En dejligere feber

Muld har været på besøg 'i et par dage', som det hedder på couch surfer'sk (tirsdag til lørdag). Installeret på en enkeltmands luftmadras delte hun historier fra rejsen rundt om jorden, og hvad vi ellers måtte finde nærværende og interessant.

Vi snakkede til langt ude på natten, drak til langt ude på natten, læste, spillede, og så film til langt ud på natten. Hun tog ud på den sidste del, af hendes planet-rundfart, da hun hoppede på 118'eren til Randers. Hvor antiklimatisk må det ikke være, når man nu lige har set alt det andet?
Det lykkes hende faktisk at vække rejselysten i mig, hvilket er lidt af en præstation. At tage et semester eller to i, øh, tja, lidt over det hele, dét kunne godt være lidt interessant lige pludseligt.

Arbejd, arbejd

Langt om længe er det sket, studiejobbet er i hus. Godt ske det ikke er studierelevant, men til gengæld får jeg lov til at rende rundt i et køkken og lave mad. Eller forarbejdet til mad nok nærmere. Jeg forestiller mig, at jeg kommer til at finsnitte en hel del løg, for hvad fanden skal man ellers bruge mig til?

Den nye chef ringede midt i en konfektlavningskonkurrence, hvor jeg var travlt optaget af at forsøge at lave en art trøffel. Det gik ikke så godt, men den nye chef hedder Anders, og han kunne sku' egentlig godt forstå, at jeg selv synes, at jeg var Supermand i et køkken, nu når jeg sådan (med lidt assistance) havde smækket en hollandaise sammen. Jeg er lidt forhånds-fan af Anders, for han lyder egentlig som en meget stille og rolig fyr.

I det mindste så jeg det komme

Denne dags indlæg udskydes hermed officielt til i morgen, for jeg har forrygende travlt. Så det vil jeg selvfølgelig skrive om til sin tid. Stikord omkring travlhed involverer: interviewet, der blev til fødselsdagsthe, der blev til fredagsbar, der blev til maskebal, badminton med Emil ( Historien om Den Sorte Hånd og Hvordan Emil Tabte til et Uheld), og til afslutning ris a la katastrofe.

Jeg beklager :)

Maskerade

I dag var dagen, hvor der var (og er, et par timer endnu) maskebal i fredagsbaren på studiet. Jeg havde lånt en maske af en ven, en rigtig håndlavet maske fra Venedig. Givet, jeg kender ikke meget til masker, men den her var sku flot. Og så er der det med maskeballer. Der er et enormt potentiale i dem. Dramatisk, komisk og erotisk. Der er en maske til enhver lejlighed.

Når man så bare er den eneste, der har en maske på, så er det lidt svært at udvinde potentialet. Det var mødet med ikke-maskerne, der punkterede maskebals-ballonen. Travle studerende (?), der for helvede bare ville have deres fredags øl i fred, fyldte det meste. Så jeg var lidt en særling. En særling med en meget flot maske, der ikke engang var min egen.

Et præludium ville være at foretrække

Hvis man alligevel ikke har 'lyst' til at sove, så kan man jo se Requiem for a Dream. Efterfølgende kan man så have enormt svært ved at sove, endsige undgå en neurose over alle de ting i livet, som man egentlig ikke har styr på, alle de ting, som man er usikker på. Hvordan måske-kæresten ikke har givet klart udtryk for, hvad hun mener om os to, hvordan det er formålsløst at uddanne sig og lægge planer, når man alligevel ikke ved, hvad man skal bruge det hele til, hvordan vi er egoistiske unge mennesker, der forlader vores ophav, så det kan dø og rådne i billige lejligheder, mens vi fester og bliver høje på støvet fra de to tårne.

God film ellers!

Men ikke rigtig et klappe-kæle dyr

Det er helt i orden, at den ene underviser efter den anden bukker under for influenza, og efterfølgende aflyser undervisningen, når man egentlig ikke er i humør til at blive undervist. Så har man tid til at lave alt muligt andet, der også er vigtigt. Som f.eks. at indhente, nedlægge og aflive Det Forsømte Pensum for dette semester. Det Forsømte Pensum er et meget almindeligt... dyr. Trives blandt studerende, er hermafrodit, og lever af støv. Observeres tidligst i løbet af semestrets første måned, men hvor det kommer fra vides ikke. Hvis der ikke er spor af Det Forsømte Pensum efter den første måned, så er der gode chancer for, at man slipper for dets tvivlsomme selskab i et helt semester.

Det er nu man hygger sig bedst

Jeg har stort set styr på min juleferie. December er så godt som besat med eksamenslæsning, opgaveskrivning, julegaveindkøbsaftaler og julefrokoster. Den kvikke læser vil her indskyde, at det slet ikke lyder som ferie, og det har den kvikke læser meget ret i. Ferie er (ifølge min kære moder), når man laver noget andet, end det man laver til daglig. Ferie er ifølge mig selv, når man har tid til at sætte farten ned, og nyde alt det, som man ikke når at nyde til dagligt. Men sådan er jul. Og vi kan jo egentlig godt lide det, kan vi ikke?

At banke små børn og svagelige ældre i gulvet på gågaden med utilsigtede sving af 12 juleindkøbsposer. Vi elsker det. At vågne kl. 5:46 til lyden af Far, der banker på døren med en sneskovl og med en vis entusiasme annoncerer, at der er faldet mere sne, som man kan skovle. Vi elsker det. At læne sig tilbage i sofaen og vente på at Storebror bliver færdig med at åbne de 163 pakker, som han har fået fra svigerfamilien og kæresten, så man måske kan få fred til at nyde ens nye gryderist og batterioplader. Vi. Elsker. Det.

Cirkusartist in spe II

'Kom så Lange!' lyder det inde fra bredden. Min sergent står og griner med armene over korps. Det er hygge, det her, tænker han. Store drenge, der render rundt i skoven efter sengetid, fyrer løst krudt af, leger røver og soldater med night-vision goggles og andet legetøj. Det er fanme hygge. Selvom min dovendyrs-positur ser afslappet ud, så er det ikke helt tilfældet. Hvad fanden har han at smile af? Og hvordan kan dovendyr og pungrotter gøre det her dagen lang? Egern for den sags skyld? Fucked up egern. Det må være diæten.

En beslutning må træffes. Meget få er faldet i, en enkelt pige har klandret en sergent for at være et sexistisk svin, idet han ingen forståelse havde for at glide over et reb, når man har skamlæber (hun brugte et sprog, der var lidt mere kulør, end jeg giver udtryk for her). Hvilket egentlig var fair nok. Jeg går ud fra, at det er ubehageligt, måske mere ubehageligt end at ligge på ens nødder. Men for helvede. Jeg har ikke nogen undskyldning, for ikke at gøre det. Har ikke fået mindre søvn end alle mulige andre. Ikke mindre mad. Og jeg har ikke skamlæber. Hvor langt væk er tørt tøj og et bad? Hvor ER jeg i det hele taget?

Der må handles. Jeg får fat i rebet med begge hænder, og begynder at hive mig frem så hurtigt jeg kan. Mine muskler er trætte i forvejen, benene kramper allerede lidt, og jeg er generelt en pivskid. Det skal gå hurtigt, ellers kommer det slet ikke til at gå. Gruppe to, min gruppe, begynder at heppe. 16 sekunder senere er den resterende 2/3 af rebets længde tilbagelagt; jeg lander på bredden med gevær og udstyr og alting lige så tørt som før. Bortset fra lidt sved og brændsår på mine inderlår er jeg intakt. Gruppe to klapper fra den anden bred, jeg vender mig om, og vinker meget friskfyrsagtigt. Easy! Min sergent smiler det der smil, som han altid smiler, når han lige har demonstreret, at vi kære små soldater-spirer sandeligt kan mere end vi tror. Som han altid har sagt. Eller også hygger han sig bare stadigvæk. Og det gør jeg egentlig også.

Cirkusartist in spe I

'ForBANDET', tænker jeg meget højt for mig selv. Jeg befinder mig under et reb. Helt præcist hænger jeg fra det. Mine ben er det eneste, der er over rebet. Under mig er der en november-kold å, der meget stille strømmer afsted, åbenbart ligeglad med dramaet, der udspiller sig over den. Jeg er en tredjedel ude på rebet, har ikke sovet eller spist i tre dage. Vi er på øvelse, og dette skal forestille, at være kommando kravl.

Korrekt komando kravl går blandt andet ud på at befinde sig oven på rebet. Meningen er, at ens ben skal agere dødvægte, så man forholdsvis balanceret kan trække sig selv over i armene. Det er lidt mere vanskeligt, end man skulle tro, specielt med et gevær og en let oppakning på ryggen.

Hængende fra rebet begynder jeg at overveje mine muligheder. Jeg kan give slip, blive skyllet ren af det klare, kolde vand. Tre dages mudder, skidt og sved ville forsvinde til havs, og jeg ville forhåbentlig blive hevet ind til breden på en eller anden måde. Hm. Eller jeg kan få fat i rebet, og trække mig selv over til den modsatte bred. Hvilket er lidt hårdt. Hm.

Anakronisme: Interferens

På grund af lyden af piller, der rammer mine tænder på vej ned, misser jeg et enkelt ord, hvormed hele sætningens mening går tabt. Hun kigger afventede på mig. 'Vitaminpiller er et hit, når man ikke altid spiser så varieret', tænker jeg, og overvejer, om det er den slags, som hun er interesseret i at høre. Dette specifikke produkt forlanger, at man spiser tre ad gangen, Vitaetellerandet. Det er morgen, og der er tusindvis af ting at ordne. Der må nødvendigvis kaffe, kalendere og notesbøger på morgenbordet.
- Næste søndag så? Om en uge og lidt til?
- Hvis det ikke kan blive før.
svarer jeg og smiler træt, nu fuldstændigt klar over, hvad hele samtalen omhandler. Ugerne har fart på for tiden. Ville bare ønske, at søndag, om en uge og lidt til, kunne være i morgen. Eller nu. Men vi er en del af en studie-nation, der ikke har tid til noget som helst i disse måneder. Hun kysser mig på kinden, og brokker sig over travlhed, arbejde og forpligtelser, mens hun rydder af bordet, og jeg pakker mine ting ned. Jeg håber, at vi er en del af en nation, der tager deres piller, der rammer tænder på vej ned, så vi kan overleve indtil den tid, hvor vi kan sætte hele dage af til hinanden.

In a rich man's world II

Men der er forskel på ligegyldighed og respektløshed. Ligegyldighed er at tage et lån hos Fona, så man kan få sig en ny Mac. Okay, det er også at være lidt dum, ud over bare at være ligeglad. Dumt at låne hos Fona, mener jeg. Folk må gerne bruge Macs for min skyld. Papanden rager mig ikke.

At respektere den oplevelse, som man kan købe sig. At værdsætte de muligheder, de døre, der står åbne for én. At have et valg, og at være taknemmelig for det. Dét er 'respektløshed'. Det må nødvendigvis være respektløshed, for det er åbenbart lige præcis, hvad jeg er. Det er i hvert fald hvad jeg er blevet kaldt i omgangen med min generelle økonomi.

Jeg ville være gladere, oftere, i bestemte selskaber, hvis vi kunne stille os tilfredse som udgangspunkt med at nyde det mulige. Ikke fokusere så meget på det specifikke antal af muligheder, eller hvordan det ene valg udelukker det andet. Og lad os så snakke om noget andet, tak.

In a rich man's world I

Jeg har aldrig interesseret mig for budgetter. Jeg bor alene nu, jeg har en fast indkomst og faste udgifter, og hvordan skal jeg ellers nogen sinde kunne holde styr på noget som helst i denne verden, hvis jeg ikke havde et godt, velovervejet budget? Jeg ville jo gå til, kan jeg nok forstå.

Så jeg har et budget, lavet i Excel og alting, til at sejle rundt i en eller anden obskur mappe på min computer. Har ikke kigget på det siden jeg fik ordre på at lave det. Jeg venter stadigvæk med spænding på de første tegn på den fordærvelse, som med stor sikkerhed ville ramme mig, hvis jeg ikke havde et budget at leve efter. Efter så lang tid må det være et spørgsmål om, nå ja, tid.

Som mana fra oven

Det her er sådan en af de dage, hvor der er sket absolut ingenting. Regnen, den tydeligvist ambitiøse allestedsnærværende og meget insisterende regn, har sat en dæmper på alting. En akut mangel på mælk jog mig udenfor, hvor jeg gen-lærte en lektie fra militæret. "Det er aldrig så slemt, som det ser ud". Hvilket er sandt. Deprimerende, umotiverende og søvn-inducerende som det er, alt det her nedbør og gråhed, så hjælper det, at komme ud i det. Så længe man ved, at man har tørt tøj og the at komme hjem til, så kan man godt overleve det. Og undlade at bitche, højlydt, af det hele, mens man stiger op ad trapperne, som min overbo gjorde det.

Tilfældets uigennemskuelige intentioner

Jeg satte min vasketøjstaske ned, og så var jeg sikker. Det var Camilla. Camilla fra den gang vi tog på skiferie i folkeskolen med ungerne fra nabokommunens skole. Havde godt nok set hende et par gange før, men jeg var altid på vej et eller andet sted hen, og jeg var egentlig aldrig sikker. Men så står man her, midt i det 4 x 4 meter store vaskerum, og skal egentlig ikke nå andet, end at pakke noget tøj ned i en taske.

Jeg er ikke sikker på, at hun er klar over det, men jeg havde en lille ting for Camilla engang. Sådan cirka samtidig som jeg var kærester med Camillas veninde, Caroline. Upraktisk, vil nogle nok mene. Så jeg slog op med Caroline, som man nu gør, når man går i 8. klasse, og begyndte at cirkulere om Camilla. Uden resultat.
Og nu står vi her i en vaskekælder, og snakker om hvad vi hver især har lavet, de seneste år, hvordan det er utroligt, at der til stadighed skal udføres vejarbejde uden for vores vinduer. 8. klasse forekommer lige pludselig meget langt væk. Hun griner og smiler stadigvæk, som hun gjorde engang. Ærligt og helhjertet. Visse ting behøves ikke ændre sig, sådan partout. Også selvom der er gået 11 år.

Glem alt om letbaner

Vrooom, tænker jeg, og træder ekstra hårdt i pedalerne. Jeg er på vej ned af Ringgaden, ned til Rasmus for at hente en ekstra nøgle til min gæst. Tempo! Acceleration! Vind i håret! Glider ind og ud af de små sving, hvor busserne ligger til ved fortorvet, undviger mandhuller og andre humpler. Jeg kan nu egentlig meget godt lide de her bakker. Specielt efter jeg fik muskler igen oven på receptionsanalyseopgaven, så blev det helt udholdeligt. Underholdende nu og da. Det kan godt være lidt som at stå på ski, alt det her med farten og svingene, jo. Der er bare ikke nogen lift, når man skal hjem igen. Til gengæld er der sund motion, svedighed og faste baller.

At have pels

At være en bjørn. Jeg hører det over det hele, flere og flere bekender sig til vinterhiet, som den helt rigtige måde, at håndtere mørke, kulde og talløse regnvejrsdage på. Udmærket, tænker jeg. Det er lidt at misforstå, hvad man kan få ud af hele efterårs-vinter-halløjet, men jeg kan godt se charmen i det. Man ville bruge uge efter uge på at drømme, vågne i ny og næ, spise en selvdød snegl og lidt rødder, vende tilbage til hulen, og drømme lidt mere. Lyder både let, komfortabelt og dejligt. Jeg ville dog savne sne. Lugten af sne. Sne før nogen har kørt, trådt, skidt eller pisset i den. Sne uden for byen. At gå en tur i skoven, hvor åndedræt og fodskridt spiller duet. Alt andet er stille. En lille hvid død, måske, som man vågner fra et par måneder senere. Så hellere undvære vinterhi.

Kagehierakiet

- Så, Tommy! Det er ikke alt sammen til dig!
- N-n-n-n-n-ne-ne-ne-ne-nej, F-f-f-f-armor, men jeg sk-a-a-a-l jo lige smage.
- Og så får du heller ikke mere!

Tommy er min fætter, og han har lige vakt Farmors vrede. Ud over at han stammer, hvilket Farmor ikke har nogen tålmodighed med, så rangerer han ikke nær så højt som undertegnede. Uden at være sig det bevidst har han taget det første stykke af den kage, som Farmor egentlig havde bagt i anledning af mit visit - således har Tommy forbrudt sig imod kagehierakiet. Hans besøg er uanmeldt, endvidere, og hvordan skal Farmor, der har syv børnebørn og ét oldebarn, nogensinde kunne bage alles favoritkager, hvis de kommer på besøg i tide og utide? Næh, den slags er det kun meget få, der kan slippe af sted med.

Hvis man er i tvivl om, hvor man er placeret i kagehierakiet, så skal man bare tælle 'madpakker'. Farmors madpakker er rester fra dagens serveringer, oftest de sødeste af slagsen, som hun lynhurtigt pakker i fryseposer og plastikbøtter, lige når man står og er på vej ud af døren. Man skal jo lige have lidt til rejsen og køleskabet. Når jeg således får en portion ris a la mande, tilhørende hjemmelavet kirsebærsauce, to poser makronkage og lidt kringle med hjem, så ligger jeg ret lunt i svinget. Når Storebror får den kage, som han og kæresten havde taget med som en gave, med tilbage, så har jeg lige overhalet Storebror. Hvad der lige præcis har gjort udslaget til min fordel, det er svært at vide. Storebror griner af mig, mens jeg forsøger at balancere det hele i mine arme. Jeg griner tilbage, for han har rangeret meget højt i meget lang tid. Forandring fryder.


Alt det her kan godt få Farmor til at lyde lidt småregnende. Lidt nederdrægtig måske. Det er imidlertid ikke tilfældet, for hun har et meget stort hjerte. Et stort hjerte, hvis indhold udtrykkes i store mængder kage. I jokere, der meget forsigtigt skifter hænder under bordet i et spil 500. I hjemmestrikkede karklude i alle de farver, man kan tænke sig, at have hjemmestrikkede karklude i. I al den hjælp, som lille, energiske, planlæggende, omsorgsfulde, bekymrede, kortspilssnydende Farmor kan yde. For vi er hendes, og hun er vores, og det er der ikke nogen af os, der vil lave om på.

Visse ligegyldige farver

Forelæsningskedsomhed. Det her multimedieæstetik er... tja, hvordan skriver man det på en pæn måde. Det er okay. Nej, det er noget pladderhumanistisk psychobable, hvilket kommer fra en pladderhumanist: så det er slemt.

Så man browser lidt rundt. Læser nyheder. Roder rundt på Wordnik. Skriver lange beskeder til folk på Facebook. Falder over en banner-reklame, der mener, at kunne udsige sig om min IQ med en farveblindhedstest, en såkaldt Ishihara test. Hvad fanden? "Hvilket tal ser du i cirklen?". Den egentlige farveblindhedstest består af minimum seks farve-blobs, og jeg tror, at jeg har set min andel af dem gennem tiden. Hvordan min åbenlyse defekt på mine stavceller i mine øjne, for jeg kan kun se ét ud af de seks tal, kan have noget som helst med min intelligens at gøre, det fatter jeg imidlertid ikke. Hah. Måske det er hele pointen. Folk, der ikke fatter, at det er en farveblindhedstest, vil givetvist godtage testens resultater. Folk, der udmærket er klar over, at de to tests intet har med hinanden at gøre, vil stejle over metoden, og klikke sig videre, for at få indsigt i hele ræsonnementet bag. Hvis bare man så interesserede sig for den kunstige konstruktion af ikke-kvantificerbare kvaliteter, der er det tænkende menneskes kapacitet, så ville jeg måske have været nysgerrig. Men nej.

Et hjem og en seng

Så man havde den her dag, hvor man egentlig ikke rigtig var hjemme på noget tidspunkt. Undervisning fra 9:15 til 16:00, derefter et smut ned i byen og smage på bøgehatte, købe togbilletter, kigge bøger i C.F. Møller, afprøve guitar i Aage. Måske efterfulgt af en gin og tonic. Eller to. Upsadassse.

Weekenden bliver ikke meget bedre, hvilket er det helt forkerte udtryk. Javist, jeg keder mig ud af mit skind, hvis jeg ikke har et eller andet ud over at studere at se til over en weekend, men at bruge den på at besøge bedsteforældre er per definition en dejlig ting. Personligt glæder jeg mig til at vågne under tunge dundyner til lyden af knirkende køkkenlåger, lugten af krydderier, sylteglas og the i køkkenet, Morfar, der stod op for flere timer siden, hilser godmorgen inde fra stuen, hvor han sidder og læser avis, mens Mormor piller æg i køkkenet, så de er klar til frokost. Så ønsker man lidt, at man kunne blive til frokost. At man kan kunne blive til aftensmad. At man kunne blive til dagen efter, og så lige lidt længere endnu. Altid lidt længere.

Endelighed

Farvede fyrfadsøer sejler rundt på bordet, spredt tilfældigt mellem knive, gafler og glas. Makrokonfetti med ild i. Katten glider imellem mine fødder, gør opmærksom på sig selv ved at gnubbe sig lidt op ad mit skinneben. Fred og ingen fare, siger den. Og vil du så venligst nusse mig lidt under hagen. Pigerne drikker mojitos, mens Thomas har skænket whisky til os 'mænd'. Jeg kan ikke huske, om ordet 'mænd' rent faktisk blev brugt, men det er vel efterhånden, hvad vi er. I hvert fald når vi drikker whisky. Forsøger at føre en samtale om årsagen til alting med Rune, men dejlig mad og mange flasker drømmevin kommer i vejen. Anna har været for god en vært, og aftenen har slet ikke haft respekt for hende. Ligeglad med al herligheden er den fløjet af sted, efterladt selskabet med ondt i kinderne af for meget latter. Natten fulgte dens eksempel, og nu er det lyst. Så lyst at jeg savner mine solbriller. Jeg føler et behov for at beklage på aftenens og nattens vegne, men er i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig det. Alting må have en ende, ligner det. Med lidt held får man lov til at opleve flere ender.

Med måde

Hermed en lille liste over ting, som jeg for fremtiden nødvendigvis må moderere mit forbrug af, grundet mange forskellige ting:

1 - Vin. Som altid. Har kigget lidt på regnskabet (som om jeg havde ét), og den post fylder måske lige rigeligt i landskabet.
2 - Knækbrød. I erkendelse af at man rent faktisk kan få for mange fibre. Du ved, at du har fået for mange fibre, når mavens rumlen skræmmer låne-katten væk. Og at du i det hele taget føler dig mæt, konstant.
3 - Emily Brontë. Godt ske, at hun har skrevet en klassiker, men det er så en ret uinteressant én af slagsen. Godt klaret, ellers. Man kan aldrig få for lidt Emily Brontë!
4 - Min seng. Har været ufattelig udmattet på det seneste. Har givetvis relation til punkt 1.
5 - Filtpenne. Kom til at købe én på andet semester, og har været begejstret og storforbruger siden. 0,5 mm filtpen gør vidundere for min håndskrift. Det er... det er næsten... læseligt!
6 - Taletid. Billigere end et abonnement, afgjort, men ikke gratis. Overhovedet.
7 - Arbejdsløshed. Men det er der råd for! Har fundet et potentielt favorit job, skal bare lige overbevise arbejdsgiver om at jeg er awesome. For det er jeg. Fanme.

In memoriam

Det er sommer. Små insekter svirrer over det hele. Sammen med bølgebruset i baggrunden skaber de en vedholdende bruse-summen. Der er aldrig rigtig stille ved vesterhavet. Vi har forladt sommerhuset, så forældrene kan se fodboldkamp på den lokale pub. Noget med at det er en betalingskanal, som de ikke har. Efter at have drukket min Guiness, forlader jeg pubbens terrasse til fordel for bilen. En fodboldinteresseret kan passende tage min plads, og jeg kan få ro til at læse. Hvor langt kan man egentlige læne det her sæde tilbage?

En halv time går, og jeg kan ikke holde det ud længere. At ligge og læse i en bil på en parkeringsplads ville ikke være så slemt, hvis man ikke blev sådan et trækplaster. Hvis jeg var en abe, ville jeg rulle vinduet ned og smide lort efter de nysgerrige forbipasserende. I stedet forlader jeg bilen, og går på opdagelse. Villaveje, små stier, grænsende til industri.
20-25 meter foran mig går en labrador ud på vejen, vender sig imod mig og kigger. Den rykker sig ikke ud af stedet, men bliver bare stående og stirrer undersøgende på mig. Den misser med øjnene til hilsen, idet jeg kommer hen til den, og nusser den lidt bag øret.

- What up, dawg?
Hunden sitter. Ikke helt ny, lidt slidt her og der. Men glad! En glad gammel hund. Jeg sætter mig på hug, og vedbliver at klappe den. Hvem der havde plads til en vaps i eget hjem.
- Sofus?
Lyder det inde fra en hæk.
- Sofus?!
En kvinde kalder på Sofus fra den anden side af hækken.
- Øh, hedder din hund Sofus?
- Ja, er han hos dig?
- Hvis Sofus er en labrador, så er han.
- Gider du lige vende ham?
- Eh. Vende ham?
- Han er næsten døv, så han kan ikke høre, når jeg kalder på ham. Bare peg ham i min retning. Han kan godt se.
- Øh...
Jeg vender forsigtigt hundens hoved ind imod hækken, usikker på hvordan man egentlig vender en labrador. Sofus har åbenbart røntgensyn, genkender sin ejer gennem hækken, og lunter afsted.
- Tak skal du have!
- Så lidt.
Farvel Sofus, tænker jeg, og vandrer videre i vesterhavs-sommeraftenen. Sofus interesserer sig garanteret heller ikke for fodbold, endsige at blive efterladt i en bil. Sofus og jeg ville have været gode venner, ville vi.

Mad og motiviation

Har en fabelagtig lyst og motivation til at lave mad resten af mine dage. At skrive om det endvidere. En meget almindelig indskydelse, vil jeg tro, hvis man lige har set Julie & Julia, og egentlig godt kan lide at lave mad. Jeg vil bare gerne have et større køkken. Og en opvaskemaskine! Langt over halvdelen af al den tid, som jeg bruger på at eksperimentere og producere katastrofer går med at tage opvasken. Forfærdeligt koncept, at skulle vaske op i hånden.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg har produceret hele tre tekster inden for det samme døgn. Den opmærksomme læser vil huske, at jeg har lovet mig selv og netop den opmærksomme læser, at skrive 365 tekster på 365 dage. Betragt de tre tekster som mit forsøg på at indhente det forsømte. Må jeg være ansvarlig og underholdende at læse for eftertiden.

Jokerface

Min far er lidt en joker. Altså, sådan ifølge religionsfaglig terminologi. Så snart han er involveret i en eller anden sag, så går det først helt galt. Han bliver skældt ud, drillet, faktisk mobbet. Dernæst gør han et eller andet, og lige pludselig er alting egentlig bedre, end det var før alting gik helt galt. Ingen ved hvordan eller hvorfor, mindst af alt min far.

Hans seneste projekt i min lejlighed var, at fikse mit gardin i mit soveværelse. Spørger man mig, så var der ingenting i vejen med mit gardin. Javist, det hang på en lidt underlig måde. Måske lidt skævt, men aldrig konsekvent skævt. Det var et lille eventyr udi skæve gardiner, hver gang man trak i dets snore.

For øjeblikket er jeg halvvejs i hele joker-processen. Gardinet hænger mere skævt end nogensinde, men det kan i det mindste trækkes for. Spørgsmålet er, hvor lang tid der går, førend familiens favorit joker kigger forbi, og retter op på det hele. Indtil da vil jeg bestræbe mig på at være overskuds-person, og ikke klandre ham for det. For joker mener altid alting godt. Og han er jo den eneste joker vi har.

Og så blev der stille

For nu. Umiddelbart midt i opvasken blev der stille, cirka samtidig med at jeg fik den her idé, til det her manuskript. Jeg lod dybe tallerkener fortsætte med at være både beskidte og dybe, og gik i gang med at skrive. Kapitler, udkast, titler, navne, steder. Skitser udvikler sig til noter, noter bliver til tekst, og teksten bliver gransket og omskrevet. Seks sider inde rammer den mig så. Tvivlen.

Det er jo banalt, det her. Hvor er indsigten? Hvor er det spændende perspektiv? Hvor er det (u)tvetydige diminutive glimt af virtuositet, der gør det hele læseværdigt? Og hvad fanden bilder jeg mig ind? 25 år gammel og så har jeg noget at byde på? Så ved jeg noget om et eller andet, som andre kan lære noget af? Hah. Hovmod, det er, hvad det er.

Så jeg gemmer dokumentet, arkiverer det som 'Manuskript#142' i min rodekasse-mappe, og vender tilbage til mine dybe tallerkener og min stilhed. Når jeg bliver gammel, tænker jeg, så vil jeg lære, at være ligeglad.

Nattero, tak!

Jeg er et nattedyr. Jeg studerer bedst om natten. Skriver bedst om natten. Spiller bedst guitar, hygger mig mest med rengøring, tænker bedre. Alt sammen om natten. Min mor mener, at det hele stammer fra da jeg var helt lille og havde kolik. Som kolik-barn er man åbenbart umulig at få i seng, så hun mener, at der skete et flip allerede dér. Jeg er ikke sikker. Men natten viste sig at være det bedste tidspunkt til at tænke, skrive, studere, spille guitar, og i det hele taget at have ro til at koncentrere sig.


Så flytter man til Århus (for anden gang) for at læse medievidenskab, og man er pludseligt omgivet af mennesker, der ikke nøjes med at sove om natten. De spiller computer, de støvsuger, de snakker, de knalder, højlydt. Går også ud fra at de studerer, men det hører man af gode grunde ikke.

Nu ligger jeg så i min seng, og bliver lidt arrig, ude af stand til at sove, som jeg er. Hele ideen med at være et natdyr, var at have ro og stilhed. Kræver dog en art monopol. Overvejer at vende tilbage til at sove om natten, og at være vågen om dagen. Det ville fryde min mor, er jeg sikker på. Og hvem ved? Måske alle andre sover på det tidspunkt?

Sssh

"Nåh for søren, julemand Jørgen", tænkte jeg. Efter at have overhørt et ellers meget interessant Lotte Hansen foredrag, er jeg lige så stille kommet til den konklusion, at det der politiske kommunikation måske ikke er noget for mig alligevel. I hvert fald ikke det praktiske arbejde. Hvem havde troet, at det skulle være så beskidt en branche? Lidt smudsig i kanten, javist, men det er jo bare spændende. Der er dog forskel på en smudsig kant og en gylletank.

Jeg havde ellers den her idé om, at jeg ville være god til den slags. Det er dog lidt svært at føle sig indsigtsfuld eller kompetent nok til at bestride nogen som helst stilling, efter at have knoklet rundt i alting i et par døgen uden søvn til li'som at afbryde det hele. Man ved, at det er galt, når Lotte Hansens ansigt begynder at flimre for ens øjne. Under alle omstændigheder er det ikke hendes skyld. Måske jeg er indbildsk og udhvilet nok i morgen, til at være kommet på andre tanker.

Stakkels man.

Så man skal på en art date. Man vasker og stryger tøj. Man gør rent. Man gennemgår pænheds-ritualet, der dog ikke synes, at være nær så effektivt, som man ønskede det.

Man er nervøs. Man køber mint-pastiller, i tilfælde af snaveri. Man overspiser mint-pastiller, der indeholde sorbitol, hvorfor man får ondt maven. Man forsøger at holde en samtale kørende, på trods af at maven rumler afsted som Orient Ekspressen på speed. Man smiler og bider tænderne sammen på samme tid.

Man begynder at svede, hvorefter man beder sig undskyldt. Man bruger tilpas lang tid på toilettet på at pjaske vand i hovedet til at daten spørger, om man er okay, når man vender tilbage. Man har meget ondt i maven. Man er en katastrofe. Man har absolut ikke lyst til at snave midt i den tårnhøje elendighed. Man håber, at man har lært noget til næste gang.

Once more with feeling!

Sidst jeg var ude at løbe, så var alting egentlig okay. Altså, ja, ud over den lille episode med den forskræmte knægt. Mens han måske var ved at dø, så var jeg ikke. Ingen smerter, ingen tæer, der brokkede sig. Intet sidestik. Easy!

Smerterne kom først dagen efter i form af meget ømme muskler. Sådan i det generelle område, der er min krop. Der gik par dage med at vralte rundt og være pylret, og så var det dét. Så jeg måtte da hellere tage en tur til. Denne gang med fantastisk sidestik, asmatisk vejrtrækning og spektakulær opkast fornemmelse, der heldigvis ikke udviklede sig til andet end en fornemmelse.

Men det var en dejlig aften. Mild og lidt diset. Det afgrundsdybe mørke trak enhver lyd til sig, og gjorde alting meget stille. Øde villaveje, fyldt med efterladenskaber fra travle hverdage. Trailere med have-affald, glemt legetøj i indkørslen, en cykel med avisbudtasker på siden. Og så mig, der listeløber igennem det hele i et forsøg på ikke at genere nogen. Jeg er for helvede bare en turist.

Eminem har vist skrevet en sang om det her

Privatfest. Hyggelig stue, stearinlys, 90'er musik for sjov, enkelte fremmede individer. Generel dejlighed over det hele. Og så alt det her navne-halløj.


- Okay?
- Øh, ja, den er god nok.
- Heh, kender bare ikke så mange, der hedder...
- Mhm, nej, det gør jeg faktisk heller ikke, nu du siger det.

Eller, nej, det er faktisk løgn. Jeg kender én, og han var en alkoholiseret douchebag. Helt præcist, så var han en tysk kok, der hældte lidt for lidt sherry i maden, og lidt for meget i sig selv. Han blev tysker-hidsig, når man ikke respekterede hans fremskredne alder og tvivlsomme kompetence. Ingen kunne forstå ham, når han var tysker-hidsig. Stiv tysker, der skælder ud - på tysk. Det er ikke just fair.

Men så tænker man over de mange gode grunde, der måtte være, for at jeg skulle hede, som jeg nu engang gør. Måske en art bedre-by-proxy, igen. Nej. Heller ikke noget med eventyr at gøre. Det er kun mig selv, der kan lide den tanke. Næh, det må være noget med ejerskab. De gav mig et navn, og alt andet i universet. Dét kan jeg godt være taknemmelig for. Det kan godt kompensere for douchebaggery fra navnefæller.

Hver dag, cirka

Jeg har tydeligvis et lidt for travlt liv i disse dage. Endnu engang er der gået en lørdag, hvor jeg ikke fik skrevet. Pis! Og dog! For jeg har mig nogle dejlige dage for tiden. De byder blandt andet på:

- At være Connie Hedegaard.

- At drikke vin og snakke med Lene i et hjørne til den her fest, fordi det simpelthen ville være for tåbeligt, at hun skulle sidde tre takker til venstre på modsatte side ved bordet.

- Bryster. Falske bryster. Falske bryster lavet af vandballoner. Startede ellers så godt, ikke?

- Århus Filmfestival frivillighed.

- Søde, søde tømmermænd, der deles i godt selskab.

- Fantastisk hollandaise- og fiske-kursus. Nu med et drys ekstra fancyness, sådan lidt ud over alting.

- At vinke god rejse til Anna, der skal arbejde på Kong Hans i en uge, og at glæde sig meget til at høre om alting, når hun kommer tilbage.