Godt nytår!

Nytårsaften. Lige om lidt. Jeg har knoklet i de sidste mange dage, synes jeg, for at nå det hele. I dag har jeg så haft travlt med at hvile, sove, besøge min dejlige tvillingesøster og derefter Vinpusher-Lars. Nu har jeg 1½ time til at iklæde mig et jakkesæt , pakke en gave eller to ind, skrive lidt i en bog. Hvilket jeg nok skal nå. I dag går den ikke at være sent på den. Ingen fashionably lateness. Jeg er ventet og fuld af tusindvis af små forventninger. Det bliver en dejlig aften. Må I have en tilsvarende sikker aften i selskab med jeres kære. Pas på jer selv og jeres familier, og må alt være vel, når vi ligger os til at sove ind i et nyt år.

Stedfortræderi

I modsætning til cirka alle mine venner på Facebook, så nægter jeg at skrive en statusopdatering om, at jeg nu har set Avatar. Så jeg skriver et blogindlæg i stedet, og er dermed kun en hykler af en eller anden ubetydelig og mindre rang.

Ud over at nære et brændende ønske om at være høj (højere end jeg er i forvejen), langlemmet (igen, mere end jeg er allerede), blå (nej, er ikke blå på nogen måde for tiden) og iført et lændeklæde(...), så er jeg efterladt med en vis ro. Der er mange tanker og ideer, der helt sikkert vil være selvfølgelige for biologer, nyhedninge og miljøaktivister, i filmen. Når man nu ved, at filmen vil blive set af mange individer, så kan ens indre såvel som ydre hippie meget belejligt håbe, at disse tanker og ideer vil rodfæste sig, vokse op og udsende sporer i alle retninger. Kender jeg mine sporer og ideer ret, så er de allerede i gang.

Fordi!

Efter min chef's chef udtalte, at han kunne snakke alle til at gøre alting for ham, er jeg begyndt kategorisk at sige nej, når han beder mig om et eller andet. Hvorefter jeg griner for mig selv, fordi det er overlagt kontrært, og derfor fjollet. Han synes vist ikke, at det er helt så underholdende, som jeg gør. Men altså, det er da hovmod at påstå den slags. "Se mig, jeg har så vindende en personlighed og så rund og blød en mave, at jeg umuligt kan være andet end harmløs. Gør iøvrigt lige dette og hint". Niksen biksen, mester. Som om det ikke er let nok, at være på tværs sådan generelt, så er der en endnu større fornøjelse ved at være kontrær med vilje. Kan anbefales i det små. Prøv det!

Lykkelig uvidenhed

Så. Sidste egentlige julefrokost var i dag. Nu kan man begynde at spise lidt varieret igen. Hvis jeg overhovedet havde et behov for svin i første omgang, så er det stillet nu. Nu og et års tid frem. Måske er det på grund af alt griseriet, at jeg sidder med den her helt enorme skyldfølelse. Et eller andet har jeg gjort eller ikke gjort, som jeg burde. Jeg har glemt noget eller nogen. Der er begået en forbrydelse mod sociale konventioner, og jeg er gerningsmanden. Det nager og gnaver, og jeg kan overhovedet ikke huske, hvad fanden det er.

Så dette må være én af mange bodsgerninger. Jeg vil gerne undskylde over for alle, som jeg måtte have gjort uret. Du har, givetvis, ikke fortjent det. Lige pludselig kommer jeg i tanke om det, og så kommer jeg rendende med favnen fuld af undskyldninger. Og chokolade. Hvem kan ikke lide chokolade?

Slægten

Pakkeleg. Gaver i flere lag hele vejen ned af langbordet. Flere gaver end vi havde under træet. Oldeforældre, der stjæler pakker fra grædende oldebørn. Voksne mænd, der smider terning og bæger gennem lokalet, mens de forbander samtlige hellige og uhellige magter, de kender. Marcipanjuletræer, dekoreret med marcipanmus, der spiser marcipanost i et puddersukkerlandskab. Lysende måske-dildoer i vindueskarmen. Cirkeline-erstatnings-hunden, der er meget krøllet, meget salig og meget begejstret for at slikke på ens fødder. Det er jul på en lidt anden måde hos familien Sørensen, og jeg synes, at det er pisse hyggeligt.

Huset, hvor det hele foregår, har altid været mit private Amerika. Mulighedernes hus. Her kan vi skændes uden at gå og spare op til det i flere år på forhånd. Her gør vi det behageligt for alle, hvem man end så er. Ikke så meget hysteri omkring at holde på former. Bare glæde og begejstring. Nogle vil kalde det simpelt, andre vil bruge ordet 'grotesk'. Jeg vil kalde det anderledes, og hylde det og alle dets facetter. Fejl og mangleder inklusiv.

Så hellere lidt funk, tak.

Julepunk. Når man kommer fra Viborg, så tager man til julepunk på Paletten d. 26 december. 'Man' inkluderer her den mere alternative crowd, måske mest de folk, der før eller siden har frekventeret Amtsgymnasiet. Derfor må og skal jeg til julepunk, også selvom jeg egentlig ikke har specielt meget lyst. På trods af tre år på Amtsgymnasiet. 'Bare rolig,' siger Marie, 'det kommer i morgen! Du skal bare lige lytte til Röd med Kent, Bon Iver's nyeste og The Balcony af The Rumour Said Fire, så er den hjemme!'. Men det er jo ikke punk, tænker jeg, og tilføjer de dikterede sange til min playliste på Grooveshark. Jeg kan egentlig godt lide rigtig mange musik genrer. Alt andet end metal og fusions jazz, plejer jeg at påstå. Men jeg bliver lidt venstreorienteret og lidt gammeldags, når jeg ikke har tilpas meget indsigt i eller sympati for kulturens diskurs, til at kunne værdsætte dens specifikke æstetik. Hm. Venstreorienteret, gammeldags og forstokket. Måske det lige præcis er julepunk, der skal til. Spøgelser kan garanteret ikke lide julepunk.

Venstrehånds skrivning

Så træt. Så mæt. Ligger i min seng, skriver med én hånd. Venstre hånd, bare lige for at gøre det hele lettere og hurtigere for mig selv. Dejlig dag! Dejlig aften. Juletræsdansen var ikke totalt horribel, og jeg fik den her grydeske, der bare er perfekt til risotto og alt muligt andet, hvor ting ikke må brænde bare lidt på. Awesomepants! Jeg betragter mig selv, som værende et ganske tilfreds og beriget menneske, når den helt rigtige grydeske er årets julegave.

Mine kære læsere, må I have en rigtig dejlig jul. Pas på jer selv, jeres familier og jeres maver. Jeg har ikke nogen gave til jer, også selvom jeg har fået så rigeligt af jer. Tak for velment kritik, konstruktiv feedback og stille begejstring. Det er tre ting, som jeg aldrig kan få nok af.

'Tis the season

Rå mængder af Fars hjemmebryggede gløgg er den helt rette ting, når man er ved at have fået for meget af familien. Familie-fnidder kalder jeg det. Man kommer på langt visit i forbindelse med den ene eller anden højtid, og så skal man rigtig hygge, for det bliver næsten som dengang man boede hjemme, og hvor var det hyggeligt dengang. Men der er gået seks år siden man boede hjemme, ens værelse er reduceret til et syværelse/motionslokalet, og hyggen forsvinder meget pludseligt i det sorte hul der opstår efter eksplosionen, der er resultatet af konfrontationen af nye og gamle vaner, nye og gamle intentioner.

Det hjælper selvfølgelig lidt på alting, at Storebror har slæbt et lærrede og projekter med hjem, så vi kan spille Xbox 360 i syrummet/motionslokalet. Storebror er viis for hans alder, for han er forberedt på familie-fnidder. Jeg må studere ham, lære af ham, helst inden jeg dør af gløgg-forgiftning. Tak.

Juleaften nr. to

Der er to juleaftener her i huset. Den ene er selvfølgelig den 24ende. Den anden er når Far kommer hjem fra sidste arbejdsdag før juleferien med firmagaver. Og det gjorde han så i dag.
Første pakke var en pose fra La Glace, fyldt med en masse små pakker og kasser. Vi fik ikke åbnet for det hele, men vi fandt chokolader, småkager, kaffe, the, en skærekage og en roulade (hvilket var meget underligt, synes vi, men det må være lidt interessant, nu når det er fra La Glace). Jeg rækker hånden ud, for at tage en smagsprøve, men Mor dasker den væk med et svirp i håndledet, der ville gøre enhver skolelærerinde i 1920'erne misundelig. Mor er stor fan af at dosere, hvad der er godt, hvilket er et standpunkt, som jeg for det meste er parat til at udfordre. Specielt når det gælder chokolade. Herregud, tænker jeg, det er jo bare chokolade. Til for at blive spist, ikke?

Anden pakke indeholdte seks flasker vin, der næsten alle sammen var ældre, end jeg er. Eller, nej, det er løgn, de var fra 2001 eller deromkring, men de kunne lige så godt være fra umiddelbart før Napoleonskrigene startede. Far rutter måske med mange ting, men ikke gave vinen. Jeg vinker farvel til vinen fra døren til viktualierummet (bedre kendt som vinkælderen) efter at han har katalogiseret, markeret og arkiveret den. Farvel vin, vi ses engang når jeg (forhåbentlig) arver dig. Mens Mor trods alt deler ud, så gemmer Far bare på tingene i rigtig lang tid. Herregud, tænker jeg, det er jo bare vin. Til for at blive drukket, ikke?

Tredje pakke bestod i en trolley-taske. Herregud, tænker jeg, den må han sku sende retur.

Meningsfattig figur

Jeg er hos min forældre, igen, og jeg har lyst til at skrive om alt det, der er foregået i dette hus siden vi byggede det. Så jeg kunne skrive om en hel masse, der før eller siden ville ende i klicheer og banaliteter. Det første kys. Den første orgasme. Det første spark i skridtet. Den slags. Men jeg er flyttet fra stedet. Man er blevet undervist og skolet, og man har udviklet en fornemmesle for tal. Tallet ét, og dermed første gang noget sker, er lige så unikt som tallet to, og dermed anden gang noget sker - igen. Hvis jeg så bare kunne huske mit andet kys, min anden orgasme, anden gang jeg blev sparket i klokkeværket, så ville jeg skrive om det.

Hvad jeg kan huske er, at jeg er fem tekster bagud. Jeg lover, at indhente dem inden året er omme. Måske man skulle skrive juleeventyret færdig? Altså, begynde på ét i hvert fald. Har den her idé om en haj, der også skal mærke, at det er jul...

En haj efter rytmer

Jeg kan ærligt talt ikke huske hvor jeg først hørte om siden, men jeg synes, at den er værd at sende videre. Betragt det som en lille gave. Til jer fra mig.

Grooveshark.com


Hvis man, som jeg, godt kan lide at gå på jagt efter ny musik i cyberspace, så er Grooveshark den helt rigtige side for dig. Det er stort set en Zune-iTunes-WMP-Songbird i browser-forklædning. Tusindvis af brugere stiller deres musik til rådighed, hvorefter du kan streame det lige så tosset, du vil. Du kan lave playlister, oprette favoritter, gå på opdagelse i folks hitlister. Fordi du aldrig kommer i besiddelse af selve musikfilen, så er det vist endda lovligt. Så længe du har internet i nærheden, så har du - hermed - altid det musik, som du gerne vil høre hos dig. Hvilket jeg godt kan være begejstret for. Jatak.

Tanker før et bad

Min lejlighed sejler. Tøj, tandpasta tuber, avisudklip og løse papirark. Det eneste, der er, hvor det skal være, er støvet i hjørnerne. Jeg kan egentlig ikke huske, at det at pakke til juleferie nogensinde har været så rodet. Så rodløst. Hvor er tiden, der tager os, blev der spurgt. Spørgsmålet er omsonst, så det må svaret også være. Den er lige her, hvor vi kan se alle de ting, som vi ikke fik brugt den til. Den er hos vores nære og kære, som aldrig befinder sig ét sted alene i modsætning til én selv. Vi er tiden, der tager os selv. I dag føler jeg mig lettere salig over, at jeg har venner, der gider tage tiden med mig. Også selvom jeg efter at have været på arbejde siden 05:30 måske ikke føler sig mig frisk på at tage eller blive taget (på). Hah. Men netop derfor skal man kaste sig ud i det. Det bliver en fed aften.

Kedsomheden der imploderede

Der er ikke tid til at kede sig længere, synes jeg, mens jeg cykler hjem. Nemlig, cykler. For selvom sneen står højt, vejene er regulære skøjtebaner (i modsætning til den... knapt så regulære skøjtebane foran Musikhuset), men jeg er ligeglad, for jeg må og skal hente 5 minutter, på at cykle, hvor der cykles kan. Gearet er frosset fast i første, så jeg hjuler rundt i pedalerne, og kommer ikke særlig langt. Men jeg må hjem hurtigst muligt, for der er ting, som jeg skal nå.

Jeg har ét julekort, som jeg skal skrive, helst flere, hvis jeg kan nå det. Men jeg har modtaget et kort, der fortjener et svar. Det vil være det første år hvor jeg egenhændigt foretager jule korrespondance, og jeg håber bare, at jeg kan gøre det meningsfuldt. Man kan til hver en tid mene en hel masse, men hvis man ikke kan få det sagt, så kan det være lige meget.

Jeg skal have pakket til juleferien, der lige pludselig ånder os alle sammen i nakken. Ingen er dog klar over det. At sidde i toget på lørdag sammen med Søs, begge med tømmermænd og cola-trang, med alting i bagagen, forberedt på julelandskab i hjembyen - dét bliver dejligt. Har skaffet forskellige film hjem, som vi kan nå at se noget af under turen. Eller måske bare, når vi når frem.

Jeg skal gøre lejligheden ren, så den er udholdelig at komme hjem til. Nødvendigvis må jeg rejse tilbage med tasker, poser og skibscontainere på ryggen, indeholdende julens udbytte. Det vil sige overskud fra mors køkken mest af alt. Der er ikke noget værre, end at træde ind af døren til en opvask. Eller støv i hjørnerne. Grr!

Jeg savner at kede mig lidt nu og da, sukker jeg, og lukker døren efter mig. Men hvem har tid til den slags i disse dage? Fred og ro, the, et par sider i en god bog, derefter en lur, derefter endnu et par sider? Uhørt. Men jeg er ikke utilfreds med hvad man er givet i bytte.

Men så kom bilerne

På trods af min generelle sne entusiasme, så var jeg ikke helt i humøret til det kl. 05:17 i morges. Min cykel stod udenfor natten over, eftersom jeg var forhåndsdoven, og ikke havde gidet at slæbe den ned i kælderen. Skulle alligevel bruge den om morgenen. Så den er dækket i et fint lag sne. Gearskifte-mekanismen er frosset til, så den står på tre dejlige kilometer ud til arbejdspladsen i første gear. Ævert! Men så kører man de første forsigtige meter, og første gear er ikke længere en dum idé. Ingen har ryddet sne på dette tidspunkt. Alt er stille. Jeg føler mig tryk, for det vil være blødt lige meget hvor jeg lander. Tryk og alene om at nyde skønheden. Kulden bider i al blotlagt hud, og luften synes mere klar, end den måske egentlig er. Enkelte lyskæde fantaster har ladet lyset brænde natten over, hvorfor ellers nøgne hække og træer nu huser små kolonier af forfrosne ildfluer. Der bor i igloer.

Selvom jeg ikke har sovet helt nok, det er meget koldt og det går op ad bakke, så smiler jeg. Senere vil alt det her være væk. Måske tøet. Måske bare skovlet ud på vejen, hvor bilerne kan svine det til i pendleriets hellige navn.

Forbandede hjul - redux

Han peger med en blyant, og hvisker 'Dér', idet vi finder hullet. Han rynker panden, og forsøger at se gennem brillerne i det dårligt oplyste kælderrum. Beder mig række ham værktøj, forklarer i detaljer, hvad han gør og hvorfor, så jeg forhåbentlig kan gøre det egenhændigt næste gang. Tører olie og skidt af i kedeldragtens bukser. Møffer lidt idet jeg undskylder cykelpumpens kvalitet med dens alder. 'Bare fordi, at den er gammel, kan den vel være god nok?'. Jeg griner, og Far skifter det lettere fornærmede udtryk ud med et smil. Han ved godt, hvad jeg mener. Der er forskel på cykelpumper og fædre. Men denne cykelpumpe er nu lidt speciel.

Så længe jeg kan huske, har vi altid haft den. Den er med stor sandsynlighed betydelig ældre, end jeg er. Dens greb er lavet af træ, og den sorte maling er skallet af hist og her. Fatningen dur egentlig ikke så godt til moderne ventiler, men med en ekstra indsats, så går det. Det er verdens bedste cykelpumpe, og jeg har fået den af Far. Der måske har fået den af Farfar.

Forbandede hjul

Jeg havde egentlig tænkt mig at arbejde på at udgive første del af et lille juleeventyr i dag. Men sådan skulle det ikke være, for jeg blev kaldt på arbejde, og så røg al energien og overskudet ind i opgaver og to-do's. Men hvad. Chefen var en lille energibombe, lavet af hurra, og han synes, at det var skønt, at jeg gad at komme. Det være sagt, så handler dagens tekst om et nederlag. Åh jo.

1 stk slangeskift koster lige pludseligt 125,- hos den lokale cykelsmed. Før i tiden var det 45,- for en lapning, men det er nye og grumme tider, så nu kan man vælge mellem at få skiftet en slange eller ingenting overhovedet. Mellemløsningen findes ikke. Så jeg smækker med døren, og går hen til en anden lokal cykelsmed. Planen er at købe et lappe-sæt, og så være lidt handy-agtig. Det kan ikke være så svært. Cykelmanden snakkede lidt om, at man skal have det her specielle værktøj, men det er tydeligvis bare et forsøg på mersalg. For at demonstrere, at han er gennemskuet betaler jeg for lappe-sættet alene, og smækker med døren. Og så hjem og lege cykel-doktor.

Et halvt opbrugt lappe-sæt og 1½ time senere giver jeg op. Hvis jeg havde det rette værktøj, havde jeg taget hele hjulet af. Hvis jeg havde vidst at cykelslange-limen ville gøre mig svimmel, så havde jeg ikke forsøgt at læse den lille tekst på tuben, hvor der står hvor lang tid der skal gå, førend limen er tør. Hvis jeg havde vidst, at special værktøjet var helt og aldeles uundværligt i processen, så havde jeg måske ikke smækket så meget med døren.

Julspind

Sammen med den insisterende kulde, der tørrer læber ud og fryser ørerne af, kom julestemningen til Århus. Jeg kan virkelig ikke komme i tanke om nogen anden årsag til mit milde anfald af julebegejstring, end at det er blevet væsentligt koldere, og at der er is i indkørslen. Så meget is, at jeg lavede hjulspind på min cykel, hvilket gav mig den her tegneserieagtige illusion om, at jeg lige pludselig var meget energisk, og meget motiveret for at komme på arbejde så hurtigt som muligt. Men nej. Det er bare blevet jul, sådan rigtig jul - fordi det er pisse koldt.

Mine fingerhandsker skal skiftes ud med egentlige handsker. Huen, som mormor strikkede til mig for fire år siden, skal tages i brug. Og vinterjakken. Vinterjakken skal på. Var alligevel ved at se lidt oppustet ud, som omtalt i en tidligere tekst. Oppustet, men smart!

Det er li'som menstruation, bortset fra, at det ikke er det

Eftersom søndag byder på arbejde, troede man, at man ville være tilfreds med at lave ingenting lørdag aften. Alligevel sidder man nu her i ens seng, nyvasket og varm, og har lidt... lidt kriller i kroppen. Man burde lave et eller andet, ikke?

Normalt ville jeg spille på min Xbox, men den er her ikke. Forældrene tog den med hjem for mig, så den kunne være parat til juleferien, hvor storebror og jeg skal game lidt.

Normalt ville jeg spille guitar, men det gør en anelse ondt. Har tilsyneladende fået arbejde i 'Kitchen of a Thousand Cuts'. Jeg kan godt lide at forestille mig, at stedet hed det, specielt hvis det var en restaurant i Japan. For hver gang jeg kommer hjem og går i bad, gnubber mig ind i sæbe, så finder jeg cirka 325 steder, hvor jeg åbenbart har snittet, skåret eller hakket i mig selv. Havde bare lidt for travlt til at bemærke smerten. Eller blodet, for den sags skyld.

Så det er ikke en normal lørdag. Fuldmånetid, måske?

Work work

Lad os sige, at jeg havde lidt travlt i går. På arbejde fra 9:30 til 21:15, og så ned og spise aftensmad hos Morten. Tålmodige Morten, der ventede på min konstant forsinkede ankomst.
Lækker mad, dejlig vin og PS3 nørderi viste sig at være den helt perfekte måde, at bruge fredag aften på, når man nu er lidt træt. Lidt overtræt, måske. Sådan, lidt overtræt, på den måde, at man bliver ham her idioten, der konstant får sig selv og andre slået ihjel i det her co-op spil, som vi kollektivt har ventet på at få spillet i et par måneder eller tre. Ah well. I aften bliver mindre interessant, forhåbentlig. Alting skulle gerne gå bedre på jobbet i hvert fald, og jeg har ingen planer efterfølgende. Ud over at gå tidligt i seng, så jeg kan stå enormt tidligt op søndag, og lave kanapeer til det her selskab, der åbenbart skal leve af dem hele søndagen.

Som man nu gør

Enten første eller anden juledag bliver det for meget for nationens yngre generationer. De får kollektivt julefnidder, og der er kun én kur. Drik hjernen ud på den lokale Danse Daisy, vælt ind i alt og alle på dansegulvet og knæk dig i en bås på toilettet i kælderen. Sådan, du er kureret, parat til en endeløs række julefrokoster, hvor du får lov til at spise den samme mad, drikke den samme snaps, og snakke om præcis det samme, som året før. Og året før det.

At Marie ringer og annoncerer, at vi skal mødes med alle de andre, at vi ikke skal på Danse Daisy men på Plastique og Safran, at hun skal rende rundt og nive mig i røven og kalde mig Snuske, Sveske og Pullermand hele aftenen, det lover som sådan kun godt for min indre traditions-kritiker. Men hey. Det er Marie, for helvede, Marie fra folkeskolen. Som jeg gik til guitar og badminton med. Min biblioteks-buddy. Min flider-frænde. Medstræberinden. Det skal sku nok blive godt. Det bliver bedst at se hende igen, for der er næsten gået et år, men det skal nok også blive helt fornuftigt, alt det andet.

At vende det andet lår til

- Er du bange?
- Æh...
- Tør du ikke danse med en ældre kvinde?
- Øh, deeet, jeg, eh, jeg er ikke, sådan, jeg danser bare ikke generelt.
- Så må jeg jo lære dig det!

Det er lørdag aften, og jeg står på Sidebar. Nærmere bestemt i den øverste bar. Der er Swing Ting, og stedet er pakket med glade mennesker, der snakker, griner, danser, hælder drinks ud over hinanden. Alle hygger sig, alle har sig en fest. Til højre for mig står der en lille dame, midt i trediverne vil jeg tro, og gnubber sig op ad mit lår. Til venstre står Emil og snakker med Sophie, der står og morer sig over, at mit højre lår får så meget opmærksomhed, som det nu engang gør. Ude af stand til at finde på den høflige måde, at få den lille dame til at indstille lår-gnubberiet på, tager jeg et sip af min vodka martini, og indstiller mig på at vente, til hun bliver træt af det. Kan ikke blive ved med at være sjovt. Kan det?

Skriveøvelse I

"Få noget søvn, siger de. Bliv rask og kom og besøg os. Der er gået så lang tid, får han at vide. Så lang tid. Siden hvad? Er det noget vigtigt, vi ikke kan leve foruden? Han vender blikket ned i sit skød, hvor en hånd knuger en filt-pen, en anden støtter en notesbog. "Hvis man ikke har mistet, undværet, så kan man ikke værdsætte, hvad man har". Han skriver ordene, den samme mening, om og om igen, ændrer konstruktionen, ændrer et ord hist og her. Han kan ikke ignorere følelsen af, at det er det vigtigste og det mest banale, han nogen sinde vil skrive. Hvor uheldigt. Han er en blomst, der er al hans begrænsede ynde og kulør bevidst, idet han blomstrer. Han ved, at også han vil visne. Han bliver fortalt, at han stadigvæk folder sig ud, forandrer og begejstrer, fortryller nu og da. Men han er ikke narret. Vi er alle muld, og vi kan kun håbe, at blomster og ikke ukrudt vil tage næring fra os. Med det håb sidder han der, en klump velformet muld, og får at vide, at han burde få noget søvn. Blive rask. Besøge."

Man må ikke snyde-skrabe

Det går helt og aldeles forrygende med min skrabejulekalender. I kan lige så godt give op, alle jer med-skrabere, for der er ingen tvivl. Jeg vinder en million, og jeg har store planer, for hvad den skal bruges til. Emil kiggede forbi til lidt aftensmad i fredags, og så satte vi en lige en kort og præcis liste sammen over de ting, som jeg så afgjort mangler i mit beskedne hjem. At udskifte det beskedne hjem med et andet er så godt nok et punkt for sig selv. Hm.

1 - En flaske vin. For at fejre millionen!
2 - Guitar komma stålstrenge. Eller bare en western guitar egentlig. For at kunne spille med lidt mere 'twang', end jeg allerede gør. Der er lidt mere... 'pling' over min nuværende guitar, hvilket er fint og godt. Nogle gange har man bare lyst til 'twang', og så er 'pling' kun en skuffelse.
3 - Lejlighed. Man får ikke meget lejlighed for en million, men man kan vel investere i et eller andet, og så lade indtjeningerne bidrage til huslejen. Må konsultere Far og-eller Storebror omkring det der økonomi-stads. Evt. Rasmus. Rasmus er awesome til den slags.
4 - Køkken-halløj til den nye lejlighed. Hurra, en ovn! En opvaskemaskine!
5 - Tamtam. For at fejre millionen i godt selskab i den nye lejlighed, hvor jeg har lavet mad i det tilhørende køkken med det nye køkken-halløj. Hertil vin.

Men hvad nu hvis man ikke vinder? Er det ikke lidt fjollet, at lave lister, og lægge planer på forhånd? At begynde at drømme på den måde? Jo, det er det faktisk. Men hvis det ikke er drømme man får, når man bliver givet en skrabejulekalender, så ved jeg ikke rigtig, hvad det er. Så jeg vil have lov til at drømme om 'twang' og køkken-halløj, mens jeg sidder og tæller juletræer. Der kommer garanteret til at mangle et. Der mangler ALTID et. Selv drømme kan være en tradition, åbenbart.

Ingen forventer den reciprokke adventsgave!

Mor og Far har afsløret, at de vil aflevere en adventsgave på, øh, torsdag? Eller var det fredag? Hm, der omkring. Cirka. De er under alle omstændigheder i byen i en eller anden anledning. Nå, jeg bad dem tage min reservenøgle med, så de selv kunne låse op, tage en kop kaffe eller lignende. Og selvfølgelig placere adventsgaven inden døre. Den passede tilsyneladende ikke ind i brevsprækken, kunne de afsløre. Så kunne de tage de allerede indkøbte og indpakkede julegaver med, så jeg ikke skal slæbe på syv tasker, når jeg skal hjem til jul. Alt dette er aftalt og forventeligt.

Hvad der ikke er aftalt er en reciprok adventsgave! Aha! Mor elsker overraskelser, hvorfor det altid er en fryd at overraske hende. Endvidere har Mors gode humør en unægtelig indflydelse på Fars generelle tilstand, hvorfor alle vinder. Perfekt!

Hvad nu hvis...

... Line var blevet helt vild tyk siden sidst, tænker jeg, og begynder at grine fjoget for mig selv. Jeg står og venter på hende, rettidig som jeg forsøger at være, på trappen foran banegården. Det er en fjollet tanke. Jeg ved, at det er umuligt. Lillebitte tynde Line, der er vegetar, kan umuligt være blevet helt vild tyk siden sidst. Men tanken, netop tanken om at hun kommer trillende med runde albuer og bløde, bløde kinder, er enormt underholdende. Fordi Line altid vil være lille og tynd, når hun på 50 meters afstand (hvilket er en betragtelig afstand foran en befærdet banegård) stikker et par handsker i vejret, og vifter begejstret efter min opmærksomhed. Umuligheden af eksistensen af en fed Line er i skærende kontrast med hvor lille og tynd hun til stadighed er, og jeg griner lidt bredere, end jeg plejer, idet hun giver mig et kram. Hendes fødder letter næsten fra jorden, idet hun hænger fra min hals. Stolt, som sædvanlig, over at være den mand, hun giver hendes fulde opmærksomhed i øjeblikket, fører jeg os ned af gågaden og ind i mængden. Vi er kun lige startet, og det er, sandeligt, en god dag allerede.

Traditionen tro

I morgen bliver en dejlig dag. Fra kl. 11 af skal der købes julegaver sammen med Line, ganske som der er tradition for siden 2005. Traditionen omkring denne mission går mestendels ud på at spendere mere tid på en café end ude i butikkerne. Line skal købe til 43 familiemedlemmere, mens jeg i samråd med de kære søskende har organiseret og planlagt mig til kun at skulle købe et par stykker. Så jeg kommer til at gå ved siden af Line, tynget ned af velvilje og eksemplarisk gentleman opførsel (dvs. alle hendes poser). Hvad man må forstå her er, at Line, når hun smyger sig igennem mængden, bøjer hovedet og fører en opmærksom samtale, forstår det her med at være to om en simpel ting. Hun er helt okay med at sidde på gulvet og drikke rødvin, og lytte til det her album fra '97, som vi begge to elsker. At hun lige må sidde stille i sollyset, for min ene potteplante kaster en skygge, der tegner blade og grene op ad hendes hals, og jeg må og skal tage et billede, lige nu. I morgen bliver, på trods af manglende solskin, en dejlig dag.

Ærlighed frem for alt

Hvad fanden bilder jeg mig ind, tænker jeg, og spørger den blonde Expert medarbejder om hjælp. Jeg har lige taget mig selv i at overveje, hvorvidt det er en god idé, at spørge netop hende, om hun ved noget om de her LED fjernsyn, som de har til at hænge. Hvorfor skulle hun ikke vide noget, om de her LED fjernsyn, som de har til at hænge? Fordi hun er blond? Fordi hun har bryster? Fordi hun er attraktiv? Jeg aner det virkelig ikke. Jeg er tydeligvis fordomsfuld omkring blonde, bebrystede og attraktive Expert medarbejdinder. Så jeg føler mig enorm nedrig, sexistisk og fladpandet, mens hun venligt og yderst kompetent besvarer samtlige mine spørgsmål om fjernsynet. Efterfølgende føler jeg mig lidt bedre tilpas, idet jeg demonstrerede en korrekt mængde skam, over at være helt ukorrekt fordomsfuld. Dagens lektion hermed overstået.

Historien om Den Sorte Hånd og Hvordan Emil Tabte til et Uheld

'Er du klar til badminton om 36 minutter?' står der. Jeg overvejer et kort øjeblik, at ignorere beskeden, og så bare falde i søvn. Ligger alligevel her i min seng, klokken er 18:24, og jeg har lidt søvn at indhente. Søvn for et par dage helt præcist. Jeg sukker højlydt for mig selv, og ringer til Emil for at undskylde mig selv.

16 minutter senere sidder jeg i bilen med Emil på vej ned til DGI Huset for at spille badminton. Hvordan fanden gør han det, undrer jeg mig, mens jeg piller lidt ved min gamle ketcher. Emil har allerede bortforklaret hans mulige nederlag, idet han stadigvæk er øm i armen efter en influenza vaccination. Han banker mig garanteret alligevel, tænker jeg. Hm. Lidt slidt i indbindingen på grebet. Skal nok gå en enkelt kamp. Maksimum tre set. Derefter søvn.

En time og 14 minutter senere har jeg i tredje set besejret den stor-grinende Emil. Indbindingen på min ketcher havde, opdagede vi, i koordineret samarbejde med mit sved farvet min højre hånds håndflade helt og aldeles sort. Emil spotter det først, og dør efterfølgende af grin. Det er Den Sorte Hånds skyld, at han taber, mener han, for det ser simpelthen for åndssvagt ud.

10 minutter senere sidder jeg, igen, i Emils bil, denne gang på vej hjem. Og jeg er totalt frisk. Det føles helt enormt rart at gøre noget med det hele. Ikke at være bundet til et skema. At tage ud og spille badminton med selvfølgelighed på trods af søvn-deficit, planer dagen efter, og mange andre fornuftige ting at tage sig til. Emil mener, at jeg er overtræt, og at det er en helt enormt elendig idé, at drikke en øl nu her. Han er givetvis ret. Så jeg går i seng efter et forholdsvist kort bad. Den Sorte Hånd er ikke mere, men det er stadigvæk fredag. Klokken er 22 før jeg falder i søvn, og drømmer om voodoo-forbandelser, indtørrede afhuggede hænder i sylteglas, og hvordan jeg stadigvæk er awesome til badminton.

They set us up the bomb

- Hej, jeg har en gæst med til power yoga her til kl...
- P-P-Power yoga?!
- Øh, ja?
- Du sagde yoga!
- Gjorde jeg det? Hm, nå, men jeg mente altså power yoga.
- Jamen det skulle jo være helt vildt hårdt...
- Jeg sagde jo, at det var godt.
- Eeeeeehn.

To timer senere stavrer jeg på stive ben op ad ringgaden, begejstret over at have overlevet. Lettet falder jeg om i min seng, og er enormt glad for, at jeg ikke skal bekymre mig om post-graviditets strækmærker, endsige appelsinhud. Nej, jeg er glad for, at jeg er ligeglad i en sådan grad, at jeg ikke render rundt med en generisk dårlig samvittighed, over alle de ting, som jeg ikke udsætter min krop for på en daglig basis. Selvom det ville være sundt og godt og alting. Lige nu er jeg bare mørbanket oven på en alt for heftig og pludselig eksponering for yogamåtter, plingeling-musik og en salig stemme, der allervenligst beder mig om at tage fat i mine tæer. Som om jeg kan nå.