Kan anbefales

Fedt mand, tænker jeg med et smil, mens jeg balancerer med 3/4 af min krop ud af vinduet, vildt flagrende med en kvart rulle sammenkrøllet toiletpapir og en flaske vinduespudsningssprøjt. Der er nok ikke mange, der er kommet af dage ved at falde ud af vinduet på første sal. Men jeg er ikke ham, der følger strømmen, hvorfor jeg naturligvis vil dø en spektakulær død, skulle det endelig ske for mig. Jeg ville i hvert fald forstuve noget.

Det er første gang i de fire år, jeg har boet her, at jeg har pudset vinduerne. Og sidste gang. For i morgen flytter jeg herre meget sammen med Hr. Dvinge. Rengøring, nedpakning og oprydning har aldrig været helt så fornøjeligt, som det har været tilfældet i weekenden. Selv det at pudse vinduer er lidt specielt og helt fornøjeligt.

Praktik eller døden

Hm, funderer jeg, mens jeg forsøger at fatte interesse for underviserens lovprisninger af at komme i praktik. Det er hårdt at være kandidatstuderende. Tilsyneladende er jeg dømt til at arbejde for Aldi's PR og marketings afdeling, hvis jeg er allerheldigst, nu når jeg ikke har de vilde planer om at komme i praktik. Underviseren ser skuffet på mig med den samme medlidenhed, som man ville se på en gråspurv, der ligger død og fluebefængt for foden af Nobelparkens kæmpe glaspartier. Dømt til døden ved pludselig kollision med nypudset glas, udelukkende fordi evolutionen ikke har fremtryllet den helt nødvendige hjernevinding, der ellers kunne have afhjulpet katastrofen. Har jeg da slet ingen ambitioner om storhed? Kan jeg da ikke forstå, at jeg er dømt til arbejdsløshed og uduelighed, såfremt jeg ikke kommer i praktik?

Storhed til mig? Nej. Det tror jeg ikke. Ambitioner om at udrette noget. Joh, jo tak. Men når man ikke lige har en idé om, hvad dette noget skulle være, så er det jævnt svært at piske en stemning op over at arbejde gratis, fuld tid, i et halvt år inden for en branche, der kun måske har noget med dette 'noget' at gøre. Men hvad. Det kan være, at det kommer, stemningen og interessen.

Og din blog handler om hvad, helt præcis?

Åååh gud, tænker jeg for mig selv, mens jeg læser mig igennem tilfældigt udvalgte blogtekster fra denne blog. Jeg sidder og skriver en jobansøgning, og min forhåbentligvis kommende arbejdsgiver kunne meget godt tænke sig, at læse 1-2 eksempler på mine talenter som skribent. Tilfældet vil det imidlertid, at jeg tilsyneladende ikke har produceret ét eneste blogindlæg, der er egnet for arbejdsgivere. Kommende eller ej. Hvis du har et bud på, hvad jeg skal sende afsted, så er jeg mere end modtagelig for forslag. Anything goes. Cirka.

Som man kun kan tænke på en lørdag aften, når man er lidt alene

Der går flere og flere evigheder, imellem at jeg skriver, og jeg holder det ikke ud. Jeg har haft så pisse travlt med at blive til en kæreste og at lave 60 ECTS på ét semester, at jeg ikke helt forstår, at jeg nu bare kan slappe lidt af. Men det er svært. Pisse svært. Mens jeg forsøgte at lære at slappe af igen, efter at have afleveret et middelstort hav af opgaver, startede studiet op igen. I mellemtiden lærte jeg imidlertid ikke at have eller at være en kæreste, og nu skal vi flytte sammen til starten af oktober.

Det lugter lidt af panik, dette indlæg, gør det ikke? Som om, at jeg er bange for, om det nu er en god idé. Usikker på det hele. Men det er ikke sandt, heldigvis. Næh, duften af panik kommer et andet sted fra. Fra frygten for at det er forkert. At nogen er forelsket i nogen af forkerte årsager. At det måtte holde op. At Hr. Dvinge vågner op en morgen, uden en arm om mine skuldre, forvirret over, hvad han egentlig laver i denne seng med dette kedelige, utiltalende og snotdumme drengebarn. Der er med sikkerhed et eller andet derude, der er mere interessant.

Hr. Dvinge tåler mine neuroser med et smil og lejlighedsvise forsøg med aversions terapi, men jeg fornemmer, at jeg tærer på en begrænset ressource, hvorfor jeg selvfølgelig er begyndt at bekymre mig om, at jeg bekymrer mig om, at miste ham. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Min fornemmelse kan være forkert. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl. Åh gud, bare jeg tager fejl. For jeg har aldrig haft det så godt, med at være mig selv, som i hans selskab. Jeg har aldrig været lykkeligere. Det har aldrig før været så enkelt og let at være til, som når jeg kan vågne om morgenen, med en sovende Hr. Dvinge ved siden af mig, og hans arm om min skulder.

Skyld med skyld på

Hmf, tænker jeg, og trækker dynen lidt længere op om snuden på mig selv. Opgaveskrivning. Og så midt i sommerferien. Jeg har endda selv bedt om det. Søgt om dispensation til det endvidere. Jeg hader officielt mig selv, og alt der er godt ved livet. Jeg ligger og arbejder hårdt på at ignorere solskinnet udenfor, for jeg er li'som ikke rigtig i humøret til at lege frydefuld fotosyntesefantast. Kæresten har af flere omgange forsøgt at muntre mig lidt op, tålmodigt og prøvende, hvilket jeg selvfølgelig har tiet ihjel og blankt afvist som værende fuldstændig unødvendigt. Kan selv, vil selv. Min sindsstemning er ikke dit ansvar, vrissede jeg måske også engang. Det gav mening dengang, efterrationaliserer jeg for mig selv, mens jeg lige så stille forstår, at jeg har meget at være taknemmelig for, og at jeg ikke altid udtrykker det godt nok. Endsige overhovedet. Alting blev lige lidt mere trist, end det var i forvejen. For opgaven er uskrevet, jeg er alene, og jeg er nu, ved jeg, selv ude om det hele. Jeg er et fjols.

Fornøjelsen ved at gøre noget forkert, også selvom man burde gøre det rigtigt

Ehehehe, fniser jeg for mig selv, idet jeg vender restaurantchefen ryggen, og stryger i skjul i kælderen. Hun har lige kanøflet mig, anklagende, for først nu, to timer for sent, at have fortalt hende, at selskabet ved bord 10 blandt andet bestod af min gode ven Lars, der er vinhandler her i Århus. Jovist, hun kunne da godt genkende ham, men hun var ikke helt sikker på hvorfra. Den slags gæster kræver måske mere opmærksomhed end de havde fået, synes hun at sige, idet hun slynger endestykket af en baguette efter mig. Mit bagkloge svar, at hun jo så skulle have ladet mig tage bordet, eftersom de uddannede tjenere tydeligvis ikke havde greb om situationen, falder ikke i god jord, kan jeg udlede af det pludselig brød-nedbør. En gæst er en gæst, mener jeg for mig selv med et smil, mens jeg noterer mig, at jeg hellere må være ekstra grundig og måske lidt langsom med at rydde op hernede i kælderen. I sikkerheden.

Men først en lille pause

Så. Det var det. Semestret er så meget done for. 45 ECTS i hus. Tager lige 15 ECTS til her i ferien, tror jeg. Bare fordi. Det føles som en evighed, siden jeg sidst skrev noget herinde, og det er det sgu egentlig også. Jeg har skrevet en hel masse i det sidste halve år, men det er alt sammen så fandens akademisk og tørt, at alt det her migmigmig-skriveri virker helt forkert. Hvor er mine teorier, mit evidens?
Blargh. Skal lige ind i det igen, kære læser. Så skal det nok blive godt igen. Forhåbentligvis underholdende. Egentlig var min tanke, at skrive lidt små-kryptiske linjer omkring hvordan jeg ikke altid forstår Kæreste, på trods af min åbenbart bundløse affektion og velvilje, men nu har Kæreste lige ringet på døren, og jeg er

Dengang

Jeg sidder i læsekælderen i Nobelparken, og læser mine gamle skriblerier. Ikke den brugbare slags, ikke dem, som jeg nødvendigvis skal strikke sammen til en portion meningsfuldhed til på torsdag, så jeg kan bestå min eksamen. Næh nej.
Dem fra dengang jeg var 19. Dengang jeg var 22. Dengang jeg kyssede på piger, dengang jeg kyssede på drenge. Dengang udsigten til en nær-evighed vakte lige dele forventningsfuld rædsel over uendelighedens overvældende muligheder, lige dele alt-omfavnende, alt-knusende sorg over, at det måtte få en ende. Dengang jeg græd mig selv ud af min hud under en regndryppende fuldmåne.

Det er meget lang tid siden, forekommer det. Det er meget velment, synes jeg. Jeg ville ønske, at jeg skrev mere. Der er en vis befrielse over at kunne genopfriske et bekendtskab med en yngre mig. Et minde om hvad man har overlevet. En påmindelse om, hvad man er i stand til.

Støvede perler

Jeg havde aldrig rigtig regnet med, at jeg rent faktisk skulle komme til at sidde og mosle rundt i oldnordiske tekster. Sådan rent bogstaveligt. Men den er god nok. Mit liv er én stor støvet metafor. Har forsøgt at underholde både kæresten og familiemedlemmere med min nyerhvervede viden om, ja, oldnordisk religion, men ingen syntes at værdsætte de livlige genfortællinger af Kong Fjolnirs druknedød i mjød-tønden. Barbarer.

Dag 12 er endnu værre

Åh gud, tænker jeg, mens jeg forfærdet forsøger at danne mig et overblik over det harmonikasammenstød, der er mit visage. Det er dag to i eksamensskrivnings processen, og jeg ligner allerede noget der står på venteliste til et luftigt værelse i det nærmeste klokketårn. Så meget forfald og afskyelighed på så kort tid.

Lige pludselig er det ikke den store katastrofe, som det var tidligere på ugen, at Kæresten først har tid til at ses en gang i morgen. Med lidt held kan en kombination af sæbe, ansigts tonic, agurkeskiver, tandpasta, kamille-the-damp og fugtighedscreme nå at udrette et eller andet inden da. Alternativt en ansigtstransplantation. Nogle anbefalinger til en doner, anyone?

Forberedelser til fiasko

Fuck yeah, tænker jeg begejstret for mig selv, idet jeg forlader Statsbiblioteket med armene fulde. Det gør mig så ufattelig studieliderlig, det her med at proppe tasken med 43 bøger, af hvilke jeg med stor sandsynlighed kun får læst et par stykker. Men forberedelserne! Ritualet! Minen med hvilken man spadserer forbi café området, rodende i tasken efter sygesikringskortet. Det stille suk med hvilket man river den lille seddel af printeren, der fortæller én lige præcis, hvor alle ens bøger befinder sig på reolerne. Det her? Det gør jeg så ofte, at du slet ikke forstår det. Jeg er nemlig hardcore. Don't you know it.

I en lænestol med et skæg

"Han havde læst det hele. Han havde læst alt. Bag en bebrillet maske, som altid så så alvorlig ud, at ingen egentlig kunne huske, hvordan det så ud, når han smilte, gemte der sig grundige meninger. Al den tid med næsen i obligatorisk skønlitteratur havde skabt holdninger i ham til stort set alt. Kom man først igennem al snakken om de langsommelige russere, om modernitetens britiske mødre, om kulturradikale vestkysts-amerikanere, så var der kun ham selv, og hans umådelige had til det uordentlige tilbage."

Anakronisme: Før-semesterstart-slut-ferie-blues

Jeg har gået og følt mig lidt forladt. Forladt, du ved, som kun et barn på 3-4 år kan føle sig forladt. Farverigt legetøj i et butiksvindue lokkede, og lige pludselig er man kun omgivet af en evig strøm af bare knæer, brune bukser og svirpende skørter. Mors røde sommerjakke er helt og aldeles væk. Hun kunne lige så godt være død. Det føles som vinter indeni.

Mens jeg har haft travlt med at opleve alt muligt, alt muligt særegent og afgjort mange historier værd, så er det hele bare passeret. Lidt ligeglade men ikke ligegyldige, har sætninger og ideer slentret forbi mig, umiddelbart genkendelige, men helt og aldeles uinteresserede i mig. De kender åbenbart ikke mig. Hvad fanden? Mig, deres ihærdige tilbeder, der uden tvivl kunne lære dem, at elske mig, som jeg elsker dem, hvis de blot ville bruge lidt tid i min nærhed. Så hjælp mig dog, en eller anden.

Hot-snot liste #6

Hot
- Kæreste!
- Savle-bekendelser fra Kæreste, der ud af det blå erkender at have oversavlet min skulder i løbet af natten. Jeg opdagede ingenting selv, men synes nu alligevel, at det er rart at vide.
- Fire undervisningsuger tilbage. Wooh!
- Min nuværende fysik, der lige så stille tager form af noget, som jeg troede var tabt for evigt. Og så endda ved minimal indsats. Tak, gener, pisse meget tak.

Snot
- Eksaminer om fire uger. Booh!
- Opvask. Bare sådan generelt.
- Støv.
- At forsøge at finde på ting til snot-siden af denne liste, så snot-siden ikke forekommer helt så forsømt og alene, når man egentlig er lidt i tralala-humør langt det meste af tiden, hvorfor snot ikke betyder så meget. Vi er alle sammen venner.

Syllabus

Det er en badekarsdrøm, tænker jeg, mens jeg ubesværet flyder igennem timer, dage, uger. Jeg kunne svømme rundt sådan her for tid og evighed. Tasken, der altid er fyldt med bøger og kompendier, tasken der altid er på vej et eller andet sted hen, til møder, til lektioner og forelæsninger, til sportshaller og togstationer, vejer ingenting så længe jeg er nedsænket i denne varme. Solen skinner på blege kinder, og vintergækkerne nikker anerkendende til foråret

Prøver lige én gang til... og igen.

Det går forfærdeligt med sedlerne. Den Fremmede, der efterhånden slet ikke er så fremmed endda, til min uudtømmelige begejstring, har for vane at arkivere dem i en lille lomme på siden af penalhuset, hvilket jeg nu godt kan tilgive. Så der må andre logistiske tiltag til. Noget med at liste dem i lommerne på folks jakker, så de på et eller andet tidspunkt finder dem, og forhåbentligvis bliver i et strålende humør. For at undgå forvekslinger med romantiske intentioner er jeg gået i gang med at udbygge et lidt... lidt mere... generelt repetoir af tekster, som jeg kan skrive på sedler. Romantiske intentioner er noget vi har, afgjort, men jeg gemmer dem til helt specielt selskab.

Leve Indsatsen!

Det tog lidt overtalelse, men Indsatsen lever. Vi er færdige med at sutte læberne af hinanden (for nu), og er rykket videre til at sende sedler rundt til forelæsninger. De er alle sammen adressseret til "Dig", og indeni står der "Du er fanme dejlig". Problemet er indtil videre, at få folk til at sende beskeden videre. Jeg håber ikke, at folk vildledes i processen. Tanken var jo bare, at dele ud af Kærligheden.

Hvor reaktionært!

Okay. Søndag var jeg måske en anelse irriteret. Eller frustreret. Under alle omstændigheder brugte jeg gåturen til og fra universitetet på at overveje, hvad jeg gør forkert. Der er tydeligvis plads til forbedringer. Måske det har et eller andet at gøre med min indstilling til det hele. Måske mine hverdage bare er uinspirrerende. Måske jeg lever et kedeligt liv. Jeg er ikke sikker på noget af det. Hvad jeg er sikker på er, at der er plads til forbedringer. Så for at bringe mere weekend-ekseptionalisme ind i hverdagene, uden at involvere dansegulv og Substance, vil jeg i morgen aktivt starte på Den Helhjertede, Gloværdige og Bestemt Ambitiøse Indsats for at Genforene Dagligdag med Eventyr (herefter benævnt som Indsatsen).

Jeg er ikke helt skarp på, hvad Indsatsen nøjagtigt vil resultere i. Men jeg ved, at jeg i morgen vil slæbe Den Fremmede med ud på toilettet i det kvarters pause, som vi har imellem lektioner, for at snave. Samtlige 15 minutter. Og tro mig, jeg skal nok tage tid.

Post-party depression

Weekenden har været sindsoprivende. Alting er gået så stærkt, at jeg nødvendigvis måtte forskyde mit greb om virkeligheden, bare en anelse, førend det kunne begribe, hvad der egentlig foregik. Jeg knoklede røven ud af bukserne, jeg dansede, smilede, sang, jeg kyssede den måske-fremmede på munden, mens jeg tænkte for mig selv, at dette kunne forandre alting, alting i korrekt semi-hedonistisk moderation.
Jeg var lykkeligere, end jeg har været længe.

Og i dag er det søndag, og i morgen er det mandag, og jeg holder det ikke ud, JEG HOLDER DET IKKE UD, at alt dette nu skal drukne i dagligdag, hurtige, inkvisitive usikre blikke over skriveborde, måske-intentioner, forsømt opvask og ignoreret overtræk. Søndag forekommer allerede meget ensom, men det må være en kontrast ting. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet.

Verdensmester i stilhed

Først idet en række næsten-synkroniserede brøl og jubelråb knalder ud fra oplyste, varme stuer, ud igennem lukkede vinduer, og ud i søndags-mørket, hvor stilheden forskrækket fortrækker sig til det modsatte hjørne af den mørklagte fodboldbane, der til dagligt befolkes af folkeskolens mest fysisk aktive og mest larmende elever, går det op for mig, hvad der foregår. Århus har aldrig været så stille som nu, undtagen for de sekunder, hvor nogen har skudt/smidt/kastet en bold ind i et net. Byens stemmer rejser sig, vånder sig, fejrer sig selv, forstummer igen med en nervøs forventning om næste forestående lejlighed til at råbe, skrige og hoppe i sofaen. Noget man burde gøre noget oftere, sådan generelt.

Frihed for

Der var en decideret kold sensommer aften, hvor jeg sad med Peter og drak champagne på en restaurant, som kun to herrer, der i virkeligheden ikke har andre forpligtigelser, end over for sig selv, kan gøre det. Vi snakkede om, hvordan man skriver. Hvis man skriver. Hvad er der, der er værd at skrive om? Hvad man bør skrive om. Er der nogen, der har brug for, at blive skrevet til overhovedet?

Mens Tjener-Niels bidrog med sin venlige opmærksomhed, sad jeg nervøst og tog noter. Nej, ikke nervøst. Ængstligt. Det var besynderligt, følte jeg, at så kold og foruden Peters selskab i øvrigt helt ordinær aften, skulle være den aften, hvor jeg skriblede ord og sætninger på papirsdugen, der alle beskrev grundvilkårene for et lykkeligt liv. Det føltes så vigtigt. Så væsentligt og så reelt. Dette er min fremtid værd, tænkte jeg med en stille begejstring. På trods af den tvingende nødvendighed af diskussionen og dens produkter, så føltes det hele meget farligt, men frygten forsvandt i lige dele champagne og fornemmelse for skæbne.

Alting er stadigvæk meget farligt. Men mere nødvendigt end nogen sinde før.

Før eller siden

Det eneste, jeg hører for tiden, er salgstaler for København. Salgstaler pakket ind i gode intentioner for min fremtidige non-akademiske karriere, mit kærlighedsliv, mit generelle velbefindende. Der er ikke den ting, som den by ikke kan klare for mig. Men jeg ved ikke helt, om jeg er færdig med Aarhus (det er man måske ret hurtigt). Under alle omstændigheder er jeg ikke færdig i Aarhus. Så jeg lytter til talerne, mens jeg smiler, drømmende, og bliver lidt glad for at høre, at der er noget København savner. Mig.

Forberedelser og forbedringer

Ligger i sengen med favorit-puderne i ryggen og spiser Them ost på TUC kiks. Er i gang med at udarbejde en liste over alle de film, som jeg skal nå at se, så jeg kan være forberedt til Oscar-night i BioCity med Peter, Martin, Tobias, Jens, Jeppe, Stine og Stine's veninde. Jeg elsker de her puder. Bedste gave i år, sammen med den der dims, der gør, at jeg kan bruge min Xbox 360 controller til at kontrollere VERDEN! Det er ret sejt.