Et roligt sted, hvor der til stadighed ikke findes internet, hvorfor jeg først skriver nu. Det regnede på stranden.

Min storebror har lige fået æren, for at have fremtvunget skærmbilledet fra min fars bærbare på fjernsynet, hvormed fremvisningen af samtlige 743 billeder fra forældrenes Grønlandstur kan begynde. Jeg var så forudseende, at jeg ankom til sommerhuset dagen i forvejen, så jeg har allerede hørt alle historierne og set alle billederne. Jeg gaber lydløst bag en hånd, mens Far begynder på historiefortællingen; læner mig tilbage i sofaen, zoner ud, og begynder at tælle hvor mange gange Mor afbryder ham, for at korrigere ham.

Tjo, tænker jeg i et forsøg på at besvare mit eget spørgsmål. En uskadelig interesse kan man altid fremelske. Måske det handler om indholdet. Entusiasmen, med hvilken historierne og billederne præsenteres. Måske det handler om ikke at sidde i en sofa i et sommerhus ved siden af Mormor, der dufter af Mormor, knirkende køkkenskabe, bløde hudfolder på underarmen - og lidt af kamfer.

Hagedag

I dag var dagen, hvor jeg gik i Silvan. Senere blev dagen i dag, til dagen, hvor jeg lagde mærke til folks hager. Lad det være sagt med det samme, alle folk har sjove hager. I enkelte tilfælde måtte jeg sætte mig på mine hænder, bide mig i mine kinder og knibe øjnene sammen for at undlade at springe op af min stole, pege på den relevante hage, og derefter grine højlydt. Jeg har givetvis været mere besynderlig at se på, end de hager, som startede hele balladen. Ironi, måske?

Lige meget. Jeg har et manuskript parat til den her ting, som jeg får publiceret, og jeg har hjertet på dette sted, og jeg har de rette hjerter tæt på mig og omkring mig. Jeg skal ikke bede om mere, for jeg har det hele. Velsignet være du, hagedag, for du har gjort mig så glad.

\o/

På trods af at studiet står lidt stille for tiden, så vader jeg i potentiel succes. Jeg har det op til lige under begge næsebor. Og hvad fanden skal man stille op med det?  En god ven, har sørget for, at jeg får lov til at skrive en lille ting, der vil blive læst af, forhåbentligvis, 30.000 mennesker. Min iværksætter-chef smider hjemmeside-projekter i nakken på mig, for hende selv og hendes iværksætter-venner. En anden god ven mener, at vi to totalt meget burde skrive manuskripter sammen til det her sketchshow, som han allerede har gang i på YouTube.
Jeg har råd til Skanderborg Festival, og det bliver en fest lige meget hvad. En ny guitar, er der sørme også råd til, pludseligt, hvilket jeg kun har sparet op til i lidt over et år. Jeg har et muligt ønskejob på bedding i hovedstaden, hvor godt og savnet selskab venter. Det er næsten for meget af det gode.

Og jeg vil det hele. Lige nu. Lige under mine næsebor smiler jeg, stort, som jeg nu gør, for jeg glæder mig.

D&D for begyndere... og totale tumper

Jeg har aldrig spillet Dungeons & Dragons. Okay, det er løgn. Jeg indrømmer det! Jeg har spillet det to gange i folkeskolen, men jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad det hele gik ud på. Det eneste, jeg egentlig kan huske, er, at jeg var overbevist om, at det var narrøvs-Alex, der stjal den lille tin-figur, som jeg allernådigst havde fået penge til at købe af Mor. Kæmpe spade, ham Alex.
Så går der 18 år, og man ser det her:

http://www.escapistmagazine.com/videos/view/i-hit-it-with-my-axe

Umiddelbart efter et akut behov for at se, hvad der sker i næste afsnit er stilnet, eftersom man har set samtlige, opstår der et nyt mindst lige så presserende must; at spille D&D igen. Det ser jo for helvede sjovt ud.
Men jeg har ingen terninger, regelbøger, pornostjerner eller erfaringer som sådan. Hvis der er nogen, der også godt kunne se det sjove i det, så sig til. Så må vi for helvede kunne lære, hvad det helt præcist går ud på sammen.

Jeg ringer, når det bliver hverdag

Efter at have konsulteret få men udvalgte venner, så er det gået op for mig, at jeg er et svin. Jeg er et svin over for mange mennesker på samme tid, og jeg anede det slet ikke. Det er altid træls at være et svin, men jeg vil nu mene, at det er endnu mere at være ét, og så ikke være klar over det. Hvordan skal man nogensinde gøre det, hvad det end så er, godt igen? Og var der ikke nogen, der kunne have sagt noget lidt før, tak!?

Men det er for sent nu. Jeg er klogere, nu. Jeg har nemlig lært, at man altid altid ALTID skal ringe eller skrive til hende pigen, der gav hendes nummer til én klokken mega-sent, lige før baren lukkede. Selvom hendes meget kønne øjne ikke formåede at fokusere på min næse, der ellers har en udmærket størrelse til at blive fokuseret på, så skal/må/kan man som mand ikke tillade sig, at tænke tanken, at det måske er bedst, hvis man, sådan, ja, glemmer det hele. Forsøget på at bevare hendes værdighed er meget sødt, men det er en fejlslutning, bliver jeg fortalt. Måske hun bare har drukket sig mod til? Det er jo ikke noget, man bare sådan gør.

Tja, tænker jeg, konfronteret med den forklaring, og begynder straks at undre mig over, at samtlige de telefonnumre, som jeg får smidt i hovedet, altid kommer fra meget 'umodige' piger. Jeg må enten se farlig ud, eller også er jeg bare det kønneste ansigt der er tilbage, lige før baren lukker.

Pjat, får jeg efterfølgende at vide, nu sidder du bare og finder på undskyldninger for ikke at skrive til dem, fordi du selv er 'umodig'. Modløs? Umoden? Hm.

Det er vist også min egentlige pointe. Jeg har ingen bevidste intentioner om at være et svin. Til gengæld er jeg en målrettet omend ærlig tøsedreng. Derfor skal der hermed lyde et kollektivt men stadigvæk dybfølt undskyld til Josephine, Tina, Anja, Dorte og Anne. Jeg beklager, at der nu er gået en hel uge, og jeg har ikke skrevet til nogen af jer. Jeg er et svin.

Prisværdigt!

Sådan går det, når man holder op med at blogge. Dels får man flere abonnenter (true story), og dels får man ens første blog-pris - mange tak, Trine :) Jeg er umådeligt glad for den, men også umådelig ked af, at jeg først har set den nu. Den bedste måde at modtage den slags opmærksomhed på, er ret sikkert ikke at ignorere den fuldstændigt. Men hey. Sådan er jeg så retarderet.

7 tilfældige nice-to-knows om mig:

1. Min seng skal være hård! Så er det sagt. Ingen seng, men kun et stengulv? Udmærket. Jeg elsker det.
2. Når gutterne er samlede, og der skal fortælles historier, så er min mest mandige historie stadigvæk dengang i  7. klasse, hvor jeg var til halbal i Mønsted og snavede med tre forskellige piger. Noget må gøres.
3. Eller også er det den om, at jeg blev kørt over af en lastbil i militæret. Over tæerne, vel at mærke.
4. Jeg ville ikke have det vilde imod at blive spist af en haj.  Så kan man jo lære at tro, at man er planetens uforstyrrede herskende race.
5. Jeg har læst Virginia Woolf's Mrs. Dalloway 23 gange. Den kan stadigvæk anbefales. Måske man skulle...
6. Arbejder på at bestemme mig for, om det ville være fedest at kunne flyve eller at have gæller. Det ene er mere awesome end det andet!
7. Jeg er afhængig af at overspringshandle, og det gør det ikke meget lettere, at få gjort noget ved.

Hvis jeg havde syv blogger-bekendtskaber, så ville jeg sende den videre i det øjeblikkeligste øjeblik.  Det har jeg jo nu nok også, men jeg skal lige have tænkt mig frem til, hvem der egentlig vil svare, og så rent faktisk skrive de der syv ting om sig selv.

Uden en smøg

Der er en larm af sommerliv. Højtalere på hjul, der drøner forbi nede for enden af gaden. Begejstret latter og øjeblikkets utilsvinede ligegyldighed vælter ud af vinduer. Insekter, eller måske bare flere biler i det fjerne, forsyner luften med en bagrundssummen. En velkommen vind i mit ansigt og i mit hår, kolde sten under mine baller. Dette føles som sommer. Den sommer jeg kyssede Marie Louise. Den sommer jeg kyssede Cecilie. Den sommer jeg kyssede Kathrine. Den sommer jeg kyssede Brian. Den sommer, den sommer, den sommer.

Fuldstændigt fortabt i minderne om det hele overraskes jeg af en pige fra festen. Undskyld, siger hun, mens hun kigger ned på mig, undrende. Det skal du ikke undskylde for, siger jeg, og forstår ærligt talt ikke, hvad problemet med noget som helst skulle være i øjeblikket. Jeg ville bare, øh, ja, du har vel ikke en smøg, spørger hun. Desværre, beklager jeg, ikke helt overbevist om, at jeg nu egentlig også mener det. Så du sidder her bare, uden en smøg, fortsætter hun. Hendes deduktion af åbenlyse tilstande overbeviser mig om, at hun måske er mere ædru end jeg, men ikke nødvendigvis mere interessant af den årsag. Jep, svarer jeg. Uden en smøg.

En D-dag

Jeg går, og er træt af mig selv. Uddannelsen interesserer mig ikke, og får derfor meget lidt opmærksomhed. Min økonomi fungerer udelukkende på et måned-til-måned basis. Jeg er en elendig kæreste. Min kærlighed til det skrevne ord er, som du nok har bemærket, reduceret til en forbigående omend i øjenlikket dybfølt interesse. Jeg besøger ikke mine bedsteforældre ofte nok. Studiejobbet er blevet til et arbejde, som jeg kun glæder mig til at få fri fra. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad i samtlige helvedes etager jeg skal stille op med denne guddommelige gave, som det liv, jeg er blevet givet, er, og det føles meget som om, at jeg spilder min tid, og hvor er det dog respektløst. Nåh ja, og så blogger jeg ikke nok.

Så jeg tænker, mens jeg sidder i et hjørne af min seng, og forsøger at mønstre en afart af interesse for nattens film, at det måske vil hjælpe, hvis jeg nu forsøgte at skrive lidt om det. Du ved, organisere det hele lidt. Overveje min situation idet jeg formulerer den. Måske et eller andet skiller sig ud. Måske en årsag kan findes.

Men det eneste, som jeg har fået ud af det, er en række ord, der starter med det samme bogstav, men alle ender med et spørgsmålstegn. Det må være en start i det små.