Post-party depression

Weekenden har været sindsoprivende. Alting er gået så stærkt, at jeg nødvendigvis måtte forskyde mit greb om virkeligheden, bare en anelse, førend det kunne begribe, hvad der egentlig foregik. Jeg knoklede røven ud af bukserne, jeg dansede, smilede, sang, jeg kyssede den måske-fremmede på munden, mens jeg tænkte for mig selv, at dette kunne forandre alting, alting i korrekt semi-hedonistisk moderation.
Jeg var lykkeligere, end jeg har været længe.

Og i dag er det søndag, og i morgen er det mandag, og jeg holder det ikke ud, JEG HOLDER DET IKKE UD, at alt dette nu skal drukne i dagligdag, hurtige, inkvisitive usikre blikke over skriveborde, måske-intentioner, forsømt opvask og ignoreret overtræk. Søndag forekommer allerede meget ensom, men det må være en kontrast ting. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet.