Hævnen

Det hele fortabte sig i mindet om alle de mennesker, som jeg har elsket, skarpt efterfulgt af mindet om alle de mennesker, som jeg har villet ondt. Det næste naturlige skridt er mindet, om dem, som jeg har gjort ondt. Om dem, der har gjort mig ondt. Og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal stille op med det hele. Men jeg husker flere og mere, idet jeg går hjem, end da jeg kom.

Det er en sjælden film, som jeg tvivlsomt vil se igen. Indtrykket, som det har efterladt, er så dybt og klart defineret, at jeg til hver en tid vil kunne hive det hele frem til nærmere inspektion. Det er kunst, det er håndværk uden lige. Det er en eksploration af hævn som et allestedsnærværende væsen, og hvordan det kæmper om magten med overbevisninger, filosofier og det generelle ønske om at være et godt menneske. Eller ej.

PS: Måske ikke en date-film (OVERHOVEDET), men der er aftalt en re-date. Må have gjort et eller andet rigtigt over kaffen før filmen. Wooh!

Status!

Tid til en lille update! Alt muligt er sket på meget kort tid, og jeg aner ikke, hvad det nogensinde skal ende med. Er det ikke spændende? Og, ja, sådan lidt, du ved, angstprovokerende? Anywho, her er nogle overskrifter.

1 - Blev foreslået at/opfordret til at søge en ph.d. Som om jeg ikke har læst nok i forvejen. Har snart brugt 1½ uge på at tænke grundigt og længe over, hvorvidt det nu er en god idé. Jeg er jo ikke rigtig klog, vil jeg mene. Jeg lader bare som om.

2 - Mandags-date! Jeg er så pisse spændt, at jeg skider sommerfugle. Det er første gang i ufattelig lang tid, at jeg har set frem til at stå op på en mandag. Hvilket nok er den præcise årsag til, at jeg ligger her, ude af stand til at falde i søvn.

3 - Smuglytning ved meget spændende borde på reserve-tjener-arbejdet. Det er nu sjovt, at lytte til etablerede professorer, der sidder og bitcher over en kollega, der vist tror, at han/hun har genopfundet shotsglasset. Det kan godt ske, at professorer også kun er mennesker, hvorfor de selvfølgelig sladrer og bagtaler. De er bare så velformulerede, når de gør det.

4 - Blev anklaget for at være terrorist, da jeg kigger forbi køkken-arbejdet. Kokke-personen, der måske/måske-ikke var den nye køkkenchef, kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde set mig dernede, nu når han havde arbejdet der i en hel uge. Jeg kunne jo være hvem som helst. Jeg kunne jo have en bombe i den taske, som jeg ikke havde med mig, for en gangs skyld.
Jeg udfolder måske den begivenhed lidt mere på et senere tidspunkt. Det er så forfærdelig indviklet, så ufatteligt absurd og fyldt til bristepunktet med 36 forskellige slags ironier. Hm.

Jeg prøver lige det der søvn igen. Måske det virker nu. Hvis ikke, så kommer der flere overskrifter. Whoopie!

Tog er nu ellers ikke nederen, som sådan

- Ja ja, nu skal det ikke blive for personligt.
Jeg glaner op på billetkontrolløren, der åbenbart ikke, i modsætning til jeg, har forstået, at man altså ikke snakker højlydt i en fucking hvilekupé. Men man må åbenbart godt snakke, nej, man skal snakke med billetkontrolløren, og man har lige præcis så lang tid det tager, at give stempel-saks-maskine-tingen et upassioneret klem, og kaste billet, kørekort og wildcard ned på bordet foran mig, til at indlede en personlig samtale.
Han kunne i det mindste have kigget på mit wildcard, nu når jeg brugte 26 minutter på en tømmermænds forkrøblet fredag morgen på at stå i kø, så jeg kunne få det fornyet. Den rammer mig en gang imellem, denne tilfredshed med at have gjort noget ordentligt. Rigtig. I følge reglerne. God dreng, dygtig, her er en kiks. Og alle folk er ligeglade. Specielt billetkontrolløren.

Brb

I må undskylde tavsheden, men jeg går og arbejder på den her gigantiske opgave. Det arbejde går ud på at bruge ufattelig meget tid på at sidde foran en computer, og lave absolut ingenting. Som enhver studerende (eller has-been) ved, så er det en essentiel men ufattelig uproduktiv del af opgaveskrivningprocessen. På et eller andet tidspunkt sker der dog, heldigvis et eller andet. Ord og sætninger former sig på skærmen, og danner egentlige meningsfulde konstruktioner. Jeg glæder mig på forhånd, og det må gerne ske snart. Ellers er jeg fucked.

Det er en god ting, tro mig III

39 minutter senere skøjter Maja og jeg rundt på dansegulvet. For meget beerpong og alt for dansabelt musik har forvandlet gulvet til en glat affære. Men vi morer os, og Maja er en storsmilende fornøjelse at se på. Jeg behersker mig, og undlader at fortælle hende, at hun smiler som en ung Tyne Daly. Det har ikke rigtig virket så godt for mig her til aften, det der med at sammenligne folk med andre folk. På trods af intentionen.

Og så er det lyst, pludseligt. Skræmmende lyst. Uvirkeligt lyst. Var det ikke efterår lige før? Skulle det ikke være mørkt fra nu af? Besynderlighed. Men aften, natten og morgenen er gået. Klokken er 07:30, førend jeg er i seng. Det er okay.

Det er en god ting, tro mig II

I baren møder jeg ham her dude'n, som er ven med Michelle-fra-studiet's kæreste. Han peger på mig, anklagende, og eksklamerer, at vi har mødt hinanden før. Hvilket er sandt! For et års tid siden sad jeg i hans små-snuskede sofa og røg en joint med Michelle, der på daværende tidspunkt var så fuld, at hun var begyndt at pive i stedet for at snakke. Altså, ja, ikke fordi hun var ked af noget, men fordi hun går over i et højfrekvent spektrum, når hun bliver tilpas beruset. Skinger kan vi også kalde det, men det lyder så hysterisk. Piver, som et tyggedyr til en hund, er det helt rigtige ord.

Alt dette vækker åbenbart minder hos the dude. Han griner, og supplerer historien med en observation om den hvidvin, som jeg, selvfølgelig, havde med derop. Rasmus, der indtil da har stået og måbet af min fortid som joint-rygende humanist, bryder her ind, lettet over at kunne genkende mig igen. 'Selvfølgelig havde han en fucking hvidvin med!'

Det er en god ting, tro mig I

Killer, tænker jeg, mens jeg skuer ud over festlokalet. Fyldt til randen, en 40-50 mennesker, og jeg kender ikke en sjæl. Ud over Rasmus, Mathilde og Maja. En lille men udvalgt flok, slet ikke dårligt selskab. Men øh, right. Må hellere blive forholdsvist tilpas beruset inden alt for længe, hvis jeg skal overleve det her.

42 minutter senere er jeg i gang med at forklare Evelyn Glennie look-a-liken, hvor totalt meget hun ligner den her virtuose skotske perkussionist, der i øvrigt er døv. Evelyn-klonen kigger på mig lettere uforstående, usikker på hvor stort et kompliment, der egentlig er tale om. Jeg forsøger at overbevise hende om, at slagtøj aldrig har været det samme siden Evelyn. Reaktionen udebliver. Jeg konkluderer, at hun enten ikke har nogen interesse har for slagtøj, eller at hun ikke er tilfreds med at blive sammenlignet med en døv skotte - hvorfor det for helvede kan være lige meget. I baren med mig.

Efter året

I grunden giver det ikke nogen mening, mener jeg, mens jeg tager en note om årstiden, der kun eksisterer i fremtiden. Men fucking hell. Decideret fuckstockings. Fuck! Jeg vil OGSÅ i praktisk på en ambassade.

Søs skriver jævnligt meget fortællende e-mails hjem fra Berlin, og det er svært ikke at ønske sig derned. Muligheden for udlandet og at være, sådan, professionel agtig du ved. I udlandet! Jeg vil det, og jeg vil det nu.
Lysten fortager sig ikke, da jeg henslængt i vindueskarmen betragter Rasmus, der laver fejrings-pandekager, fortælle om hans fremtidige praktikophold på ambassaden i Hanoi. Effing Hanoi. Jeg ved ikke engang hvor i KinaVietnam det ligger. Nord eller syd? Hvad helvede.

Jeg er måske ikke helt færdigbagt i den akademiske stenovn, til at blive sendt nogle steder. Endnu. Langtidshævning og sådan. Til gengæld har jeg allerede planerne på plads. Mit spansk skal genoplives, jeg skal ud og købe en blazer, jeg skal nyde et efterår, som man godt kan ignorere lidt. I modsætning til det danske.

Så hellere uvidenhed

Awwnutsnutsnuts, tænker jeg, mens jeg med begyndende hovedpine og svedperler i overskægget forsigtigt taster mit password ind på tastaturet. Hej webbank. Hvor jeg dog hader dig.

Efter halvanden uge i blomsterbestrøet, champagnesprudlende uvidenhed, har min økonomi-neurose prustende og storsvedende indhentet mig. Jeg ved udmærket, hvad der venter. Enten er det et forbavsende stor beløb med et meget lille minus foran, eller også er det et forbavsende lille beløb, der overhovedet ingen intentioner har, om at forsøge at se større ud. Lige meget hvad, så er det noget knep. Men Berlin, sommerhus og hvorvidt jeg skal nøjes med ét måltid om dagen resten af måneden afhænger af det.

Arg. Bare én overspringshandlig til. Derefter, rationel adfærd. Jeg lover det.

Det havde du virkelig ikke behøvet

Far har i et anfald af bundløs bekymring for mit videre velbefindende lånt mig et stks. FC København halstørklæde. Far er udmærket klar over, at jeg nægter at associere mig med fodbold og alt der har med sporten at gøre, hvorfor udlånet, velment som det er, for øjeblikket ligger henslængt over lænestolen. Hysterisk, måske, men på trods af løfter om ikke at tage billeder af mig, mens jeg ligger og sover med de blå-hvide farver omkring min hals, så stoler jeg ikke på ham. Så hellere hoste et par dage mere.

Nitte

Ordnede forhold med madlavning, tøjvask, automatisk opfyldning af køleskab, al den slags godter, det burde være en hjælp på det hele. Færre distraktioner i løbet af dagen og sådan. Men nej. Min opgave er lige så død, som den var, da jeg ankom.

Så nu sidder jeg, igen, hjemme ved forældrene med kriller i samtlige fibre efter at vende hjem til Århus. Hvad der skulle være en produktiv start på ugen, er blevet til alt andet end det. Til gengæld har jeg hygget lidt med Far, der vist synes, at det er ret hyggeligt at have selskab, nu når han alligevel arbejder hjemmefra. Vi får i hvert fald hentet noget 'brød' ved bageren til vores formiddagskaffe.
Jeg er næsten skræmt over hvor mange kaffe-ritualer en dag består af, når man sådan er voksen og arbejdende på kontor og den slags. Hjerne-juice, anyone?

Dans, for helvede, dans

Jeg ved ikke helt. Måske det var for meget, for længe. Men så render man ind i Sabina med en flaske rom under armen. Langsomt bliver det en fest. Festen bliver til en dans, og dansen gør sig til, driller, frister, lokker, forlanger mere og mere opmærksomhed. Med ét er det slut, og man har lige pludseligt arbejde på favorit restauranten. Det er søndag morgen, og der er overtræk på kontoen. Fuck det. Alting har en pris.

Hot-snot liste #5

Hot
- Vinter incoming! Jeg kan nu godt lide sne og mørke. Plus, nu har jeg fundet ud af, at jeg ikke får vinterdepressioner, men bare sådan depressioner i sig selv. Rart at vide, at man er mere alsidig end som så. Også rart at vide, at vinteren ikke nederen per excellence.
- Studievejledning! Alting er ikke helt umuligt alligevel, viser det sig. Man skal bare spørge de rette mennesker om assistance. Nizzle!
- Studiejob som reservetjener på favorit-restauranten! Ud over at være døden nær af nervøsitet, fordi jeg kender standarden, så glæder jeg mig ufattelig meget til at lege tallerken-taxa.

Snot
- Polterabendsplanlægning. Vi er alle sammen studerende, og jeg frygter for resultatet. Hvis vi laver en super polterabend, så bliver det til en uinteressant bryllupsgave. Og omvendt. What to do?
- Chefen bliver lidt træt af mig, når jeg siger op. Jeg bliver omvendt lidt træt af, at skulle aflevere nøglen til det evigt fyldte køleskab.
- Feber. Influenza. Hoste. Pest. Whatever. Jeg har det.

Tre ting...

Åhja, mindes jeg, mens jeg sidder og konstruerer hjemmeside, skriver på et eventyr, spiller guitar, vasker op og laver aftensmad. Jeg har godt nok leveret syv, men syv er ikke helt 10. Tæt på, måske, men ikke tæt nok. Så jeg honorerer afsløring nr. 7, afbryder samtlige ovennævnte aktiviteter (mænd kan sagtens multitaske), og går i gang med at tænke.

8 

Var engang overbevist om at ladyfingers var et sexlegetøj, og ikke (også) en art kiks. Derfor måtte jeg jo fortælle nogle kunder, da de spurgte efter dem i SuperBrugsen på Vesterbro Torv, at den slags førte vi altså ikke her. De kunne jo venligst prøve længere nede af Nørregade.

9

Vandt en skrive-konkurrence i 3. klasse. Siden da er det åbenbart kun gået ned af bakke, for jeg har ikke vundet noget efterfølgende. Ud over en homo-klumme, altså. Nåhja, og dén her, selvfølgelig! Rart at vide, at man ikke er pop.

10

Efter at have hadet mit enorme smil hele vejen igennem folkeskolen og gymnasiet, er jeg lige så stille begyndt at holde af det*. Fornuftig tandkød-til-hvide-tænder-ratio og sådan. Og hvad så, hvis det er gigantisk, tænker jeg. Det er sgu fordi jeg mener det.

*

- Du minder om en eller anden kendt, får du tit det at vide? 

- Øh.

- Jokeren! Det er Jokeren!

- Nu er Jokeren som sådan ikke en kendt person, men en kendt fiktiv karakter. Du mener vel ikke, at jeg ligner Jach Nicholson?

- Nejsgu, men du ligner herremeget Jokeren. Når du smiler, altså.

- ...

Fra blomst til blomst

Aftenen er gået med at skrive på en D&D historie, som hurtigt nok skal se anvendelse*. I sagens natur hyggeligt, forholdsvist nørdet og meget som at skrive på et manuskript til noget skønlitterært. Vil jeg tro. Hvor fantastisk ville det så ikke være, hvis man bare kunne finde ud af det, nu når man egentlig godt kan lide at skrive og sådan. Men nej. Jeg stinker. Meget.

Jeg har skrevet et hav af fabelagtigt kvalmende dialoger. Beskrevet utallige farveløse landsbyer. Tegnet upræcise og uinteressante kort af en død og uspændende verden. Jeg er den værste D&D spiller nogen sinde - og jeg er ikke engang begyndt.

Så jeg sætter mig ned, for at se, om man ikke kunne skrive lidt til bloggen i stedet. For en gangs skyld, du ved. Fem minutter senere starter jeg så på endnu en historie, om at møde mennesker på Langelandsgade. Men hov, det lyder da lidt bekendt, det her med Langelandsgade, gør det ikke? Jo, det gør det faktisk. Helt præcist, så har jeg skrevet om ting, der er foregået på Langelandsgade, tre gange. Uden at være særlig overrasket over det, føler jeg mig utåleligt uoriginal. Jeg er ikke engang original nok, til at plagiere andre end mig selv. Endsige nogen med talent.

Så nu ligger jeg søvnløs og frustreret, og læser 'Vilde Svaner'. Måske man kan finde lidt inspiration der. Måske mine kære eventyrer skal udsættes for lidt kulturrevolution. Måske...

* Planen er lidt at smide historierne op her på bloggen, såfremt de modtages fornuftigt. I skal selvfølgelig skånes, hvis de... Ja... Du ved, flopper. I et forsøg på at gøre historierne underholdende omend ikke andet, så indeholder de blandt andet Kæmpepatternes Hule, nøgne homo-munke på mission - samt goblins. Jeg ville gerne kunne afsløre præcist, hvorfor goblins er underholdende, men det ville ødelægge historien på forhånd. Vent og se.

Minimilie

Hah, smiler jeg, mens jeg triller ned af Ringgaden. Det regner. Meget, endda, for jeg er aldeles gennemblødt. Men regnen er ikke kold, og der er stadigvæk grønt over det hele. Det er ikke mørkt endnu. Det regner på den der måde, der invitere til dans på glatte plæner. Til at sidde under træer, og lytte til ren luft imellem fugtige blade.

Men ikke lige nu. Ikke i dag, nej, for jeg skal på arbejde, og derefter på besøg hos Jesper, Mejse og Arthur. Til mit store held var arbejdet meget hurtigt overstået, hvorfor jeg fik ekstra meget kvalitetstid med den mindste familie nogensinde. Da jeg går derfra, syv en halv timer senere, regner det ikke længere, og jeg er tør. Tør, mæt, glad og inspireret. Det er måske en meget lille familie, men de har nu engang meget store og meget varme hjerter.

Re: \o/

Om fem dage sker det. Jeg bliver... udgivet? Nej, ikke rigtig, det lyder som om, at jeg får penge for det. Publiceret? Heller ikke, jeg er ret public i forvejen. Og jeg får stadigvæk ikke penge for det. Offentliggjort? Tja. Eh. Nej. Nåhmenaltså jeg får den her tekst smækket på en side, som ikke er min egen. Og det er bestillingsarbejde, og jeg får ikke en skid for det. Er det ikke awesome?!

Jeg synes det er awesome. Det vil givetvis forandre absolut ingenting, men hele tanken om, at én person (minimum) synes, at man godt kan ét eller andet, dén tanke giver mig vinger.
Hvis nu mere end én synes, at det er godt, så kan det jo være, at det bliver en fast ting. Søs vil efterfølgende klappe i hendes små hænder, og hvine, at 'så er jeg totalt meget li'som Carrie', hvilket jeg efterfølgende vil protestere imod. Jeg ligner jo ikke engang en hest. Helt ærligt.

Billedet er fundet på http://sarahjessicaparkerlookslikeahorse.com/

Udforskning af lovmæssig umulighed I - at snave med lebber

Skanderbog var fabelagtigt, men hårdt. Dopamin-producerende og -sekreterende neuroner har været på overarbejde, og de er nu helt og aldeles udmattede - ikke ulig min krop. Derfor føles det måske meget naturligt, som om, at jeg er lidt deprimeret. Livet efter Skanderborg er ikke nær så interessant, som livet under. Men det kan det jo blive.

Nu skal I høre! Generelt var der stor morskab, men jeg har alligevel kun én god anekdote med derfra. I får den lige med det samme. På anden aften lykkes det mig at snave med ikke én, nej, men TO gudeskønne lebber. De lignede absolut ikke lebber, hvad det end så skal sige, men der var ikke nogen tvivl - de kunne lide bryster, og det kunne jeg jo godt forstå. Awesome, vil nogen nok mene, og selvom det var både dejligt og sjovt, så virker det lidt, som en, tja, en ikke-scoring. For ikke nok med, at de var lesbiske, så skulle de også giftes den følgende dag - med hinanden. Altså, at 'score' to lebber, der begge lover sig væk til hinanden den følgende dag - hvis dét ikke er at stirre ned i en blindgyde, så ved jeg ikke hvad er. Men hvad. Det er gratis at snave.

Koste-snave-skandalen - nu med saks

Midt i historien om, hvordan hun brækkede hendes arm to steder, da hun legede kost* på Skanderborg for to år siden, går det op for mig; jeg er lige blevet venner med min frisør. Eller hvad fanden. Var det da hun fortalte, om snave-føretrøjerne? Gul trøje for flest, bjerg trøje for størst, en-eller-anden-trøje for yngst? Eh. Under alle omstændigheder, så hedder hun Camilla.

Nej! Nu ved jeg det! Helt præcist, så gik det op for mig, da dagens emsige kælling, som egentlig nok styrer biksen, kommer hen og beder os dæmpe os. Halløjsauce, tænker jeg, og forsøger at forstå, hvorfor det skal være så seriøs en ting, det her med at blive klippet. Vi var lige i gang med at bonde, for helvede.


* Man drikker sig fuld, tager en kust, peger den mod himlen, og roterer med den og sig selv 10 gange om egen akse, hvorefter man forsøger at hoppe over den. Det bliver aldrig rigtig til andet end et forsøg, åbenbart. Et forsøg og brækkede knogler.

Et roligt sted, hvor der til stadighed ikke findes internet, hvorfor jeg først skriver nu. Det regnede på stranden.

Min storebror har lige fået æren, for at have fremtvunget skærmbilledet fra min fars bærbare på fjernsynet, hvormed fremvisningen af samtlige 743 billeder fra forældrenes Grønlandstur kan begynde. Jeg var så forudseende, at jeg ankom til sommerhuset dagen i forvejen, så jeg har allerede hørt alle historierne og set alle billederne. Jeg gaber lydløst bag en hånd, mens Far begynder på historiefortællingen; læner mig tilbage i sofaen, zoner ud, og begynder at tælle hvor mange gange Mor afbryder ham, for at korrigere ham.

Tjo, tænker jeg i et forsøg på at besvare mit eget spørgsmål. En uskadelig interesse kan man altid fremelske. Måske det handler om indholdet. Entusiasmen, med hvilken historierne og billederne præsenteres. Måske det handler om ikke at sidde i en sofa i et sommerhus ved siden af Mormor, der dufter af Mormor, knirkende køkkenskabe, bløde hudfolder på underarmen - og lidt af kamfer.

Hagedag

I dag var dagen, hvor jeg gik i Silvan. Senere blev dagen i dag, til dagen, hvor jeg lagde mærke til folks hager. Lad det være sagt med det samme, alle folk har sjove hager. I enkelte tilfælde måtte jeg sætte mig på mine hænder, bide mig i mine kinder og knibe øjnene sammen for at undlade at springe op af min stole, pege på den relevante hage, og derefter grine højlydt. Jeg har givetvis været mere besynderlig at se på, end de hager, som startede hele balladen. Ironi, måske?

Lige meget. Jeg har et manuskript parat til den her ting, som jeg får publiceret, og jeg har hjertet på dette sted, og jeg har de rette hjerter tæt på mig og omkring mig. Jeg skal ikke bede om mere, for jeg har det hele. Velsignet være du, hagedag, for du har gjort mig så glad.

\o/

På trods af at studiet står lidt stille for tiden, så vader jeg i potentiel succes. Jeg har det op til lige under begge næsebor. Og hvad fanden skal man stille op med det?  En god ven, har sørget for, at jeg får lov til at skrive en lille ting, der vil blive læst af, forhåbentligvis, 30.000 mennesker. Min iværksætter-chef smider hjemmeside-projekter i nakken på mig, for hende selv og hendes iværksætter-venner. En anden god ven mener, at vi to totalt meget burde skrive manuskripter sammen til det her sketchshow, som han allerede har gang i på YouTube.
Jeg har råd til Skanderborg Festival, og det bliver en fest lige meget hvad. En ny guitar, er der sørme også råd til, pludseligt, hvilket jeg kun har sparet op til i lidt over et år. Jeg har et muligt ønskejob på bedding i hovedstaden, hvor godt og savnet selskab venter. Det er næsten for meget af det gode.

Og jeg vil det hele. Lige nu. Lige under mine næsebor smiler jeg, stort, som jeg nu gør, for jeg glæder mig.

D&D for begyndere... og totale tumper

Jeg har aldrig spillet Dungeons & Dragons. Okay, det er løgn. Jeg indrømmer det! Jeg har spillet det to gange i folkeskolen, men jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad det hele gik ud på. Det eneste, jeg egentlig kan huske, er, at jeg var overbevist om, at det var narrøvs-Alex, der stjal den lille tin-figur, som jeg allernådigst havde fået penge til at købe af Mor. Kæmpe spade, ham Alex.
Så går der 18 år, og man ser det her:

http://www.escapistmagazine.com/videos/view/i-hit-it-with-my-axe

Umiddelbart efter et akut behov for at se, hvad der sker i næste afsnit er stilnet, eftersom man har set samtlige, opstår der et nyt mindst lige så presserende must; at spille D&D igen. Det ser jo for helvede sjovt ud.
Men jeg har ingen terninger, regelbøger, pornostjerner eller erfaringer som sådan. Hvis der er nogen, der også godt kunne se det sjove i det, så sig til. Så må vi for helvede kunne lære, hvad det helt præcist går ud på sammen.

Jeg ringer, når det bliver hverdag

Efter at have konsulteret få men udvalgte venner, så er det gået op for mig, at jeg er et svin. Jeg er et svin over for mange mennesker på samme tid, og jeg anede det slet ikke. Det er altid træls at være et svin, men jeg vil nu mene, at det er endnu mere at være ét, og så ikke være klar over det. Hvordan skal man nogensinde gøre det, hvad det end så er, godt igen? Og var der ikke nogen, der kunne have sagt noget lidt før, tak!?

Men det er for sent nu. Jeg er klogere, nu. Jeg har nemlig lært, at man altid altid ALTID skal ringe eller skrive til hende pigen, der gav hendes nummer til én klokken mega-sent, lige før baren lukkede. Selvom hendes meget kønne øjne ikke formåede at fokusere på min næse, der ellers har en udmærket størrelse til at blive fokuseret på, så skal/må/kan man som mand ikke tillade sig, at tænke tanken, at det måske er bedst, hvis man, sådan, ja, glemmer det hele. Forsøget på at bevare hendes værdighed er meget sødt, men det er en fejlslutning, bliver jeg fortalt. Måske hun bare har drukket sig mod til? Det er jo ikke noget, man bare sådan gør.

Tja, tænker jeg, konfronteret med den forklaring, og begynder straks at undre mig over, at samtlige de telefonnumre, som jeg får smidt i hovedet, altid kommer fra meget 'umodige' piger. Jeg må enten se farlig ud, eller også er jeg bare det kønneste ansigt der er tilbage, lige før baren lukker.

Pjat, får jeg efterfølgende at vide, nu sidder du bare og finder på undskyldninger for ikke at skrive til dem, fordi du selv er 'umodig'. Modløs? Umoden? Hm.

Det er vist også min egentlige pointe. Jeg har ingen bevidste intentioner om at være et svin. Til gengæld er jeg en målrettet omend ærlig tøsedreng. Derfor skal der hermed lyde et kollektivt men stadigvæk dybfølt undskyld til Josephine, Tina, Anja, Dorte og Anne. Jeg beklager, at der nu er gået en hel uge, og jeg har ikke skrevet til nogen af jer. Jeg er et svin.

Prisværdigt!

Sådan går det, når man holder op med at blogge. Dels får man flere abonnenter (true story), og dels får man ens første blog-pris - mange tak, Trine :) Jeg er umådeligt glad for den, men også umådelig ked af, at jeg først har set den nu. Den bedste måde at modtage den slags opmærksomhed på, er ret sikkert ikke at ignorere den fuldstændigt. Men hey. Sådan er jeg så retarderet.

7 tilfældige nice-to-knows om mig:

1. Min seng skal være hård! Så er det sagt. Ingen seng, men kun et stengulv? Udmærket. Jeg elsker det.
2. Når gutterne er samlede, og der skal fortælles historier, så er min mest mandige historie stadigvæk dengang i  7. klasse, hvor jeg var til halbal i Mønsted og snavede med tre forskellige piger. Noget må gøres.
3. Eller også er det den om, at jeg blev kørt over af en lastbil i militæret. Over tæerne, vel at mærke.
4. Jeg ville ikke have det vilde imod at blive spist af en haj.  Så kan man jo lære at tro, at man er planetens uforstyrrede herskende race.
5. Jeg har læst Virginia Woolf's Mrs. Dalloway 23 gange. Den kan stadigvæk anbefales. Måske man skulle...
6. Arbejder på at bestemme mig for, om det ville være fedest at kunne flyve eller at have gæller. Det ene er mere awesome end det andet!
7. Jeg er afhængig af at overspringshandle, og det gør det ikke meget lettere, at få gjort noget ved.

Hvis jeg havde syv blogger-bekendtskaber, så ville jeg sende den videre i det øjeblikkeligste øjeblik.  Det har jeg jo nu nok også, men jeg skal lige have tænkt mig frem til, hvem der egentlig vil svare, og så rent faktisk skrive de der syv ting om sig selv.

Uden en smøg

Der er en larm af sommerliv. Højtalere på hjul, der drøner forbi nede for enden af gaden. Begejstret latter og øjeblikkets utilsvinede ligegyldighed vælter ud af vinduer. Insekter, eller måske bare flere biler i det fjerne, forsyner luften med en bagrundssummen. En velkommen vind i mit ansigt og i mit hår, kolde sten under mine baller. Dette føles som sommer. Den sommer jeg kyssede Marie Louise. Den sommer jeg kyssede Cecilie. Den sommer jeg kyssede Kathrine. Den sommer jeg kyssede Brian. Den sommer, den sommer, den sommer.

Fuldstændigt fortabt i minderne om det hele overraskes jeg af en pige fra festen. Undskyld, siger hun, mens hun kigger ned på mig, undrende. Det skal du ikke undskylde for, siger jeg, og forstår ærligt talt ikke, hvad problemet med noget som helst skulle være i øjeblikket. Jeg ville bare, øh, ja, du har vel ikke en smøg, spørger hun. Desværre, beklager jeg, ikke helt overbevist om, at jeg nu egentlig også mener det. Så du sidder her bare, uden en smøg, fortsætter hun. Hendes deduktion af åbenlyse tilstande overbeviser mig om, at hun måske er mere ædru end jeg, men ikke nødvendigvis mere interessant af den årsag. Jep, svarer jeg. Uden en smøg.

En D-dag

Jeg går, og er træt af mig selv. Uddannelsen interesserer mig ikke, og får derfor meget lidt opmærksomhed. Min økonomi fungerer udelukkende på et måned-til-måned basis. Jeg er en elendig kæreste. Min kærlighed til det skrevne ord er, som du nok har bemærket, reduceret til en forbigående omend i øjenlikket dybfølt interesse. Jeg besøger ikke mine bedsteforældre ofte nok. Studiejobbet er blevet til et arbejde, som jeg kun glæder mig til at få fri fra. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad i samtlige helvedes etager jeg skal stille op med denne guddommelige gave, som det liv, jeg er blevet givet, er, og det føles meget som om, at jeg spilder min tid, og hvor er det dog respektløst. Nåh ja, og så blogger jeg ikke nok.

Så jeg tænker, mens jeg sidder i et hjørne af min seng, og forsøger at mønstre en afart af interesse for nattens film, at det måske vil hjælpe, hvis jeg nu forsøgte at skrive lidt om det. Du ved, organisere det hele lidt. Overveje min situation idet jeg formulerer den. Måske et eller andet skiller sig ud. Måske en årsag kan findes.

Men det eneste, som jeg har fået ud af det, er en række ord, der starter med det samme bogstav, men alle ender med et spørgsmålstegn. Det må være en start i det små.

Nogen har stjålet min vasketaske fra vaskekælderen, hvor min vasketaske står, når jeg vasker tøj

Der sidder en filosof på min sengekant. Hun stiller spørgsmål, om jeg så er i gang med at læse, drømme eller elske. Uheldigvis fylder min seng ret meget i min lejlighed, hvorfor jeg aldrig rigtig er fri for hende. Hun smiler altid hemmelighedsfuldt, men når jeg spørger, hvad hun gemmer på, så svarer hun, at det udelukkende er fordi, at hun er uvidenheden selv. Hvem anden kan smile hemmelighedsfuldt, velvidende at hun ikke ved noget som helst, argumenterer hun.

I dag spurgte hun, om det overhovedet var en god idé, at have en hjerne. Jeg selv var jo et fornuftigt eksempel på, at det er svært at få noget konkret ud af den, mente hun. Måske den er mere i vejen, end den er til gavn? Jeg måbede lidt af hende, mens mine hænder blev bløde og rynkede i opvaskevandet. Mens jeg tog den sidste gryde vrissede jeg af hende, at det var et tåbeligt spørgsmål, for nu er den her jo li'som, hjernen, og vi kan ikke gøre så meget ved det.

Vås, grinede hun bag gyldne øjne, og fyldte lejligheden med månelatter.

Ssh, sagde diskokuglen, og forsøgte at gemme sig bag solen

Det er årets første sommeraften, og jeg har aldrig haft en bedre undskyldning, for at gå mig en tur, end netop bare for at gå en tur, på årets første sommeraften. Har du?

Alting er meget grønt. Ingen kommunalt ansatte i orange kedeldragter har forstået, at græsset rundt omkring lige pludselig skal slåes, så hele verden forekommer lækkert lodden. På en meget fotosyntetisk måde.

Men ture har det med at gå i cirkler, hvorfor jeg med langsomme skridt nærmer mig min lejlighed. På vejen, der fører ned til min vej - eller rettere én af de veje, der fører end til min vej - har G4 Securicor valgt at bygge sig en fæstning. Ikke et vindue, ikke en dør er uden gitter og tydelige alarm-himstregimster. Censorer (der måske også er kameraer, der måske kan se i mørke, der måske kan se infrarødt lys, der måske kan se, om du har været artig i dag) pryder udvendige hjørner og kroge. Alt i alt virker det som en meget bange bygning. En meget bange bygning, der meget hellere ville være et diskotek.

For lysene hopper, lysene danser. Til forskellige rytmer blinker de så hurtigt som de nu kan, hvorfor specielt energisparelampen i cafeteriet føler sig lidt ude af takt. Et eller andet er gået galt, tænker jeg, for bange bygninger og de folk, der ejer bange bygninger, forstår nok ikke helt, at med det lysshow, som kan ses mange bakketoppe væk, så tiltrækker de sig måske opmærksomhed fra de mennesker, som de er bange for. Måske?

Plink og plonk

Jeg tænkte det nok, tænkte jeg. Jeg har nu siddet og balanceret på armlænet på en sofa i en 1½ times tid, tydeligvis under påvirkningen af umoden rosé og en gin og tonic for meget. Og så hiver værten guitaren frem, og beder mig om at give et nummer. Festligt, kunne man tro, og hvis jeg ikke var sådan en festlig person, så havde jeg nok tænkt lidt mere over det faktum, at jeg tydeligvis ikke er i stand til at spille guitar lige nu. Men nej. Så jeg slog først Bach ihjel. Derefter parterede jeg Vivaldi, hvorefter jeg drænede Dionisio Aguado for samtlige kropsvæsker - og drak dem. Så kan man måske for helvede få lov til at sidde og balancere på armlænet på en sofa i en 1½ times tid i fred.

Med hønsene

Man ved, at man er blevet voksen, når man uden undtagelser vågner klokken 6 om morgenen i en hel uge. Man ved også, at man ikke er specielt interesseret i at være voksen, når man på den ottende dag sidder oppe til klokken alt for sent, og spiller hjernedøde first-person shooters, bare fordi man for en gangs skyld ikke har nogle planer den næste dag, der involverer at hoppe ud af sengen før tolv. Måske man endda kan vende tilbage til at være ikke-voksen?

I morgen vil man efterfølgende erfare, at det ikke har hjulpet en skid. Til gengæld er man nu gnaven OG vågen.

Fotogenerisk

- Også dig!

-Æhva'?

- Du skal også med på billedet!

- Øh.

- Så kan du få en servitrice under hver arm, hihi.

Griner bedstemoderen, som bedstemødre nu gør idet de netop har foranstaltet romance mellem to (eller flere, i dette tilfælde) unge mennesker. Jeg skæver til de to 15 årige serverings-piger, som en eller anden fandt egnede til at hjælpe mig i køkkenet. På hvilket grundlag denne vurdering fandt sted, det har jeg lidt svært ved at forstå. Indtil videre har de dog udmærket sig i at fnise og hvisketiske.

- Perfekt!

Smiler bedstemoderen, og forsvinder ud af køkkenet med et bredt smil. Den slags smil, der får rynker til at forsvinde. Det må have været et godt billed, eller også så hun noget i billedet, som jeg gik glip af. Ahja. At lave mad til en konfirmation, og være foreviget i processen.

Åh nej og åh jo

Der er få ting, der er mere frygtindgydende, end at møde måske-kærestes venner og familie. At det overhovedet sker i ét skoldhedt favntag, det ville givetvis tage pusten fra selv Atlas. Men hurra! Det gik godt, tror jeg. Man skulle måske som hovedregel frygte for det indtryk, som man efterlod, men jeg vil nu påstå, at det indtryk, som man får af vennerne og familien har lidt at sige. Til min store begejstring og fortsatte forårs-fornøjelse, så er måske-kærestes venner og familie herligt selskab, både før og efter voldsomt mange drinks på Sidebar.

Arbeit macht müde

Efter 12,5 timer på jobbet er jeg lidt træt. Træt, og ude af stand til at finde på noget spændende at skrive om. Ud over, måske, at jeg vader i jobtilbud. Er der noget i luften, eller er det bare mig, der ligner én, der har brug for et solidt måltid og noget at rive i?

Men det er nu okay. Penge er altid rart, men af og til er fritid mere rart. Som f.eks. en søndag morgen, hvor man måske ikke har lyst til at stå tidligt op, når man nu ellers kunne blive liggende. Men hey. Konfirmander skal fejres, om de vil det eller ej, og så skal folk jo have et eller andet at spise. Man kan sove, når man bliver... ældre? Ufatteligt rig? Ikke-studerende?

Rettidig omhu, hvis man altså lige når det

Jeg har gode erfaringer med at miste fornemmelsen for tid, når jeg har travlt med at lave absolut ingenting. Dét er jeg vant til, det er jeg tryg ved. Hvad jeg ikke er vant til er, at miste fornemmelsen for tid, når jeg fræser rundt med lydens fart (jeg er trods alt ikke lavet af ren solstråle) i forsøget på at nå helt vildt meget på en meget laid back måde. Du ved, sådan lidt slacker-ambitiøst, hvis det giver mening.

Men hvad er problemet, tænker du, der må være en specifik årsag til, at fornemmelsen for tid skal diskuteres - og det har du ret i. Problemet er, at jeg nu tre gange (og det er ikke et tal, som jeg bare slynger ud), har stået foran den meget lukkede dør til min vinpusher i jagten på forårets første flaske rosé. For solen skinner, vejret er mildt (cirka), og jeg har glædet mig til den skide vin i en halv evighed, for helvede.

Det må være godt det samme. Jeg har alligevel for travlt til at drikke den og nyde den på samme tid. Åbenbart.

Sushi plus det løse

'Mmm, ærter' tænker jeg, og stikker en hel edamame-bønne  i kæften. Min ledsager kigger lidt undrende på mig. At dømme efter mine problemer med at tygge 'ærten' og blikket, som jeg bliver sendt tværs over bordet, så er det lige lykkes mig at konsumere en edamame-bønne på den helt forkerte måde.

'Det er ikke meningen, at man skal spise hele ærten, er det?' spørger jeg, og forsøger uden held at synke bønnen. Der rystes på hovedet modsat mig.
'Måske jeg burde have forberedt mig lidt på det her', tænker jeg. Det der med at kaste sig ud i noget, der har været moderne siden Sex and the City først begyndte at sprede dets beskidte propaganda, det kan kun føre til en lang række små men bemærkelsesværdige ydmygelser. Men det smager nu helt godt.

Fiasko in spe

Jeg fik det her tilbud om at komme i praktik et eller andet sted i Danmark. Det lyder måske en anelse diffust, men sandheden er, at jeg ikke aner hvor organisationen er placeret. Allerede her er det et eventyr.

Med den sikre viden om at den forrige praktikant efter endt uddannelse fik smidt en chefstilling i fjæset, så kan jeg kun se en lykkelig slutning på det hele. Specielt fordi jeg i modsætning til de 128 andre ansøgere har fået tilbudt en forlomme. Det kan, vitterligt, kun gå godt.

For selvfølgelig er jeg lige så god, som den forrige praktikant. Naturligvis er jeg klar til at udfylde en funktion, som jeg har absolut ingen praktisk erfaring med på forhånd. Uden videre vil jeg, der er uddannet men utrænet til op over begge ører, vise dem hvordan kagen skal skæres.

Forårsfornøjelse

Jeg ved ikke helt, men er det måske ikke det mest vidunderlige forår nogensinde?
Det tror jeg faktisk, at det er. Her er et par årsager til hvorfor dette forår er bedre, end så mange andre. Ja, altså, for mig. Forhåbentlig også for dig.

- Kurs
Jeg fik den her idé om, hvad jeg ville med mit liv, før jeg begyndte at læse. Men så kom jeg halvvejs med at læse, og så kom jeg i tvivl. Og så holdte jeg lidt op. Bare lidt. Men nu har jeg fået en ny idé, hvorfor jeg læser igen, og alting skal nok gå.

- Krøller
Et eller andet eller en eller anden får mine krøller til at være ekstra krøllede i disse dage. En eller anden holder af krøllerne, og måske også lidt af mig, og derfor holder jeg af mine krøller. Tak, krøller!

- Kølighed
Der er ikke rigtig noget, der haster så meget i disse dage, at der ikke er plads til en lur midt i det hele. Når man så er færdig med at 'while', som det hedder sig, hvor jeg kommer fra, så bevæger alting sig med lysets hastighed endnu engang. Og det helt okay.

- Knøgle*
At have en (k)nøgle til arbejdets køleskab, der i og for sig er større end min lejlighed, er en herlig ting. Specielt fordi jeg har carte blanche til at gå ned og forsyne mig, hvilket jeg hermed kan gøre hele tiden altid på alle tider af døgnet for evigt. Konstant. Hvis der er noget, der er bedre end god mad, så er det gratis god mad.

* Jeg ville så gerne, at det hele startede med k, for så var der en eller anden form for konsekvens. Det er der så nu.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til III

Så! Det var de sidste knapper. Nu skal hun for helvede bare kunne finde ud af at knappe jakken, tænker jeg, og pointerer:

- Så! Det var de sidste knapper. Så skal du bare knappe jakken, og så er du færdig.
- Ej, hihi, nu er du så godt i gang, kan du ikke gøre det for mig? Jeg aner SLET ikke, hvordan det fungerer, det med de knapper.
Øh, tænker jeg, og overvejer hvordan det kan være nødvendigt at forklare en voksen dame, hvad konceptet 'knapper' egentlig går ud på.
- Altså, det er ret simpelt...
Starter jeg, og fører forsigtigt en hånd op til den øverste knap, og dermed hendes kraveben.
- Den skal bare presses igennem her.
- Tihi.
- Hva'?
- Ikke noget. Det var bare, ja, hihi!
- Og så videre med den næste.
Fortsætter jeg, og knapper den næste knap for hende, forholdsvis tæt på hendes ene bryst. Og her stopper morskaben. Jeg kan umuligt knappe den næste knap, uden at komme til at befamle hende. Jeg kender få kvinder så godt, at det er acceptabelt for mig, at befamle dem, når jeg nødvendigvis må, og Helle er ikke én af disse få kvinder.
- Ih, hvor skønt! Det er lidt svært, når man ikke er vant til det.
Smiler Helle, mens hun trækker lidt på skuldrene, hvilket får hendes bryster til at nikke et 'Ja, det er svært!'.
- Og så fortsætter du bare ned af!
Udbryder jeg, og peger op og ned af Helles overkrop, mens jeg forsøger at ignorere de nikkende bryster.
- Jamen...
Starter Helle, hvorefter jeg udbryder.
- Nåh! Jeg tror Chris kaldte på mig!
Hvorefter jeg skynder mig at forsvinde omkring et hjørne. Chris har måske ikke ytret et ord, men jeg er en god medarbejder, jeg ved nok, hvornår han har brug for hjælp. Og hvornår jeg har brug for hans.

Undskyldundskyldundskyld!

Jeg beklager mange gange den totale mangel på fortsættelsen til historien om Helles bryster, men forfatteren døde meget pludseligt af travlhed. Forhåbentligvis får vi ham genoplivet en gang i morgen. Vi regner selvfølgelig ikke med at den totale mangel på ilt i over 1½ dag har haft en væsentlig negativ indflydelse på hans hjerne, i hvert fald ikke i et sådant omfang at du, kære læser, vil bemærke nogen synderlig forskel.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til II

- Jo, øh, du starter med at sætte knapperne i i denne side. Medmindre du er venstrehåndet, så er det klart det letteste.
Forklarer jeg Helle, mens jeg peger på den jakke-flap, hvori det altså er lettest at sætte knapperne i først.

- Jamen kan du ikke bare gøre det for mig? Det er vist det letteste af alt, hihi.
Griner Helle og afviser min instruktion. Jeg kigger på Helle, hendes fremstrakte håndfuld knapper og hendes smil. Det letteste ville så være, hvis du tog jakken af, tænker jeg, men jeg er ikke sikker på, at det er det helt rigtige forslag at komme med lige nu.

Så jeg går i gang med at sætte knapperne i jakken. Nødvendigvis må jeg stå meget tæt på Helle, for at kunne komme til, men det generer ikke Helle. Det er tydeligvis det optimale tidspunkt at small-talke, mener hun. Hvilket nok er meget rigtig. Bedre end koncentreret stilhed, eventuel pinlig tavshed, ikke?

- Nå men hvad laver du så, når du ikke er hernede?
- Jeg læser noget, der hedder medievidenskab.
7 knapper tilbage.
- Åh! Det er sådan noget, som vi andre slet ikke aner, hvad ER!
Griner Helle og hendes bryster, der danser lidt på stedet af latter.
- Det gør vi heller ikke, så bare rolig.
Mumler jeg, og får Helle til at fnise. 5 knapper tilbage.
- Hvor langt er du med dit studie, så?
- Jeg skriver på min bachelor for tiden, så lidt over halvvejs med det hele.
Uskyldig small-talk! Perfekt! Ingen latter eller boob-quakes. 2 knapper tilbage.


Fortsættes.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til

For at kunne fortælle dagens historie, må du nødvendigvis kigge på dette billede:

Dette er billedet af en giraf-kok*. Hvor svært det end måtte være, så er det eneste du skal bemærke, hvordan knapperne sidder i kokke-jakken. Det er vigtigt! Kig hellere en ekstra gang. Godt så. Dygtig!
Selve knapperne sidder ikke fast i jakken. De er som sådan bare nogle små løse plastikdimser, som man så presser igennem de dertil indrettede huller. Det lyder simpelt, og det er det også.

Nå. Arbejdsdag! Vi er blevet solgt til to veninder, begge to i midt 40'erne, vil jeg tro. Den ene hedder Dorthe, og den anden hedder Helle. I dag skulle Helle for første gang have en kokke-skjorte på, og det havde Helle lidt svært ved. Åbenbart. Hendes kavalergang er kun meget lidt hemmelig, idet jeg runder hjørnet ind til personaleomklædningen i jagten på min vandflaske. Helle ser op fra hendes bakseri med jakken, og ser pludselig meget lettet ud.


- Eh.
Siger jeg, og lyder virkelig som én, der har fået noget ud af 16 år på skolebænken.
- Hej! Kunne du måske hjælpe mig med de her knapper? Jeg kan vist ikke finde ud af det, tror jeg.
Siger Helle, og blafrer smilende med jakkens flapper. Og hendes bryster.

Fortsættes.

* Fordi giraffer er seje, og fordi jeg ikke kan glemme det her spil, der hedder Space Giraffe, hvor du er en giraf, der flyver ude i rummet. Hvilket du nok ikke havde gættet af titlen.

Søndags visit

Udover i dag, søndag, hvor jeg badet i mandigt sved (mit eget, heldigvis) savede en kvart skov i stykker med en fukssvans (det var måske mere en fornemmelse, det der med mængden af brænde, som jeg savede i stykker, end et præcist mål, men der var afgjort meget), hvorefter jeg savede endnu en halv skov i stykker med en motorsav, så har det været en forfærdelig afslappende weekend. Men det har været lige, hvad jeg har haft brug for, konstaterer jeg, idet jeg med en vis kådhed springer ud af gummistøvlerne, og ind under bruseren.

Måske det skyldes motorsavens funktion som potensforlænger? Det dødsensfarlige, brølende redskab, håndteret og underkastet min vilje. Måske det skyldes insektet, der kravlede rundt i mine krøller, til min store tilfredshed, fordi det fik mig til at føle mig meget hippie-agtig. Livet levet i et med naturen, i fuldstændig accept af, hvad det må indebære. Insekter på ens krop er én af de ting.

Gad vide om han nogensinde slap ud af mit hår, tænker jeg lidt for sent, mens jeg vasker shampooen ud. Hm. Bare ærgeligt. Død ved shampoo er også en del af naturen. Der er hermed selektere for ikke at befinde sig i mit hår umiddelbart før hårvask. Det er en god dag.

Hit me with your rythm stick!

I kender det med sikkerhed. Man bladrer igennem alt ens musik i jagten på et eller andet, som man er i humør til at lytte til - og man finder ikke noget. Så ved man, at det er tid; man trænger til at finde et nyt band, at kaste sig over.

Jeg synes ellers, at jeg er god til at finde musik, prøve nye genre, den slags. Imidlertid er alle mine ellers trofaste kilder til musik-eksploration tørret ud, hvorfor jeg føler mig lidt fortabt. Så jeg henvender mig til jer, kære læsere.

Hvis I har et bud på et eller andet, som jeg umuligt kan overleve ikke at lytte til lige nu, så giv mig et praj. Alt andet end døds metal er fint (beklager, døds metalfans, jeg ville gerne elske jeres musik, men jeg er for etableret og ordentlig og konform(får jeg at vide))!

En ikke-dag af en betydelig ubetydelighed

Min gode kammerat Brian har selvfølgelig købt sig en ny bil. Selvfølgelig, tør jeg sige, for hvad er der ellers at bruge pengene på, når man bor hjemme og i øvrigt ikke skal betale for det. Jeg har vist gjort det klart for Brian, flere gange, hvad jeg mener om den situation.

Brian ringede meget tidligt i morges, og proklamerede, at vi skulle ud og køre en tur. 'Okidoki', mumler jeg, mens jeg forsøger dels at vågne, dels at tage tøj på, dels at finde ud af hvad klokken er.

Det er en fin bil, synes jeg, og husker at fortælle det til Brian. Han siger ingenting, som sædvanlig. Han tænker, 'Det er jo bare en bil, den betyder i virkeligheden ikke noget', men jeg ved, at han er glad for den. For det er en fin bil.

Så vi kører rundt. Hvor aner jeg ikke. Solen skinner, marker, træer, buske, læhegn, alt muligt vokser om ørerne på os, og intet virker bekendt. 'Kæft mand', siger jeg, og Brian svarer 'Jep'. Vi er virkelig ude på landet.

Og så er vi hjemme igen, lige før myldertid. Eller, ja, det er en fornærmelse mod trafik alle steder, at kalde trafikken omkring kl. 16:00 i Midtjylland for myldertid, men der er øjnsynligt flere og flere biler på vejene. Vi har fået sol og vind i hår, snakket om kvindelår, og siddet i perfekt tavshed, og betragtet ingenting i særdeleshed. Det føles lidt som dengang i folkeskolen. Bare i en fin bil.

Utroligt hvad man kan få en læseferie til at gå med

Jeg elsker sort, men måske mest at gå i det. Altså, ikke på goth eller emo måden, men mest fordi jeg er så helvedes farveblind, at der er få andre farver, som jeg tør stole på.  'Hvid, hvad med hvid?' spørges der i det fjerne, og dertil kan jeg kun sige, at hvid ikke rigtig gør noget for mig. Ikke ulig blå.

Så derfor lidt nyt design. Tiltrængt, måske, efter 225 tekster på langt mere end 225 dage. Det er dog kun en skitse, så det forandrer sig nok i løbet af den næste måneds tid. Forhåbentligvis til noget interessant. Noget grønt! Noget, der næsten fotosynteserer, for hvem kan ikke lide fotosyntese?

Forskrækkelsens forskrækkelse

På trods af at jeg ikke har ét gram fedt på kroppen, så er min diæt direkte dødelig. Ingen tvivl om det, spørger man min mor. I modsætning til jeres hengivne, så er hun fedtforskrækket og efterfølgende forskrækket over, at jeg ikke er det. Lad mig sige det sådan, at det gør enkelte ting forholdsvist besværligt.

Som f.eks. at udtrykke kærlighed. Enhver der nogensinde har haft en bedstemor ved, at det at fodre folk, er det samme som at udtrykke ens dybeste følelser for dem. Forhåbentligvis er der oftest tale om kærlighed, men nogle gange brænder lortet altså bare på, og så må man leve med en lille dosis had. Man kan ikke være lige elskværdig hele tiden, og derfor ikke lige elsket.

Til mit store held skulle Mor ud og gå hendes aftentur, hvilket jeg ikke lige følte noget behov for, i dag af alle dage, hvilket gav mig hele 27 minutter til at smække en dessert sammen. Nu skal det bare blive torsdag, og hun skal IKKE opdage dessertens løsdele bagerst i køleskabet, og så skal hun fanme have en dessert. Om hun vil det eller ej, for jeg holder så ufattelig meget af hende.

Biblioteks blues

Som jeg nærmer mig IT-Huset, fylder der mere og mere i horisonten, såvel som i min bevidsthed. Timer. Dage. Nætter. Uger spenderet i kælderen på betonmonstret, kælderen i hvilken der netop på grund af arkitektens betonfetischisme overhovedet ikke er signal til mobilen. Det er siden blevet en velsignelse.

Den eneste måde, man kan blive forstyrret, er, hvis man sidder uden for bibliotekets lydisolerede glasvægge. Derude hvor folk må snakke. Undlader man endvidere at tænde den bærbare, så er det ens egen skyld, hvis man ikke får høvlet nogle tekster igennem.

Men det er ensomt i kælderen, hvorfor de bedste timer dernede afgjort foregik med læsegruppen som selskab. Nu hvor læsegruppen er væk, borte, reduceret til dens mindste bestanddele og fordelt på andre fag, så er det ikke helt det samme. Her er tomt, koldt og fyldt med tavshedens ekko. Kopimaskiner, der snurrer og brummer bag hjørner. Bøger, der lugter af viden og hemmeligheder. Men jeg er ligeglad. Jeg vil bare have min læsegruppe igen.

:<

Retur

På vej hjem fra endnu en aften, vædet i vin og bobler, cykler jeg pustende op ad Ny Munkegade. Selvom man måske føler sig som en glad Supermand, specielt oven på sådan en aften, så er bakken på aller stædigste vis stadigvæk ufattelig stejl.

Længere fremme er en gruppe syngende og dansende mennesker enten i gang med at passere ned ad Ny Munkegade, eller også har de bare slået lejer uden for de matematiske fag. Måske der er fest derinde? Hvor besynderligt! Eller... et eller andet må man vel gøre ved det hele, når/hvis man nu læser matematiske fag.

Halvvejs forbi gruppen bliver jeg råbt an af en gut, som jeg ikke umiddelbart genkender. I midlertid er jeg, grundet aftenens selskab og dens indflydelse på mig, for øjeblikket fyldt med kærlighed til alt levende og en uudtømmelig tro på menneskets iboende godhed. Så jeg stopper:

- Hey! Hey, hey stop lige!
- Gooodaften.
- Kan du se hende der, hende der nede?
Han peger ind i en lille gruppe mennesker, der er på vej ned ad Ny Munkegade, kun 15 meter, fra hvor vi står.
- Eh, nej, jeg er ikke sikker på hvem...
- Ej, vent lige, HEY TILDE! HVAD MED HAM HER?!
Tilde svarer ikke, hvem Tilde end så er. Tilde har måske ikke hørt råbet, endsige forstået, hvad det går ud på. I så tilfælde havde Tilde og jeg dén ting til fælles i det øjeblik.
- Øh, hva'ba'?
- TILDE! VIL DU KNALDE MED HAM HER?!
- NEJ TAK, ELLERS TAK!
Lyder det et eller andet sted inde fra gruppen.
Ude af stand til at bestemme mig for at være skuffet, lettet, smigret eller underholdt af situationen kigger jeg forundret på den fremmede fyr.
- Jeg er i gang med at skaffe hende et knald.
- Ah. Okay. Jamen held og lykke.
- Tak, mayn!
- Så lidt.
Mumler jeg, og cykler resten af vejen hjem.

Nu endnu mindre Supermand end før. Men stadigvæk glad.

Projekt

I dag fik jeg muligheden, for at designe en hjemmeside, hvilket fik min indre nørd til at bryde ud i ekstra mange bumser. Lugte lidt ekstra. Det er godt nok et års tid siden sidst, cirka, men det kan ikke være så problematisk, tænker jeg, velvidende at det er det jo nu nok.

Og selvfølgelig har det vist sig at være sandt. Uden en HTML editor sidder jeg med den rå kode, og jeg kan end ikke finde ud af at få et baggrundsbillede ind på siden. Nettet er fyldt med løsninger, der virker for alle andre end mig.

Derfor sidder jeg nu, lettere irriteret og lettere utålmodigt og venter på, at tørretumbleren bliver færdig med at tøre det tøj, som jeg skal have på i aften, for i aften bliver den aften, hvor jeg en gang for alle drukner min indre nørd. Han er tydeligvis en elendig én af slagsen alligevel.

Næste gang, så?

På trods af højlydte protester er det lykkeds min chef, at lokke mig på arbejde i morgen. Hvilket er problematisk, i og med at jeg egentlig havde andre planer. Andre planer ud over at passe min forårs-forkølelse, vel at mærke. Du ved, den der forkølelse, som kommer af at rende rundt i byen kl. meget-sent uden tilpas meget tøj på. Forår er det måske, men det er ikke decideret sommer-lunt om natten. Endnu.

Oh rædsel

Jeg ved ikke rigtig, det er muligvis en nørd-ting. Men alt det her ballade med Island, der åbenbart er sprunget i luften, og efterfølgende kan inhaleres i Nordeuropa, det er enormt interessant at betragte fra sidelinjen. Storebror er godt nok fanget i Moskva på grund af det hele, men der er nok værre steder at være strandet. Som f.eks. Kirgistan. Om igen har Kirgistan kun meget sjældent, og kun i meget korte tidsrum været stedet at hænge ud.

Men hvad. Så farlig er asken vist heller ikke.

Sommer-ferie-fornøjelser

'Måske er det lidt vel tidligt at planere for sommerferien', tænker jeg, og overvejer at lave en oversigt på et stykke papiret. Hovedet forekom pludseligt lidt trangt. Festivaller, sommerhusture, arbejde, eksaminer, udlandsture, bedsteforældrebesøg, vennepleje, forældrevisit. Så meget at tage sig til, så lidt tid. Og så lidt råd, egentlig.

For at få råd til det hele må jeg nødvendigvis arbejde så meget, at jeg må skrotte enten udlandsturen eller en festival. Dels på grund af overlap i kalenderen, dels fordi begge er fyldige poster. Hm. Så hvis jeg skal have råd, så skal jeg arbejde så meget, at jeg ikke har tid, til det som jeg vil have råd til.

'Nederen!' konkluderer jeg, mens jeg krøller A4-arket sammen til en kugle, og kaster den efter papirskurven. Måske jeg skulle blive i Århus. Arbejde, spare lidt op til forbrug, så der er råd til næste sommerferie. Gå lidt på restaurant i ny og næ, måske. Men vent. Var det ikke det, jeg gjorde sidste sommer? Hm. Måske, måske ikke. Lyder bekendt  under alle omstændigheder. Og meget behageligt.

JustDon'tEat.dk

JustEat.dk og jeg er meget gode venner. Vi forstår hinanden på et eller andet underforstået plan, vil jeg påstå. Hver gang jeg er doven, syg, tømmermændsramt eller lignende, så er det ikke usandsynligt, at jeg kigger forbi siden. For det må være muligt at finde en ordentlig burger og nogle sprøde fritter derinde, skulle man tro.

23 minutter senere giver jeg op, og surfer i trods og arrigskab væk fra siden. 40 kroner for at få bragt en burger, en bakke fritter, en pizza og en sodavand ud? Ja, for man skal jo købe for minimum 150 bops, førend udvalgte steder gider levere. Ud over at kollidere med min jydenærrighed, så er der også leveringstid på halvandet døgn. Så jeg ville få alt for meget kold og dyr mad ind af døren alt for sent. Nej tak, du.

På den måde hjælper JustEat.dk mig til at spare penge og spise sundere. Mange tak, JustEat.dk! Dig kan jeg stole på, dig ved jeg, hvor jeg har.

Nektar

Fordi jeg ikke gider betale for det såkaldte øl, som man ellers kan købe rundt omkring i byen (der enten smager dårligt eller af slet ingenting, får én til at skulle pisse hele tiden, samt ofte inducerer enorme tømmermænd), så man jeg jo drikke noget andet. Hvorfor hade sig selv på den måde?

Gin og tonic har til sammenligning kun fordele. Det er som oftest en billig sjus, som man ikke rigtig kan ødelægge. Blandings forholdet er hvad det nu engang er. Når man er ved at have fået for mange, så kan man snige sig op i baren og bestille et glas Sprite med en skive lime i i stedet, og alle vil vedblive at tro, at man sguda er en satans karl, sådan som man bare hælder de der gin og tonics ned. Endvidere er man på den sikre side, skulle man rende ind i en sværm malaria-inficerede myg. Hvad er der ikke at kunne lide?

F.eks. at tre forskellige grupper af venner har tre meget forskellige kommentarer til min præference, nogle mere flatterende end andre. Old school og James-Bond-agtig er helt tålelige. Resten vil jeg udlade af hensyn til min hårdt sårede værdighed. Plus, jeg er forkølet, og har derfor som enhver anden sund og rask mand ufatteligt ondt af mig selv, og der er virkelig kun så og så meget en mandag bør indeholde af den slags lidelser.

Forårsfornemmelser

'Hm', tænker jeg, og kravler lettere usikkert ud af min weekend-lange rus. Det er søndag morgen, og jeg har en time til at komme ud af døren. Torsdag, fredag, lørdag og nu også søndag har jeg ikke været hjemme i mere end en time om dagen. Vennepleje tour de force, madlavningsmaraton, drukglæde og indtil-de-lukker-entusiasme. Det er sådan cirka det, som tiden er gået med. Men de føles ikke så hårdt, som jeg troede, at det ville. Jeg er ikke udmattet ved tanken. Jeg er sgu parat, og jeg har end ikke forladt min seng.

'Hm?', undrer jeg mig, og kigger ud af vinduet. 'Er dette overskud? Er dette forår?'. Under alle omstændigheder har jeg ikke haft så travlt med så frydefulde ting i hvad der føles som meget lang tid. Og hvor er det fedt. Må huske at dyrke dette forår noget mere. Det kan åbenbart et eller andet specielt.

Marina & The Diamonds - Shampain

Jeg sidder på mit gulv, udmattet og lettere svedig, og drikker cremant de bourgogne. Det må man godt, når dagen har været 'en af den slags dage, du ved'. Alt for travlt på arbejde, lidt for lidt søvn, og lidt for mange øl i går. Men nu skal du høre.

I forbindelse med netop arbejdet møder jeg min frisørs ejer, mig med favnen fuld af undskyldninger idet jeg ankommer en halv time for sent. Sådan må det nødvendigvis være, når man får den forkerte adresse stukket i hænderne. Min frisørs ejer er imidlertid elskværdigheden selv, frisørsmil og elskværdighed over det hele. En halv times tid senere forlader jeg det meget smukke hjem med favnen fuld af ren og skær luksus på dåse. Overskuds-ting, som de rige end ikke havde overvejet at tage hul på, endsige spise. 'Du har nok mere fornøjelse af det, end vi har', blev der sagt, hvilket forekom lidt absurd. Men jeg takker, blinker på livet løs til de mange smukke døtre, og begiver mig afsted. Og nu sidder jeg her. Må din dag være lige så rig på indtryk, men måske knap så lang. Og hård.

Fuld af alting

Meget, meget travl dag. Endte med at blive udsat for hidtil usete mængder gramseri på Sway, hvor der var en art pigernes aften. På trods af at jeg ikke havde mine god-røv-bukser på, så blev jeg gentagne gange begramset. Måske det havde noget at gøre med, at jeg stod med enden til baren i en smal passage. Det skal ikke udelukkes. Dog altid rart at vide, at ens bedste side vender i den modsatte retning af ens fjæs.

Opskrift: Mojo

Ingredienser:

2 fed hvidløg
1 spsk. frisk/kæk koriander
5 spsk møglækker olivenolie
Uspecifiserede mængder frisk persille
1 teske spidskommen
2 spsk. hvidvins eddike

Bland alle ingredienserne i en beholder, der er stavblender-egnet. Blend løs! Bemærk hvordan det med en poets ord og en poets frihed ligner fotosyntese. Det er i hvert fald uhyggeligt grønt. Fornøj dig selv ved tanken om at fotosyntese er noget, der sådan kan opbevares på flaske.

Find en smage-teske frem og smag engang. For syrligt? Jep. Tilsæt mere olie og mere spidskommen. Husk nu at olien skal være økologisk, plukket af ekstremistiske jomfruer og hvad fanden. Blend. Ræk om bag ved kogekedelen for at genfinde din smage-teske. Vælt beholderen med mojo'en i processen. Hvin som den lille pige du er idet de grønne bølger skyller ud over dit køkkenbord og derfra ned på dit nyvaskede gulv. Begræd tabet af dyr og allerhelvedes god olivenolie mens du tørrer op efter dig selv.
Smag de sørgelige rester, der stadigvæk måtte befinde sig i beholderen, til med et skvæt citron, salt, peber og eventuelt lidt sukker.

Sådan! Mojo, færdig, a lá Lange. God til laks og køkkenborde.

Ostemand søges

Dengang jeg var cirka så høj (forestil dig, at jeg holder en hånd vandret ud i knæhøjde), havde vi en fast ostemand. Han solgte oste fra et lille baglokale på en gård, hvor man kunne få lov til at smage på alting. Alting lavet af ost, vel at mærke. Så var man sikker på, hvad fanden man fik slæbt hjem (for gården lå meget langt væk, når man ikke højere end som så (samme fagter som før, bare nede omkring skinnebenet), og kun har en meget lille cykel at transportere sig selv og en ost på).

Mindet om ostemanden på ostegården er ikke beriget med overvældende følelser af nogen art, men som jeg står og bladrer uinteresseret igennem et begrænset udvalg af oste i Føtex, så kan jeg godt savne konceptet lidt. Specielt fordi jeg endnu ikke har købt en øko-ost i Føtex, der smagte dejligt, i modsætning til den som Maria og Kenneth serverede for mig, dengang jeg sov på deres luftmadras på deres kontor i København. Eller var det Amager?

Så hvor køber man daglidags-oste i Århus? Daglidags i modsætning til den slags, som man kan købe i Grand Fromage. Jeg har ikke et stort behov eller forbrug, jeg er bare træt af træls ost. Fanme.

Døren

05:00 - Holdkæftholdkæftholdkæft, mumletænker jeg, og river batteriet ud af mobiltelefonen/vækkeuret. Nogen burde defenestrere vedkommende, der fandt på, at det skulle være så brutalt at vågne. Er det dig, Gud?

05:02 - Urk. Morgenmad. Ingen mælk. Knækbrød? Knækbrød med... knækbrød. Forbandede butikker og deres respekt for helligdage.

05:03 - Knækbrød med honning, som man skal bruge hammer og mejsel til at bryde ned i hapser. Lækkert. Hvor jeg dog føler mig parat og i stand til absolut ingenting.

05:08 - Mange tak, kære spejl, mange tak for lort. Hvor er mit barbergrej, og hvornår er det okay, at marinere sig selv i rynkecreme, og stadigvæk bibeholde ens y-kromosom?

05:09 - Og min voks? Tandbørte! Åh gud en stinketunge. Aldrig mere komave. Beklager Sandu.

05:15 - Så. Anstændigt udseende. Bare... så længe jeg ikke skal snave med nogen. Hurra for medgørligt morgenhår.

05:16 - Hvem fanden finder også på at sprætte en drøvtygger op, koge dens mave-tarmsystem og kalde resultatet for appetitvækkende? Skotter måske? Er får drøvtyggere? Hm. Må huske at slå det op, når jeg kommer hjem. Praktisk at vide. I tilfælde af et spil Trivial Pursuit med min sjæl som indsats omend ikke andet.

05:20 - Tøj skal der til. Er det koldt? Bliver det solskin? Praktiske bukser eller god-røv-i-det-forklæde-mester-bukser? Hvad er mine chancer for at rende ind i attraktive kunder kl 10:30 2. påskedag?

05:22 - Hm! God-røv-busker OG medgørligt morgenhår. Måske det bliver en god dag?

05:24 - Nå. Nøgler, krydderurter, overtøj, mobiltelefon, pung, Shuffle med Röyksopp.  Hej dør! Farvel dør!

05:25 - Ak. Tre trin nede af trappen. Glemte solbriller. I tilfælde af solskin. G'day dør!

05:26 - Og vi ses om en fem-seks timer, dør. Hvordan jeg minder for meget om min far lige nu er ikke flatterende. Min far går gerne tre runder om huset for at sikre sig, at samtlige døre og vinduer er lukkede, hvorefter han opdager, at han har glemt mobiltelefonen indenfor. Rinse, repeat.

05:27 - Ack! Fire trin nede af trappen. Glemte bilnøglerne. Davs dør.

05:28 - Farvel dør. Jeg mener det nu. Sgu. Forbandede genetik. Umiddelbart ikke så besværligt at gå tre runder om en dør til en lejlighed. Heldigvis. Skulle man kigge ud gennem en af de andre lejligheders dørspioner, så ville man med rette tro, at jeg var dement. Måske jeg kan aflede opmærksomheden fra min demens med min bag.

05:47 - Mmm. Motorvej. Fartpilot. Röyksopp.

06:02 - Hm. Komave. Ungarerer. Afgjort ungarerer eller hvordan det nu staves. Må huske aldrig at rejse til Ungarn og bestille egnsretter.

Påskelam

'Pfffffflargh', stønner jeg, og forsøger at forlige mig med min påskeægs-kvalme. Gårsdagens forholdsvist korte visit hos Farmor resulterede i en 'madpakke' bestående af alt for mange påskeæg, drysset med lidt hjemmebag. Kagehierakiet længe leve!

I morges måtte jeg så spise lidt chokolade for at få blodsukkeret op at ringe, i mangel på reel morgenmad i huset. Alt for mange dage i sommerhuset resulterer i tomme hylder.
Tre afsnit af Mad Men og fire rutsjeture op og ned af blodsukker-kurven senere befinder jeg mig stadigvæk i min seng, nær-paralyseret. Jeg burde gøre alt muligt, men min hjertebanken fortæller mig, at jeg ikke har godt af den mængde chokolade, der skal til, for at sparke mig ud af sengen. Jeg er afgjort påskelammet. Så slagt mig dog, en eller anden.

Spildte sætninger

Nogle gange møder jeg den holdning, at det vel ikke kan være så svært at skrive sådan en tekst en gang om dagen. Det er jo bare at sætte sig ned foran computeren, ikke? Og jo, siger jeg så, mens jeg kaster lidt misforstået om mig med mine arme, det er da helt korrekt. Det er det samme som at bage en kage. Det er jo bare at stille sig ud foran røremaskinen. Ikke?

Men hvad putter jeg i kagen, for at tilføje den elegance. Eller hvad med humor? Sortsind, endvidere. Sorg, kærlighed til alt levende og ganske få individer, helst på samme tid. Fortæl mig det, og så bager jeg gerne en kage. Det kan vel ikke være så svært.

Jeg siger ikke, at jeg er total sej til at udtrykke mig, altid er spot on med hvad fanden jeg nu har gang i. Jeg siger bare, at det kræver en indsats at forsøge at lære at være spot on. Folk der end ikke har forsøgt har imidlertid ikke altid en særlig stor forståelse for denne proces.

Hot-snot liste #4

Hot

- At svare "Jeg har SPIST den/det/dem/ham/hende!" hver gang min fire år gamle nevø spørger hvor et eller andet eller nogen er. Han er holdt op med at tro på mig, hvilket imidlertid ikke afholder mig fra at finde det evig-sjovt.
- Mad Men. Det føles lidt som at se mig selv som færdiguddannet for 50 år siden, bare i en moderat utro udgave. Hvis jeg bare får en sekretær a lá Christina Hendricks, når jeg er færdig, så har jeg ikke noget imod at være 50 år plus det løse for sent på den.
- DAR: A Super Girly Top Secret Comic Diary. På trods af navnet er det ikke så lyserødt endda. Seksualitets-roulette og prutter bør altid håndteres med et vist mål humor.

Snot
- Sparemåned. Afslutningen på forrige måned var lidt for festlig, måske, hvorfor jeg panik-ængstligt tager samtlige vagter, jeg kan få på jobbet.
- Regnvejr, der er så vådt og voldsomt, at man på trods af intentioner, viljestyrke, eder og forbandelser ikke rigtig kan tvinge sig selv op af sommerhusets sofa nær brændeovnen, for at smutte ned og blogge på stranden. Dang it!
 - At savne.

+Hot
- Chefen elsker mig for at ville arbejde hele tiden altid.

Ankomst

Arriva-stemmen annoncerer Århus, og det begynder at krible lidt under mine fødder. Et forventningsfuldt smil breder sig over mit fjæs idet vi triller ind på perronen. Det er her, jeg kommer fra, og det er godt at være hjemme.

Når man rulles op for enden af rulletrappen, og får øje på emo-anarkisterne, krølhårede hår-eksplorant-hippier, de smarte, de selvsikre og de sexede, så må man nødvendigvis stå stille lidt, og bævre i mødet med diversiteten.

Med så mange forskellige mennesker, humører, personligheder, udseender, så mange forskelle, så er der nok også én til mig. Det er her, jeg vender tilbage til, og det bliver aldrig kedeligt.

Liv og levned for en hybenbusk

Far har indledt en kamp til døden med hybenbusken i baghaven. Jeg har argumenteret for dens overlevelse(marmelade, kompot, grød, garniture, alt muligt), men han er ligeglad. Afslutningsvis forsøgte jeg mig med hippie-argumentet, men det hjalp heller ikke. Det er måske meget rigtigt, at et liv er et liv, og at vi har brug for diversitet og lalala, men jeg synes stadigvæk, at den busk er grim, svarer han. Og det kan jeg ikke rigtig være uenig med ham i. Men det må være en trøst for den stakkels busk, at den er velsmagende bag et utiltalende ydre. Den er forhåbentlig tilfreds med ikke at være helt håbløs. En beundringsværdig karaktertilstand for en busk.

Blikstille

Der er 3G net på stranden, hvilket er five-o. Tomme muslingeskaller over alt, en egentlig muslingekirkegård, og overraskende mange mennesker. Føler mig overhovedet ikke inspireret til stor eller lille litteratur, hvorfor det må være en maler-ting, det med skagensmalernes store kunst. Lyset, var det?

I modsætning til i dag II

I morgen bliver en helt anderledes dag, for jeg skal ufattelig tidligt op. Missionen er at ankomme hos Mormor og Morfar så tilpas tidligt om morgenen, at jeg én gang for alle får overbevist specielt Morfar om, at jeg ikke er en doven slendrian. Ja ja, studerende ganske vist, men nu også i stand til at stå op tidligere end nogen forventer.

Ingen forventer mig om morgenen, tænker jeg, og griner lidt tilfreds med min egen ærlighed.

På den måde bliver i morgen helt anderledes. Ellers er alting det samme som sidst, for jeg har endnu en gang skåret i mig selv i forbindelse med løgsnitning. Lærer jeg det nogensinde?

Likemind

Jeg kan nu godt lide Likemind Århus. Eller, jeg kan godt lide konceptet, for jeg har endnu ikke været til et Likemind arrangement. Jeg kan dog fortælle, at det går ud på, at en cafe udvælges og et tidspunkt fastsættes, og så kan man møde op og tage et navneskilt på, hvorefter man kan snakke med andre folk, der også godt kan lide, at møde folk. Og drikke kaffe.

Så hvis du har lyst til kaffe og en sludder med en fremmed, så tag at mød op på Café Drudenfuss mellem 8:00 og 11:00 fredag d. 16. april. Det bliver sikkert fjollet, men nok også meget hyggeligt.

Med sand mellem tæerne og alt muligt andet

Planen var at skrive en lille uges tekster i forvejen, så jeg kunne tage i sommerhus og ikke have dårlig samvittighed over noget som helst. Men planer er værdiløse indtil de omsættes til handling. Så jeg har lagt mig en ny plan. Jeg må kravle op på den højeste klittop, som jeg kan finde, og så bede til, at 3G nettet kan nå mig, så jeg kan skrive fra min telefon. Jeg vil være klitternes kravlekonge i den tid det tager mig, at taste mig igennem dagens tekst, som jeg måske med fordel kunne skrive i forvejen i løbet af dagen.

Samtaler: Vækkeuret

- God daaaag!
- Hej med dig.
- Hvad så? Brug for en hånd til at komme op i morgen?
- Givetvis. Og her i aften også.
- Aha, se se, ja ja. Tør jeg spørge, hvad du skal?
- Det gør du vel.
- Og?
- Jeg skal til en fest.
- Wooh, feeeeeest, man, yeah! Skal jeg med? Skal jeg larme og ringe hvis du sidder og falder i søvn i en stol i et hjørne, hva', skal jeg?
- Nej, vækkeur, du skal ikke med til fest. Til gengæld skal du vække mig om en time.
- Du skal skuda ikke sove nu!
- Joh. Lidt. Bare en lille lur. Det var hårdt i går!
- Nåh, ja, du er teknisk set også ved at være gammel. På en måde.
- På en måde. Men du vækker mig om en time, ikke?
- Jo jo, skal nok. Gik i gang med at tælle ned tidligere. Du har 59 minutter og fem sekunder tilbage at sove i.
- Udmærket.
- 58 minutter og 58 sekunder tilbage.
- Fint.
- 58 minutter og 54 sekunder.
- Ja, tak, det er forstået. Hold din kæft.
- Stresser det dig at vide, at hvert et sekund, som du bruger på ikke at sove, er spildt, fordi du ikke får hvilet, og derfor ender med at sidde og sove i en stol i et hjørne?
- Du stresser mig. Og hold så kæft, for helvede.
- God nat!
- Kæft!

Party-party

Jeg elsker forfester. Eller bare hele forberedelsesproceduren. Man har det pæne tøj parat, for i aften er sådan en aften, hvor man gerne vil imponere. Det gode og pæne selskab venter lige rundt om hjørnet. Barberingen er hypergrunding, ikke det sædvanlige snit-snit-snit. Støvlerne pudses, og duften af skosværte fylder lejligheden førend den forsvinder i deodoranter, after-shave og perfume.

Man graver sokkeskoffen igennem for den manglende partner til den pæneste sok, som man ejer. I aften kan man møde den pige, som man vil spendere resten af ens dage med. Eller man kan møde gamle venner og ingen andre. Der er ingen tilgivelse for at have slidte sokker på under alle omstændigheder. Vinen og musikken pumper stemningen op førend vi har forladt lejligheden. Natten venter på den anden side af døren, og den har glædet sig, savnet os siden sidst. I aften er en eventyrsaften, hvor sommer og solskin bliver en del af os, idet vi grådigt trækker vejret. Løftet om forandring, fotosyntese og en god historie til dagen efter. Det hele er i luften.

En nørds afgrundsdybe kærlighed

Som regel plejer rødvinsfarvede og små-sene samtaler at blive til noget følelsesladet noget. Noget om uigengældt kærlighed, forliste forhold til perfekte kvinder, favorit-hunden der døde for enden af ens haglgevær bag et skur på en mark - den slags. I aftes var ingen undtagelse.

Efter at have spist definitionen af en herremiddag (kartofler, engelsk bøf og (hjemmelavet) bearnaise) kom Emil og jeg således omkring vores første mp3-afspillere, og hvordan de var specielle på hver deres måde. Hvilke formater de kunne afspille og alle de formater, som de nægtede at genkende. Hvordan det, at gå rundt med en snurrende, tonstung harddisk i rygsækken var som at gå med en aftenens smukkeste pige under armen. Man var noget specielt. Andre teknofile følte ubehag og misundelse i ens nærhed. Man var sej.

Jeg blev klar over, at dette var det, som tøser/kvinder/piger refererer til som 'rødvinssludder' idet vi begge to næsten koordineret drog et lille sentimentalt suk, og drejede vores hoveder for at kigge ud af vinduet og ud på en by, der havde ambitioner om at være en stjernehimmel. I en kort tavshed delte vi en undren over, hvor det hele blev af. Om det mon var for sent at føle den slags igen. Er vi blevet for gamle? Er det for sent, i det hele taget?

Løb, løb for livet, lille fjernbetjening!

Jeg mener, at jeg har skrevet om det engang, det her med at teknik dør for mig. Var det dengang jeg smadrede min mobiltelefon ned af en trappe? Eller da jeg skilte en controller til min Xbox 360 ad i et forsøg på at ordne den lille mekanik, der sørger for, at det siger 'klik', når man trykker på en knap? Dengang jeg smadrede mit TV ned i gulvet i en giga-brandet? Måske i forbindelse med da jeg vandede min bærbare med danskvand? Hm. Svært at sige.

Under alle omstændigheder er min Xbox død. For anden gang. Første gang var ikke noget problem, for da gjaldt garantien stadigvæk. Anden gang er... lidt mere skuffende. Specielt når man har en uimodståelig lyst og motivation til at spille Civilization IV.

Hvis de var friske, ville jeg spise deres lår - men nej

'Åh gud', tænker jeg, 'de er alle sammen døde.
- De ser døde ud.
- Nej nej, de er bare i dvale. Li'som bjørne gør det.
Søs kigger på mig en anelse skeptisk. Jeg skruer mit se-mig-jeg-er-overbevisende-smil på. Hun vender blikket tilbage mod havedammen, hvori mindst 40 måske/måske-ikke døde frøer flyder rundt i overfladen. Nogle ligger på bunden, mens andre ikke nøjes med at ligge. Næh, de har i et anfald af grotesk anaerob forrådnelse vendt vrangen ud på sig selv.
- Okay, nogle af dem er måske... er helt sikkert døde.
- Yup!
- Hvad siger du til, at jeg fisker alle dem, der ikke ligger på bunden op?
- Bare jeg slipper for det.
- Deal.
Et kvarter senere har jeg fyldt en spand med slam, to døde guldfisk og et utal af afgjort aflivede frøer. Spanden stinker. Med et fast greb om spanden går jeg i retning mod skraldespanden, som forhåbentligvis snart bliver tømt, mens jeg beder en lille bøn til at de resterende frøer vitterligt bare er i dvale. Jeg er trods alt kun deres feterede halvfætter, og jeg forsøger at passe på mine egne. Som man bør.

Fra en altan på Fuglebakkevej

Jeg har altid elsket Goldfrapp sådan lidt på afstand. Gruppen har været den fascinerende pige på læsesalen, som man håbede, at man ville rende ind i engang, hvor man ikke havde så fucking travlt. Eventuelt på vej ind eller ud af døren til læsesalen. Måske den eneste plads i hele cafeteriet, der var ledig, var ved siden af hende. Eh.

Men jeg stalker Goldfrapp non-stop på Grooveshark. Det hele lyder næsten hele tiden sært bekendt, så jeg begynder at tro, at nogen (men hvem?!) har spillet det for mig engang. Muligvis over et glas rødvin på en altan med udsigt over byen, for det er lidt den slags musik. Det er sådan noget, som nogen spiller til en privat ting, og så sidder man og synes, at det er fedt, spørger interesseret ind til musikken, og glemmer alt om det førend man vågner næste morgen. Med hovedpine.

Afslutning

Når folk dør omkring én, så bliver man lidt magnet-like. Eh. Samtidig med at alle ens nære og kære pludselig mestendels består af et magnetisk materiale. Man forkaster konventionen, at man giver slip som afslutningen på en krammer, et klem eller et decideret knus (der er forskel, sandeligt).
Hvad der før i tiden var en selvfølge, at man så dem igen i levende live, er nu en gave hver enkelt gang det sker. Familiemedlemmere med barkede næver og vejrbidte træk forvandles til rystende skuldre med øjne lavet af glas og stjernehimmel. Små kvinder med omsorg, kagefade og livshistorier har ikke så travlt med at komme hen til det næste bord. De bliver siddende, og de fortæller.

At miste et menneske er en opfordring til at glædes. Til at holde. Til at lytte. Det er den sidste gave, den døde kan give. Det er den største gave nogen kan modtage.

For great science!

Når man kommer i tvivl om menneskets iboende godhed, og hvorvidt den overhovedet eksisterer, så er det helt rart, at læse xkcd.com. Der er så meget kærlighed, tvivl og matematik, at det kun kan være betryggende. Betryggende selvom man ikke gives noget svar. Derimod efterlades man med den her idé om en approksimering.

Noget klogt

Hehe. Rasmus har bedt mig om at skrive noget klogt. Hvorfor enhver sætning, der følger, vil fremstå idiotisk, simpel og uinteressant i mine egne øjne. Men forståelig og sammenhængende omend ikke andet. Forhåbentligvis. For hvad er klogskab hvis ikke forsøget på at imponere ens ligeværdige med den smule indeksikale viden, som man gennem alt for mange år på skolebænken og i særdelesheden alt for mange timer andetsteds har inhaleret og deponeret?

Så hvordan skriver man noget klogt. Man undlader at forsøge, vil jeg påstå. Forestil dig, at du skal til at spille Trivial Pursuit med venner over et glas rødvin. En eller anden åbner munden, og ytrer begejstring over naturvidenskabs-kategorien, fordi han har engang læst fysik (eller biologi) og er derfor kongen af naturvidenskab.

I selvsamme øjeblik hentes en Trivial Pursuit nisse ind i eksistensen med et næsten uhørligt "keflimp". Nissen eksisterer kun som en lydløs ånd, uden masse eller fysisk udstrækning. Men han eksisterer skam. Tro mig. Hans små sammenknebne øjne finder hurtigt synderen og grunden til hans tilstedeværelsen. Ex-fysikeren. Eller ex-biologen.
Nissen hæver en kroget finger, peger på ex-fysikeren (ja, afgjort ex-fysiker, jeg er sikker nu), hvisker "Diiiiig" mellem sammenbidte tænder, hvorefter han hiver den medbragte Trivial Pursuit fjernbetjening frem. Det er en kedelig fjernbetjening, men den er alt, hvad nissen har brug for. Der er én knap, og den er stor og rød, påmalet skriften 'Taber'.
Nissens ansigt flækkes i et manisk grin, et galt glimt spiller i hans små nisse-øjne, og han hæver fjernbetjeningen, peger på ex-fysikeren, og trykker. Værsåartig. Ex-fysikeren har lige vundet sig en absolut oste-løs sidsteplads.

Og den er sikker hver gang. Ingen kan påvise nissens eksistens, men jeg har set det ske. Jeg har for helvede oplevet det. Næh, hvis ex-fysikeren nu bare havde holdt hans kæft, så havde han haft fornøjelsen af at kunne overraske med at vide hvad sammensætningen af gasser i atmosfæren er i procenter med tre decimaler (for at komme med et eksempel, der ikke er relateret til egentlige begivenheder eller erfaringer. Der var i hvert fald ikke en ex-fysiker tilstede.). I stedet forventes det nu, at han svarer korrekt på alle de grønne spørgsmål, og det er måske for meget at forlange af en stakkels ex-fysiker.


Således. Jeg har lige skrevet noget ikke-klogt, for jeg har ikke engang forsøgt. Det er dog ikke garanti for at skrive noget klogt, overhovedet. Men det var heller ikke pointen. Pointen var, at få fyret mit hoste-lyds-link af, hvilket jeg har ventet på i et stykke tid. Jeg er nu tilfreds med mig selv. Hav en god dag!

Tendenser

Hvis jeg render ind i en smuk pige, og hun kigger på mig og smiler, så kan jeg ikke lade være med at kigge ned i jorden. Det er den mest åndssvage refleks nogensinde. Nogen burde sige 'hej'.

Hvis jeg cykler ned af en stejl bakke, og jeg har meget fart på, så har jeg konsekvent lyst til at springe op og ud af sadlen, og svæve ud over byens tage. Derfor smiler jeg, når jeg cykler ned af en stejl bakke. Hvem kan ikke lide at flyve?

Når opvasken skal tages, og jeg smider bestik, tallerkener og små beholdere i vandet, er det lige pludselig et lille udsnit af hvordan en hel spisesal på et skib synker til bunds, sammen med skibet. Et studie i mødet mellem vand og tungere legemer, eller en øjebliks-helligdom for de mange druknede ved skibsforlis siden menneskeheden satte sejl.

Jydenærrighedens utiltalende ansigt, konfronteret med dagens ord

Det viser sig åbenbart, at jeg har været medlem af boligforeningen i længere tid, end jeg umiddelbart kan forestille mig. Så hvis jeg nu tager et SU-lån og et ekstra studiejob, så kan jeg få råd til den her awesome lejlighed med et GIGANTISK køkken og en altan og en stue og et badeværelse, der er mindre end det, som jeg har nu! Wooh! Det ligger godt nok længere væk fra centrum, end hvor jeg bor nu, og ja, det er måske lidt på den anden siden af Randersvej og dertilhørende bakke, hvilket sådan generelt er nederen, men der går busser, og alle har godt af motion. Motion som jeg i øvrigt også får, når jeg skal bevæge mig væsentligt længere, for at komme til indkøbsmuligheder, endsige ned på uni. Men køkkenet! GIGANTISK!

Så man kæmper lidt med jydenærrigheden. Måske hvis man lader alle lejligheds-udgifterne forsvinde ud af en konto hos en anden bank, end der hvor forbrugskontoen bor, så føles det ikke så slemt. Så man ikke behøves at bande PBS langt væk, når man logger på webbanken for at se, hvad forbrugskontoen kan holde til resten af måneden. PBS har jo som sådan ikke gjort noget forkert.

Nej, spørgsmålet må være, kender jeg nogen i Århus, der orker at bevæge sig op ad Randersvej for at sidde i min stue, drikke et glas vin, spise den mad, som jeg har lavet i det GIGANTISKE køkken?

Ssh, meget tys-tys

Jeg arbejder på en lille overraskelse for tiden. Den består af tre retter, og jeg har maksimum tre timer i et køkken til at tilberede det hele. Så vidt jeg har forstået, så kan jeg godt forberede ting og sager dagen før. Så vidt jeg har forstået, så kan det ende i, at jeg slet ikke skal lave maden. Det er lidt mystisk som sådan.

Så jeg må øve mig. Hvis det nu skal være. Jeg laver mad på tid, jonglerer med piskeris, drikker pasteuriserede æggehvider, sjipper i det der garn, som bruger til at binde om benløse fugle, du ved, hakker løg til langt mere end miniature-piger og andet godtfolk kan drukne på mit køkkengulv.

214511032010

Torsdag d. 11. Marts vil fra nu af være en lidt trist dag, for det var den dag, min kære Farfar døde. Så jeg vil male dagen i alle de historier, han har fortalt, alle de skrøner, som han har smedet, alle de sange, han har sunget. Dermed kan vi kigge på dagen, lytte til den og alt det, som han var, og alt det, som han er. Sige tak. Smile, grine, klappe af en ufejlbarlig optimisme for hvad livet end så smed i nakken på ham. Være uendeligt begejstret for at have mødt ham, og se frem til at møde ham igen, hvis man skulle være så heldig.

I mangel på bedre

Da jeg faldt i søvn i min seng med den bærbare ved siden af mig, lystigt afspillende 9ende sæson af South Park, ville det være ulogisk andet, end at jeg næste morgen vågner med et sæt, idet jeg skubber den ud over sengekanten. For den slags larmer. Meget. Det lyder lidt som et godt gammeldags skraldebang, men der er flere komponenter i braget end som så. Der er lyden af backspace-tasten, der endnu engang flyver ud af tastaturet (og rikochetterer af bogreolen og ud i køkkenet). Der er lyden af uret i mit højre hjørne af skærmen, der ikke vil tolerere en sådan behandling, og stædigt insisterer på at klokken er 00:32, og klokken er formodentligvis 9:06. Der er lyden af mig, der slår en flad hånd imod egen pande, og lover mig selv, at jeg aldrig vil putte med den bærbare igen.

Det må nødvendigvis gå ud over en eller anden

Takket være nogle ønskesedler, som jeg aldrig fik sendt ud, er jeg nu blevet givet så mange penge, at det er ved at være på tide at træffe et valg. Skal det være en western, så jeg kan instrumentalisere og strangulere Riverwide. Måske en 12-strengs, så jeg kan lade som om, at jeg er Matt Uelmen. Hvad med en elektrisk, så jeg kan udforske hvor meget én nabo kan hade en anden. Det ville kun være passende.

Det største problem er dog nok, at jeg egentlig ikke har lyst til at træffe valget. Nu hvor jeg kan, så er det li'som ikke så spændende længere. Herregud, det er jo bare endnu en guitar. Måske jeg bare skulle lade pengene stå og blive til flere i al deres kedsomhed... Hm.

Set til Oscar Night I BioCity

- Stine og Stines veninde, der stolt hiver ud i deres stræk-bukse-benklæder for at demonstrere helt præcist, hvor fleksible de er. I ved, den slags bukser, der har en art elastik i maven, og derfor er vildt behagelige. Først senere forstår jeg vigtigheden af at have behagelige bukser på til Oscar Night.

- Mig der med en småsmilende selvtilfredshed 'Undskyld mig'er og 'Jeg smutter lige forbi'er mig tværs igennem den lange snoede kø til dametoilettet, så jeg kan komme ind af døren til herretoilettet. Det kan godt ske, at de har bryster, dem i køen, men jeg pisser fanme, når jeg har lyst. Sku.

- Pedro, der grundet en kompleks etnicitet mener, at hans "land" har vundet bedste udlandske film lige meget hvilken film der vinder. Pedros forfædre har været vidt omkring, og de har ikke været bange for den lokale befolkning. Pedro snakker derfor alle sprog, også under filmen, og får efter kort tid at vide, at han skal holde kæft.

Sentimentalia

Jeg har spist så meget kage, at det føles som om, at jeg kunne skide en kagemand, komplet med flag, forklæde i marcipan med navn og år og alting. Lad det være sagt, det har været en MEGET hyggelig dag, også selvom der har været travlt med det hele. Problemet med al den travlhed er, at jeg ikke har haft tid til at snakke i telefon eller besvare fødselsdagsbeskeder, selvom lysten til at hoppe ud af vinduet og ryge en hengemt cigaret ude foran mit gamle værelse, mens jeg snakker i telefon, absolut har meldt sig. Som i gamle dage! Dengang man var... yngre.

Men nu er man ældre. Og hvad så? Svaret til dette spørgsmål er: Lige præcis. Tak for hilsnerne og kærligheden, kig forbi, hvis du har lyst til overskuds-fødselsdagskage. Men nok inden onsdag. Tror ikke, at det er friskt meget længere end til på onsdag.

Dublinaise

I morgen kunne jeg godt tænke mig at være i Dublin. Spise morgenmad hos den gamle mand, der har indrettet hans dagligstue til et meget privat, meget gult og meget besynderligt spisested. Han smiler og mumler ud af gebisset. Drikke den bitre earl grey the, som man kun langsomt lærer at værdsætte. Ønske ham guds velsignelse, og efterlade lidt drikkepenge i underkoppen. Møde byens summen, der aldrig rigtig stiger eller falder i intensitet. Mærke pulsen stige idet man vover at krydse en vej uden at være i nærheden af en fodgængerovergang. Som om det ville gøre en forskel. De kører som sindssyge i Dublin. Men i dag er det søndag, og byen har hverken energi, lyst eller interesse i at summe mere end højst nødvendigt. Bare lige, så man fornemmer, at det er en by. På en bænk i den der park, der ligger lige rundt om hjørnet for Trinity College, kan man suge den smule sol til sig, der finder vej igennem skyerne, og fornemme en svag duft af fortidens litterære spøgelser blandet med skydende anemoner.

Whilke teschtHIKler?

I et forsøg på at tage de sidste fem kilogram på, som jeg mistede i svinget for en lille måneds tid siden, kastede jeg mig for 23 minutter siden over en æske blommer i madeira, som jeg fandt nede i viktualierummet. Efter at have inhaleret den halve æske ligger jeg nu i min seng i en mild madeira-rus, der allerede har taget tilløb til en at udvikle sig til enkelte ambitionsløse tømmermænd. Jeg er officielt et skvat. Igen.

For jeg har ikke alene tabt mine overskydende kilogram i sygdomsforløbet, men også min alkoholtolerance og dertilhørende testikler, åbenbart. Rigtige mænd kan jo tørlægge Frankrigs vinkældre, og stadigvæk være i stand til at unicykle til månen, mens de citerer Den Gamle Mand og Havet baglæns. Rigtige mænd skriver ikke som piger. Skulle du falde over et sæt kugler og tilhørende alkoholtolerance, så returner dem venligst til undertegnede. Tak.

Eksploration andetsteds

"Forår? På søndag?" Jeg kigger op og ud af vinduet, hvor sneflokke ikke nøjes med at komme vrimlende. De styrter i panisk angst ned mod jorden, som om hele fornemmelsen af at svæve og at være lavet af vand er forfærdelig, nærmest uudholdelig. "Jord! Sten! Tegl! Fast underlag, fri os for vores lidelser," skriger de lydløst ud i vinden. Radioavisen dør hen, og erstattes af Pink Floyd. Jeg kigger ned på mine gryder igen. Der er lunt i køkkenet, og alting simrer og damper og duften af eksperimentet er helt behagelig. Mor kigger nysgerrigt i en gryde, roder lidt rundt med en ske, og siger "Hm!". Det betyder, at det måske ser lidt spændende ud. Måske det også er godt? Hun håber. Jeg fisker en pære op af en gryde og deler den med hende. Denne gang et "Mhm!". Det betyder, at hun nu ved, at det smager godt. Hun er nu begyndt at glæde sig, til at det hele er færdig. Og det er jeg sku egentlig også.

Forventelige fornemmelser omkring at være et nyt og gammelt menneske

Nogle gange ryger de i svinget, vennerne. Ham gutten, som man spillede i ens første og (måske) sidste band med. Hende pigen, der lod én tegne en stjernehimmel på hendes mave.
De er ikke væk. Jeg ved bare ikke, hvor de er, og det ærger mig. Specielt når jeg sidder og er præ-fødselsdags sentimental og ude af stand til at forstå, hvad fanden der blev af dét år. What the fuck?

Andre gange bliver de hos én, og man hos dem. Man mødes efter et år, ude af stand til at forstå og indrømme, at der virkelig er gået et helt år. Det føles som i går. Ingenting er forandret. Vi bekender os, indrømmer og afdækker, hvad vi har brug for forståelse for, brug for hjælp til. Vi deler vores glæder og vores jubel, vi deler vores dans. Ikke alt det der udenoms pis.

Mit fortsæt for mit næste år som menneske er at ringe mere pludseligt til folk, og spørge, om de kan huske dengang en navle blev til en måne. Dengang vi spillede Cream ude i barakken. At ringe, og invitere.

De små ting

Det her kommer til at lyde enormt banalt, men I bliver nødt til at prøve det. Det er den særeste ting nogen sinde. Hvis I tilfældigvis befinder jer i nærheden af en opadgående rulletrappe, og hvis I tilfældigvis ikke ser noget problem i at tage en tur på den, bare fordi, så prøv dette. Stil jeg på et trin, vend ryggen til kørselsretningen, og bliv stående. Bliv stående og kig ud på det hele, mens det hele ruller væk fra dig. Radikal tænkning, ja, jeg ved det, men prøv det, førend du fordømmer det. Folk på trin under dig vil kigge op i dit åsyn, og de vil forundres, forfærdes. Hvad laver han dog? Kigger han på mig? Er der noget at se, går jeg glip af noget? De vil ikke forstå, at det er hele fornemmelsen af at hele tiden være ved at falde forover, mens man bryder så simpel en konvention, som hvordan man står på en rulletrappe, der gør det til en meget lille, men yderst udsøgt fornøjelse. Del det eventuelt med én, som du holder af.

Biograf-rage fortsat

'Hvorfor' undrer jeg mig, mens jeg bider tænderne sammen. 'Hvorfor lige mig? Har jeg gjort mig fortjent til dette på en eller anden måde? Er jeg et dårligt menneske?'. Jeg er endnu engang taget i biografen, og jeg er endnu engang usikker på hvorfor jeg overhovedet betaler for dette, den ene gang efter den anden. Filmen er god, filmen er virkelig fucking god. Men selskabet. Det forbandede selskab.

I dag sidder jeg foran fire velvoksne New Zealændere, der finder det umådeligt underholdende, at kommentere enhver besynderlig dialekt og accent, der klinger ud af højtalerne. Så de gentager, hvad de lige har hørt, og fniser efterfølgende. Det er den slags, der kan underholde en umælende nyfødt. 45 gentagelser senere vender jeg mig om, og beder dem om at holde kæft, hvilket kun er delvist succesfuldt.

Men er jeg uretfærdig? Er det en del af det sociale aspekt i at gå i biografen, at man skal møde mennesker på denne måde? Øves i at tåle manglende respekt for narrationen, såfremt narrationen er respekten værd, og så tage det som et gode også?
Måske jeg burde være ligeglad. Måske jeg ikke egner mig til at gå i biografen på trods af, at jeg elsker film. Måske jeg bare er et dårligt menneske.

Vær bange - særdeles meget mere bange end man ellers normalt ville være det, når man blev anmodet om at udvise rædsel

Forbandet! I dag var endnu en af de dage, hvor man ser en amerikansk dokumentar om fødevarenes vej fra jord til bord, hvorefter man flipper ud, spenderer en halv SU på økologiske fødevarer, der i øvrigt alle bliver for gamle på torsdag, i et forsøg på at ernære sig selv på en bæredygtig og moralsk forsvarlig måde. Dermed skulle man også være sikret mod at blive fundet parteret i egen seng. Øko-ninjaerne sover aldrig!