24. aug. 2010

Tre ting...

Åhja, mindes jeg, mens jeg sidder og konstruerer hjemmeside, skriver på et eventyr, spiller guitar, vasker op og laver aftensmad. Jeg har godt nok leveret syv, men syv er ikke helt 10. Tæt på, måske, men ikke tæt nok. Så jeg honorerer afsløring nr. 7, afbryder samtlige ovennævnte aktiviteter (mænd kan sagtens multitaske), og går i gang med at tænke.

8 
Var engang overbevist om at ladyfingers var et sexlegetøj, og ikke (også) en art kiks. Derfor måtte jeg jo fortælle nogle kunder, da de spurgte efter dem i SuperBrugsen på Vesterbro Torv, at den slags førte vi altså ikke her. De kunne jo venligst prøve længere nede af Nørregade.

9
Vandt en skrive-konkurrence i 3. klasse. Siden da er det åbenbart kun gået ned af bakke, for jeg har ikke vundet noget efterfølgende. Ud over en homo-klumme, altså. Nåhja, og dén her, selvfølgelig! Rart at vide, at man ikke er pop.

10
Efter at have hadet mit enorme smil hele vejen igennem folkeskolen og gymnasiet, er jeg lige så stille begyndt at holde af det*. Fornuftig tandkød-til-hvide-tænder-ratio og sådan. Og hvad så, hvis det er gigantisk, tænker jeg. Det er sgu fordi jeg mener det.


*
- Du minder om en eller anden kendt, får du tit det at vide? 
- Øh.
- Jokeren! Det er Jokeren!
- Nu er Jokeren som sådan ikke en kendt person, men en kendt fiktiv karakter. Du mener vel ikke, at jeg ligner Jach Nicholson?
- Nejsgu, men du ligner herremeget Jokeren. Når du smiler, altså.
- ...

Fra blomst til blomst

Aftenen er gået med at skrive på en D&D historie, som hurtigt nok skal se anvendelse*. I sagens natur hyggeligt, forholdsvist nørdet og meget som at skrive på et manuskript til noget skønlitterært. Vil jeg tro. Hvor fantastisk ville det så ikke være, hvis man bare kunne finde ud af det, nu når man egentlig godt kan lide at skrive og sådan. Men nej. Jeg stinker. Meget.

Jeg har skrevet et hav af fabelagtigt kvalmende dialoger. Beskrevet utallige farveløse landsbyer. Tegnet upræcise og uinteressante kort af en død og uspændende verden. Jeg er den værste D&D spiller nogen sinde - og jeg er ikke engang begyndt.

Så jeg sætter mig ned, for at se, om man ikke kunne skrive lidt til bloggen i stedet. For en gangs skyld, du ved. Fem minutter senere starter jeg så på endnu en historie, om at møde mennesker på Langelandsgade. Men hov, det lyder da lidt bekendt, det her med Langelandsgade, gør det ikke? Jo, det gør det faktisk. Helt præcist, så har jeg skrevet om ting, der er foregået på Langelandsgade, tre gange. Uden at være særlig overrasket over det, føler jeg mig utåleligt uoriginal. Jeg er ikke engang original nok, til at plagiere andre end mig selv. Endsige nogen med talent.

Så nu ligger jeg søvnløs og frustreret, og læser 'Vilde Svaner'. Måske man kan finde lidt inspiration der. Måske mine kære eventyrer skal udsættes for lidt kulturrevolution. Måske...

* Planen er lidt at smide historierne op her på bloggen, såfremt de modtages fornuftigt. I skal selvfølgelig skånes, hvis de... Ja... Du ved, flopper. I et forsøg på at gøre historierne underholdende omend ikke andet, så indeholder de blandt andet Kæmpepatternes Hule, nøgne homo-munke på mission - samt goblins. Jeg ville gerne kunne afsløre præcist, hvorfor goblins er underholdende, men det ville ødelægge historien på forhånd. Vent og se.

19. aug. 2010

Minimilie

Hah, smiler jeg, mens jeg triller ned af Ringgaden. Det regner. Meget, endda, for jeg er aldeles gennemblødt. Men regnen er ikke kold, og der er stadigvæk grønt over det hele. Det er ikke mørkt endnu. Det regner på den der måde, der invitere til dans på glatte plæner. Til at sidde under træer, og lytte til ren luft imellem fugtige blade.

Men ikke lige nu. Ikke i dag, nej, for jeg skal på arbejde, og derefter på besøg hos Jesper, Mejse og Arthur. Til mit store held var arbejdet meget hurtigt overstået, hvorfor jeg fik ekstra meget kvalitetstid med den mindste familie nogensinde. Da jeg går derfra, syv en halv timer senere, regner det ikke længere, og jeg er tør. Tør, mæt, glad og inspireret. Det er måske en meget lille familie, men de har nu engang meget store og meget varme hjerter.

12. aug. 2010

Re: \o/

Om fem dage sker det. Jeg bliver... udgivet? Nej, ikke rigtig, det lyder som om, at jeg får penge for det. Publiceret? Heller ikke, jeg er ret public i forvejen. Og jeg får stadigvæk ikke penge for det. Offentliggjort? Tja. Eh. Nej. Nåhmenaltså jeg får den her tekst smækket på en side, som ikke er min egen. Og det er bestillingsarbejde, og jeg får ikke en skid for det. Er det ikke awesome?!

Jeg synes det er awesome. Det vil givetvis forandre absolut ingenting, men hele tanken om, at én person (minimum) synes, at man godt kan ét eller andet, dén tanke giver mig vinger.
Hvis nu mere end én synes, at det er godt, så kan det jo være, at det bliver en fast ting. Søs vil efterfølgende klappe i hendes små hænder, og hvine, at 'så er jeg totalt meget li'som Carrie', hvilket jeg efterfølgende vil protestere imod. Jeg ligner jo ikke engang en hest. Helt ærligt.

8. aug. 2010

Udforskning af lovmæssig umulighed I - at snave med lebber

Skanderbog var fabelagtigt, men hårdt. Dopamin-producerende og -sekreterende neuroner har været på overarbejde, og de er nu helt og aldeles udmattede - ikke ulig min krop. Derfor føles det måske meget naturligt, som om, at jeg er lidt deprimeret. Livet efter Skanderborg er ikke nær så interessant, som livet under. Men det kan det jo blive.

Nu skal I høre! Generelt var der stor morskab, men jeg har alligevel kun én god anekdote med derfra. I får den lige med det samme. På anden aften lykkes det mig at snave med ikke én, nej, men TO gudeskønne lebber. De lignede absolut ikke lebber, hvad det end så skal sige, men der var ikke nogen tvivl - de kunne lide bryster, og det kunne jeg jo godt forstå. Awesome, vil nogen nok mene, og selvom det var både dejligt og sjovt, så virker det lidt, som en, tja, en ikke-scoring. For ikke nok med, at de var lesbiske, så skulle de også giftes den følgende dag - med hinanden. Altså, at 'score' to lebber, der begge lover sig væk til hinanden den følgende dag - hvis dét ikke er at stirre ned i en blindgyde, så ved jeg ikke hvad er. Men hvad. Det er gratis at snave.

2. aug. 2010

Koste-snave-skandalen - nu med saks

Midt i historien om, hvordan hun brækkede hendes arm to steder, da hun legede kost* på Skanderborg for to år siden, går det op for mig; jeg er lige blevet venner med min frisør. Eller hvad fanden. Var det da hun fortalte, om snave-føretrøjerne? Gul trøje for flest, bjerg trøje for størst, en-eller-anden-trøje for yngst? Eh. Under alle omstændigheder, så hedder hun Camilla.

Nej! Nu ved jeg det! Helt præcist, så gik det op for mig, da dagens emsige kælling, som egentlig nok styrer biksen, kommer hen og beder os dæmpe os. Halløjsauce, tænker jeg, og forsøger at forstå, hvorfor det skal være så seriøs en ting, det her med at blive klippet. Vi var lige i gang med at bonde, for helvede.


* Man drikker sig fuld, tager en kust, peger den mod himlen, og roterer med den og sig selv 10 gange om egen akse, hvorefter man forsøger at hoppe over den. Det bliver aldrig rigtig til andet end et forsøg, åbenbart. Et forsøg og brækkede knogler.