes juleforklæde på i køkkenet, to dage i streg. To gange har ovnen svigtet hende, hvorefter vi oplevede et studie i ord, som vi ikke måtte bruge i skolen. Blod, sved, tårer, hele omgangen, det er alt sammen sket og oplevet i køkkenet. Men jeg ved, at hun smiler, når hun sender det første fad ind. Jeg begynder lige så stille at forstå hvorfor. Mors mad er sandeligt det bedste i verden.

Fristelse, under evne

På trods af at have brugt dagen på mange fornuftige ting, så har jeg ingenting at skrive om. Dagen er udelukkende gået med, at jeg har foretaget mig ting, som jeg burde gøre. Fornuftige, endsige dejlige ting! Vennetjenester, rengøring, opgaveskrivning, aflevering af bøger på biblioteket. Handlet ind. Den slags.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en engelsklærer, der mente, at jeg var besat af en 'imp of the peverse' - en karakter i en Edgar Allan Poe novelle. Denne dæmon opfordrer os til at gøre alle de ting, som vi ikke burde, netop fordi vi ikke burde. Det er det sugende imperativ, der byder os at hoppe, idet vi læner os op ad rækværket på en altan på 7. sal. Det er at blive ved med at spise af osten, lille bid efter lille bid, indtil der ingenting er tilbage, også selvom der skal være til den næste uge. Det er at træde på den varme asfalt, bare lige for at se, hvordan dét egentlig fungerer. Det er at være fristet over evne. Måske det er at være hedonist.
Min engelsklærer mente, at jeg måtte have en sådan dæmon i mig, for hvad ellers kunne forklare de idiotiske komma- og syntaksfejl i et ellers dejligt engelsk. Jeg ville jo nok nærmere sætte mine penge på dovenskab.

Under alle omstændigheder har jeg været meget artig idag, ikke ladet mig friste af noget eller nogen - og gud hvor har det været kedeligt.

Studie-syndromer

Weizenbaum-syndromet

Symptomer:
Grænseløs begejstring ved gennemlæsning af den relevante tekst. Latter og tårer afløser hinanden, kun afbrudt af indtegningen af små hjerter i teksten for at markere specielt dejlige afsnit. Læser vil evt. prædike tekstens budskaber til følgende forelæsning. Ekstreme tilfælde resulterer i toilet-grafitti. Ref: matematisk instituts toilet faciliteter. Dog ikke begrænset til naturvidenskabelige tekster.

Årsag:
Sen nattelæsning, overtræthed, for meget sukker i kaffen og for meget kaffe.

Kur:
Mindre nattelæsning, mere søvn. Forsøg med studieorganisations-kurser har vist sig succesfulde i det omfang patienten har holdt sig til den anbefalede organisering af studieaktiviteter.

Wittgenstein-syndromet

Symptomer: Indre ro, Mona Lisa-lignende smil, overskud, næstekærlig omgang med frustrerede metodefags-, videnskabsteori- og studium generale-studerende. Overdreven frekvens af brug af følgende udtryk: "sprogspil", "Hvis en løve kunne tale...", "Ord er betydning, og betydning er ord."

Årsag: Introduktion til og tilegnelse af Philosophische Untersuchunge.

Kur: Ingen kendt. Auto-suggestiv terapi m. følgende mantra har vist sig at have afdæmpende effekt på symptomer: "Han forklarer jo ingenting, han forklarer jo ingenting, han forklarer jo ingenting..." Gentag ad nauseam.
Patient bør holdes væk fra løver og sociale spil.

Dag efter dag, uge efter uge

Mandag morgen:

"Unf. Nej. Gåvæksol. Kaf'. Nu."

Tirsdag morgen:
"Umf. Neeej. Væksol! Kaaaffe!"

Onsdag morgen, hvor jeg først møder kl 13:15:
"Zzz"

Torsdag morgen:
"Ikke mere kaffe? Ikke leve uden kaffe. Må købe kaffe."

Fredag morgen, hvor jeg ingen timer har. Overhovedet:

"Af en klump gas, der er gået ild i, så tager den godt nok sig selv ret alvorlig. Om igen ville jeg nok også tage min funktion ret alvorligt, hvis jeg havde lavet det samme siden tidernes morgen. Well done, sol, well done. En inspiration for os alle; umulig at ignorere, som du er."


Lørdag morgen:
"Mmm. Opvask, tøjvask, gulvvask. Og SÅ læsning. Ej. Opvask, tøjvask, gulvvask, guitarspil, kaffe-indkøbing, læsning. Ja. Sådan må det være. Skal bare liiige læse nyheder..."

Søndag morgen:
"Aldrig. Mere. Vin."

Skuleskolen

"Kaldte du mig lige 'nuser', sergentelev Lange?"
"Øh nej, hr. premierløjtnant, jeg sagde 'nu så?'. Som i, eh, om jeg skulle gå ned til..."

Premierløjtnant Quang er et halvt hovede højere end jeg. Han har, hvad der ligner et hareskår, men jeg er ikke sikker. Premierløjtnant Quang er en hård banan, og hårde bananer får nok nærmere ar efter at have nedkæmpet talebanere, hvidhajer, Godzilla'er; den slags. Ud over et lastbilkørekort, har jeg taget én ting med fra det grønne cirkus. At skule. Premierløjtnant Quang har lært mig alt, hvad jeg ved, om at skule.

"... altså, ja, gå ned til... før jeg..."
Premierløjtnanten skifter sit er-du-total-idiot-skul ud med et meget passende dumme-sergentelev-ikke-sjov-længere-skul.
"Ja, sergentelev Lange, gør det nu. Så."

Vinter-tid

"Er det det, det hedder?" undrer jeg mig, mens jeg hopper ud af bussen, og er lige ved at vælte en passerende cyklist. Det der, hvor man skal stille uret en time tilbage, for i hele to uger at få en oplevelse af, at det måske ikke er så vinter-mørkt om morgenen alligevel? Pis. Cyklisten råber et eller andet gutturalt efter mig. Jeg har aldrig styr på, hvornår fanden det er. Efter at have mistet et armbåndsur - en gave fra mine forældre - en gang for lang tid siden, svor jeg, at jeg ikke ville gå med et igen, indtil jeg genfandt gave-uret.  Der er efterhånden gået et par år eller fem... plus. Men det var et godt ur! Jeg kunne godt lide det. Simpelt uden at være kedeligt. Det havde den her funktion, hvor den automatisk styrede de der tider for mig. Hm. Må anskaffe vækkeur. Eventuelt pakke den kalender ud, som Far i sin store bekymring for min fremtidige organisering har givet mig. Cyklisten forsvinder om et hjørne, og jeg venter på grønt. Bah. Finder nok ud af det, førend det bliver aktuelt. Det kan vente.

Biograf-rage

"Jeg går aldrig mere i biografen" tænker jeg tvært, og kaster meget bestemt mit tomme popcorns-bæger i skraldeposen. Den unge biograf-person, der står og holder øje med, at folk husker at rejse sig efter rulleteksterne, skæver nervøst til mig. Jeg ignorerer ham med så meget passiv-agressivitet i mit generelle udtryk, som jeg kan mønstre, og følger efter Brian ud i natten.
"Nåh..." siger jeg.
"Ja..." svarer Brian, og sukker. Han ved, at jeg lige om lidt begynder at svine filmen, biografen og de øvrige biografgængere - han har givetvis hørt talen før. Af samme årsag forholder han sig som regel tavs, og venter på, at jeg er færdig. Dét sker typisk, idet vi passerer Finderup.
Jeg trækker vejret ind, for der er mange ting på aftenens liste. Jeg sad, som altid, ved siden af Stinke-Peter og hans kammerater, der alle gryntede begejstret af alle jokes. Som i - alle - jokes, de imponerende dårlige inklusive. Biograf personalet havde endnu en gang ikke skænket det en tanke, at mange mennesker producerer meget varme, hvorfor der var ulideligt varmt 1/3 inde i filmen. Stinke-Peter og hans kammerater begyndte på dette tidspunkt at stinke endnu mere. Og filmen. Er det helt utænkeligt, at producere en action film, hvor der rent faktisk er et manuskript, der er lidt mere sofistikeret end, hvad jeg kan finde i min 3 årige fætters Pixi-bøger? Og hvorfor skal vi altid se action film?
"Er det bare mig, eller..." begynder jeg.
"Skal du have en McFlurry?"
"Uuuh, de har fået ekstra mange krymmel-varianter, har de ikke? Jeg skal totalt meget have en Daim-M&M-Smarties-Chokosauce-McFlurry!"
Brian ved, hvordan jeg skal pacificeres. "Brian og jeg har været venner i lidt for lang tid efterhånden," tænker jeg, mens jeg sutter lidt i min McFlurry. I total stilhed passerer vi Finderup, og jeg har måske glemt alt om Stinke-Peter. For nu.

Skrift-skriften v. 2.0

"Forbandet LORT!" tænker jeg meget højt for mig selv. Jeg har langt om længe fundet den famøse stil; og jeg er forarget. I bunden af en små-fugtig papkasse, der siden 2003 har stået på mine forældres loft, fandt jeg den. I en folde-mappe, fyldt med andre gymnasie-stile, der alle havde store ambitioner om at blive mugne, lå den og var elendig. For den var og er elendig.

Det kan godt ske, at den var god taget niveauet i betragtning - men gudebenådet? Nok. Næppe. Benådet med en 2.g'ers (2.g, ikke 3.g som formodet) påståelighed og manglende respekt for retstavning, dét er den til gengæld. Nå ja, manglende respekt for noget som helst, åbenbart. Lige pludselig er jeg 17 år igen. Måske 18. Og jeg er en møgunge. Pis!

Jeg pakker kassen sammen, taper den godt og grundigt til, og bærer den op på loftet igen. "Den står på edderkoppespind og skammekrog til dig, mister" pludrer jeg til mig selv, og beslutter mig for med stor ydmyghed og respekt, at lænse blåbærbusken for blåbær. Dét har tiden lært mig. Ydmyghed. Respekt. Ja.

Udskiftning

Nabodullen skændtes altid med hendes kærester. Hendes kærester havde travlt med at gå rundt med franskbrød under armene. Armene slog i bordet, væggen og hvad der ellers stod i vejen. Vejen er i øjeblikket næsten blokeret af flyttekasser, for nabodullen er skiftet ud med klaver-Anders. Klaver-Anders spiller, tro det eller lad være, klaver, og det passer mig helt fint. Medmindre han er virkelig dårlig til at spille, så er det nok ikke værre end det ugentlige ursuppe-drama, der plejer at udspille sig inde ved siden af.

Skrift-skriften

Efter at have brugt dele af en rødvinsaften på, med en god veninde, at diskutere, hvor godt det her skribleri går, finder jeg mig selv med hovedet begravet i en flyttekasse. Jeg ved lige præcis hvad jeg leder efter. Det drejer sig om en stil fra 3.g, hvorpå der af min lærerinde er skrevet følgende på-et-senere-tidspunkt-forgyldte sætning: "Du er en gudbenådet skribent." Hvad der derefter fulgte af røde streger, formaninger og lignende pernitteri, forsvinder i en ekspanderende sky af himmelblå selvtillid og stjernestøv. Ros fra undervisere, som man holder af og respekterer, overgåes ikke af ret meget.

Hvis jeg nu bare kunne finde stilen, så jeg kunne se, hvad jeg helt præcist gjorde rigtigt. Måske jeg havde fat i et eller andet, dengang. Hm. Benådet med ufejlbarlig hukommelse eller orden i noget som helst, dét er jeg med sikkerhed ikke.

Skiferie-tankerne

Efter at have snakket med lidt for mange mennesker, der afgjort skal på skiferie, er jeg misundelig. Jeg savner skiferie. Den der duft af tørt og varmt træ, der bliver stænket til med små sne-klumper, idet man pakker sig selv ud af de mange lag.  Nabohyttens schæferhvalp, der slet ikke kan komme sig over, hvor fantastisk alt det her hvide stads er, og at man gider at tumle rundt i det med den.

Fart. Blændende fart, der får snefnug til at bide sig ind i huden, tvinger tårerne ud af øjnkrogen og smilet helt op til ørerne.

Stilheden, der omfavner alt, mens familien i kollektiv meditation langrender sig gennem landskabet. Mors chokolade-pauser og tips til at køle kroppen af, når det har været lidt for stejlt i lidt for lang tid.

Dét savner jeg.

Alting har en pris

"Ser du, jeg har lært mange ting af alle disse kokke-bekendtskaber, måske af ét mere end de andre, men hemmeligheden bag en god risotto kan, som forhåbentligvist påvist i aften, muligvis være gemt i konstant, ivrig og dybtfølt omrøring," proklamerer jeg, mens jeg tærsker løs i en gryde risotto. Rasmus griner, og mener uden tvivl, at jeg har fortjent mit øgenavn: Dobby.

Det hele startede, da jeg stod og manglede et sted at sove i hele første måned af første semester. Rasmus er velsignet med et organisatorisk talent, hvorfor han selvfølgelig havde lejlighed, bil og luftmadras parat til studiestart. Prisen jeg betalte for at bo på hans luftmadras i en måned var madlavning, oprydning og rengøring. Rasmus lagde måske bare kun mærke til madlavningshalløjet. Han undrede sig godt nok over, hvor hurtigt alting blev beskidt i ugerne efter at jeg flyttede i egen lejlighed.

Motivation

I starten af dette semester fik jeg den gode idé, at stable alt mit semester-relaterede læsestof på den mørkebrune Ikea-stol, der gør det ud for mit natbord. På den måde havde jeg en meget synlig påmindelse om alt det, som der var at læse, hvorfor jeg da hellere måtte gøre noget ved det.

Problemet er lidt nu, at bunken vokser og vokser, og motivationen lige så stille har forvandlet sig til håbløshed. Ikke helt den tanke, som jeg sigtede efter. Til gengæld svinder det lidt i håbløsheden for hver gang jeg har læst en tekst, og det fungerer afgjort bedre, end at have alting stående på hylderne. Giv mig 48 timer på et døgn, tak. Så kan jeg nå at sove længe, hygge med madlavning, spille guitar, gå til sport... OG få læst en hulens masse.