Leve Indsatsen!

Det tog lidt overtalelse, men Indsatsen lever. Vi er færdige med at sutte læberne af hinanden (for nu), og er rykket videre til at sende sedler rundt til forelæsninger. De er alle sammen adressseret til "Dig", og indeni står der "Du er fanme dejlig". Problemet er indtil videre, at få folk til at sende beskeden videre. Jeg håber ikke, at folk vildledes i processen. Tanken var jo bare, at dele ud af Kærligheden.

Hvor reaktionært!

Okay. Søndag var jeg måske en anelse irriteret. Eller frustreret. Under alle omstændigheder brugte jeg gåturen til og fra universitetet på at overveje, hvad jeg gør forkert. Der er tydeligvis plads til forbedringer. Måske det har et eller andet at gøre med min indstilling til det hele. Måske mine hverdage bare er uinspirrerende. Måske jeg lever et kedeligt liv. Jeg er ikke sikker på noget af det. Hvad jeg er sikker på er, at der er plads til forbedringer. Så for at bringe mere weekend-ekseptionalisme ind i hverdagene, uden at involvere dansegulv og Substance, vil jeg i morgen aktivt starte på Den Helhjertede, Gloværdige og Bestemt Ambitiøse Indsats for at Genforene Dagligdag med Eventyr (herefter benævnt som Indsatsen).

Jeg er ikke helt skarp på, hvad Indsatsen nøjagtigt vil resultere i. Men jeg ved, at jeg i morgen vil slæbe Den Fremmede med ud på toilettet i det kvarters pause, som vi har imellem lektioner, for at snave. Samtlige 15 minutter. Og tro mig, jeg skal nok tage tid.

Post-party depression

Weekenden har været sindsoprivende. Alting er gået så stærkt, at jeg nødvendigvis måtte forskyde mit greb om virkeligheden, bare en anelse, førend det kunne begribe, hvad der egentlig foregik. Jeg knoklede røven ud af bukserne, jeg dansede, smilede, sang, jeg kyssede den måske-fremmede på munden, mens jeg tænkte for mig selv, at dette kunne forandre alting, alting i korrekt semi-hedonistisk moderation.
Jeg var lykkeligere, end jeg har været længe.

Og i dag er det søndag, og i morgen er det mandag, og jeg holder det ikke ud, JEG HOLDER DET IKKE UD, at alt dette nu skal drukne i dagligdag, hurtige, inkvisitive usikre blikke over skriveborde, måske-intentioner, forsømt opvask og ignoreret overtræk. Søndag forekommer allerede meget ensom, men det må være en kontrast ting. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet.