20. apr. 2011

Dag 12 er endnu værre

Åh gud, tænker jeg, mens jeg forfærdet forsøger at danne mig et overblik over det harmonikasammenstød, der er mit visage. Det er dag to i eksamensskrivnings processen, og jeg ligner allerede noget der står på venteliste til et luftigt værelse i det nærmeste klokketårn. Så meget forfald og afskyelighed på så kort tid.

Lige pludselig er det ikke den store katastrofe, som det var tidligere på ugen, at Kæresten først har tid til at ses en gang i morgen. Med lidt held kan en kombination af sæbe, ansigts tonic, agurkeskiver, tandpasta, kamille-the-damp og fugtighedscreme nå at udrette et eller andet inden da. Alternativt en ansigtstransplantation. Nogle anbefalinger til en doner, anyone?

19. apr. 2011

Forberedelser til fiasko

Fuck yeah, tænker jeg begejstret for mig selv, idet jeg forlader Statsbiblioteket med armene fulde. Det gør mig så ufattelig studieliderlig, det her med at proppe tasken med 43 bøger, af hvilke jeg med stor sandsynlighed kun får læst et par stykker. Men forberedelserne! Ritualet! Minen med hvilken man spadserer forbi café området, rodende i tasken efter sygesikringskortet. Det stille suk med hvilket man river den lille seddel af printeren, der fortæller én lige præcis, hvor alle ens bøger befinder sig på reolerne. Det her? Det gør jeg så ofte, at du slet ikke forstår det. Jeg er nemlig hardcore. Don't you know it.