Dengang

Jeg sidder i læsekælderen i Nobelparken, og læser mine gamle skriblerier. Ikke den brugbare slags, ikke dem, som jeg nødvendigvis skal strikke sammen til en portion meningsfuldhed til på torsdag, så jeg kan bestå min eksamen. Næh nej.
Dem fra dengang jeg var 19. Dengang jeg var 22. Dengang jeg kyssede på piger, dengang jeg kyssede på drenge. Dengang udsigten til en nær-evighed vakte lige dele forventningsfuld rædsel over uendelighedens overvældende muligheder, lige dele alt-omfavnende, alt-knusende sorg over, at det måtte få en ende. Dengang jeg græd mig selv ud af min hud under en regndryppende fuldmåne.

Det er meget lang tid siden, forekommer det. Det er meget velment, synes jeg. Jeg ville ønske, at jeg skrev mere. Der er en vis befrielse over at kunne genopfriske et bekendtskab med en yngre mig. Et minde om hvad man har overlevet. En påmindelse om, hvad man er i stand til.

Støvede perler

Jeg havde aldrig rigtig regnet med, at jeg rent faktisk skulle komme til at sidde og mosle rundt i oldnordiske tekster. Sådan rent bogstaveligt. Men den er god nok. Mit liv er én stor støvet metafor. Har forsøgt at underholde både kæresten og familiemedlemmere med min nyerhvervede viden om, ja, oldnordisk religion, men ingen syntes at værdsætte de livlige genfortællinger af Kong Fjolnirs druknedød i mjød-tønden. Barbarer.