Tog er nu ellers ikke nederen, som sådan

- Ja ja, nu skal det ikke blive for personligt.
Jeg glaner op på billetkontrolløren, der åbenbart ikke, i modsætning til jeg, har forstået, at man altså ikke snakker højlydt i en fucking hvilekupé. Men man må åbenbart godt snakke, nej, man skal snakke med billetkontrolløren, og man har lige præcis så lang tid det tager, at give stempel-saks-maskine-tingen et upassioneret klem, og kaste billet, kørekort og wildcard ned på bordet foran mig, til at indlede en personlig samtale.
Han kunne i det mindste have kigget på mit wildcard, nu når jeg brugte 26 minutter på en tømmermænds forkrøblet fredag morgen på at stå i kø, så jeg kunne få det fornyet. Den rammer mig en gang imellem, denne tilfredshed med at have gjort noget ordentligt. Rigtig. I følge reglerne. God dreng, dygtig, her er en kiks. Og alle folk er ligeglade. Specielt billetkontrolløren.

Brb

I må undskylde tavsheden, men jeg går og arbejder på den her gigantiske opgave. Det arbejde går ud på at bruge ufattelig meget tid på at sidde foran en computer, og lave absolut ingenting. Som enhver studerende (eller has-been) ved, så er det en essentiel men ufattelig uproduktiv del af opgaveskrivningprocessen. På et eller andet tidspunkt sker der dog, heldigvis et eller andet. Ord og sætninger former sig på skærmen, og danner egentlige meningsfulde konstruktioner. Jeg glæder mig på forhånd, og det må gerne ske snart. Ellers er jeg fucked.

Det er en god ting, tro mig III

39 minutter senere skøjter Maja og jeg rundt på dansegulvet. For meget beerpong og alt for dansabelt musik har forvandlet gulvet til en glat affære. Men vi morer os, og Maja er en storsmilende fornøjelse at se på. Jeg behersker mig, og undlader at fortælle hende, at hun smiler som en ung Tyne Daly. Det har ikke rigtig virket så godt for mig her til aften, det der med at sammenligne folk med andre folk. På trods af intentionen.

Og så er det lyst, pludseligt. Skræmmende lyst. Uvirkeligt lyst. Var det ikke efterår lige før? Skulle det ikke være mørkt fra nu af? Besynderlighed. Men aften, natten og morgenen er gået. Klokken er 07:30, førend jeg er i seng. Det er okay.

Det er en god ting, tro mig II

I baren møder jeg ham her dude'n, som er ven med Michelle-fra-studiet's kæreste. Han peger på mig, anklagende, og eksklamerer, at vi har mødt hinanden før. Hvilket er sandt! For et års tid siden sad jeg i hans små-snuskede sofa og røg en joint med Michelle, der på daværende tidspunkt var så fuld, at hun var begyndt at pive i stedet for at snakke. Altså, ja, ikke fordi hun var ked af noget, men fordi hun går over i et højfrekvent spektrum, når hun bliver tilpas beruset. Skinger kan vi også kalde det, men det lyder så hysterisk. Piver, som et tyggedyr til en hund, er det helt rigtige ord.

Alt dette vækker åbenbart minder hos the dude. Han griner, og supplerer historien med en observation om den hvidvin, som jeg, selvfølgelig, havde med derop. Rasmus, der indtil da har stået og måbet af min fortid som joint-rygende humanist, bryder her ind, lettet over at kunne genkende mig igen. 'Selvfølgelig havde han en fucking hvidvin med!'

Det er en god ting, tro mig I

Killer, tænker jeg, mens jeg skuer ud over festlokalet. Fyldt til randen, en 40-50 mennesker, og jeg kender ikke en sjæl. Ud over Rasmus, Mathilde og Maja. En lille men udvalgt flok, slet ikke dårligt selskab. Men øh, right. Må hellere blive forholdsvist tilpas beruset inden alt for længe, hvis jeg skal overleve det her.

42 minutter senere er jeg i gang med at forklare Evelyn Glennie look-a-liken, hvor totalt meget hun ligner den her virtuose skotske perkussionist, der i øvrigt er døv. Evelyn-klonen kigger på mig lettere uforstående, usikker på hvor stort et kompliment, der egentlig er tale om. Jeg forsøger at overbevise hende om, at slagtøj aldrig har været det samme siden Evelyn. Reaktionen udebliver. Jeg konkluderer, at hun enten ikke har nogen interesse har for slagtøj, eller at hun ikke er tilfreds med at blive sammenlignet med en døv skotte - hvorfor det for helvede kan være lige meget. I baren med mig.

Efter året

I grunden giver det ikke nogen mening, mener jeg, mens jeg tager en note om årstiden, der kun eksisterer i fremtiden. Men fucking hell. Decideret fuckstockings. Fuck! Jeg vil OGSÅ i praktisk på en ambassade.

Søs skriver jævnligt meget fortællende e-mails hjem fra Berlin, og det er svært ikke at ønske sig derned. Muligheden for udlandet og at være, sådan, professionel agtig du ved. I udlandet! Jeg vil det, og jeg vil det nu.
Lysten fortager sig ikke, da jeg henslængt i vindueskarmen betragter Rasmus, der laver fejrings-pandekager, fortælle om hans fremtidige praktikophold på ambassaden i Hanoi. Effing Hanoi. Jeg ved ikke engang hvor i KinaVietnam det ligger. Nord eller syd? Hvad helvede.

Jeg er måske ikke helt færdigbagt i den akademiske stenovn, til at blive sendt nogle steder. Endnu. Langtidshævning og sådan. Til gengæld har jeg allerede planerne på plads. Mit spansk skal genoplives, jeg skal ud og købe en blazer, jeg skal nyde et efterår, som man godt kan ignorere lidt. I modsætning til det danske.

Så hellere uvidenhed

Awwnutsnutsnuts, tænker jeg, mens jeg med begyndende hovedpine og svedperler i overskægget forsigtigt taster mit password ind på tastaturet. Hej webbank. Hvor jeg dog hader dig.

Efter halvanden uge i blomsterbestrøet, champagnesprudlende uvidenhed, har min økonomi-neurose prustende og storsvedende indhentet mig. Jeg ved udmærket, hvad der venter. Enten er det et forbavsende stor beløb med et meget lille minus foran, eller også er det et forbavsende lille beløb, der overhovedet ingen intentioner har, om at forsøge at se større ud. Lige meget hvad, så er det noget knep. Men Berlin, sommerhus og hvorvidt jeg skal nøjes med ét måltid om dagen resten af måneden afhænger af det.

Arg. Bare én overspringshandlig til. Derefter, rationel adfærd. Jeg lover det.

Det havde du virkelig ikke behøvet

Far har i et anfald af bundløs bekymring for mit videre velbefindende lånt mig et stks. FC København halstørklæde. Far er udmærket klar over, at jeg nægter at associere mig med fodbold og alt der har med sporten at gøre, hvorfor udlånet, velment som det er, for øjeblikket ligger henslængt over lænestolen. Hysterisk, måske, men på trods af løfter om ikke at tage billeder af mig, mens jeg ligger og sover med de blå-hvide farver omkring min hals, så stoler jeg ikke på ham. Så hellere hoste et par dage mere.

Nitte

Ordnede forhold med madlavning, tøjvask, automatisk opfyldning af køleskab, al den slags godter, det burde være en hjælp på det hele. Færre distraktioner i løbet af dagen og sådan. Men nej. Min opgave er lige så død, som den var, da jeg ankom.

Så nu sidder jeg, igen, hjemme ved forældrene med kriller i samtlige fibre efter at vende hjem til Århus. Hvad der skulle være en produktiv start på ugen, er blevet til alt andet end det. Til gengæld har jeg hygget lidt med Far, der vist synes, at det er ret hyggeligt at have selskab, nu når han alligevel arbejder hjemmefra. Vi får i hvert fald hentet noget 'brød' ved bageren til vores formiddagskaffe.
Jeg er næsten skræmt over hvor mange kaffe-ritualer en dag består af, når man sådan er voksen og arbejdende på kontor og den slags. Hjerne-juice, anyone?

Dans, for helvede, dans

Jeg ved ikke helt. Måske det var for meget, for længe. Men så render man ind i Sabina med en flaske rom under armen. Langsomt bliver det en fest. Festen bliver til en dans, og dansen gør sig til, driller, frister, lokker, forlanger mere og mere opmærksomhed. Med ét er det slut, og man har lige pludseligt arbejde på favorit restauranten. Det er søndag morgen, og der er overtræk på kontoen. Fuck det. Alting har en pris.

Hot-snot liste #5

Hot
- Vinter incoming! Jeg kan nu godt lide sne og mørke. Plus, nu har jeg fundet ud af, at jeg ikke får vinterdepressioner, men bare sådan depressioner i sig selv. Rart at vide, at man er mere alsidig end som så. Også rart at vide, at vinteren ikke nederen per excellence.
- Studievejledning! Alting er ikke helt umuligt alligevel, viser det sig. Man skal bare spørge de rette mennesker om assistance. Nizzle!
- Studiejob som reservetjener på favorit-restauranten! Ud over at være døden nær af nervøsitet, fordi jeg kender standarden, så glæder jeg mig ufattelig meget til at lege tallerken-taxa.

Snot
- Polterabendsplanlægning. Vi er alle sammen studerende, og jeg frygter for resultatet. Hvis vi laver en super polterabend, så bliver det til en uinteressant bryllupsgave. Og omvendt. What to do?
- Chefen bliver lidt træt af mig, når jeg siger op. Jeg bliver omvendt lidt træt af, at skulle aflevere nøglen til det evigt fyldte køleskab.
- Feber. Influenza. Hoste. Pest. Whatever. Jeg har det.