Fornøjelsen ved at gøre noget forkert, også selvom man burde gøre det rigtigt

Ehehehe, fniser jeg for mig selv, idet jeg vender restaurantchefen ryggen, og stryger i skjul i kælderen. Hun har lige kanøflet mig, anklagende, for først nu, to timer for sent, at have fortalt hende, at selskabet ved bord 10 blandt andet bestod af min gode ven Lars, der er vinhandler her i Århus. Jovist, hun kunne da godt genkende ham, men hun var ikke helt sikker på hvorfra. Den slags gæster kræver måske mere opmærksomhed end de havde fået, synes hun at sige, idet hun slynger endestykket af en baguette efter mig. Mit bagkloge svar, at hun jo så skulle have ladet mig tage bordet, eftersom de uddannede tjenere tydeligvis ikke havde greb om situationen, falder ikke i god jord, kan jeg udlede af det pludselig brød-nedbør. En gæst er en gæst, mener jeg for mig selv med et smil, mens jeg noterer mig, at jeg hellere må være ekstra grundig og måske lidt langsom med at rydde op hernede i kælderen. I sikkerheden.

Men først en lille pause

Så. Det var det. Semestret er så meget done for. 45 ECTS i hus. Tager lige 15 ECTS til her i ferien, tror jeg. Bare fordi. Det føles som en evighed, siden jeg sidst skrev noget herinde, og det er det sgu egentlig også. Jeg har skrevet en hel masse i det sidste halve år, men det er alt sammen så fandens akademisk og tørt, at alt det her migmigmig-skriveri virker helt forkert. Hvor er mine teorier, mit evidens?
Blargh. Skal lige ind i det igen, kære læser. Så skal det nok blive godt igen. Forhåbentligvis underholdende. Egentlig var min tanke, at skrive lidt små-kryptiske linjer omkring hvordan jeg ikke altid forstår Kæreste, på trods af min åbenbart bundløse affektion og velvilje, men nu har Kæreste lige ringet på døren, og jeg er