Blikstille

Der er 3G net på stranden, hvilket er five-o. Tomme muslingeskaller over alt, en egentlig muslingekirkegård, og overraskende mange mennesker. Føler mig overhovedet ikke inspireret til stor eller lille litteratur, hvorfor det må være en maler-ting, det med skagensmalernes store kunst. Lyset, var det?

I modsætning til i dag II

I morgen bliver en helt anderledes dag, for jeg skal ufattelig tidligt op. Missionen er at ankomme hos Mormor og Morfar så tilpas tidligt om morgenen, at jeg én gang for alle får overbevist specielt Morfar om, at jeg ikke er en doven slendrian. Ja ja, studerende ganske vist, men nu også i stand til at stå op tidligere end nogen forventer.

Ingen forventer mig om morgenen, tænker jeg, og griner lidt tilfreds med min egen ærlighed.

På den måde bliver i morgen helt anderledes. Ellers er alting det samme som sidst, for jeg har endnu en gang skåret i mig selv i forbindelse med løgsnitning. Lærer jeg det nogensinde?

Likemind

Jeg kan nu godt lide Likemind Århus. Eller, jeg kan godt lide konceptet, for jeg har endnu ikke været til et Likemind arrangement. Jeg kan dog fortælle, at det går ud på, at en cafe udvælges og et tidspunkt fastsættes, og så kan man møde op og tage et navneskilt på, hvorefter man kan snakke med andre folk, der også godt kan lide, at møde folk. Og drikke kaffe.

Så hvis du har lyst til kaffe og en sludder med en fremmed, så tag at mød op på Café Drudenfuss mellem 8:00 og 11:00 fredag d. 16. april. Det bliver sikkert fjollet, men nok også meget hyggeligt.

Med sand mellem tæerne og alt muligt andet

Planen var at skrive en lille uges tekster i forvejen, så jeg kunne tage i sommerhus og ikke have dårlig samvittighed over noget som helst. Men planer er værdiløse indtil de omsættes til handling. Så jeg har lagt mig en ny plan. Jeg må kravle op på den højeste klittop, som jeg kan finde, og så bede til, at 3G nettet kan nå mig, så jeg kan skrive fra min telefon. Jeg vil være klitternes kravlekonge i den tid det tager mig, at taste mig igennem dagens tekst, som jeg måske med fordel kunne skrive i forvejen i løbet af dagen.

Samtaler: Vækkeuret

- God daaaag!
- Hej med dig.
- Hvad så? Brug for en hånd til at komme op i morgen?
- Givetvis. Og her i aften også.
- Aha, se se, ja ja. Tør jeg spørge, hvad du skal?
- Det gør du vel.
- Og?
- Jeg skal til en fest.
- Wooh, feeeeeest, man, yeah! Skal jeg med? Skal jeg larme og ringe hvis du sidder og falder i søvn i en stol i et hjørne, hva', skal jeg?
- Nej, vækkeur, du skal ikke med til fest. Til gengæld skal du vække mig om en time.
- Du skal skuda ikke sove nu!
- Joh. Lidt. Bare en lille lur. Det var hårdt i går!
- Nåh, ja, du er teknisk set også ved at være gammel. På en måde.
- På en måde. Men du vækker mig om en time, ikke?
- Jo jo, skal nok. Gik i gang med at tælle ned tidligere. Du har 59 minutter og fem sekunder tilbage at sove i.
- Udmærket.
- 58 minutter og 58 sekunder tilbage.
- Fint.
- 58 minutter og 54 sekunder.
- Ja, tak, det er forstået. Hold din kæft.
- Stresser det dig at vide, at hvert et sekund, som du bruger på ikke at sove, er spildt, fordi du ikke får hvilet, og derfor ender med at sidde og sove i en stol i et hjørne?
- Du stresser mig. Og hold så kæft, for helvede.
- God nat!
- Kæft!

Party-party

Jeg elsker forfester. Eller bare hele forberedelsesproceduren. Man har det pæne tøj parat, for i aften er sådan en aften, hvor man gerne vil imponere. Det gode og pæne selskab venter lige rundt om hjørnet. Barberingen er hypergrunding, ikke det sædvanlige snit-snit-snit. Støvlerne pudses, og duften af skosværte fylder lejligheden førend den forsvinder i deodoranter, after-shave og perfume.

Man graver sokkeskoffen igennem for den manglende partner til den pæneste sok, som man ejer. I aften kan man møde den pige, som man vil spendere resten af ens dage med. Eller man kan møde gamle venner og ingen andre. Der er ingen tilgivelse for at have slidte sokker på under alle omstændigheder. Vinen og musikken pumper stemningen op førend vi har forladt lejligheden. Natten venter på den anden side af døren, og den har glædet sig, savnet os siden sidst. I aften er en eventyrsaften, hvor sommer og solskin bliver en del af os, idet vi grådigt trækker vejret. Løftet om forandring, fotosyntese og en god historie til dagen efter. Det hele er i luften.

En nørds afgrundsdybe kærlighed

Som regel plejer rødvinsfarvede og små-sene samtaler at blive til noget følelsesladet noget. Noget om uigengældt kærlighed, forliste forhold til perfekte kvinder, favorit-hunden der døde for enden af ens haglgevær bag et skur på en mark - den slags. I aftes var ingen undtagelse.

Efter at have spist definitionen af en herremiddag (kartofler, engelsk bøf og (hjemmelavet) bearnaise) kom Emil og jeg således omkring vores første mp3-afspillere, og hvordan de var specielle på hver deres måde. Hvilke formater de kunne afspille og alle de formater, som de nægtede at genkende. Hvordan det, at gå rundt med en snurrende, tonstung harddisk i rygsækken var som at gå med en aftenens smukkeste pige under armen. Man var noget specielt. Andre teknofile følte ubehag og misundelse i ens nærhed. Man var sej.

Jeg blev klar over, at dette var det, som tøser/kvinder/piger refererer til som 'rødvinssludder' idet vi begge to næsten koordineret drog et lille sentimentalt suk, og drejede vores hoveder for at kigge ud af vinduet og ud på en by, der havde ambitioner om at være en stjernehimmel. I en kort tavshed delte vi en undren over, hvor det hele blev af. Om det mon var for sent at føle den slags igen. Er vi blevet for gamle? Er det for sent, i det hele taget?

Løb, løb for livet, lille fjernbetjening!

Jeg mener, at jeg har skrevet om det engang, det her med at teknik dør for mig. Var det dengang jeg smadrede min mobiltelefon ned af en trappe? Eller da jeg skilte en controller til min Xbox 360 ad i et forsøg på at ordne den lille mekanik, der sørger for, at det siger 'klik', når man trykker på en knap? Dengang jeg smadrede mit TV ned i gulvet i en giga-brandet? Måske i forbindelse med da jeg vandede min bærbare med danskvand? Hm. Svært at sige.

Under alle omstændigheder er min Xbox død. For anden gang. Første gang var ikke noget problem, for da gjaldt garantien stadigvæk. Anden gang er... lidt mere skuffende. Specielt når man har en uimodståelig lyst og motivation til at spille Civilization IV.

Hvis de var friske, ville jeg spise deres lår - men nej

'Åh gud', tænker jeg, 'de er alle sammen døde.
- De ser døde ud.
- Nej nej, de er bare i dvale. Li'som bjørne gør det.
Søs kigger på mig en anelse skeptisk. Jeg skruer mit se-mig-jeg-er-overbevisende-smil på. Hun vender blikket tilbage mod havedammen, hvori mindst 40 måske/måske-ikke døde frøer flyder rundt i overfladen. Nogle ligger på bunden, mens andre ikke nøjes med at ligge. Næh, de har i et anfald af grotesk anaerob forrådnelse vendt vrangen ud på sig selv.
- Okay, nogle af dem er måske... er helt sikkert døde.
- Yup!
- Hvad siger du til, at jeg fisker alle dem, der ikke ligger på bunden op?
- Bare jeg slipper for det.
- Deal.
Et kvarter senere har jeg fyldt en spand med slam, to døde guldfisk og et utal af afgjort aflivede frøer. Spanden stinker. Med et fast greb om spanden går jeg i retning mod skraldespanden, som forhåbentligvis snart bliver tømt, mens jeg beder en lille bøn til at de resterende frøer vitterligt bare er i dvale. Jeg er trods alt kun deres feterede halvfætter, og jeg forsøger at passe på mine egne. Som man bør.

Fra en altan på Fuglebakkevej

Jeg har altid elsket Goldfrapp sådan lidt på afstand. Gruppen har været den fascinerende pige på læsesalen, som man håbede, at man ville rende ind i engang, hvor man ikke havde så fucking travlt. Eventuelt på vej ind eller ud af døren til læsesalen. Måske den eneste plads i hele cafeteriet, der var ledig, var ved siden af hende. Eh.

Men jeg stalker Goldfrapp non-stop på Grooveshark. Det hele lyder næsten hele tiden sært bekendt, så jeg begynder at tro, at nogen (men hvem?!) har spillet det for mig engang. Muligvis over et glas rødvin på en altan med udsigt over byen, for det er lidt den slags musik. Det er sådan noget, som nogen spiller til en privat ting, og så sidder man og synes, at det er fedt, spørger interesseret ind til musikken, og glemmer alt om det førend man vågner næste morgen. Med hovedpine.

Afslutning

Når folk dør omkring én, så bliver man lidt magnet-like. Eh. Samtidig med at alle ens nære og kære pludselig mestendels består af et magnetisk materiale. Man forkaster konventionen, at man giver slip som afslutningen på en krammer, et klem eller et decideret knus (der er forskel, sandeligt).
Hvad der før i tiden var en selvfølge, at man så dem igen i levende live, er nu en gave hver enkelt gang det sker. Familiemedlemmere med barkede næver og vejrbidte træk forvandles til rystende skuldre med øjne lavet af glas og stjernehimmel. Små kvinder med omsorg, kagefade og livshistorier har ikke så travlt med at komme hen til det næste bord. De bliver siddende, og de fortæller.

At miste et menneske er en opfordring til at glædes. Til at holde. Til at lytte. Det er den sidste gave, den døde kan give. Det er den største gave nogen kan modtage.

For great science!

Når man kommer i tvivl om menneskets iboende godhed, og hvorvidt den overhovedet eksisterer, så er det helt rart, at læse xkcd.com. Der er så meget kærlighed, tvivl og matematik, at det kun kan være betryggende. Betryggende selvom man ikke gives noget svar. Derimod efterlades man med den her idé om en approksimering.

Noget klogt

Hehe. Rasmus har bedt mig om at skrive noget klogt. Hvorfor enhver sætning, der følger, vil fremstå idiotisk, simpel og uinteressant i mine egne øjne. Men forståelig og sammenhængende omend ikke andet. Forhåbentligvis. For hvad er klogskab hvis ikke forsøget på at imponere ens ligeværdige med den smule indeksikale viden, som man gennem alt for mange år på skolebænken og i særdelesheden alt for mange timer andetsteds har inhaleret og deponeret?

Så hvordan skriver man noget klogt. Man undlader at forsøge, vil jeg påstå. Forestil dig, at du skal til at spille Trivial Pursuit med venner over et glas rødvin. En eller anden åbner munden, og ytrer begejstring over naturvidenskabs-kategorien, fordi han har engang læst fysik (eller biologi) og er derfor kongen af naturvidenskab.

I selvsamme øjeblik hentes en Trivial Pursuit nisse ind i eksistensen med et næsten uhørligt "keflimp". Nissen eksisterer kun som en lydløs ånd, uden masse eller fysisk udstrækning. Men han eksisterer skam. Tro mig. Hans små sammenknebne øjne finder hurtigt synderen og grunden til hans tilstedeværelsen. Ex-fysikeren. Eller ex-biologen.
Nissen hæver en kroget finger, peger på ex-fysikeren (ja, afgjort ex-fysiker, jeg er sikker nu), hvisker "Diiiiig" mellem sammenbidte tænder, hvorefter han hiver den medbragte Trivial Pursuit fjernbetjening frem. Det er en kedelig fjernbetjening, men den er alt, hvad nissen har brug for. Der er én knap, og den er stor og rød, påmalet skriften 'Taber'.
Nissens ansigt flækkes i et manisk grin, et galt glimt spiller i hans små nisse-øjne, og han hæver fjernbetjeningen, peger på ex-fysikeren, og trykker. Værsåartig. Ex-fysikeren har lige vundet sig en absolut oste-løs sidsteplads.

Og den er sikker hver gang. Ingen kan påvise nissens eksistens, men jeg har set det ske. Jeg har for helvede oplevet det. Næh, hvis ex-fysikeren nu bare havde holdt hans kæft, så havde han haft fornøjelsen af at kunne overraske med at vide hvad sammensætningen af gasser i atmosfæren er i procenter med tre decimaler (for at komme med et eksempel, der ikke er relateret til egentlige begivenheder eller erfaringer. Der var i hvert fald ikke en ex-fysiker tilstede.). I stedet forventes det nu, at han svarer korrekt på alle de grønne spørgsmål, og det er måske for meget at forlange af en stakkels ex-fysiker.


Således. Jeg har lige skrevet noget ikke-klogt, for jeg har ikke engang forsøgt. Det er dog ikke garanti for at skrive noget klogt, overhovedet. Men det var heller ikke pointen. Pointen var, at få fyret mit hoste-lyds-link af, hvilket jeg har ventet på i et stykke tid. Jeg er nu tilfreds med mig selv. Hav en god dag!

Tendenser

Hvis jeg render ind i en smuk pige, og hun kigger på mig og smiler, så kan jeg ikke lade være med at kigge ned i jorden. Det er den mest åndssvage refleks nogensinde. Nogen burde sige 'hej'.

Hvis jeg cykler ned af en stejl bakke, og jeg har meget fart på, så har jeg konsekvent lyst til at springe op og ud af sadlen, og svæve ud over byens tage. Derfor smiler jeg, når jeg cykler ned af en stejl bakke. Hvem kan ikke lide at flyve?

Når opvasken skal tages, og jeg smider bestik, tallerkener og små beholdere i vandet, er det lige pludselig et lille udsnit af hvordan en hel spisesal på et skib synker til bunds, sammen med skibet. Et studie i mødet mellem vand og tungere legemer, eller en øjebliks-helligdom for de mange druknede ved skibsforlis siden menneskeheden satte sejl.

Jydenærrighedens utiltalende ansigt, konfronteret med dagens ord

Det viser sig åbenbart, at jeg har været medlem af boligforeningen i længere tid, end jeg umiddelbart kan forestille mig. Så hvis jeg nu tager et SU-lån og et ekstra studiejob, så kan jeg få råd til den her awesome lejlighed med et GIGANTISK køkken og en altan og en stue og et badeværelse, der er mindre end det, som jeg har nu! Wooh! Det ligger godt nok længere væk fra centrum, end hvor jeg bor nu, og ja, det er måske lidt på den anden siden af Randersvej og dertilhørende bakke, hvilket sådan generelt er nederen, men der går busser, og alle har godt af motion. Motion som jeg i øvrigt også får, når jeg skal bevæge mig væsentligt længere, for at komme til indkøbsmuligheder, endsige ned på uni. Men køkkenet! GIGANTISK!

Så man kæmper lidt med jydenærrigheden. Måske hvis man lader alle lejligheds-udgifterne forsvinde ud af en konto hos en anden bank, end der hvor forbrugskontoen bor, så føles det ikke så slemt. Så man ikke behøves at bande PBS langt væk, når man logger på webbanken for at se, hvad forbrugskontoen kan holde til resten af måneden. PBS har jo som sådan ikke gjort noget forkert.

Nej, spørgsmålet må være, kender jeg nogen i Århus, der orker at bevæge sig op ad Randersvej for at sidde i min stue, drikke et glas vin, spise den mad, som jeg har lavet i det GIGANTISKE køkken?

Ssh, meget tys-tys

Jeg arbejder på en lille overraskelse for tiden. Den består af tre retter, og jeg har maksimum tre timer i et køkken til at tilberede det hele. Så vidt jeg har forstået, så kan jeg godt forberede ting og sager dagen før. Så vidt jeg har forstået, så kan det ende i, at jeg slet ikke skal lave maden. Det er lidt mystisk som sådan.

Så jeg må øve mig. Hvis det nu skal være. Jeg laver mad på tid, jonglerer med piskeris, drikker pasteuriserede æggehvider, sjipper i det der garn, som bruger til at binde om benløse fugle, du ved, hakker løg til langt mere end miniature-piger og andet godtfolk kan drukne på mit køkkengulv.

214511032010

Torsdag d. 11. Marts vil fra nu af være en lidt trist dag, for det var den dag, min kære Farfar døde. Så jeg vil male dagen i alle de historier, han har fortalt, alle de skrøner, som han har smedet, alle de sange, han har sunget. Dermed kan vi kigge på dagen, lytte til den og alt det, som han var, og alt det, som han er. Sige tak. Smile, grine, klappe af en ufejlbarlig optimisme for hvad livet end så smed i nakken på ham. Være uendeligt begejstret for at have mødt ham, og se frem til at møde ham igen, hvis man skulle være så heldig.

I mangel på bedre

Da jeg faldt i søvn i min seng med den bærbare ved siden af mig, lystigt afspillende 9ende sæson af South Park, ville det være ulogisk andet, end at jeg næste morgen vågner med et sæt, idet jeg skubber den ud over sengekanten. For den slags larmer. Meget. Det lyder lidt som et godt gammeldags skraldebang, men der er flere komponenter i braget end som så. Der er lyden af backspace-tasten, der endnu engang flyver ud af tastaturet (og rikochetterer af bogreolen og ud i køkkenet). Der er lyden af uret i mit højre hjørne af skærmen, der ikke vil tolerere en sådan behandling, og stædigt insisterer på at klokken er 00:32, og klokken er formodentligvis 9:06. Der er lyden af mig, der slår en flad hånd imod egen pande, og lover mig selv, at jeg aldrig vil putte med den bærbare igen.

Det må nødvendigvis gå ud over en eller anden

Takket være nogle ønskesedler, som jeg aldrig fik sendt ud, er jeg nu blevet givet så mange penge, at det er ved at være på tide at træffe et valg. Skal det være en western, så jeg kan instrumentalisere og strangulere Riverwide. Måske en 12-strengs, så jeg kan lade som om, at jeg er Matt Uelmen. Hvad med en elektrisk, så jeg kan udforske hvor meget én nabo kan hade en anden. Det ville kun være passende.

Det største problem er dog nok, at jeg egentlig ikke har lyst til at træffe valget. Nu hvor jeg kan, så er det li'som ikke så spændende længere. Herregud, det er jo bare endnu en guitar. Måske jeg bare skulle lade pengene stå og blive til flere i al deres kedsomhed... Hm.

Set til Oscar Night I BioCity

- Stine og Stines veninde, der stolt hiver ud i deres stræk-bukse-benklæder for at demonstrere helt præcist, hvor fleksible de er. I ved, den slags bukser, der har en art elastik i maven, og derfor er vildt behagelige. Først senere forstår jeg vigtigheden af at have behagelige bukser på til Oscar Night.

- Mig der med en småsmilende selvtilfredshed 'Undskyld mig'er og 'Jeg smutter lige forbi'er mig tværs igennem den lange snoede kø til dametoilettet, så jeg kan komme ind af døren til herretoilettet. Det kan godt ske, at de har bryster, dem i køen, men jeg pisser fanme, når jeg har lyst. Sku.

- Pedro, der grundet en kompleks etnicitet mener, at hans "land" har vundet bedste udlandske film lige meget hvilken film der vinder. Pedros forfædre har været vidt omkring, og de har ikke været bange for den lokale befolkning. Pedro snakker derfor alle sprog, også under filmen, og får efter kort tid at vide, at han skal holde kæft.

Sentimentalia

Jeg har spist så meget kage, at det føles som om, at jeg kunne skide en kagemand, komplet med flag, forklæde i marcipan med navn og år og alting. Lad det være sagt, det har været en MEGET hyggelig dag, også selvom der har været travlt med det hele. Problemet med al den travlhed er, at jeg ikke har haft tid til at snakke i telefon eller besvare fødselsdagsbeskeder, selvom lysten til at hoppe ud af vinduet og ryge en hengemt cigaret ude foran mit gamle værelse, mens jeg snakker i telefon, absolut har meldt sig. Som i gamle dage! Dengang man var... yngre.

Men nu er man ældre. Og hvad så? Svaret til dette spørgsmål er: Lige præcis. Tak for hilsnerne og kærligheden, kig forbi, hvis du har lyst til overskuds-fødselsdagskage. Men nok inden onsdag. Tror ikke, at det er friskt meget længere end til på onsdag.

Dublinaise

I morgen kunne jeg godt tænke mig at være i Dublin. Spise morgenmad hos den gamle mand, der har indrettet hans dagligstue til et meget privat, meget gult og meget besynderligt spisested. Han smiler og mumler ud af gebisset. Drikke den bitre earl grey the, som man kun langsomt lærer at værdsætte. Ønske ham guds velsignelse, og efterlade lidt drikkepenge i underkoppen. Møde byens summen, der aldrig rigtig stiger eller falder i intensitet. Mærke pulsen stige idet man vover at krydse en vej uden at være i nærheden af en fodgængerovergang. Som om det ville gøre en forskel. De kører som sindssyge i Dublin. Men i dag er det søndag, og byen har hverken energi, lyst eller interesse i at summe mere end højst nødvendigt. Bare lige, så man fornemmer, at det er en by. På en bænk i den der park, der ligger lige rundt om hjørnet for Trinity College, kan man suge den smule sol til sig, der finder vej igennem skyerne, og fornemme en svag duft af fortidens litterære spøgelser blandet med skydende anemoner.

Whilke teschtHIKler?

I et forsøg på at tage de sidste fem kilogram på, som jeg mistede i svinget for en lille måneds tid siden, kastede jeg mig for 23 minutter siden over en æske blommer i madeira, som jeg fandt nede i viktualierummet. Efter at have inhaleret den halve æske ligger jeg nu i min seng i en mild madeira-rus, der allerede har taget tilløb til en at udvikle sig til enkelte ambitionsløse tømmermænd. Jeg er officielt et skvat. Igen.

For jeg har ikke alene tabt mine overskydende kilogram i sygdomsforløbet, men også min alkoholtolerance og dertilhørende testikler, åbenbart. Rigtige mænd kan jo tørlægge Frankrigs vinkældre, og stadigvæk være i stand til at unicykle til månen, mens de citerer Den Gamle Mand og Havet baglæns. Rigtige mænd skriver ikke som piger. Skulle du falde over et sæt kugler og tilhørende alkoholtolerance, så returner dem venligst til undertegnede. Tak.

Eksploration andetsteds

"Forår? På søndag?" Jeg kigger op og ud af vinduet, hvor sneflokke ikke nøjes med at komme vrimlende. De styrter i panisk angst ned mod jorden, som om hele fornemmelsen af at svæve og at være lavet af vand er forfærdelig, nærmest uudholdelig. "Jord! Sten! Tegl! Fast underlag, fri os for vores lidelser," skriger de lydløst ud i vinden. Radioavisen dør hen, og erstattes af Pink Floyd. Jeg kigger ned på mine gryder igen. Der er lunt i køkkenet, og alting simrer og damper og duften af eksperimentet er helt behagelig. Mor kigger nysgerrigt i en gryde, roder lidt rundt med en ske, og siger "Hm!". Det betyder, at det måske ser lidt spændende ud. Måske det også er godt? Hun håber. Jeg fisker en pære op af en gryde og deler den med hende. Denne gang et "Mhm!". Det betyder, at hun nu ved, at det smager godt. Hun er nu begyndt at glæde sig, til at det hele er færdig. Og det er jeg sku egentlig også.

Forventelige fornemmelser omkring at være et nyt og gammelt menneske

Nogle gange ryger de i svinget, vennerne. Ham gutten, som man spillede i ens første og (måske) sidste band med. Hende pigen, der lod én tegne en stjernehimmel på hendes mave.
De er ikke væk. Jeg ved bare ikke, hvor de er, og det ærger mig. Specielt når jeg sidder og er præ-fødselsdags sentimental og ude af stand til at forstå, hvad fanden der blev af dét år. What the fuck?

Andre gange bliver de hos én, og man hos dem. Man mødes efter et år, ude af stand til at forstå og indrømme, at der virkelig er gået et helt år. Det føles som i går. Ingenting er forandret. Vi bekender os, indrømmer og afdækker, hvad vi har brug for forståelse for, brug for hjælp til. Vi deler vores glæder og vores jubel, vi deler vores dans. Ikke alt det der udenoms pis.

Mit fortsæt for mit næste år som menneske er at ringe mere pludseligt til folk, og spørge, om de kan huske dengang en navle blev til en måne. Dengang vi spillede Cream ude i barakken. At ringe, og invitere.

De små ting

Det her kommer til at lyde enormt banalt, men I bliver nødt til at prøve det. Det er den særeste ting nogen sinde. Hvis I tilfældigvis befinder jer i nærheden af en opadgående rulletrappe, og hvis I tilfældigvis ikke ser noget problem i at tage en tur på den, bare fordi, så prøv dette. Stil jeg på et trin, vend ryggen til kørselsretningen, og bliv stående. Bliv stående og kig ud på det hele, mens det hele ruller væk fra dig. Radikal tænkning, ja, jeg ved det, men prøv det, førend du fordømmer det. Folk på trin under dig vil kigge op i dit åsyn, og de vil forundres, forfærdes. Hvad laver han dog? Kigger han på mig? Er der noget at se, går jeg glip af noget? De vil ikke forstå, at det er hele fornemmelsen af at hele tiden være ved at falde forover, mens man bryder så simpel en konvention, som hvordan man står på en rulletrappe, der gør det til en meget lille, men yderst udsøgt fornøjelse. Del det eventuelt med én, som du holder af.

Biograf-rage fortsat

'Hvorfor' undrer jeg mig, mens jeg bider tænderne sammen. 'Hvorfor lige mig? Har jeg gjort mig fortjent til dette på en eller anden måde? Er jeg et dårligt menneske?'. Jeg er endnu engang taget i biografen, og jeg er endnu engang usikker på hvorfor jeg overhovedet betaler for dette, den ene gang efter den anden. Filmen er god, filmen er virkelig fucking god. Men selskabet. Det forbandede selskab.

I dag sidder jeg foran fire velvoksne New Zealændere, der finder det umådeligt underholdende, at kommentere enhver besynderlig dialekt og accent, der klinger ud af højtalerne. Så de gentager, hvad de lige har hørt, og fniser efterfølgende. Det er den slags, der kan underholde en umælende nyfødt. 45 gentagelser senere vender jeg mig om, og beder dem om at holde kæft, hvilket kun er delvist succesfuldt.

Men er jeg uretfærdig? Er det en del af det sociale aspekt i at gå i biografen, at man skal møde mennesker på denne måde? Øves i at tåle manglende respekt for narrationen, såfremt narrationen er respekten værd, og så tage det som et gode også?
Måske jeg burde være ligeglad. Måske jeg ikke egner mig til at gå i biografen på trods af, at jeg elsker film. Måske jeg bare er et dårligt menneske.

Vær bange - særdeles meget mere bange end man ellers normalt ville være det, når man blev anmodet om at udvise rædsel

Forbandet! I dag var endnu en af de dage, hvor man ser en amerikansk dokumentar om fødevarenes vej fra jord til bord, hvorefter man flipper ud, spenderer en halv SU på økologiske fødevarer, der i øvrigt alle bliver for gamle på torsdag, i et forsøg på at ernære sig selv på en bæredygtig og moralsk forsvarlig måde. Dermed skulle man også være sikret mod at blive fundet parteret i egen seng. Øko-ninjaerne sover aldrig!

Starstruck!

Jeg kan godt lide at caste skuespillere. Det er en behagelig oplevelse at møde interesserede mennesker på den måde. Hvad jeg knapt så godt kan lide, er at ringe til dem, efterfølgende, og fortælle dem, at de ikke har fået rollen. Jeg tvivler på, at nogle af dem er traumatiseret over vores behandling af dem, men for en stund var det ikke spor svært, at ane et glimt af stjernedrømme bag det undersøgende blik. For deres indsats fortjener de rosen. For deres naivitet fortjener de at prøve igen et andet sted.