Nogen har stjålet min vasketaske fra vaskekælderen, hvor min vasketaske står, når jeg vasker tøj

Der sidder en filosof på min sengekant. Hun stiller spørgsmål, om jeg så er i gang med at læse, drømme eller elske. Uheldigvis fylder min seng ret meget i min lejlighed, hvorfor jeg aldrig rigtig er fri for hende. Hun smiler altid hemmelighedsfuldt, men når jeg spørger, hvad hun gemmer på, så svarer hun, at det udelukkende er fordi, at hun er uvidenheden selv. Hvem anden kan smile hemmelighedsfuldt, velvidende at hun ikke ved noget som helst, argumenterer hun.

I dag spurgte hun, om det overhovedet var en god idé, at have en hjerne. Jeg selv var jo et fornuftigt eksempel på, at det er svært at få noget konkret ud af den, mente hun. Måske den er mere i vejen, end den er til gavn? Jeg måbede lidt af hende, mens mine hænder blev bløde og rynkede i opvaskevandet. Mens jeg tog den sidste gryde vrissede jeg af hende, at det var et tåbeligt spørgsmål, for nu er den her jo li'som, hjernen, og vi kan ikke gøre så meget ved det.

Vås, grinede hun bag gyldne øjne, og fyldte lejligheden med månelatter.

Ssh, sagde diskokuglen, og forsøgte at gemme sig bag solen

Det er årets første sommeraften, og jeg har aldrig haft en bedre undskyldning, for at gå mig en tur, end netop bare for at gå en tur, på årets første sommeraften. Har du?

Alting er meget grønt. Ingen kommunalt ansatte i orange kedeldragter har forstået, at græsset rundt omkring lige pludselig skal slåes, så hele verden forekommer lækkert lodden. På en meget fotosyntetisk måde.

Men ture har det med at gå i cirkler, hvorfor jeg med langsomme skridt nærmer mig min lejlighed. På vejen, der fører ned til min vej - eller rettere én af de veje, der fører end til min vej - har G4 Securicor valgt at bygge sig en fæstning. Ikke et vindue, ikke en dør er uden gitter og tydelige alarm-himstregimster. Censorer (der måske også er kameraer, der måske kan se i mørke, der måske kan se infrarødt lys, der måske kan se, om du har været artig i dag) pryder udvendige hjørner og kroge. Alt i alt virker det som en meget bange bygning. En meget bange bygning, der meget hellere ville være et diskotek.

For lysene hopper, lysene danser. Til forskellige rytmer blinker de så hurtigt som de nu kan, hvorfor specielt energisparelampen i cafeteriet føler sig lidt ude af takt. Et eller andet er gået galt, tænker jeg, for bange bygninger og de folk, der ejer bange bygninger, forstår nok ikke helt, at med det lysshow, som kan ses mange bakketoppe væk, så tiltrækker de sig måske opmærksomhed fra de mennesker, som de er bange for. Måske?

Plink og plonk

Jeg tænkte det nok, tænkte jeg. Jeg har nu siddet og balanceret på armlænet på en sofa i en 1½ times tid, tydeligvis under påvirkningen af umoden rosé og en gin og tonic for meget. Og så hiver værten guitaren frem, og beder mig om at give et nummer. Festligt, kunne man tro, og hvis jeg ikke var sådan en festlig person, så havde jeg nok tænkt lidt mere over det faktum, at jeg tydeligvis ikke er i stand til at spille guitar lige nu. Men nej. Så jeg slog først Bach ihjel. Derefter parterede jeg Vivaldi, hvorefter jeg drænede Dionisio Aguado for samtlige kropsvæsker - og drak dem. Så kan man måske for helvede få lov til at sidde og balancere på armlænet på en sofa i en 1½ times tid i fred.

Med hønsene

Man ved, at man er blevet voksen, når man uden undtagelser vågner klokken 6 om morgenen i en hel uge. Man ved også, at man ikke er specielt interesseret i at være voksen, når man på den ottende dag sidder oppe til klokken alt for sent, og spiller hjernedøde first-person shooters, bare fordi man for en gangs skyld ikke har nogle planer den næste dag, der involverer at hoppe ud af sengen før tolv. Måske man endda kan vende tilbage til at være ikke-voksen?

I morgen vil man efterfølgende erfare, at det ikke har hjulpet en skid. Til gengæld er man nu gnaven OG vågen.

Fotogenerisk

- Også dig!

-Æhva'?

- Du skal også med på billedet!

- Øh.

- Så kan du få en servitrice under hver arm, hihi.

Griner bedstemoderen, som bedstemødre nu gør idet de netop har foranstaltet romance mellem to (eller flere, i dette tilfælde) unge mennesker. Jeg skæver til de to 15 årige serverings-piger, som en eller anden fandt egnede til at hjælpe mig i køkkenet. På hvilket grundlag denne vurdering fandt sted, det har jeg lidt svært ved at forstå. Indtil videre har de dog udmærket sig i at fnise og hvisketiske.

- Perfekt!

Smiler bedstemoderen, og forsvinder ud af køkkenet med et bredt smil. Den slags smil, der får rynker til at forsvinde. Det må have været et godt billed, eller også så hun noget i billedet, som jeg gik glip af. Ahja. At lave mad til en konfirmation, og være foreviget i processen.

Åh nej og åh jo

Der er få ting, der er mere frygtindgydende, end at møde måske-kærestes venner og familie. At det overhovedet sker i ét skoldhedt favntag, det ville givetvis tage pusten fra selv Atlas. Men hurra! Det gik godt, tror jeg. Man skulle måske som hovedregel frygte for det indtryk, som man efterlod, men jeg vil nu påstå, at det indtryk, som man får af vennerne og familien har lidt at sige. Til min store begejstring og fortsatte forårs-fornøjelse, så er måske-kærestes venner og familie herligt selskab, både før og efter voldsomt mange drinks på Sidebar.

Arbeit macht müde

Efter 12,5 timer på jobbet er jeg lidt træt. Træt, og ude af stand til at finde på noget spændende at skrive om. Ud over, måske, at jeg vader i jobtilbud. Er der noget i luften, eller er det bare mig, der ligner én, der har brug for et solidt måltid og noget at rive i?

Men det er nu okay. Penge er altid rart, men af og til er fritid mere rart. Som f.eks. en søndag morgen, hvor man måske ikke har lyst til at stå tidligt op, når man nu ellers kunne blive liggende. Men hey. Konfirmander skal fejres, om de vil det eller ej, og så skal folk jo have et eller andet at spise. Man kan sove, når man bliver... ældre? Ufatteligt rig? Ikke-studerende?

Rettidig omhu, hvis man altså lige når det

Jeg har gode erfaringer med at miste fornemmelsen for tid, når jeg har travlt med at lave absolut ingenting. Dét er jeg vant til, det er jeg tryg ved. Hvad jeg ikke er vant til er, at miste fornemmelsen for tid, når jeg fræser rundt med lydens fart (jeg er trods alt ikke lavet af ren solstråle) i forsøget på at nå helt vildt meget på en meget laid back måde. Du ved, sådan lidt slacker-ambitiøst, hvis det giver mening.

Men hvad er problemet, tænker du, der må være en specifik årsag til, at fornemmelsen for tid skal diskuteres - og det har du ret i. Problemet er, at jeg nu tre gange (og det er ikke et tal, som jeg bare slynger ud), har stået foran den meget lukkede dør til min vinpusher i jagten på forårets første flaske rosé. For solen skinner, vejret er mildt (cirka), og jeg har glædet mig til den skide vin i en halv evighed, for helvede.

Det må være godt det samme. Jeg har alligevel for travlt til at drikke den og nyde den på samme tid. Åbenbart.

Sushi plus det løse

'Mmm, ærter' tænker jeg, og stikker en hel edamame-bønne  i kæften. Min ledsager kigger lidt undrende på mig. At dømme efter mine problemer med at tygge 'ærten' og blikket, som jeg bliver sendt tværs over bordet, så er det lige lykkes mig at konsumere en edamame-bønne på den helt forkerte måde.

'Det er ikke meningen, at man skal spise hele ærten, er det?' spørger jeg, og forsøger uden held at synke bønnen. Der rystes på hovedet modsat mig.
'Måske jeg burde have forberedt mig lidt på det her', tænker jeg. Det der med at kaste sig ud i noget, der har været moderne siden Sex and the City først begyndte at sprede dets beskidte propaganda, det kan kun føre til en lang række små men bemærkelsesværdige ydmygelser. Men det smager nu helt godt.

Fiasko in spe

Jeg fik det her tilbud om at komme i praktik et eller andet sted i Danmark. Det lyder måske en anelse diffust, men sandheden er, at jeg ikke aner hvor organisationen er placeret. Allerede her er det et eventyr.

Med den sikre viden om at den forrige praktikant efter endt uddannelse fik smidt en chefstilling i fjæset, så kan jeg kun se en lykkelig slutning på det hele. Specielt fordi jeg i modsætning til de 128 andre ansøgere har fået tilbudt en forlomme. Det kan, vitterligt, kun gå godt.

For selvfølgelig er jeg lige så god, som den forrige praktikant. Naturligvis er jeg klar til at udfylde en funktion, som jeg har absolut ingen praktisk erfaring med på forhånd. Uden videre vil jeg, der er uddannet men utrænet til op over begge ører, vise dem hvordan kagen skal skæres.

Forårsfornøjelse

Jeg ved ikke helt, men er det måske ikke det mest vidunderlige forår nogensinde?
Det tror jeg faktisk, at det er. Her er et par årsager til hvorfor dette forår er bedre, end så mange andre. Ja, altså, for mig. Forhåbentlig også for dig.

- Kurs
Jeg fik den her idé om, hvad jeg ville med mit liv, før jeg begyndte at læse. Men så kom jeg halvvejs med at læse, og så kom jeg i tvivl. Og så holdte jeg lidt op. Bare lidt. Men nu har jeg fået en ny idé, hvorfor jeg læser igen, og alting skal nok gå.

- Krøller
Et eller andet eller en eller anden får mine krøller til at være ekstra krøllede i disse dage. En eller anden holder af krøllerne, og måske også lidt af mig, og derfor holder jeg af mine krøller. Tak, krøller!

- Kølighed
Der er ikke rigtig noget, der haster så meget i disse dage, at der ikke er plads til en lur midt i det hele. Når man så er færdig med at 'while', som det hedder sig, hvor jeg kommer fra, så bevæger alting sig med lysets hastighed endnu engang. Og det helt okay.

- Knøgle*
At have en (k)nøgle til arbejdets køleskab, der i og for sig er større end min lejlighed, er en herlig ting. Specielt fordi jeg har carte blanche til at gå ned og forsyne mig, hvilket jeg hermed kan gøre hele tiden altid på alle tider af døgnet for evigt. Konstant. Hvis der er noget, der er bedre end god mad, så er det gratis god mad.

* Jeg ville så gerne, at det hele startede med k, for så var der en eller anden form for konsekvens. Det er der så nu.

Undskyld, hvis jeg nu holder dit ene bryst, så kan jeg bedre komme til III

Så! Det var de sidste knapper. Nu skal hun for helvede bare kunne finde ud af at knappe jakken, tænker jeg, og pointerer:

- Så! Det var de sidste knapper. Så skal du bare knappe jakken, og så er du færdig.
- Ej, hihi, nu er du så godt i gang, kan du ikke gøre det for mig? Jeg aner SLET ikke, hvordan det fungerer, det med de knapper.
Øh, tænker jeg, og overvejer hvordan det kan være nødvendigt at forklare en voksen dame, hvad konceptet 'knapper' egentlig går ud på.
- Altså, det er ret simpelt...
Starter jeg, og fører forsigtigt en hånd op til den øverste knap, og dermed hendes kraveben.
- Den skal bare presses igennem her.
- Tihi.
- Hva'?
- Ikke noget. Det var bare, ja, hihi!
- Og så videre med den næste.
Fortsætter jeg, og knapper den næste knap for hende, forholdsvis tæt på hendes ene bryst. Og her stopper morskaben. Jeg kan umuligt knappe den næste knap, uden at komme til at befamle hende. Jeg kender få kvinder så godt, at det er acceptabelt for mig, at befamle dem, når jeg nødvendigvis må, og Helle er ikke én af disse få kvinder.
- Ih, hvor skønt! Det er lidt svært, når man ikke er vant til det.
Smiler Helle, mens hun trækker lidt på skuldrene, hvilket får hendes bryster til at nikke et 'Ja, det er svært!'.
- Og så fortsætter du bare ned af!
Udbryder jeg, og peger op og ned af Helles overkrop, mens jeg forsøger at ignorere de nikkende bryster.
- Jamen...
Starter Helle, hvorefter jeg udbryder.
- Nåh! Jeg tror Chris kaldte på mig!
Hvorefter jeg skynder mig at forsvinde omkring et hjørne. Chris har måske ikke ytret et ord, men jeg er en god medarbejder, jeg ved nok, hvornår han har brug for hjælp. Og hvornår jeg har brug for hans.